Kjøller forside à alle artikler à Manus: Artikel i Retorikmagasinet

[senest revideret 2/6 2016]

 

Titel og medium

Offentliggjort som artikel ”Manipulation på dydens vej” i Retorikmagasinet, juni 2016. Nummeret var nr. 100 og havde temaet manipulation.

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

Manipulation på dydens vej

Alt er muligt i manipulation i hverdagen, bare du flittigt dyrker fire dyder: ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence.

Af Klaus Kjøller, forfatter og kommentator

Nogle finder det stødende, at jeg har fået udgivet en tyk, detaljeret vejledning Manipulation – en håndbog i 2007, som ovenikøbet er blevet en bestseller. Andre gider ikke teoretisk bullshit og spørger: ”Kan man ikke bare manipulere uden overhovedet at bruge ordet?”

Det kan man sagtens. Fuldstændig som man kan dyrke sex uden at bruge ordet. Og ofte med fordel. Det vigtigste råd man kan give om manipulation, er, at man helst skal undgå at tale om det, når man selv gør det. Og hvis det er nødvendigt at tale om det, så skal man udelukkende bruge pæne ord som ’hensigtsmæssig’, ’effektiv’ eller ’strategisk kommunikation’ om det. Sådan som man også altid gør på universitetet.

Men er det ikke uærligt at omtale sin egen manipulation som ’hensigtsmæssig kommunikation’? Joh. Og hvis du selv synes, du er uærlig og manipulerer, så er det svært at virke overbevisende – især på mennesker, som står dig nær. Du risikerer at blive gennemskuet. Derfor er grundlaget for vellykket manipulation, at du faktisk selv synes, at du lever op til de fire dyder, altså er ærlig, drevet af de højeste idealer, stabil og kompetent, når du kommunikerer. Det betyder, at du helst skal undgå selv at synes, at du manipulerer.

Du skal altså bl.a. blandt andet helst undgå at skjule kendsgerninger, som modtageren finder relevante. Således som det skete for nylig i dansk politik.

Landbrug og nervekrig

Der kan læres meget om praktisk håndtering af kendsgerninger af forløbet i februar 2016 omkring ’Landbrugspakken’, hvor ét af de blå partier, de Konservative, mistede tilliden til daværende landbrugsminister Eva Kjer Hansen (V). Groft sagt vidste eliten af politikere, redaktører og politiske kommentatorer godt, at embedsmænd sørger for, at tallene i landbrugspakken fremstår således, at ministeren kan bruge dem til at få sin pakke til at se mest mulig grøn ud. Denne mekanisme er beskrevet som rutine i dagens embedsværk af Jesper Tynell i Mørkelygten fra 2014. Samme politiske elite ved også, at forskere, som ifølge deres embede skal hylde en objektiv, upolitisk virkelighed, derfor vil finde tabellerne fordrejede, når nogle journalister beder dem om at vurdere dem. Almindelige danskere har derimod i skolen lært om et stærkt idealiseret demokrati, hvor embedsmænd er neutrale, ligesom forskere. Derfor bliver befolkningen oprørt, når forskere i medierne råber: ”Manipulation!”. Og så kan de Konservative få mistillid til ministeren og vi alle få et stort politisk drama, hvor de Konservatives nye leder, Søren Pape, får mulighed for at træde i profil ved at lægge arm med statsminister Lars Løkke Rasmussen. Og da de Konservative holdt fast, og rød blok lagde an til mistillidsvotum i Folketinget, så måtte Løkke få ministeren til at trække sig for at redde regeringen.

Men hvad kan man lære af forløbet? Dramaet opstod kun, fordi Lars Løkke valgte at sætte sin regerings overlevelse ind på, at de Konservative ville ’blinke først’. Løkkes vurdering var altså, at når det kom til stykket, ville Pape alligevel ikke kræve ministerens afgang. Lige så snart det gik op for Løkke, at de Konservative faktisk var villige til at lade ’regeringen vælte sig selv’ på spørgsmålet, så gik ministeren af.

Privatsfære og politisk offentlighed

Almindelige mennesker opererer sjældent i den store politiske offentlighed, hvor hele landet følger med i magtspillet. De opererer i familiens eller vennekredsens offentlighed. Og her vil magten tælle mindre og de gode psykologiske relationer tælle mere, end de gør i politik. Det vil sige, at den fejlvurdering, som Løkke foretog af Pape, vil have langt mere skadelige virkninger i en familie og vennekreds, end den har i politik. Sådanne fejlvurderinger kan føre til skilsmisse og venskabers ophør, hvor det på Christiansborg indgår som en naturlig del af den professionelle nervekrig om at få magt til at gennemføre mest muligt af sin politik. Derfor bør du altid tage det yderst alvorligt, når en ven eller et familiemedlem erklærer, at noget er manipulation eller ikke er retvisende eller ordentligt. Det handler i intimsfæren næsten udelukkende om jeres relationer. Derfor skal du aldrig tale en konflikt op, således som Løkke gjorde i dette eksempel, hvis du ønsker fortsat at have en god relation til vedkommende. Du skal lytte for at forstå – og for at bekræfte, at du synes, at modtageren har alle de fire dyder. Især hvis du synes han har uret, og du derfor forsøger at få ham til at indse, hvor han tager fejl.

