Først lagt op 26-05-2023,,senest opdateret 26-05-2023 14:23:32

 

 

 

Charlie Parker pakker sit gåsehudsfremmende horn ud. Privatfoto fra Facebook, maj 2023

 

Parkers mood

 

Det er en mærkelig oplevelse for os der ikke kender Tina Turner at skulle propfodres med hende posthumt i alle medier

 

Selvfølgelig er sproget vigtigt. Altså det med ord. Men jeg har et livslangt forhold til Charlie Parker som jeg er ude af stand til at forklare med ord. Jeg gider ikke engang prøve. Ønsker ikke at spolere forholdet ved professionelt at tvære nok så brilliante ord ud over det.

Nogle musikere rammer én første gang man hører dem. Uden man er det mindste uddannet i dem.

Deres musik gør ord irrelevante. Derfor kunne jeg uden mindste risiko skrive side op og ned om mit forhold til Charlie Parker. Læse hans biografi, hvis den eksisterer. Men jeg gider ikke. Men hans musik gider jeg godt. Til det sidste. Færdigt arbejde. Længere er den ikke. Slut prut og garanteret gåsehud.

 

 

 

 

 

 

 

Læs

 

Forordet (fra 1991) lyder således: (Det kan bruges som forord til det meste af det jeg skriver)

 

[…] Eller med et eksempel: Charlie Parker spillede på en ny og spændende måde på sin altsaxofon. Han kombinerede kendte elementer på en ny måde, tilføjede egne opdagelser. Enhver musiker der hørte det kunne høre det var nyt og genialt — og blev inspireret af det: den moderne jazz opstod. Han hørte denne musik før andre, og han hørte den så tydeligt at han også kunne spille den for andre så de aldrig glemte det: den blev en væsentlig del af dem selv. Der var ingen vej tilbage.

   Jeg spiller også altsax, men jeg kommer aldrig til at give mine medmennesker noget nyt med den. Det jeg spiller er gamle brokker. (Alligevel kan man have stor glæde af at spille, hvilket jeg jævnligt forklarer min familie.)

 

 

 

Læs

 

 

 

 

 

 

Læs

 

 

 

 

 

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

 

 

Boris