FORSIDE KJOELLER.dk

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

 

Først lagt op 09-09-2018,,senest opdateret 22-11-2022 10:57:22

Kølletæppebank

Fodbold – og håndbold

Der er meget at lære af fodbold, bl.a. inden for områderne øl, brug af stimulanser, nationalsangens ordlyd, oldingerettigheder og leje af politikere. Og af transmissionerne kan man lære, at tilfældighed er strengt forbudt. Intet sker, uden at en hoben eksperter og kommentatorer straks kan forklare, hvor logisk og forudsigeligt det var, at det skete.

Øl: Tilskuernes ret til grænseløs ølpåfyldning er én af fodboldsportens bærende værdier.

Brug af stimulanser: Det er lige så umuligt at udrydde doping i elitesport som det er at udrydde ghostwriting i politik.

Nationalsangens ordlyd: En ny ordlyd for forældede linjer kan være: ”Der er et fedt land. Det står med surrealistiske bøge. Det hedder sindssyge Danmark.”

Oldinges rettigheder: Ingen olding er så stor en forbryder, at han bør udelukkes fra at styrke sin fysik ved at spille på et old boys fodboldhold.

Leje af politikere: Meget i dansk politik ville være lettere, hvis holdene – som i professionel fodbold – kunne leje politikere af hinanden

 Fejl! Bogmærke er ikke defineret.

 

 

 

 

Indhold

Let håndboldkrop at fatte. Køllebank 1

28-01-2022: Min yndlingsfigur i håndbold er baglæns hop ind i målfeltet med skud fra ryg, hvor den skruede, harpiksmættede bold tager en omvej via gulvet ind i målet bag målmanden. 1

Kort og gult: Russer-cleaning 1

16-12-2018: Doping var en by i Rusland under kvindernes Europamesterskaber 1

Kort og gult: Sejrende tabere 1

07-09-2018: Hareides hold har meget at leve op til, hvis de skal slå vikarholdet i at fortælle en god historie, som danskerne elsker den 1

Dødbold 1

03-09-2018: Den amatøragtige måde, forhandlingsspillet køres på, giver store tab til begge parters anseelse. Men det er værst for DBU, for de kan ikke sparke sig ud af problemerne. 1

Kort og gult: Fodbold-VM med harmløs dansk minister 1

26-06-2018: Den eneste sanktion, som Putin ville mærke, ville være at holde landsholdet hjemme. 1

Kort og gult: Hysteri over tilfældigt mål 1

27-01-2018: Hvis man indførte en regel om, at man skal vinde med mindst tre mål, for at det tæller som sejr, og alt andet er uafgjort, så ville man kunne spare en masse sportskommentatorer for store sindsbevægelser på grund af et enkelt, tilfældigt mål. 1

Store patter fortolket 1

27-12-2017: Ved at råbe dette i flok indgiver sent udviklede drenge hinanden mod til enkeltvis senere i livet at forsøge at matche den kønsmodne kvindes respektindgydende, mystiske krop, herunder brysterne. 1

Fede Danmark 1

02-09-2017: En ny ordlyd for forældede linjer kan være: ”Der er et fedt land. Det står med surrealistiske bøge. Det hedder sindssyge Danmark.” 1

Nadim på bordet! 1

05-08-2017: Desværre styres pressen af princippet om ”Lig på bordet”. Det betyder, at enhver indvandrer, som laver farlig kriminalitet eller opfører sig livsfarligt, har ganske let ved at få overskrifter i medierne. 1

Blumes Formel 1 1

03-08-2017: Pernilles krop har langt større proportioner end Magnussens, og er storslået at se på. 1

Chanceløs Laudrup 1

30-07-2017: I betragtning af vores mandelandsholds årelange middelmådige resultater, bør enhver mand betragte kvindelandsholdet med ydmyghed i stedet for at føre sig frem med højrøvet tale. 1

Oldinges ret til fodbold 1

27-12-2015: Ingen olding er så stor en forbryder, at han bør udelukkes fra at styrke sin fysik ved at spille på et old boys fodboldhold. 1

Svensk hadebold 1

15-01-2015: Svensk håndbold bør forbydes. Svensk håndbold er politisk ukorrekt, fordi svensk håndbold opildner til de allerværste etniske fordomme 1

Drukbold 1

25-09-2014: Hver gang Brøndbyerne og FCK mødes, foregår det i en hørm af dyrisk råben og stupid vold. Fodboldtilskueres ret til grænseløs ølpåfyldning er én af sportens bærende værdier 1

Fodboldfix 1

29-08-2014: Det er ret imponerende, at spillesyndikater i Fjernøsten åbenbart er i stand til at tjene penge på, at middelmådige danske fodboldhold, som de slet ikke kender, spiller mod hinanden – bare det er aftalt spil 1

7-1 1

12-07-2014: Det er med fodbold som med politik. Det bliver ikke bedre, end når kommentatorer og eksperter bliver afsløret som de selvhøjtidelige markedsgøglere, de er. F.eks. da Tyskland slog Brasilien 7-1, og Løkke reddede sig med kælderscoringer i en timeout 1

Gebis og underhylere 1

29-06-2014: Politik hærges jævnligt af jamrende grædekoner, som helt nytteløst kræver mere substans. Det er fodbold-VM og sport herligt fri for. 1

Fra øl til kalifat 1

12-05-2014: Den dag, foldbolddrengene fra Brøndby møder modgang i samfundet, så vil de komme frustrerede og nedbrudte til deres rare fodboldformand fra Hizb-ut-Tahrir og søge styrke 1

Vejen til Eriksen 1

28-04-2014: Problemet i uddannelsessystemet er de horder af tryghedsnarkomaner på overlevelse – både elever og undervisere – som ikke stiller store krav til sig selv, uanset hvad systemet officielt kræver. 1

Politisk transfervindue 1

10-02-2014: Et transfervindue på f.eks. to uger op til næste valgkamp vil sikre, at grupperne på Christiansborg ikke forstærker sig i løbet af valgperioden, hvilket skaber stor vælgerforvirring og stor ubalance i mange grupper – især i de mindre og nedrykningstruede grupper, der ikke har ministerposter og fede ben at tilbyde. 1

Thorning gik til spilde 1

29-01-2014 : Hvorfor i alverden lod man ikke Helle holde en sejrstale til hele nationen fra hallen i Herning? Vi havde jo alle brug for at høre den sejrstale, som vi ved, at lige netop Helle kan holde i nederlagets stund 1

