|
Politiken viste i weekenden
flere billeder af Muhammed. Efter Muhammed-optøjerne i 2006, blodige
terrorangreb på Charlie Hebdo og selvcensureringer af utallige
kunstudstillinger og teaterforestillinger troede alle ellers, at det
var forbundet med livsfare at vise sådanne billeder.
Og Politiken sagde i 2010 endda undskyld og betalte ”Muhammeds
efterfølgere” et større beløb, fordi bladet erkendte at have ”krænket
muslimer” ved at vise Kurt Westergaards tegning.
Men nu oplyser bladet, at de fremviste billeder af bl.a. en
kamelridende Muhammed hele tiden har ligget frit tilgængelige for hele
verden på museet ”Davids Samling”s hjemmeside.
Man kunne ønske, at Politiken allerede i 2006, da vort land var truet
af rasende muslimske folkemasser, havde beroliget disse masser ved
modigt at oplyse om billederne på ”Davids Samling.” Men bedre sent end
aldrig.
Museumsleder
Anne-Mette Villumsen på Skovgaard Museet fortryder ikke sin
blasfemiudstilling uden Muhammed-tegningerne. Hendes hovedargument er,
at alle jo allerede kender disse tegninger og den politiske debat om
dem.
Rigtigt.
Og alle kender også de verbale badutspring, udstillingsledere og mange
medier bruger for at undgå at sige den enkle sandhed, at man ikke viser
disse tegninger, fordi man er hunderæd for islamistiske tågehoveder,
som vil slå én ihjel for at score en flok jomfruer i det evige
himmelske liv.
Denne
frygt for sit liv er en god grund, og den kan gives helt uden
selvcensur. Alligevel fravælges den ofte.
Det
skyldes, at det støder og krænker folk af alle trosretninger at høre,
at rå vold virker så effektivt. Derimod virker selvcensur kun krænkende
på en selv.
Flere
Køllebank efter annoncen
Putin
har fået krammet på sin presse ved at få særligt frække journalister og
kommentatorer myrdet, hvorefter resten af journalisterne er faldet til
hans patte.
Til
sin hjemlige, veldisciplinerede, selvcensurede presses jubel kan han
derfor frækt føre krig i Ukraine, hugge Krim og bombe i Syrien. Herved
samler han sin befolkning bag sig og støttes af 86 procent.
Trump
derimod støttes kun af 40 procent af amerikanerne. Og han afskys
åbenlyst af alle betydende medier. Når Trump lyver, fortæller pressen
derfor respektløst om det. Og når Trump på twitter skælder pressen ud
for at anklage ham for at lyve, så får han endnu en omgang i pressen.
Den
behandling havde Putin aldrig fundet sig i. Derfor beviser pressen og
Trump i øjeblikket demokratiets styrke i Amerika ved at forsøge at flå
landets præsident i stumper og stykker.
Læs
Køllebank'en "Trumps demokratibevis I".
Læs
kommentaren Den snorkende elite.
Læs
kommentaren Trumps åbenbaring: Debat er wrestling.
Læs
Køllebank'en "Politik med og uden noder".
Den
myrdede chefredaktør for Charlie Hebdo, Stéphane Charbonniers bog
”Hvordan de som råber islamofobi i virkeligheden går racisternes
ærinde” er netop udkommet på dansk.
En
ærkedansk parallel kan kaste lys over titlen, som ifølge kollega
Kastholms anmeldelse rummer hele bogens budskab.
Hvis
der fandtes en lille gruppe afstumpede, selvmordsfanatiske Løkkeister,
som ville slå alle debattører, som sårede, ydmygede og krænkede Løkke,
ihjel, mens de råbte: ”Løkke er stor", så ville Løkke få en fordel.
Løkke
måtte selvfølgelig tage stærk afstand fra det, og de værste
Løkke-kritikere ville få tilbud om to PET-agenter døgnet rundt.
Men
frygten for Løkkeisterne og ubehaget ved at skulle være bevogtet af to
PET-agenter døgnet rundt ville få mange debattører og satirikere til at
vælge andre mål, f.eks. Mette Frederiksen eller Thulesen Dahl.
