130526beskSomDRfors.jpg

 

Forside,

indhold

Brev til presse og læsere

Peptalk,

bagside

I.

Giv mig et manuskript der skrider fremad…

II.

Overlevelse er min egentllige præstation

III.

Sådan. Det er sket. Jeg har digtet…

IV.

Det jeg åbenbarer med så megen møje

V.

Når man skal formulere en sætning …

VI.

Glæde over at den videnskabelige fiktion…

 

 

Først lagt op d. 14. oktober 1998, senest opdateret 27-01-2019 22:03:20

V

Når man skal formulere en sætning, er vurderingen af indfaldene i langt de fleste tilfælde samtidig med indfaldene.

 

»DET ER ikke noget bevidstheden eller hjernen gør under alle omstændigheder at producere sætninger eller udtryk af en given art, stil osv.«

Der skabes sætninger, udtryk. Det er det givne. Grammatikken giver os så at der må være noget der skaber, dette noget kalder vi bevidstheden.

»Om man skal producere ord, tale sagte med sig selv osv. Om man skal tale om ditten eller datten og på hvilken måde, afhænger helt af den ordre man giver sig selv (og den evne for at udføre den man har). Der er ikke noget »tomgangssprog«, et sprog som man uvilkårligt skaber når man ikke har givet sig selv nogle definitive ordrer: Der er ingen grundlæggende jargon. Man kan forholde sig udefra til ethvert sprog man fører.«

Sproget er ikke bare noget der sker; det sker med et bestemt formål. Man må kende lidt af betydningen af det man vil sige, inden man siger det. Man må stort set kende effekten af det man vil sige. Barnet råber ikke »Mor!« tilfældigt, men fordi det ønsker at moderen skal komme eller lignende.

Men det er fristende at antage at der på et eller andet fundamentalt stade i den menneskelige psyke er tale om hvad man vil kalde tilfældig aktivitet.

Hvis vi nu siger at bevidstheden udgøres af summen af de forskellige former som den psykiske energi kan antage, så har vi en model som måske på en eller anden måde kan bringe os videre, bringe mere lys over emnet. Bevidstheden sammenlignes altså med en stor tavle med elektriske pærer fx, hvoraf flere eller færre kan være tændte samtidigt, eller med en myre som kravler rundt i sin tue, eller med et intrikat net af elektriske forbindelser, hvor en given ladning altid »er på vej«.

 

-dag.

En skabende model. En model, et sæt af procedurer som skaber. Hvad vil det sige at noget skaber noget? Er et ur fx en skabende tingest? »Det er stueuret henne i hjørnet som skaber den høje tikken«.

Hvis man nu (henne i hjørnet) havde et ur som slog uregelmæssige klokkeslag: Hver halve time slog den et uforudsigeligt antal slag. Ville man så have en skabende maskine?

Man ville have et defekt ur.

 

DET ER ifølge traditionen (den nyeste) anstødeligt at forestille sig bevidstheden som et sted, en kasse, en rumlig struktur. Men hvad er alternativerne? Er det egentlig ikke en hjernemodel jeg forsøger at stable på benene? Ville studier af hjernens anatomi ikke bringe løsningen?

Jeg ved det ikke.

Jeg er ude på at skabe en model af bevidstheden. Bevidstheden er hvad man kalder skabende, indeholder et skabende element, en skabende komponent. Min model af bevidstheden skal være en skabende model. (Se figur nedenfor).

Dette er den foreslåede bevidsthedsmodels grundkomponent. Den psykiske energi kan være enten i A eller i B, enten lyser pære A eller pære B.

 

 

Image3

 

 

 

 

 

 -dag.

I et par dage har jeg vist egentligt ret naivt arbejdet med dette foretagende. Jeg har en dynge ark oversået med diagrammer og bemærkninger. I øjeblikket er jeg kommet frem til at jeg egentlig ikke ved hvad det er jeg ønsker at lave. Har vanskeligt ved at se den funktion min eventuelle model skal have.