Vild med dødedans 1

11-11-2013: Dansedommere og andre eksperter må lære, at når man lader folket bestemme, så slipper man gækken løs. Og folket har jo ret i, at det er god underholdning at se på fire eksperter, som sprutter stadig mere indædt af raseri over, at en umulius triumferer 1

Lej en politiker! 1

06-03-2013: Meget i dansk politik ville være lettere, hvis holdene -- som i professionel fodbold -- kunne leje politikere af hinanden 1

Børn som dope 1

07-02-2013: Børns ligegladhed gør forældre ekstra fandenivoldske, når der skal satses på karrieren 1

Forklaring til guld 1

29-01-2013: Den mest enkle forklaring på håndboldslandsholdets gigantiske nederlag er doping. Når hverken journalister eller aktive så meget som nævner denne indlysende mulighed, beviser det, at emnet er et hysterisk tabu i den professionelle håndboldsport 1

Udskiftning 1

26-11-2012: Siden Marlene Wind overtog rollen som TVs altdominerende politiserende EU-ekspert fra Lykke Friis, har seerne savnet forskningsformidling om den tyske fodboldturnering. 1

Deklarér doping 1

22-10-2012: Uden eksperter med friske forsyninger af stof ville vi hverken have store cykelryttere eller store politikere. Det bør af detaljerede varedeklarationer klart fremgå, hvad folk kører på. 1

Politisk kropssprog 1

08-07-2012: Efter fodbold-EM: Kampen om de vælgere, som ikke fatter substansen, kan meget vel føre til blottede politikeroverkroppe, som krammes 1

Tilfældighed forbudt 1

28-01-2012: Det værste, eksperter ved, er tilfældigheder. For så er der ikke brug for deres pædagogiske forklaringer af, hvor nødvendigt det var, at det gik, som det gik. Det gælder både i håndbold og i politik 1

Win-win-håndbold 1

06-04-2011: Løsningen på konflikten på kvindelandsholdet ligger snublende nær 1

Fodbold og politik 1

23-02-2011: Sportspressen er god til gøre enhver kamp til en skæbnekamp med ukendt udfald. De politiske redaktioner må lære heraf så der kan blive spænding om hvem der vinder næste valgkamp 1

Fodbold Bonus 1

Mundtlig eksamen som æstetisk kontaktsport 1

19-08-07: Sproget og de ordløse kunstarter 1

Hvad EU kan lære af fodbold 1

10-06-2004: For at noget kan interessere bredt må det iscenesættes som en uforudsigelig kamp mellem rivaler. Det gælder i politik som i fodbold. 1

Lyst 1

juli 1999: Uden for mit vindue løber nogle teenagere og spiller fodbold. De er glade, nyder at lege. De spiller godt, men ingen af dem har nogensinde haft lektier for i en bog om fodbold, endsige været til eksamen. Kunne man have dræbt deres lyst ved at gøre fodbold til et fag i skolen? 1

Fodbold for små fødder 1

Juni 1982: Fodbold er ikke kun det uendeligt store artisteri som vi kender det fra VM. Fodbold er også mange uendeligt små drenges store fornøjelse. Dagens kronikør skriver om sine oplevelser som manager for et puslingehold (kronik i Politiken). 1

 

 

 

 

Let håndboldkrop at fatte. Køllebank

28-01-2022: Min yndlingsfigur i håndbold er baglæns hop ind i målfeltet med skud fra ryg, hvor den skruede, harpiksmættede bold tager en omvej via gulvet ind i målet bag målmanden.

Læs Køllebank’en med links


 

Kort og gult: Russer-cleaning

16-12-2018: Doping var en by i Rusland under kvindernes Europamesterskaber

Da russiske idrætsfolk er kendt for massiv, systematisk, centralt styret doping, har pressen og dens kommentatorer for en sikkerheds skyld helt undgået emnet doping ved de igangværende Europamesterskaber i kvindehåndbold - som russerne i øvrigt skal spille finale om i dag (16/12) kl. 17.30.


Kort og gult: Sejrende tabere

07-09-2018: Hareides hold har meget at leve op til, hvis de skal slå vikarholdet i at fortælle en god historie, som danskerne elsker den

”Dansk fodbold skulle være til grin i hele verden, før våbenhvile fik Hareides hold tilbage,” skriver politiken.dk.

Tjah. Venskabskampen mod Slovakiet samlede betydeligt flere seere end den slags gør med Hareides hold.

Fodboldnørder går meget op i mål og sejre. Almindelige danskere går mere op i, at Danmark tappert kæmper mod alle odds . Og de udskrevne 2. divisionsspillere viste smittende stor glæde og stothed over kun at have tabt med 3 mål.

Hareides hold har meget at leve op ti, hvis de skal slå vikarholdet i at fortælle en god historie, som danskerne elsker den.


Dødbold

03-09-2018: Den amatøragtige måde, forhandlingsspillet køres på, giver store tab til begge parters anseelse. Men det er værst for DBU, for de kan ikke sparke sig ud af problemerne.

Man kan skrive ”amatør” hen over den situation DBU og mændenes fodboldlandshold har skabt omkring sig i sponsorforhandlingerne.

Det er amatøragtigt, at DBU-ledelsen ligger i skjul bag deres ansatte direktør, som efter ordre kører forløbet, som om der var tale om en gammeldags virksomhed fra før fagforeningerne var opfundet. Budskabet til de ansatte er: Fald til patten, ellers falder fars hammer.

Og det er amatøragtigt, at spillerne og deres forening ikke har en ansvarlig talsmand i medierne, men tilsyneladende lader tilfældige spillere udtale sig personligt i tilfældige indslag i TV eller i trykmedierne. Budskabet er: Denne sag rager ikke offentligheden.

Den amatøragtige måde, forhandlingsspillet køres på, giver store tab til begge parters anseelse. Men det er værst for DBU, for det eneste de formodes at kunne i fodbold er at administrere og forhandle. Derimod er det eneste spillerne formodes at kunne i fodbold hverken at administrere eller forhandle, men at score mål.

Så næste gang, de scorer med bolden i en landskamp, tilgiver alle, at de er amatører i forhandlinger. Så let slipper DBU ikke.


