Klaus Kjøller forside à Kommentarer og moraler, menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret 07-12-2009 13:04:20

 

Hvem ville ansætte Sarah Lund som studievært?

Der er meget at hente i en sammenligning mellem Forbrydelsen II og den daglige tv-dækning af politik.

Det er klart, at oberstens assistent, den veltilpassede indvandrer, ikke kunne være den skyldige i tv-serien Forbrydelsen II. Heller ikke Folkepartiets leder var mulig forbryder, for så ville Dansk Folkeparti score sympati på at være forfulgt af Danmarks Radios Dramaafdeling i bedste sendetid for et millionpublikum. Til gengæld måtte så stakkels makker til Sarah, Strange, holde for. Men han var jo jægersoldat, viste det sig. Og det militære establishment og statsministeren havde været i gang med at dække over, at en afghansk familie var blevet likvideret af danske soldater. Eller var det Strange, der havde gjort det alene? Men soldaterne havde i hvert fald set det, og så måtte Strange jo myrde dem og feltpræsten og psykologen. Og ikke bare myrde dem, men torturere dem og hænge flere af dem op og slæbe liget af psykologen over baneterrænet og ind til pælene i Mindelunden. Og det var denne detalje med baneterrænet, der fældede ham. Han var ellers perfektionist. Han havde været sammen med Sarah Lund igennem et langt opklaringsarbejde, samtidig med at han havde fundet tid til kunstfærdigt at myrde alle disse mennesker, som han så straks efter hjalp Sarah med at finde morderen til. Hvad har de to dog snakket om på den lange flyrejse til Afghanistan? Det må have været vejret. Og muligvis dansk politik. Tænk at opdager Lund, som har landets fineste opdagernæse, slet ikke undrer sig afgørende over andre detaljer i Stranges bidrag i de to makkeres smalltalk igennem de vistnok 10 dage, dramaet kører. Godt at hun havde husket at tage den skudsikre vest på.

Men absurditeter i historien ødelægger jo overhovedet ikke oplevelsen. Der er ikke tid til at undre sig, fordi man hele tiden bombarderes med flere detaljer. Desuden kan en god historie sagtens overleve absurditeter. Tænk på Star Wars-filmene, hvor store slagkrydsere, som ligner noget fra Anden Verdenskrig med kanontårne og det hele, sejler rundt i det store lufttomme univers, mens de udsender lyde. Den slags spolerer ikke fornøjelsen. Tværtimod. Absurditeterne opstår udelukkende af hensyn til historien. Vi æder dem, bare historien er god.

En anden ting, man kan lære af Forbrydelsen, er, at den danske befolkning ikke viger tilbage for ubegribelige detaljer. Efter Forbrydelsen kan ingen hævde, at den almindelige danske befolkning ikke er villig til at kæmpe for at fatte svære sammenhænge. Formidlingseksperter og kommunikationsrådgivere fremhæver ellers altid, at alt skal være enkelt og klart, for at folk gider begribe det. Efter den melodi kører så sundhedskampagner og EU-oplysning – ofte helt forgæves, selv om det har kostet kassen. Samtidig tramper befolkningen frivilligt rundt i et morads af uigennemsigtige kendsgerninger ti søndage i træk. Og jamrer, når det stopper og vil have mere. Set som et stykke folkeoplysning er der meget at lære af Forbrydelsen II. Vi er alle villige til at udsætte os for en grum hoben detaljer, som vi ikke forstår, bare vi samtidig kan få lov til at vurdere, om nogle personer på skærmen taler sandt eller lyver, og om de har gode motiver eller er ude i snavs.

Det er nøjagtigt det samme, vi gør, når vi ser på politikerne. Altså de rigtige og faktisk eksisterende ude i virkeligheden, dvs. i tv’s nyhedsudsendelser og debatprogrammer. Derfor er den tiltrækning, som en serie som Forbrydelsen har på befolkningen, ekstra lærerig for demokratiet. Fordi demokrati handler om at få en befolkning til at interessere sig for ofte indviklede sager. Der er kun én effektiv vej: politikerne som personer med tøj, hår, replikker, grimasser og gebærder. Djøfferne er eksperter i jura, økonomi og administration, men vælgerne er eksperter i at vurdere, om en politiker på tv taler sandt eller ej, og om følelserne sidder det rigtige sted. Måske vurderer vælgerne forkert, ligesom mange jo spillede på en forkert gerningsmand i Forbrydelsen II hos bookmagerne. Men muligheden af at tage fejl gør det bare ekstra spændende at følge fortsættelsen.

