<<
Kort
råd 11-03:
Journalist: Altid
kilde på US-nyt
Det
er en vellykket retorisk voldtægt Trump-administrationen i dag har
udført på verdens store medier. Imponerende!
Ifølge flere, vistnok
alle, verdens største medier er formålet med mødet i Saudi-Arabien i
dag mellem den amerikanske udenrigsminister og ukrainske embedsmænd i
niveauet lige under Zelenskyj, at afklare hvormange
indrømmelser Ukraine er villig til at give for at opnå fred med russerne.
Undskyld, men lever
vi i samme verden? Det var russerne der angreb Ukraine og har erobret
store områder i landet. Hvorfor er præmissen for dagens møde så ifølge
stort set alle medier, at Ukraine bør give indrømmelser for at der
bliver fred? At Ukraine bør give indrømmelser forudsættes jo, når
mødets formål ifølge medierne er at afklare hvormange indrømmelser de
er villige til at give.
Trumps helt gakkede,
russer-besatte opfattelse af konflikten: 1) Ukraine angreb Rusland og
2) Ukraine, ledet af diktator Zelenskyj, er uvillig til fred, er
pludselig i dagens lancering af mødet i Saudi-Arabien blevet til alle
toneangivende mediers opfattelse. Ellers giver deres gentagelse af
mødets formål dagen igennem ingen mening.
Det er en vellykket
retorisk voldtægt Trump-administrationen har udført på verdens store
medier. Imponerende!
Men også for dårligt,
at medierne mister al kritisk sans og bliver ofre for deres egne
reflekser angående officielle udmeldinger.
Selvfølgelig er det
rigtigt at mødets officielle formål, ifølge Trump, er at afklare
ukrainernes villighed til at indgå kompromisser. Men det er for dårligt
at medierne ikke hver gang de fremhæver Trumps officielle formål med
mødet, så også lige sørger for at oplyse, at det er Trumps formål.
Ellers tror hele verden jo at det er det formål alle medierne i
virkeligheden selv ser med mødet. Efter at have analyseret situationen
objektivt og grundigt.
Trump har sine
mangler. Men han har ofte vist sig at være en mester i
mediemanipulation. Derfor har alle medier her i den Trump-periode, vi
lige er begyndt på, pligt til at behandle ham med alle professionelle
journalist-instinkter i alarmtilstand. Under Trump-regimet bør medierne
i princippet aldrig viderebringe udmeldinger fra den amerikanske
administration uden tydelig kilde-angivelse. Hver gang!
©
Klaus
Kjøller
|