Kort og gult: Fodbold-VM med harmløs dansk minister

26-06-2018: Den eneste sanktion, som Putin ville mærke, ville være at holde landsholdet hjemme.

Efter diskussion har regeringen sendt en minister til fodbold-VM. Det er helt ligegyldigt. For om en dansk minister er til stede eller ej, ænser ingen ud over et par politiske nørder.

Den eneste sanktion, som Putin ville mærke, ville være at holde landsholdet hjemme. Men det ville vække så voldsomme protester i den almindelige danske befolkning, at ingen ansvarlig har turdet foreslå det.

Derfor får Putin sit fodbold-VM – ovenikøbet med en harmløs dansk minister.

Læs Kølletæppebank: Putins grove festfyrværkeri


Kort og gult: Hysteri over tilfældigt mål

27-01-2018: Hvis man indførte en regel om, at man skal vinde med mindst tre mål, for at det tæller som sejr, og alt andet er uafgjort, så ville man kunne spare en masse sportskommentatorer for store sindsbevægelser på grund af et enkelt, tilfældigt mål.

Meget hysteri i dag over svensk etmåls-sejr over Danmark i håndbold. Men enhver kunne se, at det var helt tilfældigt, hvem der fik det afgørende mål.

Hvis man indførte en regel om, at man skal vinde med mindst tre mål, for at det tæller som sejr, og alt andet er uafgjort, så ville man kunne spare en masse sportskommentatorer for store sindsbevægelser på grund af et enkelt, tilfældigt mål.

Til gengæld ville vi så aldrig komme i seng, fordi omkampe ville trække ud.


Store patter fortolket

27-12-2017: Ved at råbe dette i flok indgiver sent udviklede drenge hinanden mod til enkeltvis senere i livet at forsøge at matche den kønsmodne kvindes respektindgydende, mystiske krop, herunder brysterne.

Fodboldlandsholdet kvalificerede sig i november til VM. Deres sejssang rummede disse linjer: ”Hvem var det, der vandt i dag? Det var dem fra Danmark af. Hey hey hey. Store patter!”

Råbet er plat, men ikke kvindediskriminerende.

”Store patter” er sådan noget, som usikre puberbertetsdrenge i flok råber efter en veludviklet jævnaldrende eller lidt ældre pige. Ved at råbe dette i flok indgiver sent udviklede drenge hinanden mod til enkeltvis senere i livet at forsøge at matche den kønsmodne kvindes respektindgydende, mystiske krop, herunder brysterne.

Men da vores mandlige landshold jo består af kønsmodne mænd, kan råbet kun forstås selvironisk: De drømmer om at score VM-pokalen, med samme styrke som små drenge drømmer om at score en rigtig kvinde.

Folk, som lader sig krænke af råbet, forstår ikke dansk.


Fede Danmark

02-09-2017: En ny ordlyd for forældede linjer kan være: ”Der er et fedt land. Det står med surrealistiske bøge. Det hedder sindssyge Danmark.”

Kvinderne vandt EM i fodbold. Og Viktor Axelsen vandt VM-guld i badminton.

Begejstrede udtalelser fra vinderne umiddelbart efter sejrene viser, at de absolut stærkeste udtryk i aktuel dansk sprogbrug om store gerninger, ting og begivenheder er ”fedt”, ”sindsygt”, ”ved ikke, hvad jeg skal sige” og ”surrealistisk”.

Derfor bør vores nationalhymne ”Der er et yndigt land” sprogligt opdateres, så den taler klart til vores unge.

En ny ordlyd for forældede linjer kan være: ”Der er et fedt land. Det står med surrealistiske bøge. Det hedder sindssyge Danmark.”

Opdateringen vil også gøre det lettere at få vores landshold til at afsynge nationalhymnen med fængende entusiasme inden kampe. Ofte hører man kun en halvhjertet mumlen og hvisken, som varsler ilde.


Nadim på bordet!

05-08-2017: Desværre styres pressen af princippet om ”Lig på bordet”. Det betyder, at enhver indvandrer, som laver farlig kriminalitet eller opfører sig livsfarligt, har ganske let ved at få overskrifter i medierne.

Nadia Nadim tegnes i flere medier som rollemodel for indvandrerkvinder. Fint.

Men det er tankevækkende, at superkvinden Nadia Nadim, der er professionel fodboldspiller i USA, taler en mængde sprog og er så godt som færdig som cand.med., først bliver kendt af danskere, efter hun har optrådt på fodboldlandsholdet i EM-kampe.

Desværre styres pressen af princippet om ”Lig på bordet”. Det betyder, at enhver indvandrer, som laver farlig kriminalitet eller opfører sig livsfarligt, har ganske let ved at få overskrifter i medierne.

Mens en flittig, intelligent, fysisk veltrimmet, charmerende og lovlydig indvandrer lever anonymt i årevis og kun får fortjent omtale, fordi hun på TV er ved at bryde sammen af grin, mens hun fortæller, hvordan det føles at besejre Tyskland.

Chanceløs Laudrup

30-07-2017: I betragtning af vores mandelandsholds årelange middelmådige resultater, bør enhver mand betragte kvindelandsholdet med ydmyghed i stedet for at føre sig frem med højrøvet tale.

Kvindelandsholdet er af en fodboldkyndig mand blevet sammenlignet med en skolekomedie og niveauet kritiseret for at svare til serie 2 eller 3 i mandefodbold i Fælledparken.

Nåh, og hvad så?

I betragtning af vores mandelandsholds årelange middelmådige resultater, bør enhver mand betragte kvindelandsholdet med ydmyghed i stedet for at føre sig frem med højrøvet tale.

Kvinderne blev verdensmestre allerede i 1971. Ingen mænd ænsede det, hvorimod hele landet stod på den anden ende, da mændene ved et rent lykketræf vandt mesterskabet for en mindre del af verden, nemlig Europa i 1992.

Hertil kommer, at selv Michael Laudrup på sin karrieres tinde ville være chanceløs mod den afghanske indvandrerkvinde Nadia Nadim. Både angående flot, vajende hestehale, mens der dribles, og som rollemodel i integrationen.


Oldinges ret til fodbold

27-12-2015: Ingen olding er så stor en forbryder, at han bør udelukkes fra at styrke sin fysik ved at spille på et old boys fodboldhold.

Som bekendt er man ifølge svenskerne feminist, hvis man er imod diskrimering af kvinder. Groft sagt har længe været feminist.