Det er givet at bevidstheden ikke er nødvendig. Hvad kan jeg mene hermed? Bevidstheden er en tilfældighed. Det kan betyde to ting:

-dag.

To dage har jeg nu igen arbejdet med at finde en skabende model. Det er klart at jeg tror på mine evner til at skabe det usædvanlige. Denne tro er vist ikke noget jeg kan kvitte mere end for kortere tid ad gangen.

Det ville være så godt med en genial opfindelse i dette arbejde.

Jeg kom langt ud, beskæftigede mig med logik. Min gamle last. Det er som en ekstase. Man ved knapt nok hvad man venter på skal dukke op.

Jeg vil ikke inkorporere de ark jeg har oversået med tegninger osv. i disse to dage. Hvis jeg havde gjort en eller anden opfindelse, skabt en ny model, så havde det været på sin plads at tage det hele med.

Jeg har ikke opgivet tanken om en skabende model, hvad pokker det så end må betyde helt konkret; men arbejdet med at opfinde den, er svulmet sådan op at det ikke kan inkorporeres i nærværende arbejde. Det falder uden for emnet. Det er et selvstændigt emne.

I disse to dage har jeg arbejdet på en helt helt anden måde end jeg gør i dette arbejde. For det første har jeg kun skullet tale til mig selv; for det andet har jeg arbejdet med diagrammer.

Dette er ro efter stormen. Resignation. Den gik altså ikke. De håb som har bestemt de foregående to dage er pludselig borte, skudt langt ud i fremtiden.

-dag.

Så gik der igen en dag eller halvanden med at udtænke formler. Jeg tror Gudhjælpemig at jeg er gået hen og blevet metafysisk systembygger på det sidste. Jeg — en metafysisk efternøler.

Jeg startede med at have tre variable: tiden, stedet og egenskaben, hvis indbyrdes afhængigheder jeg søgte at udtrykke i prædikatskalkylen. Det er en leg som jeg holder meget af, men noget videre udbytte giver den ikke. Jeg skriver på dette arbejde, og jeg ved at jeg må samle mig om én ting, må koncentrere mig, for dog at få gennemført noget. Disse abstrakte spekulationer, som man vist kunne kalde et bidrag til en deskriptiv metafysik, har krævet mere tid og energi end mit arbejdes sammenhæng egentlig tillader. Det er muligt at de hænger sammen med resten af dette arbejde, men så er den erkendelse jeg i øjeblikket har af denne sammenhæng ikke særligt overbevisende.

Vent lidt. Hvis man nu siger at ideen i arbejdet som helhed er at vise, beskrive hvorledes det bliver til og herunder hvorledes de enkelte sætninger bliver til, så vil det ligge ligefor at opfatte mine modelbetragtninger som et forsøg udi den vanskelige beskrivelseskunst. Opgaven lyder: Denne model har den og den enkle funktion, hvorledes beskrives det bedst muligt. Der formuleres en umiddelbar beskrivelse, som kritiseres, og der opstilles nye, som kritiseres. Og det som giver perspektiv til dette eksperiment er at vi kender modellen ud og ind, for vi har selv skabt den, og der er ikke andet i den end hvad vi selv har lagt der. Modellen er spejl for beskrivelsesprocessen. For en gangs skyld kender vi det vi beskriver bedre end det hvormed vi beskriver. Opmærksomheden er skiftet.

Hele denne aktivitet omkring modellen er en undersøgelse af det at beskrive.

JEG VIL nu slutte denne ekskursion i det abstrakte. Den har ført mig for langt væk fra mit emne. Jeg har ingen opdagelse gjort, og ikke fået skabt en skabende model. Jeg må altså resignere. Vende tilbage til hvor jeg slap, med uforrettet sag.

-dag.

Dette første udkast er nu nået til side 96 i det håndskrevne manuskript. Jeg skal til at konkludere. Denne første nedskrift skulle ikke gerne blive over 100 sider. Det svulmer altid op når man giver sig til at læse det igennem igen. Man indføjer, forskønner. Det kunne ikke falde mig ind at påstå at jeg ikke forskønner, forbedrer, at jeg ikke streger ud. Det er enhver skribents grundlæggende ret at strege det han skriver ud.

