FORSIDE KJOELLER.dk

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Først lagt op april 2011; senest opdateret (layout) 22-10-2019 12:21:34

 

 

Politik som tv-føljeton

Når man respektløst og fordomsfrit analyserer, hvad politikerne siger til hinanden og til vælgerne, så viser det sig, at det såkaldt saglige spiller en tilbagetrukken rolle. I stedet dominerer den tv-føljeton, som præsenterer politikerne som personer.

Af Klaus Kjøller, lektor v. Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, KU. Forfatter til Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen som udkom for nylig.

 

Der er megen jamren i den politiske debat. Der jamres f.eks. ofte over, at danske medier ikke dækker EU mere og bedre. Eller over, at dansk politik efterhånden er kommet til at ligne X-factor. Man kræver, at politikerne skal gå foran og angive kursen. Politikere skal ikke interessere sig så meget for, hvordan vælgerne tænker.

Kernen i jammeren er altid den samme bag mange omsvøb: Vælgerne burde vide meget mere om politik, end de gør. Og de burde bruge meget mere tid på at sætte sig ind i de politiske sager hele tiden, end de faktisk gør.

Nytteløs jamren

Som jeg skriver det ligeud her, ser det alt for klart ud som en anklage mod vælgerne for at være både dumme, dovne og uuddannede inden for økonomi, jura og administration. Derfor er denne anklage heller aldrig formuleret direkte i jammerklagerne fra den politiske elite. F.eks. kan eliten bede politikerne om at styre deres trang til kontrol og detailregulering for at begrænse bureaukratiets vækst. Og medierne til at styre trangen til at jagte løsningen på enhver enkeltsag hos en minister og trangen til, at ethvert problem har en løsning hos det offentlige. Men disse ”trange”, som politikere og medier har, skyldes jo netop, at de henholdsvis skal vælges af og sælges til de faktisk eksisterende vælgere.

Og da demokrati nu engang bygger på, at politikerne vælges af den faktisk eksisterende befolkning, og at hver og én af vælgerne har én og kun én stemme, som afgives hemmeligt, så fører elitens jammerklager aldrig til noget konkret. Demokrati er, at vælgerne faktisk er gode nok, som de er her og nu. Derfor er alle de jamrende kronikker og kommentarer en rituel forestilling, hvor eliten over for hinanden bekræfter deres tro på, at løsningen på landets problemer består i, at alle vælgere bliver efteruddannede til at være discount-DJØF’er. Herefter vil medierne være nødt til at hæve kvaliteten – og politikerne kan få de kvalitetsforbedrede vælgere til at fatte fornuften i de reformer, som hele eliten ved er nødvendige.

Jammer gør stærk

Ved den stadige strøm af kronikker, ledere og kommentarer, som indirekte jamrer over vælgernes elendighed, så bevarer og forstærker eliten troen på, at vælgerne burde være bedre. I alle ritualer sidder der en stærk, bevarende kraft. Det er jo derfor, alle grupper, nationer, stammer og klaner elsker deres ritualer så intenst. Så hver gang den politiske elite jamrer, bekræfter man hinandens tro på, at det er den saglige DJØF-argumentation, der regerer på Store scene. Den argumentation, der handler om økonomi, jura og administrative detaljer. Men den argumentation regerer ikke, for den er uforståelig for flertallet af vælgerne, som hverken har forstand på eller interesserer sig for de økonomiske, juridiske eller administrative detaljer, som argumentationen handler om.

DJØF-løs politik

Vælgerne forstår politik ved at leve sig ind i de personer, som politikere og andre spiller i den daglige tv-nyheds-føljeton. Vælgerne forstår politikere i den politiske tv-nyheds-føljeton på samme måde, som de forstår fiktive personer i enhver anden tv-føljeton. Kun af den grund er vores indviklede og komplicerede demokrati en opsigtsvækkende succes. Den for eliten rystende sandhed er, at vælgerne sagtens kan leve sig ind i og forstå politik uden at fatte djøf-detaljerne, som eliten elsker og lever af at forklare, vurdere og udsprede.

Enhver vælger vurderer løbende politikerne efter, hvor godt de lever op til fire dyder: ærlighed, idealisme (at man kæmper for noget højere end én selv), stabilitet og kompetence. Og ligesom med fiktive personer så vurderer vælgerne, hvad der er en politikers virkelige projekt med at være politiker – bag alle erklæringer.

Vælgerne tillægger altså politikere nogle mål, som de i virkeligheden går efter i den politiske tv-føljeton. Hertil kommer så alle de individuelle, personlige egenskaber, som vælgerne tillægger den enkelte politiker ud fra vedkommendes fysiske fremtræden og særlige kendetegn og livshistorie.

Selvfølgelig spiller det saglige DJØF-stof med i føljetonen. Der indgår jo næsten altid detaljer af økonomisk, juridisk og administrativ art i de replikker, som politikerne siger. Men i det omfang, de forstås og har en effekt på vælgernes holdning, sker det på baggrund af indlevelse i den person, som siger replikken med det saglige indhold. Pointen er, at man sagtens kan forstå personen uden at forstå detaljer i, hvad personen siger. I denne detalje ligger forklaringen på, at enhver vælger kan forstå politik og nyde debatter uden at forstå sagen.