Men nu er Groft sagt også blevet oldinist, dvs. han bekæmper diskrimering af gamle, især oldinge. Oldinismen blev antændt, da FIFA dømte præsident Blatter og UEFA-præsident Platini ude af al fodboldrelateret aktivitet i otte år.

Det er rimeligt nok, at de straffes, fordi der er en masse millioner, de ikke kan gøre rede for. Men enhver kan se, at de begge trænger alvorligt til motion. Det har tydeligt nedslidt deres fysik igennem mange år at proppe sig med en masse lækker mad og sidde til møder og jonglere med millionoverførsler bag kulisserne.

Selv om Platini kun er 61 år, ser han lige så fysisk ruineret ud som den snart 80-årige Blatter. Derfor er det ren oldinge-forfølgelse og diskrimination med denne dom at udelukke disse særligt fodboldglade gamle drenge fra den fodboldrelativerede aktivitet at spille på et old boys fodboldhold i en lokal klub.


Svensk hadebold

15-01-2015: Svensk håndbold bør forbydes. Svensk håndbold er politisk ukorrekt, fordi svensk håndbold opildner til de allerværste etniske fordomme

Svensk håndbold er politisk ukorrekt og opildner til de allerværste etniske fordomme. Den konklusion tvinges Groft sagt til efter at have iagttaget sine egne psykiske reaktioner, mens han så håndboldlandskampen mellem Danmark og Sverige forleden på TV.

For at gøre kampen spændende var det nødvendigt for Groft sagt, at holde fanatisk med DK og hade S. Dette nødvendige had til S blev fremkaldt ved at Groft sagt tænkte på, at de stjal Skåne, Halland og Blekinge fra os i 1658, og ved at tænke på det svenske establishments dumstædige udelukkelse af Sverigedemokraterne fra indflydelse.

Hertil kom, at den svenske træner havde et aflangt, udpræget svensk hesteansigt med langt fedtet svenskerhår ned ad nakken. Det blev dog overgået af målmandens ansigt, som var endnu længere og med underbid.

Endelig praktiserede svenskerne deres velkendte arrogante Fætter Højben-adfærd ved at spille de sidste minutter uden deres to største profiler. Så selv om vi vandt kampen, så kan de stadig påstå, at de godt kunne have vundet, hvis de havde gidet.

Svensk håndbold bør forbydes.


Drukbold

25-09-2014: Hver gang Brøndbyerne og FCK mødes, foregår det i en hørm af dyrisk råben og stupid vold. Fodboldtilskueres ret til grænseløs ølpåfyldning er én af sportens bærende værdier

Nu har vi i Danmark i flere uger flået os i håret over svenskernes tabu om ikke at diskutere indvandringen.

Men vi har også groteske tabuer i Danmark. Fodboldklubberne Brøndby og FCK spillede således kamp i weekenden. Det medførte stor medieomtale. Ikke så meget af selve kampen, men af fansenes bølleoptræden.

De ydmygede en dåsesamler ved at kaste dåser efter hende, mens hun udførte sin dont med opsmøgede bukser i et springvand. De vandrede larmende og ødelæggende gennem byen. Og de vandaliserede S-tog. Og to fædre med sønner blev af opsynsmænd bortvist fra en tribune med Brøndby-tilhængere, fordi de heppede på FCK og dermed kom i livsfare.

Hver gang disse hold mødes, foregår det i en hørm af dyrisk råben og stupid vold. Politi, boldklubber og sportskommentatorer beklager det, og Brøndbys fanklub lover bod og bedring.

Men næste gang går det løs igen. For ingen tør sige ligeud, at problemet skyldes, at folk er hønefulde.

En simpel alkoholtest ved indgangen vil løse problemerne, men det er umuligt, fordi tilskuernes ret til grænseløs ølpåfyldning er én af sportens bærende værdier.


Fodboldfix

29-08-2014: Det er ret imponerende, at spillesyndikater i Fjernøsten åbenbart er i stand til at tjene penge på, at middelmådige danske fodboldhold, som de slet ikke kender, spiller mod hinanden – bare det er aftalt spil

Matchfixing i fodbold har fyldt meget i medierne på det sidste. Ansvarlige og eksperter er blevet interviewet med gravalvorlige miner i lange indslag på TV, og den trykte presse har bragt side op og ned om, at der muligvis har været aftalt spil i to danske fodboldkampe i landets næstbedste række i 2010.

Man skulle tro, at det handlede om landets ve og vel. Men fodbold er da bare underholdning. Og det er da ret imponerende, at spillesyndikater i fjernøsten åbenbart er i stand til at tjene penge på, at middelmådige danske fodboldhold, som de slet ikke kender, spiller mod hinanden – bare det er aftalt spil.

Det imponerende er, at samme klubber som regel er økonomisk helt til rotterne, fordi de ikke selv er i stand til at tjene penge på fodbold, og slet ikke i næstbedste række.

Lad dog de stakkels underbetalte – og ofte muddertilsølede – spillere ved matchfixing få sig et supplement til den elendige løn, de får.

Og ingen eventuelle tilskuere ved de to matchfixede kampe har jo undret sig over målene. Så bare alle holder kæft, så kan man spille løs, nøjagtigt som man plejer. Bare rigere.


7-1

12-07-2014: Det er med fodbold som med politik. Det bliver ikke bedre, end når kommentatorer og eksperter bliver afsløret som de selvhøjtidelige markedsgøglere, de er. F.eks. da Tyskland slog Brasilien 7-1, og Løkke reddede sig med kælderscoringer i en timeout

I anledning af Tysklands 7-1-sejr over Brasilien udtalte Morten Olsen: "Faktisk var Brasilien-Tyskland en ærgerlig oplevelse for hele fodboldverdenen. For ja, det var da skamfuldt."

Ja, måske skamfuldt for fodboldverdenens inderkredse. Men for alle os andre var det vidunderligt endelig at se en fodboldkamp, hvor der skete noget uforudsigeligt. Og hvor det uforudsigelige blev ved og ved. Og hvor alle eksperter og kommentatorer blev slået til tælling.

En groggy kommentator på TV blev således ved med at kritisere brasserne for at forsøge at angribe. Han var gået i panik og krævede gennem hele anden halvleg i Monty Python-stil, at Brasilien forsvarede deres 0-7-føring med alle mand i straffesparkfeltet.