Det er næsten altid sværere at strege ud end at føje til. Fedte det allerede skrevne ind i undskyldninger.

Det er sagt 117 gange hvad emnet for dette arbejde er. Det er altid lidt af et resultat at jeg har været i stand til at formulere emnet. På et tidspunkt gik det op for mig at jeg sidder og flikker noget sammen i hovedet inden jeg skriver: Hvordan kan jeg gøre mig til af ærlighed, hvis jeg forholder læseren disse mine forudgående hovedbrud med sætningerne, med det jeg skriver? Jeg måtte altså til også at nedskrive disse tilblivelsesprocesser. Dette eksperiment sluttede med nogle betragtninger som gik ud på at udtrykket ’at nedskrive tilblivelsesprocessen’ kunne forstås på to måder: som rekonstruktion af mental, verbal aktivitet, og som en skriftliggørelse af tilblivelsesprocessen. Det lyder fint: »skriftliggørelse af tilblivelsesprocessen«. Rare sager.

Idag altså ikke tage mig selv alvorligt. Det må ses som reaktion på den sidste uges højspændte aktivitet med at skabe noget originalt. Det håb har jeg nu opgivet (for en tid — inden for dette arbejdes rammer) og dermed underkendt min selvtillid. Jeg har ændret holdning til mig selv. Fra at opfatte mig selv som geni, til at se mig selv som den der i sidste uge opfattede sig selv som skabende geni. Der er selvhån i denne sidste holdning: Den er et midlertidigt tilflugtssted, jeg vender tilbage som gnistrende geni udi egen indbildning inden længe.

Denne dybe tilfredsstillelse ved at beskrive, udlevere sig selv. Det er let nok at finde en seksuel metafor som passer på en prik. Jeg prøver at være ærlig og at gennemføre det konsekvent til slutningen.

Fra geni til ironi: Fra at være Jim til at være en af Sam’s stemmer. Mine projektioner.

JEG GJORDE et eksperiment med spontan skrift, hvor det mentale, verbale forberedelsesarbejde er minimalt, hvor det konstante er skrivehastigheden: Jeg skrev så hurtigt som muligt. Nej, vent lidt, det gjorde jeg ikke. Jeg forsøgte at rekonstruere, at konstruere mine tanker. Jeg sætter mig i en stol og siger til mig selv:

- Tænk!

Hvad sker? I normal talehastighed kommer et output af grammatiske sætninger (stort set) som har mening (stort set), men som er trivielle. Situationen er som når man til selskab skal konversere, når man skal sige noget hele tiden og det at tale er steget i betydning i forhold til hvad man siger. Set fra et indholdsmæssigt og stilistisk synspunkt kunne man lige så godt lade være. Hele betydningen ligger i relationen til den lyttende eller den læsende.

Der er imidlertid stor forskel på bare at tænke, dvs. tale stille med sig selv, og så at tænke på et emne. I første tilfælde kan alt siges. Den eneste betingelse for at sige noget er i dette tilfælde at det falder en ind at sige det. I det andet tilfælde skal det som falder en ind ydermere falde under emnet for at være formuleringsværdigt. Men det ville naturligvis være fejlagtigt at tro at man under alle omstændigheder producerer visse meninger når man til et givet tidspunkt sætter sig til at tænke, og så først som en sekundær proces — i det tilfælde at man har sat sig for at tænke om et bestemt emne — blandt disse umiddelbart producerede meninger udvælger dem som har med emnet at gøre. De indfald man får er afhængige af det emne man har valgt at behandle. Men det betyder ikke at man, når man har sat sig for at behandle et emne, da kun får indfald som vedkommer emnet. Nok ensretter det valgte emne de indfald man får, men dette forhold overflødggør ingenlunde en kritisk udvælgelsesproces af de indfald som man finder anvendelige som materiale til egentlige sætninger. Et emne kan på en vis måde opfattes som stamfader til en slægt af indfald, hvor hver generation er det antal indfald hvoriblandt de udvælges som er bedst egnet til at indgå i en sætning. På denne måde er de indfald hvorpå efterfølgende sætninger bygger, børn af de indfald hvorpå foregående sætning bygger.

Skabelsesprocessen kan således deles op i faser:

1)man bestemmer emne,

2)man får indfald,

3)man vælger blandt disse indfald dem som bedst egner sig til sætninger på det aktuelle tidspunkt (indfald som er gode, men som ikke kan finde øjeblikkelig anvendelse, noteres måske ned til senere brug),

4)sætningen formuleres.

Det er imidlertid ikke således at beskæftigelse med den ene af disse faser udelukker beskæftigelse med de andre. Processen på senere faser virker tilbage på de foregående. Hvad nytter det at man bestemmer emne, hvis man ingen indfald får som er relevante for emnet, og hvad er indfald værd hvis ens kritiske standard afviser dem alle som uværdige til formulering, og hvad nytte er det til at have en håndfuld indfald som er ladet med relevant indhold hvis ens krav til formuleringens udformning, stilen, er højere end man kan honorere? De fire faser må afstemmes efter hinanden for at der overhovedet skal komme noget ud af det i sidste ende.

Der er noget grundlæggende over udtrykket ’at få indfald’, som kan opfattes som fællesnævner for alle fire faser. På ethvert trin af processen drejer det sig jo egentlig om at få indfald, indfald om hvad emnet skal være, indfald angående hvilke indfald der er bedst, og endelig indfald angående formuleringens udførelse. At man får indfald er simpelt hen et andet udtryk for at man er ved bevidsthed, enhver bevidsthedsproces kan beskrives som en særlig måde at få indfald på.

Der er et andet synspunkt ud fra hvilket faserne også smelter mere eller mindre sammen. Der er ikke tale om at man til en given tid udelukkende er koncentreret om at udføre én af disse mentale akter. Når der bortses fra den første fase, er alle de følgende aktive samtidig. Det er nødvendigt at have fået nogle indfald før man vælger de bedst egnede ud, og det er nødvendigt at man har nogle indfald inden man formulerer sætningen. På denne led er der en klar tidsfølge. Men når man vælger de bedst egnede ud, er der intet til hinder for at denne udvælgelse kan inspirere til nye indfald, og når man formulerer sætningen, er der intet til hinder for at også denne aktivitet kan medføre nye indfald — både angående indholdet og formen af andre sætninger i sammenhængen. Der er altid mulighed for at aktivitet i den ene fase direkte kan føre til aktivitet i de andre.

Hvis man får et indfald som straks fylder én med tilfredshed, vil man være utilbøjelig til at fortsætte med at forsøge at få indfald for at se om der skulle være ét som gav én en større tilfredshed. Man skal passe på ikke at opfatte skabelsesprocessen alt for automatagtigt. Hvis vi opfatter det således at der til ethvert indfald klæber en kvalitetsoplevelse, som kun ved en abstraktion lader sig udskille som en selvstændig »vurderingsproces«, så bliver vi nødt til at ophæve skellet mellem fase 2 og 3.

-dag.

Fra et logisk synspunkt går indfaldet forud for, er indfaldet en nødvendig betingelse for værdioplevelsen. Enhver vurdering forudsætter at man har et eller andet der skal vurderes. Men i det specielle tilfælde, hvor man skal formulere en sætning, er vurderingen af indfaldene i langt de fleste tilfælde samtidig med indfaldene. Troen på at et indfald kan frugtbargøres i en sætning, troen på at et indfald rummer muligheder eller i det mindste håbet om at det gør det, er en anden måde at udtrykke en positiv vurdering på.