Og
mange ville begrunde deres fravalg af Løkke som offer med, at de var
modstandere af Løkkeismofobien, fordi det lyder finere end, at de
udøver selvcensur.
Og
dagbladet Politiken ville betale Løkkes efterkommere for tort og svie.
Vellykket indoktrinering
Formanden for Dansk
Journalistforbund, Lars Werge, opfordrer i Berlingske Opinion mandag
Dansk Forfatterforening til at undersøge, hvordan ytringsfriheden og
selvcensuren har det hos medlemmerne. Foreningen har nemlig opfordret
sine medlemmer til ikke at besvare Ugebrevet A4’s meningsmåling blandt
forfattere om deres erfaringer med selvcensur.
Men er det nødvendigt med en ny
undersøgelse? Man kan allerede nu konstatere en vigtig konsekvens af
selvcensur blandt forfattere og deres forening: Det skaber stort ubehag
og kvalme, at ens frygt for at blive slået ihjel, tvinger en til at
holde kæft. Det er ydmygende.
Derfor anstrenger både forening
og medlemmer sig for at fjerne dette ubehag og denne kvalme ved at
opfinde og stå sammen om de mest ædle begrundelser for deres tavshed.
F.eks. at man uselvisk beskytter et forfulgt mindretal mod krænkelser.
At få ofre til at underkaste
sig ydre tvang ved at lade dem opfinde passende ædle, indre motiver er
kernen i enhver vellykket hjernevask.
Selvfølgelig er det da trist,
at danske medier ikke tør bringe den dér tegning af ham dér, som Groft sagt
godt tør nævne, men af respekt for visse læseres finere følelser for en
sikkerheds skyld udelader, da alle jo alligevel godt ved, hvem det er.
Men det er også lidt komisk og
storhedsvanvittigt, at dansk TV og danske aviser går så meget op i, om
de kan vise tegningerne. Som om ytringsfriheden stod og faldt med, hvad
der kan bringes i TV og aviser. Sådan var det i gamle dage.
I dag, hvor enhver har en
smartphone på sig, er det jo bare et greb i lommen og en søgning på
Google, så springer de tegninger, som giver TV og aviser gåsehud,
villigt frem og kan studeres i alle detaljer.
DRs generaldirektør Maria
Rørbye Rønn tager ofte fejl. Men sagen om den selvcensurede tegning
viser, at hun har ret i, at danske medier har en mægtig ydre, global
fjende i et medie som Google, som åbenbart er bedøvende ligeglad med,
hvor mange der får et anfald, hver gang de viser tegningen.
Presseomtalerne af 10-året for
Muhammedaffæren handler tilsyneladende om Muhammed og tegningen af ham.
Men dybest set viser alle omtalerne, at politiet kun kan beskytte
truede borgere mod selvmordsfanatikere ved at lade de truede leve et
amputeret liv med PET-vagter.
Derfor tør ingen i dag vise
tegningen. Og de feje tør ikke engang sige, at de ikke tør, og
selvcensuren fejrer triumfer med højpandede, ædle bortforklaringer.
Derfor er omtalerne ved 10-året
også en overbevisende argumentation for, at kulturel og social
homogenitet er et nødvendigt supplement til politiets voldsmonopol for,
at demokratiet med ytringsfrihed og de andre friheder kan fungere uden
en masse tåkrummende ”men”er.
Og derfor handler det hele
altså alligevel inderst inde om Muhammed, som i al forudsigelig fremtid
dag for dag stille og roligt vil vokse i et Danmark, som egentlig er
skabt af og indrettet til valne folkekirkekristne og ateister.
Muhammed bliver stadig mere
utegnet i Danmark.
Først undlod Politiken at tegne
profeten, derefter undlod næsten alle andre medier. Og nu er så også
satiremagasinet Charlie Hebdo holdt op med at tegne Muhammed.
Ærlige chefredaktører begrunder
det med, at de ikke vil udsætte sig selv og deres personale for stadige
mordtrusler. Hykleriske medieledelser – og det er mange – hylder
ytringsfriheden, mens de tier under selvcensurens vinge.
Det er forståeligt med disse
reaktioner. Men reaktionerne afslører desværre også et væsentligt træk
ved vores demokrati: Landets debattører og medier tror ikke på, at
ordensmagten i længden kan beskytte dem mod selvmordsfanatikere.
