|
Som
ethvert politisk parti skal Dansk Folkeparti bankes sammen ved hjælp af
klare, ydre udfordringer, som man nødvendigvis skal stå sammen mod. Men
det har knebet de seneste år.
Nye
Borgerlige har overtaget DFs position med udfarende krav til dansk
flygtningepolitik. Socialdemokratiet har stort set overtaget DFs gamle
flygtningepolitik.
Og
Kristian Thulesen Dahl har i sine ti år som leder ladet det ske uden
iøjnefaldende ny politiske initiativer og ny talenter. Og nu efter
formandsvalget af Morten Messerschmidt springer partiet ud som et
kaotisk talekor af personstridigheder uden politisk indhold.
Det
er svært at finde et mere klart eksempel på et parti som – efter en
stolt fortid med oprørske ny tanker og anderledes politiske retorikere
– støt og sikkert ledes ud i afmagt og efterfølgende opløsning i
personstridigheder.
Thulesen
Dahls rolige, politiske figur var i sin tid ideel i sit faste modspil
med udfarende partiformand Pia Kjærsgaard. Men de senere år blev roen
dræbende, bl.a. fordi Kjærsgaard i fire år tronede værdigt i
Folketinget som formand.
Ro
og værdighed knækkede altså Dansk Folkeparti. Få af os der oplevede
Mogens Glistrup 1972 sætte den folkelige oprørsbevægelse i gang som
også skabte Dansk Folkeparti, havde fantasi til at forestille os, at
bevægelsen 50 år senere skulle knækkes lige præcis af ro og værdighed.
|
