Først lagt op  26-03-2026. Senest opdateret 26-03-2026 11:40:38

<<

Kort sagt 26-03-2026:

Regerings-forhandlingerne: Dansk Trump plat umulig. Det nærmeste vi kommer er Løkke eller Frederiksen

 

Jeg er en artig forsker og stor-elsker af demokratiet. Derfor har jeg udfordringer med at analysere Donald Trump realistisk. Han bryder lodret mod de 4 dyder som jeg i årtier har præket at politikere i demokratiet konkurrerer om at efterleve: ærlighed, idealisme, kompetence og stabilitet (se mere her). Trump gør massiv brug af løgne, han demonstrerer provokerende anti-idealisme når han udtrykker glæde over at topembedsmanden Robert Mueller  – en af hans gamle fjender -- netop er død, og han demonstrerer klar amatørisme i sin måde at udføre præsidentjobbet på og har en adfærd som vinden blæser.

Jeg har længe håbet på at Trump ville rette ind efter dyderne. Men enhver, selv jeg, kan nu se, at det kun bliver værre og værre.

Da manden jo er demokratiernes mægtigste leder, kræver situationen en forklaring. Som landet ligger er det en dårlig reklame for demokratiet, hvis der kommer et fremmed rumskib forbi jordkloden, at demokratiets efterhånden nærmest totalt dominerende leder i tv-nyhederne, dagligt gør hvad han kan, for at pulverisere de dyder som demokratiet bygger på.

Men forklaringen er enkel. Trumps adfærd som præsident bygger på den indsigt, at den politiske tv-komedie er den bærende politiske institution i demokratiet, fordi det er den institution som enhver af demokratiets enorme overtal af ikke-nørder forstår umiddelbart. Derfor gælder det om at optræde så meget som muligt som præsident i tv-nyhederne. Den der fylder mest i tv, er den mest betydningsfulde af alle. Og fylde gør man ved hele tiden at sige ting, som strider mod det alle tror er sandheden. Eller optræde på måder som strider mod den formelle rolle, man har, her altså amerikansk præsident. På denne måde bliver man efterhånden mere og mere kendt. Og er der noget, tv elsker, så er det at fortælle om de kendte. Mange vil sikkert mene, at det er ækelt eller i det mindste pinligt, at den amerikanske præsident er lykkelig over at en gammel fjende dør. Og idiotisk at han lyver om påståede forhandlinger med Iran. Men Trump er allerede så kendt at det er nødvendigt for alle verdens medier at bringe hans udtalelser. Ellers svigter man sine kunder, seerne, som så klikker over til konkurrenterne. Hans mange brud på dyderne har gjort ham til en super-kendis.

Hvorfor bryder Løkke, Mette Frederiksen og de andre danske politiske partiledere, så ikke på samme måde som Trump mod dyderne? Det vil jo straks gøre dem til hovedperson i alle tv-nyhederne. For ikke at tale om hvad det kunne gøre for Troels Lund Poulsen. Hvorfor bruger dansk tv så meget tid på en amerikansk præsidents mange dyds-brud, mens danske politikere ofte får meget mindre tid i dansk tv for at overholde dyderne efter bedste evne?

Den amerikanske præsident er en international kendis fra et land, som er så opdelt, at store dele af vælgerkorpset dér faktisk ikke synes at han bryder alvorligt med dyderne. Og selvfølgelig kan en dansk politisk leder da godt vække interesse ved at udfordre en dyd, således som Alex Vanopslagh gjorde med sin narkotika-historie i valgkampen. Men man overlever kun her i landet, hvis man bl.a. bruger den ekstra tid man så får i tv, til at demonstrere, at man skam har alle dyderne. Og da vores land er yderst homogent, så er vi stort set enige om hvad de fire dyder går ud på. Derfor er en dansk Trump plat umulig. Det nærmeste vi kommer er Løkke eller Frederiksen.

 

 

© Klaus Kjøller

 

 

 

 

Mens vi venter på næste orange scoring

>>

 

 

 

Tv er Trumps vej til magten

>>