Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

		Først lagt op 30-06-2016, senest opdateret 30-06-2016 14:26:12 Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)
	EU, en cliffhanger Problemet er ikke, at almindelige borgere i EU ikke forstår, hvad der foregår. Problemet er, at almindelige EU-borgere alt for godt forstår det spændende, der foregår lige nu.
	Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, forklarede onsdag i Jyllands-Posten, hvordan det fremgår, at EU er demokratisk: ”Europa-Parlamentet er folkevalgt, ministrene, som tager beslutninger i EU-Rådet, kommer med et folkeligt mandat fra deres parlamenter. Kommissærer er blevet målt og vejet af Europa-Parlamentet. Så der er demokratisk kontrol hele vejen igennem. De, der siger, at der er et demokratisk problem, skylder os at forklare, hvad der skal være anderledes.” Margrethe Vestager er en sjælden kombination af intellekt og evne til med rettidig omhu at skære igennem med den nødvendige magtanvendelse. Det så man tydeligt i årene med Thorning-regeringen, hvor få tvivlede på, hvem der var regeringens egentlige leder. Og som EU-kommissær har hun undgået at forsvinde i systemet som endnu en anonym embedsmand, men har vist høj politisk profil i modig kamp med Google og andre mediegiganter. Desuden behersker Vestager som få Twitters ultrakorte form med ironi og humor. Hun har et stort lyrisk talent. Men Vestagers sjældne kombination af talenter omfatter ikke talentet til at score stemmer. Til trods for, at Thorning-regeringen gennemførte stort set hele Vestagers Radikale økonomiske politik, så belønnede vælgerne ikke Vestager med fremgang. Det strider jo mod al politisk fornuft, men det lod ikke til at genere Vestager. Her træder hun ind i en berømt radikal tradition, som Morten Østergaard i øjeblikket så fornemt viderefører: Hvis vælgerne ikke kan bakke op om den nødvendige, rigtige politik – som altid er den politik, de Radikale står for – så er det værst for vælgerne. Om nødvendigt er de Radikale tilsyneladende villige til at lade partiet gå nedenom og hjem, hvis det er nødvendigt af hensyn til at gennemføre partiets nødvendige, rigtige politik. Nåh, spøg til side. Vestagers forklaring af EUs demokratiske system er kort og klar, men alligevel uhyggelig forkert. Det forkerte er, at den mangler det væsentligste: Hvordan befolkningerne i praksis bærer sig ad med at forstå og vurdere, hvad der foregår i systemet. I demokratisk forstand er et system, som kan være nok så fremragende udtænkt, aldrig i praksis bedre end den del af det, som vælgerne kan fatte og bakke op om. Når nu det er kendsgerninger, 1) at befolkningerne i EUs medlemslande de senere år er blevet markant mere negative over for EU, 2) at folkeafstemninger i Danmark og i Holland for kort tid siden klart har afvist EU-forslag, 3) at Storbritannien netop har meldt sig ud, 4) at en lignende folkeafstemning i Frankrig sandsynligvis ville føre til et endnu klarere nej til fortsat medlemskab, så er det pudsigt, at Vestager kan tro, at det er relevant at møde frem med en forklaring om, hvordan systemet er indrettet. Også selv om forklaringen er både kort og klar. EU har i årtier brugt enorme beløb på informationskontorer og –kampagner. Dygtige EU-korrespondenter har lige så længe heroisk forklaret hjemlandets seere om, hvad der foregår. Men det batter desværre ikke ret meget over for ikke-nørder. EU-systemet mangler en tv-nyhedsserie, hvor ikke-nørdede borgere direkte oplever EUs topfigurer strides for åben skærm med hinanden og med nysgerrige, respektløse journalister. EUs problem er, at Vestager og andre forestiller sig EUs borgere som en flok skoleelever, der bare skal læse bedre på lektierne, så bliver alt godt. Denne idealiserede opfattelse af vælgere skyldes, at man tror, at alle vælgere er så nysgerrige og interesserede i politik, at de sidder og suger politiske programmer i stil med TV 2 News Tirsdagsanalysen og DR 2 Debatten til sig uge for uge. Og at de studerer politiske kommentarer i seriøse aviser. Vestager og andre må se i øjnene, at det gør almindelige vælgere ikke. Hvis de gjorde, så ville EU muligvis i dag være en stor succes. Et mangeårigt, succes-program som Tirsdagsanalysen havde på et tidspunkt ca. 250.000 seere. Det kan