Vi har indrettet os efter, at
politi og domstole ikke kan sikre ytringsfriheden fuldstændigt. Men vi
kan alligevel bevare en fælles illusion af, at ytringsfriheden stadig
er intakt, fordi der her i landet højst findes få selvmordsfanatikere,
og fordi de alle kun slår ihjel for at beskytte samme fjerne person mod
satire.
Så bare alle målrettet holder
kæft, brænder lokummet ikke.
Det bedste værn mod terror er
tilsyneladende, at man ikke findes. Således er den satiriske
internet-tegneserie ”Jesus and Mo” nu udkommet på dansk uden oplysning
om forlag og forfatter.
Men forfatter og forlægger blev
op til udgivelsen interviewet i TV af DR2 Deadline-vært Niels
Krause-Kjær, så nu ved alle, at Krause-Kjær kender deres identitet,
selv om de optrådte sløret og forvrænget på skærmen.
Så nu bør Krause-Kjær egentlig
beskyttes af PET mod terrorister, selv om han er en af dem i DR, der
gør sig mest umage for ikke at ”krænke”. Hvor uretfærdigt.
Men det viser, hvor vanskelig
usynlighed er som værn mod terror.
Hvis usynligheden skal være
uden sprækker, så skal selv en anti-krænker som Krause-Kjær undgå at
interviewe en usynlig forfatter.
En sådan grad af selvcensur
ville indebære, at hele vores land blev usynligt. Ikke kun et usynligt
demokrati, men endnu værre: et usynligt ikke-demokrati.
Og så kan det hele jo være
ligemeget. Kun politiet og PET kan derfor redde os.
Det er en grundlov indenfor
manipulation og hjernevask, at tvang gør frivillig, dvs. at når
tyranner tvinger mennesker til at gøre, skrive og sige bestemte ting i
længere tid, så vil disse mennesker efterhånden gøre, skrive og sige
disse ting frivilligt.
Og bortforklare deres egen
undertrykkelse med selvcensurede bortforklaringer. Fordi det i længden
nedbryder selvrespekten at se sig selv som en undertrykt, magtesløs
stakkel.
Derfor er det ganske let for
tiden at vurdere, hvor stor succes de voldelige ekstremister har med at
undertrykke danske medier.
Jyllands-Posten er således
langt mindre undertrykt end Politiken. For JP står stadig offentligt
frem og siger modigt og ærligt ligeud, at de er bange for deres
undertrykkere. Derimod gør, skriver og siger Politiken frivilligt meget
af det, som tyranniske jihad-terroristerne ønsker, at alle medier skal
gøre, skrive og sige – bl.a. undgå en vis tegning.
Samtidig med at Politiken med
store intellektuelle armbevægelser og besværgelser bedyrer, at man skam
ikke er spor undertrykt og ytringsfriheden slet ikke er truet.
Grimhøjmoskéens formand,
Oussama El-Saadi, afviser at kende noget til voldelige elementer ved
moskéen og til rekruttering af frivillige til Syrien og Irak.
Det må være løgn. For formanden
er stærkt troende og går ind for det muslimske verdenskalifat. Derfor
gør han alt, han kan, for at få demokratiet Danmark nedlagt til fordel
for en verdensomspændende Islamisk Stat med sharialove. Og han kæmper
med alle midler.
Derfor kender han voldelige
ekstremisters særdeles gode muligheder for at få fredselskende,
tryghedsnarkomaniske danskere til at pålægge sig selvcensur for at
undgå at "provokere" ustyrlige, voldelige muslimer.
El-Saadi vil elske at høre alle
danske bløddyr bortforklare selvcensur på samme selvdestruktive måde
som Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, gjorde torsdag aften hos
Krasnik i DR2 Deadline.
Derfor er rekruttering af
ustyrlige ekstremister et effektivt middel, når danske medier skal
renses mere og mere for Muhammed-kritik for at forberede danskerne på
deres plads i Verdenskalifatet.
Men selvfølgelig kan formanden
teoretisk set tale sandt. Det ved kun Allah.