For at et indfald skal kunne anvendes skal det ikke blot have forbindelse med emnet, det skal også knytte sig til de(n) nærmest(e) foregående sætning(er), såvel indholdsmæssigt som stilistisk. Stilen kan vi lade hvile foreløbigt. Den normale skrivesituation er at man kender de foregående sætninger, men ikke de kommende. Man har skrevet noget, og skal nu til at fortsætte det på en eller anden måde. Jeg siger »den normale skrivesituation« fordi man, når man fx retter i et manuskript, er i den situation at man kender hele sammenhængen og skal finde en sætning som knytter forbindelsen mellem to kendte sætninger.

På sin vis ligner en skrivendes situation Odysseus’. Den tid skrivningen varer kommer man ustandseligt ud for at skulle klare sig ud af vanskelige, tilsyneladende uoverkommelige situationer ved hjælp af sin egen opfindsomhed for at kunne fortsætte rejsen.

Den situation som ligger til grund for nye brugbare indfald er karakteriseret af de nærmest foregående sætninger og den helhed hvori de foregående og de efterfølgende sætninger tænkes at indgå. At der er én eller anden sådan helhed vil være nødvendigt for at man kan tale om at sætningerne behandler et bestemt emne. Ideen om helheden kan undergå forandringer efterhånden som arbejdet skrider frem, men når der er tale om et arbejde med et bestemt emne, må der til enhver tid ligge en helhedstanke bag de aktuelle sætninger.

Hvordan vil jeg karakterisere den helhedstanke som ligger bag de sætninger jeg skriver nu?

Emnet er skabelsesprocessen. Jeg forsøger at finde en enkel og rigtig beskrivelse (fænomenologisk) af hvad der sker når jeg (man) skriver, hvordan det går for sig. Dette emne hænger direkte sammen med det emne som arbejdet tidligere havde som hovedemne: sin egen tilblivelse. Dengang var det en konkret tilblivelse jeg beskæftigede mig med, nu er det den sproglige tilblivelse som sådan jeg forsøger at sige noget om. En generalisering, som ligger i grænseområdet mellem psykologi og semantik. (Kan man tænke sig en helt afpsykologiseret semantik?)

HVORDAN ER min forestilling om fremtiden?

Jeg ønsker at gennemføre denne generelle beskrivelse til jeg føler jeg har sagt hvad jeg kan sige. En undersøgelse af denne art struktureres af de spørgsmål som stilles. Hovedemnet: sætningers tilblivelsesproces, leder til forskellige underspørgsmål som måske atter hver for sig, fører andre spørgsmål med sig osv. Inden et spørgsmål kan forlades må det enten være besvaret eller have ledet til et andet spørgsmål af hvis besvarelse det førstes besvarelse er afhængig. Den helhed som primært har betydning på et givet tidspunkt i skriveprocessen, er den mindste af de helheder hvori den sætning man skal til at skrive, indgår. Men selv når jeg skal karakterisere min ide om denne mindste helhed hvori disse sætninger indgår, må jeg lade mig nøje med noget som siger så godt som intet reelt: Jeg vil forsøge at besvare det stillede spørgsmål så godt jeg formår. Det er en målsætning, ikke en beskrivelse af mine forestillinger om fremtiden. Alt hvad jeg ved er at jeg vil gøre hvad jeg kan for at holde mig til emnet, men nogen ide om hvorledes dette skal ske har jeg ikke.

Det eneste som tæller er om jeg føler relevansen af de spørgsmål og svar jeg formulerer. Det er en åben undersøgelse, den sker her og nu, alt kan ske. Det er ikke en veldisponeret fremstilling af resultater. Fra dette forhold går en direkte forbindelse til mit ønske om at være så ærlig som mulig over for læseren. Det er muligt at man på baggrund af denne åbne undersøgelse kunne levere en veltrimmet afhandling, ligesom man måske med udgangspunkt i dette arbejdes første del kunne skrive en formfuldendt roman om en forfatter som prøvede at være ærlig over for læseren, men det er ikke mit ærinde.

Det væsentlige ved skabelsesprocesssn er at man forsøger sig frem. Beviset på at et indfald var godt, er at det virkeligt lader sig indpasse i en sætning. Lader det sig ikke indpasse, må man se sig om efter et andet.

