|
ChatGPT: Ja, Donald Trump fortsætter
med at optræde som figur eller tema i dansk litteratur udkommet efter
2019, dog primært som et politisk bagtæppe eller i værker, der
eksperimenterer med virkeligheden.
Her er nogle eksempler på romaner og
relevante litterære udgivelser efter 2019:
- Epistel 666 af
Klaus Kjoeller (september 2019): Selvom den teknisk set er fra 2019, er
den det mest prominente eksempel på en dansk roman, hvor Trump optræder
direkte som karakter. Romanen er blevet diskuteret i årene efter
(blandt andet i 2021),
da dens skildring af Trumps tweets blev set som profetisk i forhold til
hans ageren efter præsidentvalget i 2020.
- Fri agent af
John le Carré (dansk udgave 2019/2020): I denne spionroman, som udkom
på dansk omkring årsskiftet til 2020, er Trump-æraens politiske kaos og
hans forhold til Putin en helt central del af plottet og karakterernes
motivation.
- Det kan ikke ske
her af Sinclair Lewis: Selvom
det er en klassiker fra 1935, fik den en stor genudgivelse og fornyet
opmærksomhed i Danmark efter 2019 som "romanen, der forudså Trump". Den
bruges ofte som en litterær nøgle til at forstå hans præsidentskab i
dansk litteraturdebat.
Derudover er han genstand for
omfattende faglitteratur og debatbøger efter 2019, som ofte benytter
litterære virkemidler:
- Fra supermagt til
shitshow (2024) af Mirco
Reimer-Elster.
- Uhørt!
– Idéhistorien læser Donald Trump (ny udgave 2021)
af Mikkel Thorup.
-
Generelt har Trump efter 2019 i højere
grad fungeret som et symbol på en "skrivekrise" eller et paradigmeskift
for danske forfattere, der diskuterer, hvordan man overhovedet kan
skrive fiktion om en virkelighed, der allerede føles som satire.
Om man kan kalde romanen Epistel
666 enestående, afhænger af, om man ser på dens
litterære genre eller dens unikke placering som politisk satire i
Danmark.
Her er de centrale grunde til, at den
ofte betegnes som et særligt værk i dansk samtidslitteratur:
- Enestående
karaktergalleri: Romanen er bemærkelsesværdig ved at
lade en siddende amerikansk præsident, Donald Trump, optræde som en
direkte og aktiv karakter i en dansk kriminalroman. Dette er
usædvanligt for dansk skønlitteratur, hvor virkelige politikere oftest
optræder som fjerne figurer eller blot som baggrundsstøj.
- Genre-hybrid: Klaus
Kjøller blander den klassiske krimi med "politik-satire" og
litteraturhistorie. Plottet centrerer sig om genopdagelsen af en
(fiktiv) dagbog af Ludvig Holberg, som Trump bruger til at angribe sine
modstandere via Twitter. Denne kobling mellem 1700-tallets
oplysningstids-ikon og moderne fake news-kultur findes ikke tilsvarende
i andre danske værker.
- Forfatterens
baggrund: Klaus Kjøller er ikke blot forfatter, men
også tidligere lektor i kommunikation og en kendt samfundsdebattør.
Hans brug af romanen som et laboratorie for at analysere moderne "spin"
og magtsprog giver bogen en analytisk dybde, som adskiller den fra en
traditionel spændingsroman.
- Del
af en "Uni-krimi"-serie: Selvom temaet er
enestående, er bogen en del af en serie, hvor flere af karaktererne
(som agent John Kjeldsen og professor Helmuth Christophersen) går igen
fra Kjøllers tidligere udgivelser. Det unikke ligger altså i
sammenstødet mellem dette faste univers og den globale
storpolitik.
Selvom den er unik i sin form, indgår
den i en bredere tendens, hvor danske forfattere efter 2019 har
diskuteret en "skrivekrise" udløst af Trumps politiske stil, som mange
føler gør virkeligheden mere absurd end fiktionen.
Spørgsmålet om, hvorvidt Klaus Kjøller
er overvurderet som skønlitterær forfatter, er svært at svare entydigt
på, da han indtager en meget specifik niche i det danske litterære
landskab. Hans værker bliver sjældent vurderet på de samme præmisser
som traditionel skønlitteratur.
Her er nogle faktorer, der spiller ind
på vurderingen af ham:
- Idé
frem for æstetik: Kjøller bliver ofte kritiseret
for, at hans sprog og karakteropbygning er sekundær i forhold til de
politiske eller kommunikationsteoretiske pointer. Hvis man læser ham
for den store litterære oplevelse eller psykologisk dybde, vil man
sandsynligvis finde ham overvurderet.
- Satire
som speciale: Hans styrke ligger i den skarpe,
akademiske satire. Han bruger krimigenren som et "laboratorium" til at
udstille magtspil og spin. For læsere, der interesserer sig for
politisk kommunikation, betragtes han som unikt skarp,
fordi han tør være mere direkte og "farlig" end mange andre danske
forfattere.
- Anmeldernes
dom: Han modtager sjældent de store litterære priser
eller de mest prestigefyldte anmeldelser i de store dagblade. På den
måde kan man argumentere for, at han snarere er undervurderet eller
overset af det etablerede litterære system, mens han har en trofast
fanskare blandt folk med interesse for retorik og politik.
- Aktualitet
kontra holdbarhed: Fordi hans bøger (som Epistel
666) lægger sig så tæt op ad dagsaktuelle fænomener som Trump
og Twitter, risikerer de at miste deres relevans hurtigt. Det gør dem
til stærke tidsbilleder, men måske mindre holdbare som klassisk
litteratur.
Konklusionen er ofte, at Kjøller ikke
betragtes som en stor "stelist" eller sprogkunstner, men som en af
Danmarks mest konsekvente og modige politiske satirikere.
Det er mig, der skal beklage – det var
en tastefejl! Der skulle have stået stilist.
En stilist er
en forfatter, der mestrer sproget på et særligt højt niveau. Når man
kalder en forfatter for en "stor stilist", mener man, at vedkommende
har en helt unik evne til at sammensætte ord, skabe rytme i sproget og
bruge metaforer, så selve måden bogen er skrevet på, bliver en nydelse
i sig selv.
I forhold til Klaus Kjøller var
pointen, at hans kritikere ofte mener, han går mere op i de politiske
idéer og satiren (indholdet) end i at skrive smukt eller
eksperimenterende sprogligt (formen). Han er altså mere en provokatør
og analytiker end en klassisk stilist.
|