Det svære efter terrorangrebet
på Charlie Hebdo er ikke at holde taler, hvor man siger alt det
rigtige. Det svære er at undgå at lade frygten for at blive myrdet af
rablende muslimske ekstremister medføre selvbedrageriske
bortforklaringer af, at man i smug undgår at gøre, sige og tegne visse
ting.
Det er let at sige: "Je suis
Charlie". Det svære er at drage konsekvensen: "Derfor fortsætter jeg
med nådesløst at kritisere Allah og alle andre verdslige og
guddommelige magthavere uden hensyn til kalashnikov-bevæbnede
ekstremister."
Og det er ikke bare svært, men
umuligt. For næsten alle medier er det nemlig af rent sproglige grunde
pløk-umuligt at drage denne konsekvens om at fortsætte – fordi man ikke
kan fortsætte med noget, som man forlængst er holdt op med at gøre
eller aldrig har gjort.
Derfor er det egentlig kun
Charlie Hebdo, der efter terror-udåden kan drage konsekvensen af at
sige: "Je suis Charlie" og fortsætte den nådesløse kritik og satire mod
enhver magthaver.
Andre medier må nøjes med at
sige: "Je suis Charlie". Og håbe det hjælper med fortsat selvcensur.
Frederik Stjernfelt påpeger
forbilledligt klart i Berlingskes kronik søndag, at vi – anført af
dagbladet Politikens lederskribenter – er på fuld fart ned ad en
glidebane, hvor man undlader omtale af grupper af mennesker, uanset om
de er karakteriseret ved herkomst, hudfarve, tro eller ideologi. Det er
ødelæggende for debatten, som Stjernfelt så rigtigt konkluderer.
Men det er i virkeligheden
meget værre. I ly af de ”Anstændige”, politisk korrektes selvcensur kan
små fanatiske, formørkede grupper med vold kue hele systemet, uden at
systemet tvinges til at erkende, at volden har sejret ad helvede til.
Hertil kommer, at samtidig med,
at voksende folkemasser af ”Anstændige” af frygt for volden gør sig
mere og mere umage for at tale korrekt, så kan alle problemer fortsætte
med at blive værre og værre, fordi de forbliver usynlige.
De ”Anstændige”, politisk
korrektes forbrydelse mod menneskeheden er, at de accepterer voldens og
galskabens voksende regimente – samtidig med, at de hykler, at de er
langt bedre end os andre. Det stinker fælt.
Mens vi sender fly til kampene
i Mellemøsten, så er der her i landet mange tegn på, at terroristerne
allerede er her. Det viser sig ved en udbredt selvcensur, som skal
forebygge voldelige aktioner og mord.
Torsdag skrev Bent Jensen
således en tankevækkende kronik i Jyllands-Posten om koranen som tekst
og om Muhammed som historisk skikkelse.
De to bøger, han brugte som
kilder og som inspiration til at beskæftige sig med koranen som en
almindelig dødelig tekst, var begge udgivet under pseudonym. Og Jensen
undrede sig over, at ingen af vores universitetsansatte islamforskere
deltager i den offentlige debat om de forskellige fortolkninger af
koranen, som spiller så stor en rolle for tiden.
Kronikken var illustreret af en
morsom tegning af Jesus, som – stående på vandet – sagde: ”Kom nu! Lad
os se, om du kan holde vand!!”
Jesus’ blik var rettet ud mod
venstre mod en ikke synlig figur, som han forsøgte at vinke hen til
sig. Illustrationen ville være lettere at forstå, hvis Muhammed,
kronikkens hovedperson, havde været tegnet. Men det forhindrer
terrorister i Danmark.
Det forstår alle.
Ruslands erobring af Krim og
frække optræden i Østukraine bakkes op af alle store russiske medier,
som er gjort artige ved at ”ukendte gerningsmænd” har myrdet særligt
selvstændige, respektløse journalister og ved, at næsvise journalister
og studieværter er blevet fyret. Herefter breder selvcensuren sig
stille og roligt i medierne.
Enhver tyrans magt begynder
med, at han får krammet på medierne. Derefter falder resten af landet
automatisk til patten.
Derfor skal vi her i landet
sætte særligt pris på kronisk respektløse, nysgerrige og uforskammede
journalister og debatstudieværter som Martin Krasnik og Clement
Kjersgaard. Dem ville Putin for længst have afskaffet i Rusland.
Derimod ville Putin anse det
meste af den forudsigelige, tandløse snak i det danske politiske
kommentariat for helt uskadelig.
Efter at have hørt på
kommentarer til tre landsmøder i weekenden, bønfalder Groft
sagt om amnesti til den oprørske, fantasifulde og vidende
Henrik Qvortrup, som systemet har forvist til at kommentere nye biler i
Børsen. Forsyn ham med fodlænke, og giv ham tilbage til demokratiet.
Det fremgår af Berlingskes
interview fredag med en dansk-palæstinensisk IS-kriger, at det var ”de
antimuslimske toner i den danske debat”, som førte ham ud i kalifatets
hjernevask og efterfølgende religiøst vanvid.
Inden Pia Kjærsgaard får
skylden for, at Islamisk Stat breder sig blandt borgere her i landet,
bør alle fredselskende danske muslimske organisationer indse, at hver
gang de lader den slags ævl fra ekstremistiske danske muslimer passere
upåtalt, så fremmer de kalifatet.
De er nødt til at indse, at der
er en fundamental modsigelse mellem demokrati og religion, fordi
demokrati er vores forsøg på at leve sammen i ordnede rammer uden at
skulle spørge en overjordisk magt, som påstås for århundreder siden at
have leveret en tekst, som rummer alle svar.
Demokrati indebærer derfor
debat og uenighed – også om overjordiske magter og deres gamle tekster.
Både demokratiske protestanter,
jøder og katolikker har for længst indrettet sig efter dette. Nu må
demokratiske muslimer bryde deres øredøvende selvcensur og gå i debat
med deres egen tros voldstosser. Ellers får vi kalifatet.
Censur er forbudt. Men det er
selvcensur ikke.
Og når nu politiet ikke er i
stand til at forhindre bøller og fanatikere i at tyrannisere
chefredaktører, digtere og andre med vold og mord, så er selvcensur jo
nødvendigt. Ellers kan man blive myrdet, vansiret eller skulle leve sit
liv med PET-vagter.
Og bare vi alle står ubrydeligt
sammen om den nødvendige selvcensur, så går det fint. Så kan politiet
”holde orden”, som de skal. Og chefredaktører og digtere kan fortælle
”sandheden” uden at risikere livet.
Problemerne opstår kun, når der
er en tumpe, der ikke har forstået, at det er nødvendigt at stå sammen
om selvcensuren. Som nu denne digter Yahya Hassan, der i en digtsamling
på Gyldendal braldrer op med racistiske ting om muslimer, som overgår
alt, hvad både Pia Kjærsgaard og Lars Hedegaard sagde, før selvcensuren
skabte ro i landet.
Og Politiken er nødt til at
trykke det, og politiet må indføre undtagelsestilstand i Odense, for at
han kan optræde.
Hele dette kaos opstår, bare
fordi det er forbudt at sige ligeud, at roen i landet hviler på en
stadig mere udbredt selvcensur.
Berlingskes Anne Sophie
Hermansen har ladet sig fælde af hadske læserkommentarer i anledning af
hendes indlæg i sagen om den muslimske censor, der nægtede at give
hånd. Så nu pålægger Hermansen, som ingen ellers troede var til at
stoppe, sig selvcensur angående muslimske emner.
Det viser endnu engang, at
muslimske religiøse symboler og skikke i Danmark kan bruges til at
udvirke resultater, som ingen troede mulige. Også den ellers frygtløse
debattør, Bertel Haarder (V), har i årevis pålagt sig selvcensur i
denne debat.
Men i stedet for at lade os
lamme, så foreslår Groft sagt, at
vi i Danmark lærer at bruge respekten for muslimske symboler til at
løse vores udfordringer med.
F.eks. kan udfordringen med
ammende kvinder i cafeer jo let klares ved, at kvinderne ifører sig
muslimske tørklæder. Så vil ingen turde klage, når kvinderne ammer. Det
vil jo være diskrimination mod en religion, som alle ved, let krænkes.