man bruge til omfangsbestemmelse af eliten af artige skoleelevvælgere her i landet. Det er ca. 6 procent af de mere end 4 millioner vælgere, vi har ialt. Disse 94 procent af vælgerne lader sig oplyse gennem de politiske indslag, som måtte dukke frem, når de alligevel sidder og ser tv-nyhederne eller surfer på nettet for at se seneste nyt. Og her er det nu engang således, at de historier, som rummer de største personstridigheder, dominerer. EUs største udfordring er, at det ikke er folk som Vestager, men vælgerne selv, der bestemmer, hvordan de bliver oplyst om, hvad der foregår. Og den metode, som vælgerne foretrækker, er at blive oplyst gennem fortællinger, der handler om personstridigheder. Demokratiers store succes med at få folk til at fatte, hvad der foregår og til at engagere sig og stemme, skyldes især, at det er spændende for mange af de almindelige 94 procent af vælgerne at følge personstridighederne, når en regerings ministre og oppositionens folk dagligt kæmper med alt, de har, om magten. Det pikante er, at et system, der – som EU – nedvurderer eller ignorerer denne metode, ikke undgår, at vælgerne alligevel benytter den, når systemet skal forstås. Når EU ikke som de nationale demokratier har et hold af partipolitisk valgte ministre, der dagligt kæmper med en magtsulten opposition og respektløse journalister, så formidles EUs daglige, løbende forretninger dårligt til almindelige vælgere. Men selvfølgelig formidles EU alligevel. Men kun ved at indgå i de nationale demokratiers politiske tv-føljetoner i det omfang, detaljer fra EU kan bruges i kampen mellem den lokale, nationale regering og opposition. Her har det desværre for EU vist sig, at det er ganske let i de nationale politiske tv-serier, at få EU til at fremstå som et stort bureaukratisk monster. Det skyldes bl.a., at ethvert frit medium ser det som sin opgave at kontrollere offentlige, mægtige institutioner. Og her vil enhver fejl, EU begår, automatisk – hvis den slipper ud – blive forstørret. Af samme grund vil systemets selverklærede successer blive betragtet med skepsis. Det er langt lettere at lave kritisk tv om ny EU-tiltag, som skaber ny ofre her i landet, end det er at lave indslag om positive EU-tiltag uden ofre. Og så har jeg endda slet ikke nævnt noget om krumme agurker eller lakridspiber. Med migrantkrisen og senest UKs udmelding har EU erobret stadig mere plads i medlemslandenes politiske tv-serier. Og det er teknisk set særdeles værdifuldt for kendskabet til EU. Men det er yderst beklageligt for EU, at det, der udbredes, ikke er den historie om det sejrrige europæiske projekt, som EU gerne selv vil være. Tværtimod er den historie, som landenes almindelige vælgere i øjeblikket følger ret intenst, en historie om, hvordan præsident Juncker som en magtfuldkommen skoleinspektør forleden i EU-parlamentet offentligt irettesatte den store vinder af den britiske folkeafstemning, lederen af EU-modstanderpartiet UKIP, Nigel Farage, og hvordan fremtrædende EU-fortalere som Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft nu taler imod flere folkeafstemninger. Uanset, hvordan ens holdning i forvejen måtte være til Juncker, Farage, Ellemann og Lykketoft, så er det ganske klart, hvilken historie de er med i, når de her siger deres replikker i tv-serien. Det kan virke komisk, at Vestager og andre tilsyneladende tror, at problemet er, at almindelige borgere i EU ikke forstår, hvad der foregår. Problemet for EU er det modsatte: Almindelige danske borgere i EU forstår f.eks. i øjeblikket, takket være Vestagers, Junckers, Ellemanns og Lykketofts replikker og optræden, alt for godt, hvad der foregår: Fremtrædende figurer kæmper desperat med ryggen mod muren for det, de tror på – uden tilsyneladende rigtigt at forstå, hvad der foregår omkring dem. Mere spændende kan EU vel dårligt blive. Flere og flere finder nok efterhånden EU lidt for spændende. Men vi er alle nødt til at holde pinen ud, indtil EU holder et topmøde i foråret 2017, hvor man vil uddrage læren af Brexit og handle derefter. Måske bliver EU en cliffhanger.
	Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk Øverst i dokumentet
		Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste) Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller