Først lagt op  06-03-2025. Senest opdateret 06-03-2025 11:08

<<

Kort sagt 06-03:

Ærlig, trods løgne

Hvordan Trump blev ærlig nok til at garantere at russerne overholder en fred i Ukraine

USA's præsident har et utraditionelt forhold til flere af de 4 dyder som politikere i demokratiet normalt altid danser om. Det kan se ud, som om han nærmest søger væk fra dyderne, ja bekæmper dem aktivt.

Det lyder selvmorderisk, men kendsgerningerne taler klart.

Nu fx ærlighed. Trump lyver åbenlyst i verdensoffentligheden. Fx ved at sige at Ukraine burde have undladt at angribe Rusland. Og at Zelenskyj er diktator, fordi han ikke er valgt ved et demokratisk valg, mens krigen mod Rusland er foregået. Og at han kun fik 4 % af stemmerne ved det valg, hvor han inden krigen blev valgt til landets leder.

Og det er kun nogle af Trumps seneste kendte løgne. Mest kendt er vel nok hans løgn om at han vandt valget i 2020. En løgn som enhver officiel autoritet har bekræftet som løgn, men som han (og hans tilhængere, heraf flere af de ministre, han netop har udnævnt) stadig ikke åbent har erkendt. Trumps politik angående løgne er, at løgne som officielt er bekræftet som løgne, aldrig bekræftes som løgne af ham. Det samme gælder I øvrigt retssager han taber, som fx den dom han fik lige op til valgkampen om den præsidentpost han nu har for 2. gang.

Denne linje angående håndtering af løgne sker fordi Trump konsekvent manipulerer ud fra VINDER-REGLEN: Få altid det, der sker, til at se ud som en sejr for dig.

Når noget han siger, af myndigheder og andre autoriteter bevises som løgn, indrømmer han aldrig løgnen, fordi han så kommer til at bryde Vinder-reglen. Hans strategi angående afslørede, beviste løgne er, at han ikke kommenterer dem offentligt. Tv-stationerne får altså aldrig en optagelse, hvor han indrømmer en løgn, eller giver en dommer ret i, at han er skyldig. Derimod gentager han ofte løgne som allerede er offentligt kendte som løgne. Og det skaffer ham ofte i tv, fordi det udløser tv-stationernes nyheds-reflekser at en hovedperson i Den politiske Komedie skamløst gentager sine løgne.

Hvorfor får disse grove brud på ærligheds-dyden ikke alle vælgere til at flygte fra Trump? Manden stinker jo af løgn.

Forklaringen kan kun være at mange vælgere har så lidt tillid til det demokrati som Trump optræder i, at hans åbenlyse oprør mod ærlighed (og de 3 andre dyder, men dem slipper I for i dag), støttes af mange vælgere. De anser systemet for at være så korrupt, elendigt, hyklerisk og undertrykkende at de opfatter hans løgne og hans frække ignorering af afsløringer, for at være nærmere virkeligheden end det meste af det bullshit som systemet og størstedelen af dets hovedpersoner rutinemæssigt udsender ved enhver lejlighed.

Og hertil kommer, at i demokratiets vigtigste politiske institution, tv-realityshowet DEMOKRATI, vurderes politikere især på deres optræden på skærmen. Og mindre ud fra teoretiske ekspert-belæringer om løgne og sandheder.

Den ærlighed Trump mister på sine løgne mere end kompenserer han ved at erobre ærlighed ved sin optræden på skærmen og live.

Det gør han ved hele tiden at holde tæt kontakt til tilhørerne, reagere på alt, der sker i folkemassen, og tale uden teleprompter og manus. Han optræder uden sikkerhedsnet. Lægger tilsyneladende sin skæbne i tilhørernes hænder. Også hans intensive brug af sociale medier signalerer ærlighed og åbenhed med spontane, følelsesstærke reaktioner på hvad der sker.

Den ærlighed han således udsender I sin adfærd på skærmen og live mere end opvejer den ærlighed han mister på sine løgne, som mange ikke-nørdede vælgere reducerer til bare at være en fast del af professionel politik i demokratiet. De løgne hans politiske konkurrenter skælder ham ud for, bliver til en del af den politiske game, hvor løgnen blomstrer mens man på overfladen hyklerisk leger artig og moralsk.

På denne måde bliver Trump foregangsmand for åbenhed: Skjuler ikke sine løgne. Spiller med åbne kort. Det imponerer mange som udelukkende forstår politik ved at læse politikeres kropssprog, betoninger og ansigtsgrimasser.

Og store dele af Trumps vælgere tror derfor også på hans påstande om at have en særlig god relation til Putin som sætter ham i stand til – i grel kontrast til Ukraines erfaringer med russerne – at erklære at russerne nu er til at stole på angående en varig fred i Ukraine.

Trump scorer altså hos det store flertal af ikke-nørdede vælgere så megen ærlighed på sin skærm- og live-optræden, at hans notoriske løgne helt forsvinder, når den verdenshistorisk ny situation mellem USA og Rusland skal vurderes.

Det er demokratiets store tragedie, at de ganske få politiske nørder i demokratierne, som er aktive i politik og styrer medierne, ikke fatter, at magten i demokratiet i virkeligheden ligger hos det store flertal af ikke-nørder. I Danmark er fordelingen 6 % nørder – 94 % ikke-nørder. I USA er andelen af ikke-nørder endnu større.

I øjeblikket tvinger Trump dag for dag stadig flere til at indse denne banale sndhed. Men vi venter stadig på at Det Demokratiske Parti i USA vågner op til vor tid, finder nogle kandidater med slag i og giver Trump bare lidt modstand.

 

 

© Klaus Kjøller

 

”Tak fordi du kom”. Realityshowet DEMOKRATI  >>

 

Trump Academy Frontpage >>