Herefter vil amningen – selv af børn, som slubrer ved meget store
bryster – kunne foregå i ro og orden.
Groft
sagt arbejder nu på en tørklædeløsning af rejsekortkaosset.
Det mægtige diktatur Kina
ligger på den modsatte side af kloden. Alligevel har det så meget magt,
at vi her i lilleputlandet Danmark flere gange har måttet pålægge os
udenrigspolitisk selvcensur for ikke at fornærme dem, så de lukkede
deres land for vores virksomheder.
Nu lægges der så op til at
3-4000 kinesere skal rykke ind i Grønland for at grave enestående
værdier ud af et bjerg.
Når man tænker på, hvor let
kineserne har haft ved at tyre os til blid sprogbrug, når de bor på den
anden side af kloden, så kan man frygte hvad de 3-4000 kinesere inden
for Rigsfællesskabet kan udvirke af tåkrummende udenrigspolitiske
erklæringer og anden ulækker smisken for at tækkes det kinesiske
hjemmemarked.
Groft
sagt ved godt, at loven ikke hedder ’kinesisk invasionslov’,
men ’storskalalov’. Og at det grønlandske hjemmestyre formelt set skal
holde styr på kineserne. Og at det ikke er det kinesiske diktatur, der
rykker ind, men et tilsyneladende civilt selskab. Og at Thorning nægter
at udtale sig.
Og netop fordi Groft
sagt ved alt dette, er Groft sagt
overbevist om, at det vil gå ad helved til.
Christiania er et levende
museum, som viser, hvordan det går, når naive mennesker prøver at lave
et demokratisk paradis uden vold og kapitalister: Kriminelle bander
flytter ind, tyrer alle med vold og trusler og tjener milliarder.
De godhjertede blomsterbørns
klassesamfund – med en selvforsørgende overklasse og en underklasse på
overførselsindkomster – fungerer som blødt, lækkert frugtkød omkring en
hård kerne af primitive rockerkapitalister, som er mere fæle end de
raffinerede kapitalister, fristaden skulle beskytte imod.
Men da christianitternes
selvforståelse er, at de er kreative og alternative, så kan de ikke
bare tilkalde politiet. Og hver dag myldrer fristaden med begejstrede
turister, som bekræfter, hvor kreativt og alternativt alting stadigvæk
er – bare man undlader at fotografere pusherne, for så får man
bøllebank.
Og selvcensuren fejrer
triumfer, når ”Pusher Street” af fristaden omdøbes til ”Green Light
District” med et grønt hampeblad som varemærke. Det kunne selv et
helvedes dyrt reklamebureau ikke have gjort smartere.
22-11-2011:
Når blomsten af borgerlig ungdom nu er alvorligt
EU-skeptiske, så skyldes det, ifølge Marlene Wind, ikke at der er
alvorlige problemer i EU, men at Dansk Folkeparti har knægtet debatten.
Den selvcensurede EU-ekspert,
professor Marlene Wind, har talt ucensureret siden regeringsskiftet.
Og nu genopvækker Wind sin
trofaste hadefigur, Pia Kjærsgaard, for at forklare, at de borgerliges
ungdomsorganisationer er blevet yderst EU-skeptiske. Det afslørede en
undersøgelse i Berlingske Reseach mandag.
Professoren fryder sig ikke
over disse prægtige unge, politisk bevidste og veloplyste EU-borgeres
sunde og forståelige reaktioner på EU's åbenlyse problemer med at holde
orden i økonomien, demokratisk underskud i organisationsmåden eller
lignende. Nej.
Og hun opfordrer heller ikke
til, at EU lærer af disse unge elitevælgeres skepsis.
Nej, ulykken består ifølge
professoren i, at den hjemlige EU-debat har været forsømt i ti år. ”Den
har ligget i fryseboksen af hensyn til Dansk Folkeparti, og resultatet
er nu en hel generation af unge, der er dybt EU-skeptiske,” siger Wind.
Groft
sagt må konstatere, at professoren må have ligget i
bundfrossen selvcensur dybt inde i elfenbenstårnet, mens Pia tappert
sommeren igennem fyrede op under EU-debatten med rød-hvide grænsebomme
og flagstænger.
Breiviks afskyelige
terrorangreb på demokratiet har styrket den folkelige opbakning til
demokratiets centrale institutioner.
Statsminister Stoltenberg og
andre ledere står stærkere end længe efter taler, som har mindsket den
angst, som udåden vakte hos nordmænd og os andre.
Det norske politi og andre
uniformerede myndigheder er i øjeblikket kult, når de viser sig på
gaden.
Det er – desværre – rigtigt set
af Breivik, at frygt er en væsentlig faktor i politik.
Men ikke frygt for en isoleret
galning. Han fuser ud – også selv om han fylder det hele lige i
øjeblikket.
Den virkeligt farlige terror
mod demokratiet udøves af fanatiske grupper omkring visse etablerede,
lovlige organisationer. Grupper som organisationens officielle ledelse
tager kraftigt afstand fra – uden det dog mindsker fanatismen blandt
organisationens håbefulde, voldelige rekrutter.
Her vil en del politikere,
debattører og udstillingskuratorer pålægge sig selvcensur, næsten altid
med idylliserende bortforklaringer. Ikke mindst for at undgå at skulle
leve døgnet rundt med to livvagter fra PET.
Man har hidtil troet, at det
var nødvendigt at vælte despoten i et land, før man kunne indføre
demokratiet. Men nu viser det sig, at man godt kan have begge dele
samtidig.
Det blev klart forleden, da
Ruslands præsident Medvedev på en partikongres bad den tidligere
præsident, nuværende premierminister Putin, om at lade sig genopstille
som præsident.
Putin sad som almindelig
tilskuer, men lod sig dog overtale – og udnævnte samtidig sin protegé,
Medvedev, til ny premierminister.
Ingen af dem forudser åbenbart
en kaotisk valgkamp, som den vi lige har været igennem her i landet.
Med efterfølgende svære regeringsforhandlinger. Det demokratipjat har
tidligere KGB-boss Putin helt styr på gennem sit netværk af gamle
KGB-drenge, som kender alt snavs om alle politiske konkurrrenter og
alle topchefer i erhvervslivet.
Desuden er der så stor
selvcensur blandt alle de journalister, som ikke ønsker at blive skudt
ned i deres trappeopgang af ukendte gerningsmænd, som sjældent pågribes
af et korrupt politi, at det russiske demokratis genvalgte ledere snart
igen må påtage sig det tunge ansvar med at tjene folket.
86 % af russerne støtter Putin.
Det kan undre os i Vesten. For Putin er jo klart en skurk. Han huggede
Krim for øjnene af EU og NATO. Putin og hans allierede tyran Assad
sønderbombede Aleppo for øjnene af et afmægtigt USA og et impotent FN.
Putin er oven i købet en latterlig skurk, som på PR-billeder promoveres
med nøgen overkrop som en slags superhelt. Men det æder russerne
åbenbart råt. 86 %.
Hvordan er det muligt?
Det handler om mediernes magt
over borgerne. Men også om mediesystemet sammenhæng med resten af det
politiske system.
Vores medier oplyser os om de
86 %’s støtte. Og vores udsendte korrespondenter og hjemlige eksperter
forklarer så, hvorfor russerne støtter ham så meget. Det sker ofte med
ret snedige forklaringer om økonomi og national stolthed. Det hævdes
også, at russere gerne ser en stærk mand, da de jo i generationer både
har haft zarer og diktatorer og generelsekretærer for Det Kommunistiske
Parti. Man får indtryk af, at russerne egentlig nærmest elsker det
autoritære og den stærke mand.
Men den enkleste, letfattelige
forklaring på Putins succes hører vi ikke ret meget til. Nemlig at han,
ved at få en række fremtrædende, frække journalister myrdet, har
disciplineret mere ordinære journalister til at selvcensurere sig selv,
så de sørger for, at de altid skriver pænt om ham. Hertil kommer
afskaffelse af kritiske medier ved forskellige former for økonomisk
chikane og centraliseringer. Disse to mekanismer: selvcensur aktiveret
ved få iøjnefaldende mord, kombineret med økonomisk chikane af – eller
nedlæggelse af – udvalgte medier, er nok til at omskabe et mediesystem
fra at være oprørsk til at være et propaganda-system for topfiguren,
som altså her er Putin. Mere indviklet er det ikke.
Læs hele kommentaren.
Der kan siges meget om
Muhammed-affæren i 2005-6. Og det bliver der også i disse dage i
anledning af Flemming Roses nye bog ”De besatte” og Kirsten Jacobsens
nye bog ”Pansergeneralen” om Jørgen Ejbøl. Roses bog udkom fredag
(28/10). Jacobsens bog udkommer i næste uge (7/11). Flemming Rose var
kulturredaktøren på Jyllands-Posten, som fik ideen til at bede danske
tegnere om at tegne Muhammed til avisen. Formålet var at tjekke
selvcensuren blandt tegnere. Det havde vist sig vanskeligt for en
forfatter at få tegninger af Muhammed til en kommende bog. Ideen var at
finde ud af, hvor slemt det i virkeligheden stod til.
Jørgen Ejbøl var bestyrelsesformand for JP/Politiken under
Muhammed-affæren. Det fremgår af Roses bog, at Ejbøl sammen med
direktøren for JP/Politiken, Lars Munch, fra 2011 groft begrænsede
Roses ytringsfrihed. Han måtte ikke deltage i tv-debatter, holde
foredrag, skrive om religiøse forhold eller om tegningerne. Han måtte
heller ikke vidne i udenlandske retssager mod terrorister. Rose
overholdt disse forbud indtil Folkemødet på Bornholm i juni 2015, hvor
han optrådte ved et dialog-arrangement med den hollandske politiker
Geert Wilders. Det var Trykkefrihedsselskabet, der havde indbudt. Med
udgangen af 2015 fratrådte Rose så som udlandsredaktør (han var
kulturredaktør 2004 – 2010)
Læs
hele kommentaren.
Man kan have en mistanke om, at
folkeskolens og gymnasiets undervisning i demokrati er domineret af
oplysning om demokratiets formelle side: parlamentarisme, ytrings-,
forsamlings- og foreningsfrihed, retten til jævnligt at afgive sin
hemmelige stemme. Disse ting er også vigtige. Uden dem intet demokrati.
Men efter vi har været engageret i krige i Afghanistan, Irak, Libyen og
senest Syrien, er det vist blevet klart for alle, at demokrati ikke er
noget der opstår, bare man indfører de formelle demokratiske regler.
Det, vi har lært, er, at hvis
man vælter en tyran, og forsøger at indføre demokratiets formelle
regler, så opstår der kampe mellem forskellige religiøse militser. I
stedet for en tyran i toppen af systemet, som med terror holder
militser og rivaler nede, får vi et væld af mindre tyranner, som
bekæmper hinanden. Og som skaber store flygtningestrømme, som søger mod
etablerede demokratier for at overleve og for at leve deres liv på
denne klode under civiliserede forhold.
Læs
hele kommentaren.
01-04-2010: Fra
at være noget privat, som vi hver især praktiserer af høflighed, for at
gøre karriere eller score en partner, så er selvcensur efter
Muhammed-affæren blevet noget, vi alle gør sammen – med åbne øjne.
Det er en lidelse at være
sammen med folk, som altid skal sige sandheden her og nu. Sådanne
mennesker er derfor ofte meget ensomme. De opfattes som selvoptagne og
hensynsløse. Børn lærer tidligt, at det er mest smart at tale om
lommepenge, når far og mor er i godt humør. Selv om Godfather myrder
folk, så skal man være godt dum for at sige ham det lige op i hans åbne
ansigt.
Alligevel er det
opsigtsvækkende, at et stort flertal af landets vælgere i januar var
enig med de tre store, landsdækkende morgenaviser i, at
Muhammed-tegningen ikke bør vises igen, selv om samme tegning var
anledningen til, at der gik en øksemand truende rundt i tegneren Kurt
Westergaards dagligstue. Og for kort tid siden kunne foreningen af
Danske Bladtegnere ikke enes om en støtteerklæring til Lars Vilks i
forbindelse med aktuelle dødstrusler mod ham. Den svenske bladtegner
har tegnet Muhammed som hund.
Læs hele kommentaren.
|