Det er med fodbold som med politik. Det bliver ikke bedre, end når kommentatorer og eksperter bliver afsløret som de selvhøjtidelige markedsgøglere, de er.

Således som det også skete dengang Løkke reddede sig med kælderscoringer i Odense i en timeout i lodret modstrid med alle eksperter. En ærgerlig oplevelse for hele den politiske verden – og skamfuldt, ja, men en fest for alle andre.


Gebis og underhylere

29-06-2014: Politik hærges jævnligt af jamrende grædekoner, som helt nytteløst kræver mere substans. Det er fodbold-VM og sport herligt fri for.

Groft sagt må indrømme, at han finder fodbold – altså selve spillet på banen – ret kedsommeligt. Men fodbold-VM fylder alle medier i øjeblikket, så Groft sagt gør sig umage for at finde det interessant.

Heldigvis behøver man slet ikke se kampene for at blive fanget af stoffet. Mediernes nyhedsudsendelser dækker som sædvanligt begejstret udelukkende alt det ligegyldige og irrelevante. Og alle eksperterne og kommentatorerne følger det op med detaljer.

Forleden bed Suárez fra Uruguay således en anden spiller. Det klip vises igen og igen fra alle vinkler, og nu er den bidstærke spiller udelukket, og Uruguay i oprør.

Senest har stjernespilleren Neymar fra Brasilien vist det øverste af sine underbukser fra et firma, som ikke er sponsor for FIFA, så nu ser vi det klip igen og igen.

Og den russiske træner er afsindigt rasende på en dommer.

Alt sammen fængende billeder og gode historier, som fylder op overalt uden hensyn til substansen, selve spillet. Og ingen af fodboldens kloge-Åger gider hykle, at de tørster efter mere substans og mindre gebis og underbukser. Herligt!


Fra øl til kalifat

12-05-2014: Den dag, foldbolddrengene fra Brøndby møder modgang i samfundet, så vil de komme frustrerede og nedbrudte til deres rare fodboldformand fra Hizb-ut-Tahrir og søge styrke

Den danske folkeskole er for dårlig til at træne elever i at modstå manipulation. Både Ahmed Akkari og Lars Hedegaards pistolmand lod sig efter endt dansk skolegang forføre religiøst til stor skade for sig selv og for os andre.

Og nu læser vi i Berlingske fredag, hvordan folk fra den ekstremistiske, religiøse Hizb-ut-Tahrir har overtaget fodboldklubben Brøndby Strand IK og straks bandlyst øl og pølser, som man ellers har kunnet nyde i klubben siden grundlæggelsen i 1935.

Formanden bedyrer, at han skam ikke indoktrinerer nogen, og flere fodboldspillere, som Berlingske interviewer, bevidner, at der intet fordækt foregår.

Men pointen er jo, at en ekstrem religiøs organisation, som vil indføre kalifatet, og som er forbudt i Tyskland og Sverige, får placeret nogle agenter tæt på en masse unge danskere og opbygget tætte personlige relationer til dem.

Så den dag, de møder modgang i samfundet, så vil de komme frustrerede og nedbrudte til deres rare fodboldformand fra Hizb-ut-Tahrir og søge styrke. Han kan så ikke trøste med øller og pølse i klubhuset, men kan tilbyde kalifatets herligheder.


Vejen til Eriksen

28-04-2014: Problemet i uddannelsessystemet er de horder af tryghedsnarkomaner på overlevelse – både elever og undervisere – som ikke stiller store krav til sig selv, uanset hvad systemet officielt kræver.

Berlingske fortalte forleden i lederen om fodboldspilleren Christian Eriksen, som på et år steg i værdi med 100 millioner kr, så han nu er 200 millioner værd.

Som knægt steg han på toget hver morgen kl. 8 i Middelfart for at tage til Odense og passe sin skole og træning i OB med hjemkomst kl. 20.

Og Berlingske opfordrer til, at vi lærer af Eriksens eksempel og stiller krav til eleverne i uddannelsessystemet.

Groft sagt er enig i, at vi skal væk fra den holdning, at uddannelse ikke må kræve og gøre ondt. Men når Eriksen, Wozniacki, Kevin Magnussen og andre bliver store, så er det ikke, fordi systemet kræver det, men udelukkende, fordi de stiller store krav til sig selv.

Problemet i uddannelsessystemet er de horder af tryghedsnarkomaner på overlevelse – både elever og undervisere – som ikke stiller store krav til sig selv, uanset hvad systemet officielt kræver.

Hvis der fandtes en vågn op-pille, som gav alle elever ambitioner, så kunne vi droppe alle de virkningsløse, topstyrede reformer. Og så ville alle eleverne blive store – også selv om de ikke blev 200 millioner værd.


Politisk transfervindue

10-02-2014: Et transfervindue på f.eks. to uger op til næste valgkamp vil sikre, at grupperne på Christiansborg ikke forstærker sig i løbet af valgperioden, hvilket skaber stor vælgerforvirring og stor ubalance i mange grupper – især i de mindre og nedrykningstruede grupper, der ikke har ministerposter og fede ben at tilbyde.

Efter SF-balladen står det klart, at der bør indføres et transfervindue i politik, ligesom man længe har haft i professionel fodbold.

Det er ødelæggende for enhver holdsport, at spillere som Möger, Jesper Petersen, Ida Auken, Astrid Krag og Ole Sohn og mange andre helt frit efter deres seneste indskydelser kan skifte mellem topholdene.

Det er både usportsligt, uprofessionelt og fejt at skifte hold midt i turneringen, bare fordi man er utilfreds med, at holdet hele tiden taber. Eller fordi man er sur over altid at sidde på bænken, fordi der er kommet en ny manager.

Et transfervindue på f.eks. to uger op til næste valgkamp vil sikre, at grupperne på Christiansborg ikke forstærker sig i løbet af valgperioden, hvilket skaber stor vælgerforvirring og stor ubalance i mange grupper – især i de mindre og nedrykningstruede grupper, der ikke har ministerposter og fede ben at tilbyde.

Det politiske transfervindue bør åbne mulighed for at spillere kan sælges med medgift. Det vil f.eks. åbne mulighed for at de Konservative kan slippe af med Lars Barfoed under civiliserede former.


