Titel og medium

Magisterbladet nr. 2, 1999. Jeg var klummeskriver i nogle år omkring år 2000. Klummerne blev bragt uden overskrift, men jeg har lavet en her – som en særlig læserservice. I øvrigt forstod jeg aldrig at der ikke måtte være en overskrift på klummerne. Der ligger mange kommentarfinter i at forsyne sin tekst med en overskrift.

	Om valgte ledere på universitetet Klaus Kjøller
	Om få dage vil en hel del lektorer og professorer kunne sige godmorgen til en nyudsprungen leder når de ser sig i spejlet. De skal være institutleder i de næste 3 år. De er ledere af en særlig slags. En leder i en almindelig virksomhed er en person som ansættes, forflyttes, forfremmes og fyres oppefra. På et universitet er en leder én der vælges af dem han er leder for, dvs. nedefra. Universitetslederen vælges på samme måde som en tillidsrepræsentant. En institutleder er en overtillidsrepræsentant, som er valgt både af de AC-medlemmer og de HK-medlemmer som findes på instituttet. Institutlederens loyalitet ligger normalt hos dem der vælger ham: Det er den gruppe han selv kommer fra, og som han skal tilbage til som menigt medlem efter tiden som leder. Derfor handler en institutleder kun formelt efter direktiver oppefra; han handler i realiteten efter impulser nedefra. Jeg mener at det er en god idé at det er sådan på et universitet som er bygget op om fri grundforskning og medfølgende undervisning. Men denne særlige ledelsesform medfører særlige problemer. For bare at nævne et par stykker: 1) Det kan være svært som nyvalgt leder pludselig at skulle repræsentere hele instituttet og ikke bare sit eget projekt eller sit eget vidensområde. Når man er ansat som forsker m.m. på et universitet er det fordi man i princippet er et ambitiøst karrieremenneske. Selvfølgelig er man en god kollega og kammerat, men man er altså også rivaler som kæmper om anerkendelse, titler og job. Men når man er leder skal man sørge for at alle, også dem man konkurrerede med dengang man var “menig”, får de bedst tænkelige muligheder for at folde sig ud og nå de mål de sætter sig. 2) En kollega som bliver “leder” og dermed formel autoritet, vil jævnligt være under mistanke for at være udemokratisk. Man må derfor som valgt leder være indstillet på at samtidig med at man måske føler sig mere som systemets gidsel end som leder, da at møde mere eller mindre indpakkede anklager for overgreb. Det betyder at de lidt gammeldags begreber, tillid og respekt, bliver afgørende for hvordan man i det lange løb får det som leder. Og helt afgørende for klimaet er det at man er i stand til at behandle de meget lidenskabelige minoriteter som af og til opstår i konkrete sager, på måder som flertallet finder rigtige. Og som minoriteten selv kan leve med. Et instituts væsentligste aktiv er ånden på stedet. Og heri indgår en lang række ingredienser. Det er lederen der rører rundt i institutsuppegryden med sleven for at blande det hele så de gode ånder opstår. Men at kalde ham rorgænger er at tage munden for fuld.
	Klaus Kjøller, d. 18/1 1999.