|
Kommer
De som ven eller som interviewer? 2010, er et bidrag til de
journalistiske formers historie. Efter anmeldelsens og stilarternes
historie var turen nu kommet til interviewet.
Der var ikke nogen på forhånd
planlagt systematik i min søgen, men efterhånden gik der sport i det.
De journalistiske formers historie var jo stort set ubeskrevet, og det,
der stod i opslagsværkerne, var for det meste hen i vejret. Som for
eksempel, at Henrik Cavling og Politiken havde indført interviewet i
Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Sandheden er, at Robert Watt
allerede i 1872 havde fortalt Dagens Nyheders læsere om amerikanske
journalisters mani med at interviewe folk, og at N.J. Berendsen i
begyndelsen af 1880’erne, dvs. før Politikens grundlæggelse, havde
publiceret store portrætsamtaler efter fransk mønster i Dags-Avisen.
Der var nok at afdække. Bare alle
de signaturer og dæknavne, datidens journalister brugte. Jeg måtte
opbygge min egen hvem-er-hvem-liste med 129 mærker. Næppe havde jeg
offentliggjort den i bogen (s. 412-15), før jeg modtog henvendelser fra
folk, der ville supplere den, eller som ville spørge til identiteten
bag andre dæknavne. Uden at søge stillingen var jeg blevet
pressehistorisk oversporhund. Men jeg stillede gerne op, for jeg havde
også selv brug for hjælp. Først i bogen takker jeg en række personer
for venlig assistance og en række fonde for at have støttet udgivelsen
af det voluminøse manuskript (437 bogsider). Det var så ukommercielt
som noget, og derfor var jeg glad for, at Gyldendal tog det under sine
vinger. Det var min tidligere ph.d.-studerende, Rasmus Øhlenschlæger
Madsen, der skulle tage sig af det praktiske. Jeg husker mit møde med
ham og hans chef Johannes Riis i Klareboderne, som var det i går. Riis
så ikke vildt begejstret ud. Forståeligt nok. Et pressehistorisk
bogværk, der må støtte sig til 771 fodnoter, får næppe ben at gå på.
Apropos skrøbelige ben, så gik
jeg fra mødet direkte hen til en Matas-butik på Købmagergade for at
købe en stok. Jeg havde netop fået en diagnose (Parkinson), som gjorde
det usandsynligt, at jeg igen ville kunne bringe mig på en
forskningsopgave, der krævede ligeså meget fysisk research, som
interviewhistorien havde gjort.
Bogen blev som antydet ikke den
store sællert. Men den fremkaldte originale anmeldelser, bl.a. af
Thomas Thurah, som lavede et opdigtet telefoninterview med mig i
Politiken. Lasse Jensen indbød mig til sin berømmede programrække
”Mennesker og medier”. Af indstregningerne i hans eksemplar af min bog
fremgik det, hvor omhyggeligt han havde forberedt sig. Willy Dähnhardt,
et nu desværre slukket lys på læsesalen, inviterede mig til at causere
for mit akademiske kernepublikum på Det kongelige Bibliotek. Causeriet
ligger nu på nettet. Jeg har aldrig hørt det selv. Jeg synes, min
stemme lyder slidt og sørgmodig. En stemmepædagog fortalte mig for
nylig, at mange har det sådan. Den stemme, vi hører fra et bånd, er en
anden end den, vi hører gennem vores knogler. Første gang, jeg var i
radioen, var i et program om ”Kongens Fald” engang i begyndelsen af
70erne. Jeg levede mig vældigt ind i romanens kværnende sorg. Ude på
den anden side af glasvæggen stod programmets tilrettelægger Steen
Albrechtsen og forsøgte at muntre mig op med raske armbevægelser.
”Du talte højt og tydeligt”,
sagde min mor efter at have hørt udsendelsen. ”Ja, det gjorde du godt”,
supplerede en tante, ”nu behøver vi andre ikke at læse den sørgelige
roman.”
|