Thorning gik til spilde

29-01-2014 : Hvorfor i alverden lod man ikke Helle holde en sejrstale til hele nationen fra hallen i Herning? Vi havde jo alle brug for at høre den sejrstale, som vi ved, at lige netop Helle kan holde i nederlagets stund

Midt i al elendigheden over håndboldholdets nederlag søndag kunne man glæde sig over, at vores statsminister Helle Thorning-Schmidt var på pletten.

Ganske vist blev det ikke til nogen selfie, selv om hun sad ved siden af Prinsgemalen på tilskuerpladserne. Men Thorning har som ingen anden dansk topleder indgående erfaringer med lovende optakter og løfterige udspil, som – for øjnene af hele nationen – ødelægges af ”øvdage”, når det virkelig gælder.

Derfor tabte Helle da heller ikke modet, selv om nederlaget blev mere og mere pinligt klart. Med trøstende ord og udslået, nyvasket hår hængte hun derefter storesøsteragtigt sølvmedaljerne om halsen på de sønderknuste håndbolddrenge.

Men hvorfor i alverden lod man ikke Helle holde en sejrstale til hele nationen fra hallen i Herning? Vi havde jo alle brug for at høre den sejrstale, som vi ved, at lige netop Helle kan holde i nederlagets stund, hvor alle hænger med næbbet.

Groft sagt håber i det mindste, at Thorning betroede Mikkel Hansen, at man aldrig kan ligne en vinder, hvis man har langt, fedtet klaskehår.


Vild med dødedans

11-11-2013: Dansedommere og andre eksperter må lære, at når man lader folket bestemme, så slipper man gækken løs. Og folket har jo ret i, at det er god underholdning at se på fire eksperter, som sprutter stadig mere indædt af raseri over, at en umulius triumferer

Et radioprogram og en tabloidavis er nu gået aktivt ind i kampagnen for at den tidligere fodboldstjerne Allan Simonsen skal vinde dette års Vild med dans.

Simonsen, der som yngre spillede fodbold som en professionel danser, optræder nu i dansekonkurrencen som en totalskadet fodboldspiller, der alt for længe har ventet i en hospitalskø på mindst to nye hofter og knæ.

De professionelle dommere er fortvivlede over, at Simonsens kejtede, dødningeagtige styltedans – takket være folkets SMS-stemmer til 5 kr. stykket – har overtrumfet mange af de artige, dygtige og sexede dansere, som dommerne sender til tops med flotte udtalelser.

Hvor dumt!

Dansedommere og andre eksperter må lære, at når man lader folket bestemme, så slipper man gækken løs.

Og folket har jo ret i, at det er langt mere underholdende at se på fire eksperter, som sprutter stadig mere indædt af raseri over, at en umulius triumferer, end at se på tilfældige skuespillere, idrætsfolk og standup-komikere, som forsøger at fremme karrieren ved at vride sig seksuelt ophidsende efter komplet idiotiske forskrifter på et dansegulv.


Lej en politiker!

06-03-2013: Meget i dansk politik ville være lettere, hvis holdene -- som i professionel fodbold -- kunne leje politikere af hinanden

Fodboldspilleren Nicklas Bendtner har været tophistorie alle danske medier i flere dage. Det har givet et frisk indblik i de smidige personaleforhold i international topfodbold.

For Bendtner ejes af den engelske klub Arsenal, men er udlejet til den italienske klub Juventus. Og er desuden jævnligt – hvis han ikke er syg – udtaget til det danske landshold, hvorfra han dog nu har fået et halvt års karantæne på grund af spritkørsel.

Hvor er dansk politik til sammenligning dog amatøragtig i sin personalehåndtering!

Meget ville være lettere, hvis politikere fra et parti bare kunne lejes af et andet. Så kunne SF leje Johanne Schmidt-Nielsen til at sælge deres politik, og Socialdemokraterne leje de opadgående stjerner Løkke og Kristian Thulesen Dahl og – uden det ville føles spor underligt – sætte Thorning på salgslisten.

Og De konservative kunne helt naturligt sætte Barfoed på bænken og købe Joachim B. Olsen for at undgå nedrykningsfare.

Og når landsholdet, dvs. regeringsholdet, sættes, så kunne kronprins Frederik bare plukke de bedste politikere uanset ejer- og lejerforhold.


Børn som dope

07-02-2013: Børns ligegladhed gør forældre ekstra fandenivoldske, når der skal satses på karrieren

Teolog Sørine Gotfredsen mener i en klumme i Jyllands-Posten, at håndboldslandsholdets nederlag skyldes, at håndboldherrerne har været igennem så mange kvindelige pædagoghænder i deres opvækst, at de er blevet skvatmikler.

De mangler dyder som stolt fandenivoldskhed og trang til blot at slås, når de finere metoder svigter.

Som eksempel anfører Sørine stregspilleren Jesper Nøddesbo, som efter nederlaget udtalte, at hans lille datter (som han bar på armen), kan hjælpe ham til at se den gyselige finale i det større perspektiv.

Groft sagt mener, at den barnløse Sørine helt misforstår pointen i Nøddesbos udtalelse. Pointen er, at barnet er ligeglad med, om faren får guld, sølv eller blik.

Groft sagts personlige yngel har således også altid været ligeglade med, om Groft sagt gjorde en prægtig karriere eller en fatal fiasko. Og netop den viden har givet Groft sagt styrke til at slås fandenivoldsk for risikable projekter, som han aldrig ville have turdet begive sig ud i, hvis han ikke havde været sikker på, at ungerne var ret ligeglade med, om han vendte hjem i triumf eller fiasko.


Forklaring til guld

29-01-2013: Den mest enkle forklaring på håndboldslandsholdets gigantiske nederlag er doping. Når hverken journalister eller aktive så meget som nævner denne indlysende mulighed, beviser det, at emnet er et hysterisk tabu i den professionelle håndboldsport

Guldet var sikkert. Således skrev Politikens sportsekspert søndag: ”Motivationen vil være helt i top, adrenalinpumpen vil buldre, kurvens højdepunkt er NU.”

Bagefter har alle haft svært ved at finde en passende grimasse. Både trænere og spillere har opgivet at komme med andet end intetsigende Wozniacki-bortforklaringer: ”Ikke vores dag” og lignende plidder pladder.

