|
Leif
Panduro. Radio. Film. Teater. TV, 1973, er den første
af mine bøger, som er inspireret af oplevelser med kunst. De foregående
bøger havde alle en teoretisk impuls: metodelære, vurderingsteori,
realismebegrebet. Men denne var sat i gang af en forfatter, som
fascinerede mig: Leif Panduro. Det var specielt hans tv-spil:
·
Farvel,
Thomas,
·
Bella,
·
Et
godt liv,
·
Hjemme
hos William,
·
Rundt
om Selma.
Sammen med
henved to millioner andre danskere sad jeg klinet til skærmen, når
disse moderne sædekomedier havde premiere. Jeg måtte finde ud af, hvori
deres fascinationskraft bestod, og hvordan de var blevet til.
Jeg skrev til
Panduro og spurgte, om jeg måtte interviewe ham til en bog, jeg agtede
at udarbejde, hvis han ikke havde noget imod det. Han svarede straks,
at det da var ”most flattering” og inviterede mig hjem. Han boede på
Skriverengen i Dragør. Det lo jeg meget af. Jeg skulle hellere have sat
mig ind i, hvor lang tid det tog at komme til Dragør med offentlige
transportmidler. Det lykkedes mig at komme en halv time for sent.
Panduro var anspændt, og jeg var bange for, at han skulle pudse sin
chow chow på mig.
Så snart
samtalen var sat i gang, løste det hele sig op. Og den dag i Dragør
blev begyndelsen til et nært venskab, som lærte mig mere om kunst og
kunstnere, end et universitet nogensinde ville kunne gøre. Ja, kunst og
kunst, Panduros kunstneriske lødighed var hele tiden til debat. Nogle
anså ham for en taskenspiller. Jeg husker, hvordan min
kvalitetsbevidste forlægger Jarl Borgen vred sig i stolen, da han ville
høre, om jeg virkelig syntes om Huset på
Christianshavn, som Panduro var med til at grundlægge. Det
gjorde jeg ikke, og det kom også til at fremgå af bogen. Ironisk nok er
det netop Huset på Christianshavn, der
stadig ruller hen over skærmene og holder Panduros navn levende, mens
de seriøse tv-spil sjældent genudsendes.
Min bog blev
udsendt direkte som paperback. Oplaget var på 2.500, som snart
forsvandt, også fra antivariaterne. Limningen var så dårlig, at bøgerne
faldt fra hinanden, efterhånden som man læste sig frem i den.
Hvad jeg lærte
af bogen rent metodisk, var, at et forfatterskab som Panduros ikke er
noget, der foreligger. Det skal
først konstrueres. Jeg måtte have
forfatteren i tredjegradsforhør for at finde ud af, i hvilke obskure
blade han havde publiceret. Resultaterne kom til at indgå i
Panduro-bibliografien til sidst i den bog, min daværende ægtefælle
Birgitte Hesselaa udgav i 1976: Leif Panduro. Romaner. Noveller.
Journalistik.
På det
psykologiske plan lærte jeg, at forfattere ikke nødvendigvis bliver
glade for de portrætter, vi litteraturhistorikere tegner af dem. De
føler sig spærret inde i vores karakteristikker. ”Begge jeres bøger er
irriterende”, sagde Panduro. ”Men på hver sin måde.” Det sidste skulle
forstås som en anerkendelse.
|