|
|
|
|
|
|
Først lagt op
14-01-2023,,senest opdateret 14-01-2023
12:22:40
|
|
|
|
Stephen Hawking har nu igen
forladt vores land. Men jeg tror, at hans besøg har gjort varigt
indtryk. Uanset om man interesserer sig for teoretisk fysik og fatter
bare lidt af Hawkings videnskabelige præstationer, så kan enhver se, at
man her har en mand, som tackler sit livs iøjnefaldende udfordringer
forbilledligt. Som han selv udtrykker det i et interview han gav til
DRs Steffen Kretz: ”Selv om jeg var så uheldig at få ALS, har jeg været
heldig med stort set alt andet.” Og Politiken brugte som overskrift til
deres interview denne replik: ”Du kan miste alt håb, hvis du ikke kan
grine af dig selv. Jeg griner meget.” Jeg har i de senere år flere
gange læst hans berømte populærvidenskabelige bøger: ”A Brief History
of Time” (1988, oversat til dansk) og ”The Grand Design” (2010, sammen
med Leonard Mlodinov). Selv om jeg både er matematisk-fysisk student og
har universitetsbifag i filosofi, hvor vi lærte en del om
naturvidenskabernes videnskabsteori og –historie, så må jeg tilstå, at
jeg ikke fatter alt, hvad Hawking forklarer, trods flere intensive
gennemlæsninger. Men jeg fatter nok til at forstå, at den virkelighed,
vi lever i, er fantastisk. Det ved man sådan set godt i
forvejen. Men Hawking konkretiserer det gennem udvalgte detaljer fra
sit forskningsområde, som handler om de mest ekstreme forhold i vores
fysiske virkelighed. Han går ned i atomernes verden og forklarer
kvantefysikken, som er den fysik, der gælder for atomer, lyspartikler
og lignende. En fysik med regler, der strider mod de fysiske regler, vi
kender fra hverdagen. Og han rejser rundt i universet, tilbage i tiden
til universets begyndelse og frem til dets mulige endeligt eller
genfødsel. Og han forbinder det hele med historiske beretninger om,
hvordan især religiøs modstand mod ny erkendelser påførte nysgerrige,
nytænkende forskere en masse lidelser, eventuelt døden, før disse
erkendelser slog igennem. Den historie, han fortæller,
er, at for få tusinde år siden troede alle, at menneskene levede på en
flad jord i centrum af universet og var helt afhængig af diverse guder,
som skulle respekteres og tilbedes for ikke at skabe en masse
problemer. Det var, før man opdagede, at naturen kører efter nogle
regler. Men efterhånden har det så vist sig, at det univers, mennesket
lever, i bare er ét blandt 10500 universer (et
1-tal efterfulgt af 500 nuller), og at den jord og den galakse, vi
befinder os i, kun er opstået takket være nogle ujævnheder, som
tilfældigvis opstod få brøkdele af nanosekunder, efter vores univers
opstod for ca. 13,7 mia. år siden. I et univers, hvor alt stof var
jævnt fordelt fra starten, vil alt fortsætte med at være jævnt. Intet
stof vil nogensinde samle sig til sole, kloder og galakser. Den slags
universer findes naturligvis også blandt de 10500
universer, men er komplet uegnet for mennesker, som derfor slet ikke
opstår i dem. Vores fire velkendte
dimensioner: tre rumlige plus en rum-tids-dimension er kun fire
aktualiserede fysiske dimensioner af i alt 11, hvor de syv er
uudfoldede hos os. I andre universer kan det være anderledes. Det kan minde om
science-fiction, men er altså, ifølge Hawking og hans kolleger,
virkeligheden. Ud over, at det er rart for ethvert kultiveret menneske
at vide, hvordan verden rent fysisk er skruet sammen, så kan man
spørge, hvad man egentlig skal bruge det til. Det må indrømmes, at sådanne
erkendelser, som Hawking kommer med, næppe vil kunne få indflydelse
f.eks. på Løkkes 2025-plan, som nu skal forhandles. Men når man
betragter de udfordringer, som vi ikke blot har her i landet, men som
menneskeheden har her på kloden: overbefolkning, global opvarmning,
fattigdom, uvidenhed, overtro, undertrykkelse og sult, så er Hawking
yderst relevant. Hvis hele Jordens befolkning fattede det væsentligste
af Hawkings indsigter, så ville der på Jorden brede sig en ydmyghed