Sportens minister, Marianne Jelved, gjorde kun ondt værre, da hun på Kulturministeriets hjemmeside skrev disse trøstens ord: ”Vi har - igen - som lille nation bevist, at vi har potentialet til at være blandt verdens bedste, når vi samler kræfterne i fællesskab.”

Tjah, bum bum.

For vi har jo nu så også – igen – vist, at vi ikke aner, hvorfor det alligevel går galt, når det virkelig gælder.

Groft sagt skærer igennem alt ævlet og går på hele nationens vegne direkte til sagen: Enhver, som er vant til at se Tour de France, kunne se, at det ene håndboldhold havde fået et drys rottegift i morgenmaden, mens det andet havde fået nyt blod med efterfølgende særlig energicocktail, som kun spanske læger kan blande det.


Udskiftning

26-11-2012: Siden Marlene Wind overtog rollen som TVs altdominerende politiserende EU-ekspert fra Lykke Friis, har seerne savnet forskningsformidling om den tyske fodboldturnering.

Engang var Venstre-kvinden Lykke Friis forsker, og dengang så vi hende hele tiden i TV, hvor hun engageret udbredte sine europæiske visioner.

Så blev hun politiker i Venstre med EU som sit område, og så forsvandt hun stort set fra TV. Nu ser vi så til gengæld hele tiden professor Marlene Wind, som leverer lidenskabelige politiske indlæg for mere EU under dække af objektivt at oplyse TV-seerne. Senest i DR Deadline 22.30 torsdag.

Groft sagt foreslår, at Lykke Friis og Marlene Wind bytter roller, således at Wind bliver slugt af Venstre, og Friis springer ud som EU-professor, som hele tiden kværner løs på TV.

Ganske vist kan man sige, at den ene politiserende forsker kan være lige så irriterende som den anden. Men Lykke Friis kunne også ind imellem oplyse helt nøgternt om forholdene i den tyske fodboldturnering. Om det ved Wind ikke en pind.


Deklarér doping

22-10-2012: Uden eksperter med friske forsyninger af stof ville vi hverken have store cykelryttere eller store politikere. Det bør af detaljerede varedeklarationer klart fremgå, hvad folk kører på.

Nu har de amerikanske præsidentkandidater overgået hinanden med vittigheder ved en festmiddag.

Men de har ikke selv fundet på deres brandere. De kører på stof, som de har fået fra deres taleskrivere og vittighedsleverandører.

Også Villy Søvndal har engang i en tale til Fogh haft stor succes med vitser, som han havde købt hos en standup-komiker.

Det finder Groft sagt sådan set i orden. Store mænd har ikke stunder til selv at finde på deres tanker og vittigheder. Derfor har de en stab af eksperter, som holder dem kørende.

Fuldstændig som i cykelsporten, hvor Lance Armstrong og resten af ”classementet” kører på stoffer og blodtransfusioner, som er sat i system af højtuddannede læger. Uden eksperter med friske forsyninger af stof ville vi hverken have store cykelryttere eller store politikere.

Det er lige så umuligt at udrydde doping i elitesport som det er at udrydde ghostwriting i politik. Problemet er udelukkende, at der snydes i det skjulte. Det bør derfor af detaljerede varedeklarationer klart fremgå, hvad et fodboldhold fik i teen i pausen, og hvem der skrev Ida Aukens debatindlæg.


Politisk kropssprog

08-07-2012: Efter fodbold-EM: Kampen om de vælgere, som ikke fatter substansen, kan meget vel føre til blottede politikeroverkroppe, som krammes

Selv om man hverken forstår fodbold eller politik, og derfor ikke følger spillet, så er det ganske let at se, hvem der vandt, og hvem der tabte.

F.eks. på TV-billeder af en italiensk spiller, som efter en scoring ved EM blottede sin overkrop i en machopositur. Hans holdkammerater krammede kærligt hans ibenholtsorte, blanke overkrop. Selv fodboldanalfabeter forstår, at dette er et billede af en personlighed og triumfator.

Og enhver forstår også billedet af de jublende spanske spillere, som løfter pokalen. Ligesom enhver, der så billedet af glade og leende Corydon (S), Barfoed (K) og Peter Christensen (V) efter skatteforliget, forstod, at de var så glade, fordi de scorede pokalen.

Både i fodbold og i politik kan alle uden den mindste forstand eller interesse for substansen altid let se, hvem der scorer pokalen. Og flere partiledere har under EM set, at det giver stærke billeder, når man blotter overkroppen efter en scoring.

Groft sagt forudser, at den første partileder snart vil flænge sin skjorte og lade sig kramme for at hente stemmer hos alle dem, der ikke fatter substansen.


 

Tilfældighed forbudt

28-01-2012: Det værste, eksperter ved, er tilfældigheder. For så er der ikke brug for deres pædagogiske forklaringer af, hvor nødvendigt det var, at det gik, som det gik. Det gælder både i håndbold og i politik

Groft sagt har ikke forstand på håndbold. Derfor er det ekstra lærerigt at iagttage mediehalløjet omkring den turnering, som foregår i øjeblikket. Det gør det muligt for Groft sagt at leve sig ind i, hvordan det må være for folk, som ikke interesserer sig for politik, at forstå, hvad der foregår i en valgkamp. Som politik har også håndbold sine studieværter, pædagogiske oversigter, eksperter og kommentatorer.

For Groft sagt ser langt det meste af det, der foregår på banen, helt tilfældigt ud. Men uha uha. Tilfældighed er strengt forbudt. Intet sker, uden at en hoben eksperter og kommentatorer straks kan forklare, hvor logisk og forudsigeligt det var, at det skete.

Alligevel kan ingen forudsige det, før det sker.

Groft sagt råber frygtløst som barnet i Kejserens Nye Klæder: ”Det er helt tilfældigt, hvem der vinder!” Alligevel kan hærskarer af kloge-Åger bagefter med geniale detaljer forklare, at intet var tilfældigt, da Danmark vandt eller tabte.

Både i politik og håndbold lever mange fedt af at fortolke rene tilfældigheder på imponerende måder, således at folk uden forstand kan fatte dem.


 

Win-win-håndbold

06-04-2011: Løsningen på konflikten på kvindelandsholdet ligger snublende nær

Set udefra så handler konflikten om en fed boss, der tyrer en masse unge kvinder. Og han har købt den tidligere sportschef på TV2, Morten Stig Christensen, til at hjælpe sig med at tyre dem.