En sætning bliver — ligesom dette arbejde — til forfra. Det er sjældent jeg venter med at nedskrive de første ord i sætningen indtil jeg har de sidste i den form de kommer til at stå i i sætningen. Som oftest undergår den ide jeg, når jeg begynder på sætningen, har om slutningen, ændringer mens jeg skriver sætningen. Og det kan hænde at den form slutningen slutteligt får, kræver ændringer i begyndelsen af sætningen.

-dag.

Så er den her igen, den gode, læserfortrolige stemning. Er vi blevet et hak klogere af den abstrakte snak ovenfor? Der findes forskellige måder at snakke om hvordan det går til at noget bliver til; den ovenfor var en af dem.

Jeg når sjældent til nogen konklusion om de ting jeg giver mig til at tænke om. Jeg bliver træt af emnet og forlader det, svævende.

Jeg har aldrig på fornemmelsen at jeg bliver spor klogere af disse selverkendende sætninger. Det ændrer ihvertfald intet i min praksis. Værdien i det ligger udelukkende i at have formuleret det. Den øjeblikkelige tilfredsstillelse det giver at erkende: Ja, sådan er det. Håbet om at der overhovedet findes faste sandheder. Trygheden.

Jeg vil nu forsøge rekonstruktionsmetoden. Det er det der er tilbage at gøre, rekonstruktionsmetoden, og så endelig den anden metode, hvad var det for et fint navn jeg gav den? Den kunne hedde ’konstruktionsmetoden’. Lidt for sludrevorn her til sidst. Jeg må og skal holde den stil jeg ikke har. Ikke flere vittigheder i dag.

HVAD I alverden skal jeg tale om mens jeg demonstrerer denne metode?

Jeg havde her flere muligheder for at føre arbejdet videre. En kritik af mit begreb ’indfald’ og den måde jeg bruger ’sætning’ på. Lidt mere sludren med læseren (lidt mere kunne vi godt tage uden det blev for meget). En udstregning eller ændring af den sætning hvor jeg beslutter at gå i gang med rekonstruktionsmetoden, fordi jeg i øjeblikket har mest lyst til igen at prøve den anden som jeg finder mere mulighedsrig. Selvom jeg vistnok har opgivet den flere gange inden jeg fik min raptus med at opstille en skabende model. Spekulationer om disse muligheder skabte så en fjerde: Tal direkte til læseren, åbent, om dine spekulationer i forbindelse med hvordan du skal fortsætte. Jeg har en ide om på en eller anden måde her i slutningen at forrykke mit fortrolighedsniveau over for læseren og samtidig (naturligvis) ændre stil. Ja, jeg er næsten sikker på at en skriftliggørelse af sætningens tilblivelsesproces vil medføre at det jeg kalder ’de færdige sætninger’ vil ændre tone. Meget vil jo blive overflødigt i de færdige sætninger når man har hørt det i tilblivelsesprocessen. Den stilløse tekst. Udtryk ved udtryk. Sprængning. Konklusion: Min ubestikkelige sanddruhed tvinger mig i sin yderste konsekvens ud i en vanskelig tilgængelig fremstillingsform, tvinger mig på en måde til at blive skønlitterær, kunstlet. Kan man nærme sig for meget til læseren? Er læseren for langsynet til at få øje på mig? Er jeg for nærsynet til at få øje på læseren?

DET VAR det. Her er en del sætninger, nu skal jeg så til at rekonstruere deres tilblivelse. Jeg lyder ikke begejstret. Kan jeg overhovedet huske så meget? Hvordan blev sætningen »Hvad i alverden skal jeg tale om mens jeg demonstrerer denne metode« til?

