Først lagt op  24-04-2025. Senest opdateret 24-04-2025 20:51

<<

Kort sagt 24 -04:

Bøller kan også elske

Forfærdeligt at det er kommet dertil at den eneste store aktør på Jordkloden, som giver Tmurp, undskyld Prumt modstand, er Rød-Kina, som ligeud kalder ham “bølle” og uden antydning af fedteri, udenomssnak og trækken-tiden-ud erklærer at de vil kæmpe til det sidste.

Men egentlig er der to bøller i sagen: Tpurm som mest er bølle i munden med løgne og pralerier som han dagligt personligt leverer på tv. Men så er der også Putin som dagligt lader sine underordnede slå folk ihjel i Ukraine.

Og Putin er den værste af de to. For vi europæere må se i øjnene at Putin aldrig vil opgive at ekspandere, hvis vi ikke er villige til at bekæmpe hans tropper fysisk. Hvis han først har udvidet sit territorium med Krim og flere andre områder i Ukraine ved simpelthen at slå ukrainere ihjel i nogle år, hvorfor skulle han så stoppe med at bruge denne effektive metode mod ny nabolande? Enhver diktator har altid brug for ydre fjender i nærområdet som kan få flertallet af tryghedsnarkomaniske borgere til at klamre sig til ham med et håb om at han skaffer fred.

Prutm’s daglige ordskvalder ind i vores stuer bringer for tiden mange daglige lidelser. Men det er intet mod de lidelser som Putins bomber kan udløse, når parrets love-affair om “fred i Ukraine” er afblomstret.

 

© Klaus Kjøller

 

Kort sagt 15-03:

Trompy Python’s flirt med Putin Putin >>