Først lagt op  23-02-2025. Senest opdateret 23-02-2025 15:45

<<

Kort sagt 23-02:

Uforklarlige, dræbende fald fra altan

Hvorfor fedter Trump for tiden så massivt for Putin?

Det er bl.a. svært at forstå, fordi han herved bryder med den stiltiende aftale der hidtil har forenet USA og Europa efter 2. Verdenskrigs afslutning: USA betaler ”det hele” for Europa -- fordi europæerne blev så hårdt ramt under verdenskrigen. Og for at gøre det tydeligt for Sovjet/ nu Rusland, at de skal holde fingrene væk fra de europæiske lande som grænser op til Rusland.

Med sit Putin-fedteri og sit opgør med ideen om at Amerika skal ”betale det hele” for Nato-landene har Trump sendt Nato-landene i forsvars-panik og med tilbagevirkende kraft inviteret Rusland til at invadere Ukraine for at gøre kål på landets ”diktator” Zelenskij.

I tv-realityshowet Demokratiet USA spiller Trump rollen som selvudnævnt Gud-sendt systemkritiker. Og i valgkampen mod kronisk artige skolepige Kamala Harris gjorde han det så godt, at han fik mobiliseret den ellers politisk set apatiske amerikanske underklasse.

Fedteriet for Putin skal gøre det tydeligt for disse Trump-vakte vælgere, at Donald mener sit systemoprør alvorligt. Pænhed og Plejer er fortid. Nu gælder det liv og død.

Men hvis de Trump-vakte vælgere bliver mere og mere utilfredse med at madpriserne fortsat stiger i supermarkederne – trods Putin-fedteri og Elon Musk-optræden med motorsav mod bureaukrati -- så ser det sort ud for Trump. En systemoprører som forlades af skuffede følgere, fristes nødvendigvis til stadig mere grænseprængende midler. Og når oprøreren er Gud-sendte Trump, skal midlerne gøre sig godt på TV, resten er sådan set ligemeget. Og Trumps ugentlige popularitetsmålinger i medierne er allerede faldende…

Hvis Trump-aktiverede vælgere i længden hellere vil have billigere æg i supermarkederne end Putin-fedteri og Elon Musk-motorsav i tv-realityshowet, så tvinges Trump ud i stadig mere vilde eksperimenter for stadig at ligne en succes på tv.

Vicepræsident J.D Vance’s råd til Trump-kritikere om at offentlige angreb ikke er måden at behandle Trump på, varsler ny tilstande. I Rusland er det allerede velkendt at offentlige angreb på Putin har det med at udløse uforklarlige, dræbende fald fra altan.

 

 

© Klaus Kjøller

 

Kort sagt 21-02:

Trumps adfærd kun forståelig som tv-show  >>