Når man sammenligner forhold i offentligheden med forhold i privatsfæren, så ligger den største forskel i, at du i privatsfæren næsten altid først og fremmest har brug for både at styrke dine egne og modtagerens dyder. Altså forstærke jeres fælles indtryk af, at I begge er ærlige, idealistiske, stabile og kompetente.

Ustyrlige kendsgerninger

Et andet offentligt eksempel, der demonstrerer, hvordan man ikke skal gøre i intimsfæren, er tidligere præsident Bill Clinton, da han erklærede, at han havde ”no improper relationship” til Miss Lewinsky. Det er en ganske almindelig situation, også for almindelige mennesker, at man har brug for at afvise en mistanke for at have gjort noget slemt, for at afbøde at et familiemedlem eller en ven tror, at man har gjort noget endnu værre. Og faren er, at man overvurderer sin egen troværdighed og undervurderer modtagerens evne og vilje til at finde sprækker i afvisningen.

Journalisterne spekulerede straks over, hvad der lå i ”improper”, og hvorfor Clinton havde valgt lige netop dette ord og ikke et andet, måske mere nærliggende. Præsidenten blev derfor straks efter nødt til at præcisere med en erklæring om, at han havde ”no sexual relationship to this woman”. En erklæring, som måneder senere måtte følges op med spidsfindige betydningsudredninger om, at ”sexual relationship” betød ”ordinært samleje” og altså ikke omfattede oralsex. Udredninger, som blev nødvendige, bl.a. blandt andet fordi Monica Lewinsky havde gemt en sædplettet kjole som et kært minde. Hvis ikke DNA-testen var opfundet, havde præsidenten ikke behøvet at foretage denne spidsfindige udredning af ordbetydninger.

Med forklaringen gav Clinton præsidentembedet og sig selv et moralsk halmstrå, som hans tilhængere i presse og politik kunne bruge i magtspillet. I en familie og vennekreds er en sådan offentlig forklaring intet værd. Den er værre end værdiløs, fordi du vil fornærme alle ved at demonstrere, at du undervurderer deres evne til at gennemskue dig. Du skal i stedet ansigt til ansigt så nuanceret som muligt forklare, hvad der er foregået. Du kan godt udelade enkelte kendsgerninger, hvis modtageren anser dig for meget ærlig. Og hvis du har en rimelig god forklaring, hvis han senere bebrejder dig, at du udelod det. Hvis der er den mindste fare for, at din udeladelse af en kendsgerning senere kan fremstå som en kynisk beregning, altså manipulation, så skal du intet udelade. Så skal du i stedet straks score den ærlighedsgevinst, der ligger i at ”lægge kortene på bordet”. Så må det briste eller bære.

Løgnens milde omsvøb

Hvad med løgn? Kan almindelige mennesker lære noget brugbart om løgn af politikere? Løgn er ikke usædvanligt i politik, men det benægtes officielt fra alle sider. Løgn spiller en central rolle i politik, fordi man ofte står i en situation, hvor man er nødt til taktisk at lade, som om man har bestemte hensigter og vurderinger for at have de bedst tænkelige muligheder for at nå et strategisk mål. Derfor tager man chancer. Normalt bliver man kun afsløret, hvis journalister får fat i dokumenter, som viser, at man har ”spillet en falsk melodi”, som det blev udtrykt i Tamil-sagen. Eller hvis politikeren får brug for eller bliver nødt til at handle stik imod det tidligere udmeldte - et såkaldt  løftebrud.

Da løgn forekommer ret ofte i politik og ledelse, er der et stort behov for, at der er en række mindre stødende, nedtonende betegnelser for det end det krænkende ord ”løgn”. Det kan være:

·         inoperationel påstand,

·         taktisk udtalelse,

·         misvisende påstand

·         ikke retvisende fremstilling,

·         nødvendig nødløgn

·         en udtalelse, som var yderst formålstjenlig og sandfærdig på baggrund af den dengang udmeldte viden og hensigt.

Bortset fra udtrykket ’nødvendig nødløgn’, så må man fraråde disse nedtonende udtryk mellem familie og venner til andet end ironisk, humoristisk brug. Brug i stedet udtryk som ’hvid løgn’ og ’fri fantasi’.

I praksis er der kun én regel, der begrænser manipulation i hverdagen: Hvis modtageren opfatter din kommunikation som manipulation, så virker den ikke. I hvert fald ikke på den måde, du gerne vil have, at den skal virke. Derfor er ét af de vigtigste råd om manipulation, at du aldrig må kommunikere således, at modtageren opfatter det som manipulation. Forebyg enhver mistanke om manipulation ved med flid at dyrke de fire dyder i og omkring dig. Så er næsten alt muligt.     

Læs mere:

Klaus Kjøller: Manipulation - en håndbog. 2. reviderede udgave. Nu med indoktrinering, vold og hjernevask, Borgen 2007.

Klaus Kjøller: Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen, Hovedland 2011.

Jesper Tynell: Mørkelygten, Samfundslitteratur 2014.

 

Klaus Kjøller, d. 29/3 2016

                

Øverst i dokumentet