Lasse Ellegaard 75: Manden i teksten

Først lagt op 24-06-2019,,senest opdateret 25-06-2019 10:43:06

Lasse Ellegaard 75: Manden i teksten

Hvorfor slå knuder på sig selv for at skrive et fødselsdagsportræt af Lasse Ellegaard? Han giver indirekte et nærgående portræt af sig selv i enhver tekst han skriver: En intellektuelt velkontrolleret person som ikke giver sig hen i forargelse eller raseri over den barske virkelighed han beskriver.

Et par pointer fra min intim-analyse nedenfor af Ellegaards tekstlige manipulationsmetoder:

· I argumenterende tekster bruges også de teknikker som skønlitterære forfattere bruger til at opbygge sympati omkring helten og modvilje omkring skurken.

· Ikke noget med at fare ud med dampende forargelse over tåbelighederne. Ved at underspille sin egen reaktion ansigt-til-ansigt med en situation som klart legitimerer meget voldsomme følelser, kan skribenten få læserne til at overdrive deres følelsesmæssige reaktion som en kompensation.

Hvad der gør en tekst stilistisk god, kan ikke siges abstrakt. Det må opleves. Dette eksempel er begyndelsen på en leder i dagbladet Information, d. 2/6 1992, skrevet af Lasse Ellegaard som på det tidspunkt var chefredaktør på bladet.

Det har længe været tankevækkende at iagttage afstemningsdebattens slutfase med dens undertone af tryglen de danske vælgere om et ja. Tonen er i det store og hele, at befolkningen bør stemme ja til EF-unionen på trods. Nemlig af det faktum, at de politikere, der skal forvalte dette ja – og som anbefaler det – har små- og storløjet om EF de sidste tyve år. Statsministerens volter omkring hans eget seks år gamle udsagn om unionen som stonedead er blandt de mere underholdende – fordi de er så tydelige i deres ynkelighed.

Dagbladet B.T. sætter – formentlig uafvidende – en tyk tommelfinger i den værkende byld af selvmodsigelser, underdrivelser, overdrivelser, skræmme- og flommebilleder ved i går at anbefale et ja uanset politikernes ”forsømmelighed” og ”gebrækkeligt” TV(!) B.T.'s begrundelse er, at det jo er din fremtid, det gælder (bladet er som bekendt dus med livet). Vel så – og naturligvis er der en egen logik i, at det lader sig gøre at stemme om sin fremtid uden at tage hensyn til sine egne ”forsømmelige” politikere, nemlig fordi man kan stemme i bevidstheden om, at helt andre politikere for fremtiden skal forvalte afstemningsresultatet.

Ingen kan være i tvivl om at dette er begyndelsen til en tekst der argumenterer imod Danmarks indlemmelse i EF-unionen. Argumentationen er implicit og indirekte: Teksten giver et negativt portræt af nogle af dem der argumenterer for Danmarks optagelse.

Argumenterende tekster fortæller også historier

Det er en udbredt fordom at en argumenterende tekst også altid er saglig i den forstand at den kun handler om sagen, ikke om de parter der har interesser i sagen: personer, medier, organisationer, partier osv.

Men enhver kan i sin avis dagligt se debatindlæg som behandler disse ting på én gang. Derimod forekommer det stort set aldrig at et debatindlæg er udelukkende sagligt.

Det betyder at der er langt mindre forskel på argumenterende og fortællende tekster end mange tror. I argumenterende tekster bruges også de teknikker som skønlitterære forfattere bruger til at opbygge sympati omkring helten og modvilje omkring skurken.

Det saglige indhold i de to afsnit fra lederen kan gengives således:

Tilhængernes argumentation er således: De ledende politikere har løjet om EF de sidste tyve år. På trods heraf bør danskerne følge deres råd og stemme ja til Unionen.

