Voldsparadokset

Først lagt op 16-04-2019,,senest opdateret 16-04-2019 15:12:50

Voldsparadokset

Læren af Paludan og Muhammed: Den stærkeste argumentation i demokratiet er ikke sproglig, men udføres med vold.

Pressen glemmer altid sig selv, når de tager afstand fra vold som påvirkningsmiddel i demokratiet. I dag (16/4 2019) skriver Jyllands-Posten f.eks. i lederen:

”Rasmus Paludan, stifter af partiet Stram Kurs, har ét formål med sine aktioner: at anstifte til uro, vold og optøjer. Det har absolut intet at gøre med Jyllands-Postens beslutning i sin tid om at optrykke tegninger af profeten Muhammed. Der var tale om et journalistisk projekt, hvis hensigt var at diskutere ytringsfrihedens grænser. At det så desværre også endte i vold og optøjer, skyldtes ikke mindst en bevidst misinformationskampagne fra et hold danske imamer på rundrejse i Mellemøsten. Indtil da havde debatten om tegningerne herhjemme været civiliseret og opbyggelig.”

Tjah. Både Paludan-sagen og Muhammed-affæren bekræfter bag al skønsnak, at vold virker mest effektivt af alle påvirkningsmidler i demokratiet. Og at voldens styrke som argumentation udelukkende bygger på pressens overdådige dækning af den.

Og sagerne bekræfter også, at præcis denne kendsgerning om voldens styrke giver lederskribenter og ansvarlige politikere store udfordringer med at analysere og vurdere voldsbegivenheder på en måde som bestyrker de officielle demokratiske værdier om at demokrati bygger på offentlig diskussion og debat uden vold.

Teksten fortsætter efter annoncen

Ifølge de officielle regler er det kun politiet der har lov til at bruge vold. Alligevel er der mange andre der også bruger det. Og som når deres mål ved at bruge vold. Rockere og indvandrerbander bruger systematisk vold mod hinanden og mod almindelige borgere. De unge omkring det gamle ungdomshus brugte vold og fik på den måde et nyt ungdomshus. I de lande hvor Danmark har engageret sig i at etablere eller støtte en demokratisk styreform, Irak og Afghanistan, kæmper man mod fanatiske voldelige religiøse sekter eller klaner. Hvis USA, Storbritannien og Sovjetunionen ikke havde nedkæmpet Adolf Hitlers nazistiske hær i forrige århundrede, så havde Europa måske i dag været et nazistisk storrige. Selv det fredeligste, demokratiske land hviler på voldelige forudsætninger som bl.a. til stadighed indebærer store udgifter til militær og efterretningsvæsner.

Realiteterne er at vold ofte sætter dagsordenen i demokratiet, og at viden om at en gruppe har let til vold, gør at gruppens synspunkter og holdninger behandles med ekstra opmærksomhed. Demokratiets medier forstørrer som regel voldelige gruppers betydning ved at dække dem intensivt. Denne indbyggede medierefleks over for voldelige grupper kan dog suspenderes i ekstreme tilfælde. Det viser forløbet i Danmark efter Muhammed-affæren hvor medier helst undgår at bringe satiriske tegninger af Muhammed for ikke at provokere muslimske grupper til vold. Og aflysninger af kunstudstillinger og arrangementer på grund af frygt for muslimske voldelige reaktioner. Hertil en betydelig mængde selvcensur hvor bl.a. kendte politikere undlader debatindlæg fordi de ikke ønsker at leve døgnet rundt med to livvagter fra PET.

Ifølge demokratiets officielle regler har enhver borger lov til at ytre sig frit. Men hvis du ønsker at begrænse eller lukke munden på en, så er en passende brug af vold ofte effektiv. Ja, det kan være den eneste vej frem. Folk som er bange for dig, og for hvad du kan finde på, vil ofte kun sige det som du kan lide at høre. Eller i det mindste undgå at sige ting som kan ophidse, såre eller krænke dig. Metoden anvendes helt rutinemæssigt i kriminelle, religiøse og politiske netværk og lukker effektivt munden på vidner, så politiet f.eks. ikke kan opklare lovbrud.

Naturligvis er der ingen ordentlige mennesker der tyranniserer deres omgivelser med trusler, lemlæstelser og drab. Men hvad der kaldes ordentligt, varierer meget. Dem der terroriserer dig, vil som regel gøre det for dit eget bedste. Det synes de i hvert fald selv. Dem der tyranniserer dig med vold eller trusler, vil ofte i deres egen forståelse være drevet af de højeste motiver, f.eks. religiøse, politiske – eller bare et dybt menneskeligt motiv om at redde sig selv og sine nærmeste fra død og elendighed.

Målrettet, disciplineret brug af vold er ofte det stærkeste argument i demokratiet, især fordi medierne automatisk forstørrer voldelige argumenter ved at dække dem intensivt. Det slår rent sproglige argumentationer med flere længder. Både når medierne skal sætte din sag på dagsordenen. Og når politikerne skal beslutte sig.

Det giver så også alle medier en helvedes masse problemer med at argumentere sammenhængende, hver gang en Rasmus Paludan irriterende nok – i modsætning til stort set alle andre danske borgere – ikke lader sig tyrannisere til tavshed og selvcensur af de grupper, vi alle godt ved har let til vold, bl.a. fordi de gang på gang har erfaret, at det er så effektivt.