Formålet er at undgå at reducere i det bureaukrati, som bossen har fået bygget op, dengang de unge kvinder tjente flere penge til bossen, end de gør nu. Nu har man så samlet nogle lavtlønnede erstatningsspillere, som jo aldrig kan skaffe medaljer. Det er altså spildte penge.

Derfor skal Groft sagt hermed foreslå en radikal løsning, som ikke behøver koste en disse: Send ledelsen og de ansatte på banen!

Organisationen er efterhånden vokset så meget, at man sagtens kan sætte et helt hold. Der er omkring 50 ansatte og konsulenter i organisationen med en overvægt af kvinder, som godt kan se ud til at være ferme med en bold under Morten Stigs instruktion. Hertil en enkelt kvinde i den 12 mands bestyrelse, som ser ud til at kunne stå på mål for lidt af hvert.

Og så kan alle de tykke mænd i bestyrelsen også få lidt motion ved at gå til hånde som holdledere, massører og bolddrenge.


Fodbold og politik

23-02-2011: Sportspressen er god til gøre enhver kamp til en skæbnekamp med ukendt udfald. De politiske redaktioner må lære heraf så der kan blive spænding om hvem der vinder næste valgkamp

Vi ved jo godt alle sammen inderst inde, at Chelsea selvfølgelig vinder over FCK.

Men der er ikke spor forretning i en selvopgivende attitude. Derfor gejles vi alle op til at tro på sejren. Både fodboldklubben og pressen har brug for, at vi alle tror på det umulige.

Desuden har enhver dansker – bag al national selvironi – en tro på, at vi egentlig er ret meget bedre end resten af verden. Og vi har bevist det dengang i 1992, da vi vandt VM i fodbold i Sverige.

Vi er et folk skabt i billedet af Klodshans, som scorer prinsessen, mens han rider på en ged og svinger med en død krage. Ja, jeg ved godt ved nærmere eftertanke at det kun var EM vi vandt, men jeg husker det som VM, og desuden krævede teksten det.

Men hvorfor kan medierne kun gejle os op til at tro på det umulige, når det handler om fodbold? Også dansk politik kan i øjeblikket virke så ubærlig forudsigelig, at spændingen går fløjten.

Tænk f.eks. på næste valg, hvor alle målinger efterhånden giver oppositionen sejren. De politiske redaktioner må gøre sportsjournalisterne kunsten efter og sørge for at lave forskræp til en lige kamp, trods hårde odds.


Fodbold Bonus

 

Mundtlig eksamen som æstetisk kontaktsport

19-08-07: Sproget og de ordløse kunstarter

Artikel ”Mundtlig eksamen som æstetisk kontaktsport” i Modersmål-Selskabets årbog 2007 Sproget og de ordløse kunstarter, s. 133-141. (November 07)

Læs artiklen på Kjoeller.dk


Hvad EU kan lære af fodbold

10-06-2004: For at noget kan interessere bredt må det iscenesættes som en uforudsigelig kamp mellem rivaler. Det gælder i politik som i fodbold.

Bragt i Berlingske Tidende d. 7/7 2004 med titlen ”EU kan lære af EM i fodbold. Kamp til stregen. KK fortæller om en EU-sag, der endte som en fuser, skønt der ellers var stof nok til en spændende kamp, hvor de ansvarlige virkelig kunne have fået kamp til stregen. Grunden til elendigheden: EU mangler en stærk presse, som kan matche de politiske magthavere, og en opposition, som nådesløst udnytter enhver chance for at vælte regeringen.”

Læs kronikken på Kjoeller.dk


 

Lyst

juli 1999: Uden for mit vindue løber nogle teenagere og spiller fodbold. De er glade, nyder at lege. De spiller godt, men ingen af dem har nogensinde haft lektier for i en bog om fodbold, endsige været til eksamen. Kunne man have dræbt deres lyst ved at gøre fodbold til et fag i skolen?

Offentliggjort som klumme i Magisterbladet juli 1999.

Læs klummen på Kjoeller.dk


Fodbold for små fødder

Juni 1982: Fodbold er ikke kun det uendeligt store artisteri som vi kender det fra VM. Fodbold er også mange uendeligt små drenges store fornøjelse. Dagens kronikør skriver om sine oplevelser som manager for et puslingehold (kronik i Politiken).

MIN SØN på 6 gik altid og sparkede fodbold. Ikke bare ude, men også inde. En hel eftermiddag kunne han knokle rundt i stuen, og være målscorer, målmand og dommer på én gang. Det lød uhyggeligt når han smed sig. Som en sæk knogler mod parketgulvet. Men straks oppe igen og fremad i nye angrebsbølger.

DET ER ikke min skyld. Jeg er ikke særligt fodboldinteresseret. Ganske vist spillede jeg højre halfback på Birkerøds 5. juniorhold, og blev kredsvinder i 1953 (diplom forevises på forlangende). Og for et par år siden prøvede jeg at gøre comeback på Lillerøds 5. seniorhold efter en ca. 25 års pause; men jeg faldt aldrig til på holdet; der var aldrig nogen der skød bolden hen til mig, og da jeg en dag fik en albue i øjet så mine briller blev helt skæve, holdt jeg op. I dag gider jeg ikke engang normalt at se en fodboldkamp på TV.

Nej, det er ikke fra mig han fik sin fodboldinteresse. Det er fra de store drenge på vejen. Er der noget en lille gut angler efter, så er det accept af de store drenge. Og når de store drenge spiller fodbold, så må man spille fodbold for at blive anerkendt.

Men de store gider ikke have sådan én med som ikke rigtigt kan styre sine ben, De griner når man skvatter over bolden af iver. Eller skælder ud. Så vender en såret kriger hjem. Der trøstes. Og bedst er det hvis far – eller til nød mor – går med ud og sparker. Som en erstatning for de store.

Læs hele kronikken på Kjoeller.dk.

 

 

 

 

 

 

Læs flere Kølletæppebank.

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

Opdatering 10-09-2018: Nu også med håndbold

28-12-2018: forsynet med Kølletæppebank-profilbillede.

06-11-2019: forsynet med link til kronikken ”Fodbold for små fødder”.

 

 

ALLE BØGER

FORFATTER- OG BOG-KOMMENTARER

SENESTE KOMMENTARER OG  MORALER

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

151217klauskjoellerDKforside.bmp