Og der er mere at hente i en sammenligning mellem Forbrydelsen og politik. I Forbrydelsen II er det klart, at der er foregået noget forkert. Man har også en helt, nemlig Sarah Lund. Det, vi mangler, er en eller flere skurke, som skal straffes. Enhver, som viser sig på skærmen i serien, vurderes for sine kvalifikationer som skurk. Forbrydelsen II kan anskues som en landsdækkende jobsamtale, hvor befolkningen skal beslutte sig for den bedst kvalificerede skurk. Samtidig ved vi, at den og den søndag får vi at vide, om vi har valgt rigtigt. Det er en luksus, som demokratiet yderst sjældent kan tilbyde, når vi følger den politiske føljeton i tv. Den ene søndag tager den anden uden håb om, at der nogensinde dukker en klar skurk frem.

Men ikke nok med det. I politik er det meget ofte uklart, om der overhovedet er foregået noget forkert. Det er de medvirkende, dvs. politikerne, slet ikke enige om. Det er kun, fordi politikerne strides, at vi overhovedet ved, at der (måske) er noget galt. Men heldigvis har vi – ligesom i Forbrydelsen II – en helt, nemlig studieværten eller den politiske journalist, som stiller spørgsmål, mens vi sidder og studerer betoninger, ansigter, mimik og gebærder for at finde ud af, om der overhovedet er foregået en forbrydelse, og i givet fald, hvem den skyldige kan være. En bestemt deadline for opklaringen har vi ikke.

Til gengæld har vi betydeligt mere humor.

Det bør siges klart: Sarah Lund har mange kvaliteter, men hun kunne aldrig blive studievært i en nyhedsudsendelse eller et debatprogram. Hun er ubrugelig, når der skal findes skurke blandt rigtige politikere. Måske kunne man få hende til udskifte den islandske sweater, men hun er alt alt for mut og tvær. Samme problem har politikerne i serien, altså inde i serien Forbrydelsen II. De kunne aldrig blive politikere i virkeligheden. De er alt for humorforladte. Det er jo som om de er med i en opførelse af Shakespeare’s Macbeth i en af de moderne opsætninger, hvor man optræder i habitter. Rigtigt. Magt og magtudøvelse er fælt og grumt. Tænk fx på Bondams og andre kommunalpolitikeres krumspring efter kommunalvalget. Det giver et grumt kig ind i menneskesindets dystre ormegård. Men figurer, som ved første blik kan forekomme tragiske, kan stimulere til komedien, hvis man har det rette sindelag. Og danske værter i nyhedsudsendelser og debatter er ikke opdagerhelte i en tragedie. Den ene er mere charmerende, dynamisk og optimistisk end den anden. De er børn af komedien.

Det er her den store gennemgående forskel mellem Forbrydelsen II og politik i tv ligger. Man kan undre sig over, at politik fremstilles som en tragedie i stort set alle danske film og tv-serier, når politik i den daglige mediedækning fortælles som en komedie. Hvad er det humoren har gjort, som gør den til en forbrydelse i Forbrydelsen? Man tør jo ikke engang trække på smilebåndet ad den stærkt overvægtige justitsminister, når han svupper rundt på de bonede gulve.

Der er kun én person, som anslår komiske toner, nemlig Anne Marie Helger som Sarahs mor. Hun bidrager med farver, fest og ekcentriske indfald som nu fx ægteskabet med ham den lave fra sangkvartetten Ørknens Sønner. Hvordan kan en så spraglet mor frembringe en så mut, indadvendt og ambitiøst stræbende datter? Her ligger den egentlige forbrydelse bag både Forbrydelsen I og II. Det er allerede et folkekrav at der kommer en III’er. Den bør opklare denne forbrydelse.

 

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden