|
I Jyllands-Posten (13/5 2022) skriver
sikkerhedspolitisk korrespondent Jørn Mikkelsen bl.a.: ”Historikere vil
fremover skulle bruge mange kræfter på at få klarlagt, hvilken pris
Putin har aftalt med sig selv for, hvad Ukrainekrigen må koste.”
Anledningen er bl.a. Finland og Sveriges kommende NATO-medlemskab.
Vi
er her ved et særligt ømfindtligt punkt i den interne diskussion mellem
rådgivere og lederen i et autoritært system. Rådgivere omkring Putin er
ikke dummere end andre. Men en rådgiver som tidligt overfor Putin
fremhæver at der er stor fare for at Finland finder på at tilslutte sig
NATO, bliver meget upopulær, fordi han jo tydeligt demonstrerer at han
mangler tillid til at den store leder, Putin, egentlig ved, hvad han
har gang i. Derfor holder rådgivere igen med den slags.
Men
de klogeste rådgivere forsøger at forberede, at de efter begivenhederne
har gået deres skæve gang, klart kan dokumentere, at de faktisk har
advaret Putin kraftigt mod de værste dumheder, som alle kan se
bagefter.
Dygtige
rådgivere bør altså efter en russisk nedtur klart kunne dokumentere at
de bl.a. har givet disse råd:
1.
Udtrykket “særlig, militær operation” vil selv almindelige russere
efterhånden finde pinlig. Enhver kan jo se at det bare er en invasion
som desværre løber ud i sandet.
2.
Den absurde begrundelse med, at vi angriber for at befri ukrainerne for
terroriserende nazister og jøder, bør erstattes af en erklæring om at
vi simpelthen bare ønskede at udvide vores velfungerende russiske
system til et naboland.
3.
Finnerne og svenskerne vil hurtigt blive så bange for, at vi også vil
lave en særlig militær operation hos dem, at de straks vil søge om
NATO-medlemskab.
Men
selv med solid dokumentation som denne vil en sådan kritisk rådgiver
være i fare. Formentlig bliver han myrdet af alle dem der stod bag den
skandaløst dårlige, men gennemførte rådgivning. Af frygt for, at den
kritiske rådgiver ellers vil overtage Putins embede.
|
