|
Læs
kommentaren med links
Læs
kommentaren med links
Læs
kommentaren med links
13-06-2019: Uden voldelige muslimer kunne den skøre politiker
uantastet og helt gratis fyre alle jordens vigtigste tekster – også
Koranen – af på danske gader og stræder, bare han selv havde købt og
betalt dem.
Læs
kommentaren med links
To partiledere fra rød blok –
ud over Mette Frederiksen – vil gerne være statsminister, og de
Radikales Morten Østergaard har krævet skriftlig aftale med
Socialdemokratiet om beskæring af DFs indflydelse for at pege på
Frederiksen. Hertil kommer, at det mikroskopiske Ny Borgerliges leder
også vil være statsminister.
Alt dette har fået
folketingsformand Pia Kjærsgaard til at advare mod kaos og
efterfølgende politikerlede og overarbejde for dronningen. Og flere
eksperter finder Mor Formands advarsler berettigede.
Af tidligere skrækeksempler
fremhæves ”jordskredsvalget” i 1973, hvor især Glistrup, men også
Erhard Jacobsen havde stor succes på bekostning af de sædvanlige fem
gamle partier.
Os, der fulgte politik dengang,
husker stadig det oplivende fut i fejemøget, det gav, da alle de gamle
institutioner blev udsat for helt anderledes vinde end dem, de var vant
til. Og det overlevede det danske demokrati sagtens med sine sædvanlige
olympiske stemmeprocenter. Og her 45 år efter ved vi, at dette kaos
fødte Folketingets nuværende formand.
Partiformænd siger kun, de
gerne vil være statsminister, for at tiltrække vælgere. Det er
demokrati, så det basker. Og det giver ekstra bonus, at dronningen
kommer på arbejde. Det klæder hende kun.
Hvis dette er kaos, så
byder Køllebank kaos hjerteligt
velkommen til demokratiet.
Støttet
af sprogprofessorer kæmper Dansk Sprognævn mod udflytning til Bogense.
Men det er efterhånden blevet klart, at den eneste instans, der kan
stoppe regeringen i at udflytte en institution, er Folketingets
Præsidium.
Formand
Pia Kjærsgaard reddede Ombudsmanden, Rigsrevisionen og
Statsrevisorernes sekretariat med begrundelsen, at det er naturligt, at
institutioner, som Folketinget har sat til at kontrollere regeringen,
er placeret i hovedstaden. Selv Det Økonomiske Råd ryger til Horsens,
trods appeller fra internationale netværk og fra EU-organer.
Så
Sprognævnet er dømt til Bogense.
Men
der findes en vej tilbage for Nævnet. Nemlig at gøre sig så nødvendig
for Folketingets kontrol med regeringens brug af sprogødelæggende
bullshit, at det med præsidiets mellemkomst beordres babu-babu tilbage
til hovedstaden.
Ekstra: Læs
kort om ’bullshit’ som et præcist, fagligt udtryk af stor betydning for
politisk kommunikation.
Læs
kommentaren med links
Læs kommentaren med
links
Efter bare halvandet år i
Folketinget har Rene Gade fra Alternativet besluttet ikke at
genopstille. ”Jeg vil slet ikke lære det politiske håndværk og det
politiske spil. Jeg synes, det er usundt. Vores politiske system er
usundt,” siger han til TV 2. Samtidig erklærer han, at han respekterer
tre politiske veteraner og stormestre i det politiske spil: Bertel
Haarder, Anders Samuelsen og Mogens Lykketoft. Groft sagt vurderer, at
det allerede er for sent for Rene at flygte. Kun en person, som har
mistet sin sunde logiske sans, kan på en gang både respektere disse tre
politikere og samtidig finde deres professionelle udnyttelse af det
politiske system usund og farlig. Tragisk, at det lykkes tre garvede
politikere at ødelægge Gades rene barnesind i løbet af bare halvandet
år på Borgen.
Den syriske præsident Assad ved
jo godt, at alle i Danmark, herunder udenrigsminister Kristian Jensen,
anser ham for at lyve. Så hvorfor lader han sig interviewe af dansk TV?
Det skyldes, at alle diktatorer
propaganderer efter samme princip, som allerede propagandaminister
Joseph Goebbels praktiserede: Almindelige mennesker er lette ofre for
store løgne, fordi de normalt kun selv lyver om små ting og skammer sig
over store løgne.
