|
Realisme.
Litteratursociologiske essays,
1972, blev til i det
frodige klima, der opstod omkring professor Sven Møller Kristensen i
slutningen af 1960’erne. Jeg havde fulgt kurser og skrevet speciale hos
ham, og han sad i det studienævn, som sendte Sigurd Kværndrup ud til
min studiehybel i kartoffelrækkerne for at hyre mig som
undervisningsassistent, skønt jeg endnu ikke var færdig med mit eget
studium. Man kan ikke sige, at Mølleren (som vi kaldte ham) selv var
noget flammende forbillede som underviser, men han var åben over for
nye impulser, og han havde evnen til at give plads til andre.
Møller
Kristensen blev det selvfølgelige midtpunkt, da vi –
en lille flok undervisere og forskere med
interesse for litteraturens sociale dimensioner – i 1970 besluttede at
gå sammen i noget, vi kaldte Litteratursociologisk Debatgruppe,
forkortet LSD. Vi mødtes hjemme hos hinanden og diskuterede emner af
fælles interesse. Et af dem var realismen i litteraturen – inspireret
dels af litteraturen selv, tidens nyrealisme (Bodelsen, Kampmann,
Stangerup), og dels af nymarxistisk realismeteori (Georg Lukács).
I dette positive
debatmiljø turde jeg springe ud som analytiker og litteraturteoretisk
essayist. Hvis jeg selv fandt, at jeg havde bevæget mig højt op i
luftlagene, så sørgede Poul
Borum i sin anmeldelse i Ekstra Bladet for at hale mig ned igen: ”En
kæk gennemgang af de mange mulige anvendelser af glosen ”realisme” i
litteraturteori og litteraturkritik.”
Sven Møller
Kristensen døde i 1991. Jeg ristede en rune over ham i Bogens
virkelighed, festskriftet
til hans efterfølger Hans Hertel, i 1999.
|