over universets kringlede mekanismer og altings sammenhæng. Der ville
brede sig en ydmyg undren over, at vi overhovedet er her. Men det er vi måske heller ikke
så længe. I interviewet i Politiken (26/8) siger Hawking, ”det er så
godt som sikkert”, at Jorden inden for de næste 1000 eller 10.000 år
vil blive ramt af en katastrofe, f.eks. en atomkrig, global opvarmning,
genmanipulerede vira eller af uheldige følger af nyudviklede
teknologier (f.eks. kunstig intelligens). Derfor mener han, at vi
senest på det tidspunkt gerne skulle have bredt os ud i rummet og til
andre stjerner, så en katastrofe på Jorden ikke vil udrydde
menneskeracen. Men de første hundrede år vil vi ikke være i stand til
at emigrere fra Jorden, så her skal vi passe ekstra på. Hawking mener
godt, vi kan klare det: ”Jeg er optimist.” Når man har været fordybet i
læsning af Hawkings bøger, og hæver blikket og ser på de politiske
stridigheder på vores klode, så er det svært at få øje på nogen
ydmyghed over, at vi mennesker bare er en detalje i et imponerende
multiunivers. Folk dræber hinanden i krige på grund af stridigheder om
magt og territorium. Eller fordi de forsvarer deres gud mod kættere ud
fra religiøse forestillinger, som ifølge Hawking altid er
bagstræberiske i forhold til ny, videnskabelige indsigter. Vores klode
er præget af slagsmål mellem mennesker, som alle tror, at de har ret
til eller er nødt til at slå andre ihjel for selv at undgå at dø. Og
det er desværre ofte rigtigt. Det er svært at forestille sig, selv med
den vildeste Hawking-optimisme, at vi jordboere sammen kan finde ud af
at udvandre til andre kloder og galakser i løbet af de næste 1000 år.
Men det gør kun optimisme endnu mere nødvendig. For i politik gælder
den grundregel, at jo værre det ser ud, jo mere nødvendigt er det for
de ansvarlige at udstråle optimisme. Ellers mister alle håbet. Og jeg
føler mig som almindelig læser af Hawking ansvarlig for, at noget sker. Derfor skal jeg foreslå, at
Hawkings populærvidenskabelige bøger øjeblikkeligt af FN udgives i
forkortet form og i let læselig tekst på alle Jordens sprog. Det er
fint, at de allerede er udkommet i millionoplag på mange sprog, men de
skal gøres lige så lette at forstå som en bibelhistorie, en koran og
lignende for børn. Og der skal laves tilsvarende videoer for
analfabeter. Lad alle skoler, der findes på vor jord, øjeblikkeligt
sætte Hawkings pensum på undervisningsplanerne. Det er fint nok, at
Hawking og hans kolleger har fundet ud af, at mennesket er en detalje i
universet, som skyldes en tilfældighed, og at vores univers kun er et
af utallige. Men den ydmyghed, som følger af indsigten, skal udbredes
til hele Jorden, før denne ydmyghed kan samle os i fred og
fordragelighed. Så vi samlet kan forberede vores emigration, før noget
går virkelig galt og udrydder os. Desværre er denne ”Hawkings
3025-plan” nok ikke realistisk. For det første har vi i demokratierne
alt for travlt med 2025-planer til at have overskud til 3025-planer.
For det andet vil religioner ikke frivilligt afgive deres stærke,
årtusindgamle magt over sindene. For det tredje vil jordens mange
diktatorer, etpartisystemer og præstestyrer aldrig lade en global
ydmyghed over, at mennesket overhovedet findes her på jorden i galaksen
Mælkevejen, brede sig i deres befolkninger og underminere respekten for
den lokale Big Brothers ufejlbarlighed. Men det er stadig muligt at bevare optimismen, takket være Hawkings person. For det første er Hawking trods alt kun et menneske, og han kan derfor tage fejl. Hans statistiske forudsigelse af katastrofen kan være forkert. Måske sker det først om 20.000 år. Og for det andet er der grund til at glæde sig allermest over, at der i universet er opstået mennesker med hjerner som Hawkings, der er i stand til at fatte, væsentlige dele af de regler, der har dannet både ham selv og alle os andre og hele multiuniverset. |
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