Derfor er Assad glad for, at TV
2 udsender hans gigantiske løgne.
Og at løgnene gør
udenrigsminister Kristian Jensen så rasende, at TV 2 igen og igen er
nødt til at udsende klip med Assads allerstørste løgne.
Heldigvis er danske TV-seere så
erfarne, at de ved, at TV 2 hele torsdag kun bombarderer dem med klip
med Assadløgne for at frelse seerne for at skulle se klip med
kedsommelige småløgne fra åbningsdebatten i Folketinget.
Folketingets nye formand, Pia
Kjærsgaard, sagde forleden i BT, at det var mangel på respekt for
Folketingets talerstol, når medlemmerne i salen tweetede løs under
talerne, som de gjorde f.eks. under statsministerens åbningstale.
Denne opsang medførte så, at
meget tweetende medlemmer i interviewindslag på TV dagen lang ”rasede”
over, at formanden var ude at trit med udviklingen, når hun vil forbyde
medlemmer at bruge de sociale medier i deres politiske arbejde.
Ingen af TV-indslagene
fastholdt formandens pointe om, at det handlede om, at respekten for
Folketinget udhules, når befolkningen ser medlemmerne sidde og fumle
med deres smartphones i stedet for at lytte efter guldkornene.
Alle TV-indslag bestod altså i
stærke angreb på formanden for noget, som hun ikke havde sagt, nemlig
at politikere i dag generelt ikke bør bruge sociale medier.
TV bliver mere og mere åbenlyst
ligeglad med politisk substans. Bare en række politikere raser, så
formidler TV gerne skingert nonsens døgnet rundt.
Læs
Køllebank'en "Mere Nokia!"
”Formanden vil heller ikke
næste gang gribe ind, hvis nogen slår gækken lidt mere løs,” sagde
Mogens Lykketoft til de få medlemmer i salen efter tingets første
forsøg med den nye debatform.
Situationen minder om engang
i Groft
sagts
skolegang, hvor en normalt meget streng lærer pludseligt opfordrede
vores veldisciplinerede klasse til at lave ti minutters skæg og ballade
i klassen i anledning af, at inspektøren havde fået ridderkorset. Det
lå tungt.
Lykketoft og præsidiet bør
indse, at det vigtigste grundlag for en løssluppen debat er den rette
indretning af lokalet. Folketinget bliver aldrig rigtigt skægt, før man
sænker loftet og udskifter de løse stole, hvoraf de fleste er tomme,
med to konfronterende bænkerader, hvor medlemmerne sidder skulder ved
skulder og kan mærke hinanden.
Og når Kristian Thulesen Dahl
slår sig løs, så skal man se Pia Kjærsgaards og andre DFeres henført
heppende ansigtsmasse bag ham, og ikke Venstres blege Ellen Trane
Nørby, der skriver SMSer i en ørken af tomme stole.
I øvrigt bør Lykketoft gå
forrest med gækken ved igen anlægge sit originale fipskæg.
Både Berlingskes Bob
Katzenelson og Politikens Roald Als har hentet inspiration til
satiriske tegninger i statsministerens kliché fra åbningstalen:
”Danmark er tilbage på sporet.”
Det er da også en meget uheldig
kliche eller såkaldt ”død metafor” at bruge, fordi den både rummer
associationer til IC4-skandalen og til det støj- og trafikhærgende
metrobyggeri.
Det må undre, at Thornings
mange spindoktorer og taleskrivere ikke har været i stand til at finde
en bedre kliche, som ikke så taknemmeligt kunne udnyttes af satiriske
tegnere.
I åbningsdebatten forsøgte hun
sig så med vendingen ”Vi har fået Danmark på ret køl.” Dette billede er
ved første øjekast bedre end det med sporet, idet associationerne går
til den strandede italienske krydstogtliner, der jo netop succesfuldt
er kommet på ret køl.
Men ved nærmere eftertanke er
dette billede også ubrugeligt: Luksuslineren Costa Concordia er et
vrag, der er ude af stand til at sejle og kun venter på at blive
transporteret til ophugning.
Statsministerens situation er
nu blevet så håbløs, at selv helt døde metaforer forlader hende.
På tv2.dk forudsagde TV2s
Henrik Qvortrup, at Socialdemokraterne ville bruge åbningsdebatten til
at lange ud efter Dansk Folkeparti og Venstre. Og at Venstre ville
angribe regeringen.