Ingen komedie her på Bjerget

Men denne veldokumenterede sandhed, som jeg kommer med, er ikke særlig velkommen på Bjerget. Hvorfor skulle det danske demokrati udbrede den opfattelse i skolen, at politik er en tv-føljeton? At der kommer en med en sandhed, som er veldokumenteret i en ret tyk bog med analyser, er jo ikke tilstrækkeligt til, at befolkningen straks køber den. Der skal være en forholdsvis jordnær og nødvendig grund, inden en gruppe mennesker antager en ny erkendelse som sin egen. Det er en elementær indsigt fra organisationsteorien, at de officielle sandheder i en organisation, de såkaldte erklærede værdier, ofte ikke svarer til de grundlæggende antagelser, dvs. de sandheder og værdier, som ansatte og medlemmer faktisk agerer efter i organisationen. Og som forskere og rådgivere kan afdække ved diverse videnskabelige metoder. Hvad disse mekanismer angår ligner nationen Danmark en organisation.

Det, jeg afdækker i bogen Den politiske Komedie, er de vigtigste grundlæggende antagelser i det danske demokrati. Antagelser, hvoraf mange ikke svarer til de erklærede værdier, især værdien om den saglige substans-argumentations fremtrædende rolle i den politiske debat.

Det er selvfølgelig nødvendigt for mig som forsker at udbrede de indsigter jeg skaffer mig, til så mange som muligt. Men samtidig er det en del af min generelle indsigt om kommunikation at en organisation som fungerer godt, slet ikke er motiveret for at udbrede kendskabet til sine grundlæggende antagelser i organisationen. Det er kun hvis noget går alvorligt galt, og der opstår en krise, at organisationens medlemmer og ansatte får et behov for at justere sine erklærede værdier i lyset af en større erkendelse af de grundlæggende antagelser. For at forstå hvad der gik galt og bedre blive i stand til at leve videre sammen – med en øget erkendelse af organisationens virkelighed.

Økonomisk krise giver jammersucces

Jamen, har vi da ikke netop i øjeblikket en krise i landet? Joh, en økonomisk krise som behandles med økonomiske og andre politiske midler. Det er ikke en forståelseskrise generelt som kræver at befolkningen på væsentlige punkter justerer sin opfattelse af hvordan demokratiet fungerer. Jeg forsøger mange steder i bogen at bruge Den politiske Komedie til at forklare og dermed forstå ting som EU-stoffets elendighed, mediernes fascination af vold, optagetheden af kendte mennesker, vælgernes skepsis over for elitens budskab om den danske økonomis tilstand. Men der er jo ikke i det danske demokrati en kæmpe krise omkring, hvordan vi opfatter demokratiet, som kunne tvinge befolkningen til at erstatte troen på den saglige argumentation med erkendelsen af Den politiske Komedies virkelighed. Og dermed samtidig gøre Den politiske Komedie til vores demokratis erklærede værdisæt.

Det er min udtrykkelige opfattelse, at vores demokrati er en tordnende succes, således som det faktisk fungerer. Derfor kan jeg ikke bebrejde den altid professionelt jamrende, politiske elite, at min bog ikke ændrer noget, eller at eliten ignorerer og bekæmper dens budskab til sidste støn.

Derfor er også jeg dømt til evig jammer, ligesom alle de andre i eliten. Dog med min helt egen, smukke kontra-melodi: Den politiske Komedie.

 

Link: En revideret version af denne kommentar er bragt i dagbladet Information d. 15.06.2011.

Læs kronikken, bl.a. 'Jammer gør stærk', 'DJØF-løs politik' og 'Spielbergs metode'.

Kronikken (et fyldigt uddrag) har været trykt i stilesættet til 2012s sygeeksamen i Dansk A i gymnasiet, der er udarbejdet af Ministeriet for Børn og Undervisning. Uddraget indgår efterfølgende i en udgivelse fra Dansklærerforeningen med årets stilesæt.

 

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FORSIDE KJOELLER.dk

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

SENESTE KØLLEBANK

MÅNEDENS BEDSTE KØLLEBANK I INDEVÆRENDE ÅR

ÅRETS BEDSTE 2018

ÅRETS BEDSTE 2017

BEDSTE 5 TANTES GROVE GYS 2017

ÅRETS BEDSTE 2016

ÅRETS BEDSTE 2015

ÅRETS BEDSTE 2014

ÅRETS BEDSTE 2013

ÅRETS BEDSTE 2012

ÅRETS BEDSTE 2011

 

 

ALLE KOMMENTARER 2018

ALLE KOMMENTARER 2017

TANTES SAMLEDE GROVE GYS

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2016

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2015

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2014

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2013

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2012

KØLLEBANK/ GROFT SAGT TOTAL 2011

 

SENESTE KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1 (SENESTE MÅNED)

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 2019

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 2, (2018)

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 3, (2017 – 1999)

KOMMENTARER OG MORALER 1999-1975