Men argumentation er ikke kun noget der angår forstand og fornuft. Det handler også i høj grad om følelser og oplevelser. Derfor må urimeligheden i tilhængernes opfattelse opleves gennem en historie om helte og skurke. Pointerne skal have kød og blod på.

En tekst vurderes ud fra det der ikke står

En tekst vurderes bedst på baggrund af de formuleringer den ikke bruger. Når vi skal trænge ind i teksten for at se hvori dens kvalitet ligger, må vi derfor se det der faktisk står, på baggrund af det der ikke står. De typisk mere nærliggende formuleringer som netop ikke står i teksten, vil være sammenfaldende med det som den professionelle skribent bevidst har fravalgt.

Sammenlign den første sætnings

Det har været tankevækkende at iagttage

med et par andre muligheder:

Det har været interessant at iagttage
Det har været oprørende at opleve

At kalde det interessant er fantasiløst og uambitiøst.

At kalde det tankevækkende er en klar underdrivelse. På baggrund af den følgende beskrivelse af begivenhederne vil det være mere dækkende at kalde det oprørende.

Hvad er effekten af denne underdrivelse? Skribenten fremtræder som en forstandsbetonet analytiker: Ikke noget med at fare ud med dampende forargelse over tåbelighederne. Ved at underspille sin egen reaktion ansigt-til-ansigt med en situation som klart legitimerer meget voldsomme følelser, kan skribenten få læserne til at overdrive deres følelsesmæssige reaktion som en kompensation.

Se så på denne række af alternativer, hvor det som står først, er det som faktisk står i teksten:

undertone af tryglen
tryglen
bøn til de danske vælgere om
opfordring til de danske vælgere om

At trygle er at bede om noget uden værdighed og for enhver pris. I dette ordvalg ligger hele den historie som lederen fortæller, som en væsentlig del af argumentationen. Ordet trygle præsenteres indpakket, dels i det underdrivende tankevækkende, dels i forbeholdet undertone af.

Straks efter konkretiseres det hvori trygleriet består: Stem ja på trods af politikernes løgne om EF gennem de sidste tyve år.

Men så direkte skrives det ikke. Den gode stil er kendetegnet ved altid at holde en afstand til det banale. Det er i denne afstand til det alle og enhver kunne skrive, nemlig det banale, at den gode skribent viser sit format: Den uventede drejning, legen med læserens forventninger til teksten.

I en argumenterende tekst er dette ikke mindre væsentligt end i en skønlitterær: Argumenterne købes ikke hvis man ikke sympatiserer med, ja identificerer sig med, skribenten.

Skribentens selvportræt bestemmer argumenternes styrke

At skrive en god tekst består ikke kun i at vælge de rette ord i en allerede given ramme. Rammen vælger skribenten også i høj grad.

Det står fast at lederen i dette dagblad har en vis længde, og at den skal handle om noget aktuelt. Eventuelt også at den skal udtrykke en bestemt holdning. Resten er skribentens valg.

Der er utallige valg bag enhver sætning. Ordvalgene er måske dem det er lettest at få øje på. Men der træffes også valg om argumentations-strategi, stil og selvfremstilling – valg som de fleste trænede skribenter sandsynligvis ikke engang er bevidste om at de træffer – fordi de er udstyret med så rigelige naturtalenter at de har det hele på fornemmelsen.

Opgaven i disse afsnit i denne leder er at få læseren til at acceptere betegnelserne tryglen, løgne om EF og statsministerens ynkelighed. Det er her tekstens egentlige fremstød ligger.

Opgaven løses i høj grad ved at gøre skribenten spiselig for læsergruppen. Det er en mand med lidenskaber, skarp iagttagelsesevne (specielt: sans for paradokser) og med sproget i sin magt. Men det er også en intellektuelt velkontrolleret person som ikke giver sig hen i forargelse eller raseri over den barske virkelighed han beskriver. Det overrasker ham ikke at virkeligheden er som den er. Det bekræfter hans i forvejen grundfæstede opfattelse af den danske virkeligheds beskaffenhed.