Og DRs Uffe Tang forudsagde på
dr.dk, at økonomien, nulvæksten og velfærden ville blive debattens
store temaer.
Og se: Det skete faktisk
nøjagtigt som de kloge havde forudsagt!
Spørgsmålet melder sig derfor,
om det overhovedet var nødvendigt at holde selve Marathon-debatten. Det
eneste, der nåede ud til alle vælgerne, var jo et par klip i TVs
nyhedsudsendelser i går aftes og så de mest morsomme og personfikserede
citater, som gengives med store fede typer i aviserne i dag.
Debatten er et gigantisk
pipfuglekursus for politikere, kommentatorer og elitekanalerne TV2 News
og DR2.
Groft sagt
foreslår, at politikerne fremover klarer åbningsdebatten ved at mødes
højst en times tid i salen for at indspille de få, forudsigelige
højdepunkter, som TVs nyhedsudsendelser vil vise. Og at partiernes
presseafdelinger sender en kaskade af morsomme personangreb direkte til
aviserne. Så kan selve debatten spares væk.
I Folketingets åbningsdebat gik
Helle Thorning-Schmidt i flæsket på Løkke og Venstre. Det skete med
saft og kraft.
Det er tydeligt, at Thorning i
sine taler på det seneste er blevet både mere selvironisk, sikker og
offensiv. Og virker mere ægte. Det oplevede vi både i kongrestalen
forleden og i åbningstalen i Folketinget. Det klæder hende!
Efter Groft sagt's
helt oprigtige vurdering viser Helle her præcis de sider af sin person,
som alle de vælgere, der stemte på hende ved valget, drømte om at se
hende udfolde som statsminister.
Problemet er bare, at vælgerne
fortsat flygter. Måske fordi de gennemskuer, at åbningstalens eneste
nyhed: forslaget om længere skoledag, var gabende fantasiforladt.
Og at hun kun udmalede et
valgkampsagtigt fjendebillede af Venstre i åbningsdebatten for at dække
over, at regeringen er ude af stand til at finde ud af, hvem den vil
lave finanslov med.
Statsministerens nye, mere ægte
stil er retorisk velgørende, men det er for let for alle at gennemskue,
at den skyldes, at Helle har indset, at hun ligeså godt kan være sig
selv, når alt håb alligevel er ude.
Ved Folketingets åbningsdebat i
oktober 1999 sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen til Dansk
Folkeparti: "Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer: Stuerene bliver
I aldrig.” Det vil sige, at i al evighed skulle Dansk Folkeparti ifølge
Socialdemokratiet være forvist fra stuen i dansk politik.
Men nu har Dansk Folkeparti så
indgået trafikforlig med regeringen og Enhedslisten. Og herefter har
flere socialdemokratiske ministre erklæret DF stuerent med kryds og
slange.
Groft sagt
må konstatere, at Socialdemokratiet hermed har klaret, hvad mange lærde
teologer har bakset forgæves med i århundreder, nemlig spørgsmålet om,
hvornår evigheden begyndte og hvorlænge evigheden varer.
Evigheden begyndte ifølge S i
oktober 1999 og varede til marts 2012, dvs. 12 år og 4 måneder.
Men hvis den socialdemokratiske
evighed er så kort, så må andre socialdemokratiske perioder logisk nok
tilsvarende radikalt forkortes. En socialdemokratisk valgperiode kan
således ikke være på 4 år, men kun på allerhøjst nogle få uger, således
at Thorning allerede for længe siden burde have udskrevet næste
folketingsvalg.
Redaktionel Kommentar: I Groft sagt'en
i Berlingske skrev jeg fejlagtigt, at det var i sin åbningstale, at
Nyrup sagde de berømte ord. I en mail har Peter Heyn Nielsen, Institut
for Statskundskab ved Københavns Universitet, venligt gjort opmærksom
på, at det faktisk var i åbningsdebatten to dage efter åbningstalen, at
ordene faldt. Jeg siger tak for korrektionen, og har rettet det
ovenfor. Hermed er den socialdemokratiske evighed blevet forkortet med
yderligere to dage i forhold til det, jeg skrev.
Ifølge en videnskabelig
rapport, som Berlingske skrev om torsdag, er kedsomhed ”en ubehagelig
tilstand af at ville noget uden at være i stand til at gøre noget, der
tilfredsstiller den trang.” Og det lyder rigtigt.