Sidetallet var 103 i manus. Jeg havde besluttet at holde op omkring de 100. Jeg skulle altså i gang med at demonstrere rekonstruktionsmetoden straks for at kunne blive færdig uden store overskridelser. Jeg kunne også bare bevilge mig selv nogle flere sider, men hvorfor skulle jeg dog det? Det ville bare føre til mere formålsløst sludder. Jeg sad lidt og spekulerede over hvad jeg skulle skrive om. På den ene side blev jeg tiltrukket af tanken om at tale om det eksperiment jeg udførte, og så bruge de sætninger som illustrationer til metoden. På den anden side mente jeg at det måske kunne vanskeliggøre eksperimentet, gøre det for indviklet til at være pædagogisk. Et alternativ var at fortsætte de generelle betragtninger fra igår på én eller anden måde. Jeg læste lidt i de sidste afsnit jeg skrev i går, uden videre lyst. Måske er forklaringen på at jeg ikke har lyst til at fortsætte med det abstrakte, den at jeg har en fornemmelse af den balance der skal være i arbejdet mellem overbliksskabende, generelle sætninger og sætninger direkte henvendt til læseren, og at denne balance nu kræver at jeg kommer ned på jorden igen. Siger denne sætning noget som helst? Andet end at jeg ikke havde lyst til at fortsætte det abstrakte? Der var tvivlsomt overblik nok for denne gang, rationen var opbrugt. Så endelig fik jeg den ikke videre originale ide at skrive om min vanskelighed med at fortsætte.

JEG HAR ikke sagt en eneste af disse sætninger til mig selv dengang. Hvordan kan jeg i ramme alvor stadig påstå at sådan gik det til da jeg skrev nævnte sætning?

Når man er i begivenhedernes centrum beskriver man ikke hvad der sker. Man oplever, ser, hører osv. Beskrivelse fordrer distance, tidens eller stedets distance. Ovenstående er en beskrivelse af det jeg oplevede dengang. Kald det bare en efterrationalisering. Hvad ellers?

EN BESKRIVELSE af hvad man engang gennemlevede, vil aldrig kunne korrigeres af andre end en selv. Det giver en kolossal stor frihed, en digterisk frihed, når man skal forklare for sig selv og andre hvorledes det gik til at man handlede som man gjorde. Men alle gradueringer af pålidelighed forekommer alligevel i en sådan beretning. Beretteren kan give dele af sin beretning prædikaterne ’tvivlsom’ (det er tvivlsomt om jeg husker rigtigt på dette punkt), ’sikker’ osv. Han ophæver og statuerer suverænt disse gradueringer. I dette, som i alt andet han beretter, er han sin egen indre fortids eneste kilde og historiker i samme person. Tilhørerne kan kun udtale sig om sandsynligheden af at denne historikers beretninger stemmer overens med det de kender af hans ydre historie. De kan aldrig stemple ham som løgner hvis han holder sig til sit eget indre domæne. Jeg er altså alligevel Cartesianer! (Betragt alt i dette arbejde som hypoteser!)

Jeg beskrev hvad jeg gennemlevede, dvs. jeg gav de oplevelser osv. jeg havde, en form de ikke havde da jeg oplevede dem. Er det muligt at give dem en form som er mere i overensstemmelse med den hvori jeg oprindeligt oplevede dem? Er det eventuelt muligt at gengive dem i deres oprindelige form?

En oprindelig ordløs oplevelse kan ikke gengives i et arbejde som dette, uden at ændre form.

Tese: En oprindelig ordløs oplevelse kan gengives verbalt på flere måder. (En ord-oplevelse kan naturligvis kun gengives korrekt på én måde, i én form: sin egen).

En udtømmende beskrivelse af en ordløs oplevelse består i en liste bestående af alle dens mulige verbale gengivelser.

 

Slut på kapitel V

 

 

 

Forside,

indhold

Brev til presse og læsere

Peptalk,

bagside

I.

Giv mig et manuskript der skrider fremad…

II.

Overlevelse er min egentllige præstation

III.

Sådan. Det er sket. Jeg har digtet…

IV.

Det jeg åbenbarer med så megen møje

V.

Når man skal formulere en sætning …

VI.

Glæde over at den videnskabelige fiktion…

 

 

 

© klaus@kjoeller.dk

130526beskSomDRfors.jpg

151217klauskjoellerDKforside.bmp