F.eks. blev Løkke tydeligt ramt
af kedsomhed, da han sidste år måtte afgive statsministerposten til
Helle. Det passer perfekt med definitionen: Løkke befandt sig i en
ubehagelig tilstand, hvor vælgerne havde forhindret ham i at gøre
noget, der tilfredsstillede hans trang til at gennemføre sin politik.
Han kunne derfor knapt holde
sig vågen i Folketingssalen ved åbningsdebatten sidste år, når Helle
stod på talerstolen og fremlagde alle sine storslåede planer.
Men i år så han slet ikke ud
til at kede sig spor under samme debat, selv om Helles planer nu bare
går ud på en kedsommelig ting som en længere skoledag.
Forskerne i kedsomhed er altså
nødt til at revidere deres teori.
Løkke har bevist, at man kan
være ude af stand til selv at gøre noget, men samtidig være særdeles
godt underholdt af, at ens fjende med dødsenskedsommelige forslag af
egen kraft går sin undergang i møde.
Flere læsere af Groft
sagt har bemærket, at Helle Thorning i åbningstalen i
Folketinget lavede en række små fejl. Det var som om hun snublede i
ordene. Selv helt lette ord. Lynhurtigt blev det for det meste rettet.
Nu spørger en læser så, om det
kan skyldes, at hun var nervøs og anspændt.
Nej, kan Groft sagt
oplyse. Helle Thorning har i et interview med Henrik Qvortrup fra TV 2
afvist, at hun er spor nervøs over sin nye rolle.
For at afklare mysteriet har Groft
sagt derfor flere gange afspillet talen på nettet under
intens aflytning. Og det fremgår tydeligt, at der er en ganske enkel
forklaring på de små lydhop.
Forklaringen er, at Thorning
taler ved hjælp af en gammeldags grammofonplade, som hendes spindoktor,
Noa Redington, støber til hende.
Redington har forklaret Groft
sagt, at åbningstalen desværre blev spillet med en gammel
nål, som var blevet helt slidt ned i valgkampen. Og da den plade, han
havde sat på, samtidig var godt brugt, så hoppede nålen simpelt hen i
rillen.
Læs kommentaren med links s
Mange er kritiske over for
politikernes brug af sproget. Men meget af kritikken bygger på et løst
grundlag.
For eksempel kan man anklage politikere for primitivt sprog, fordi de
ikke kan finde på adjektiver, men i stedet tilføjer ”rigtig” foran
adjektivet og gentager det op til fire gange. Og fordi de bruger samme
vendinger hele tiden, for eksempel ”klokkeklart” og ”den lange og den
korte bane”.
Dette er ikke en kritik, jeg har fundet på. Disse og alle andre
eksempler på kritik af politikersprog, som jeg gengiver her i
kronikken, er hentet fra artikler her i Kristeligt Dagblad fra de
senere år. Kritikken kommer fra universitetsforskere: retorikere og
litterater.
Det er rigtigt, at politikere bruger mange gentagelser, og at de ofte
har et primitivt billedsprog med metaforer, som er hørt før. Men for at
kritikken skal give mening, så skal det være muligt for politikerne at
bruge sproget anderledes. Normalt taler politikere, som politikere er
nødt til at tale.
Læs
hele kronikken på kristeligt-dagblad.dk.
Eller - hvis det ikke er muligt - læs manus
til kronikken i arkivet på kjoeller.dk.
Læs
om bogen Det politiske sprog.
Hvad ville der ske med Danmark,
hvis man nedlagde DR og solgte TV 2? Altså hvis man afskaffede vores to
statsdirigerede, store medier?
Det ville naturligvis lette det
digitale pres på Berlingske, Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet,
BT og alle andre private medier, som i disse år forsøger at tjene de
penge på deres netaviser, som de mister på deres trykaviser. DR påstår
ganske vist, at deres digitale aktivitet nærmest stimulerer folk til
også at søge til de private medier på nettet. Men min personlige
erfaring er, at DR (og TV 2) er de første netaviser, man orienterer sig
i, når man flere gange dagligt lige skal have et hurtigt overblik over,
hvad der sker i verden. Blandt andet fordi man ved, at disse medier
skamløst hugger alt interessant i alle de vidt forskellige,
konkurrerende private medier,
Læs hele kommentaren Danmark er
kaput uden DR og TV 2
|
