Kjøller forside à alle artikler à Manus: kapitel af Sprogets Vej til Sindets Fred: ”Hvordan man bliver en kulturpersonlighed”

[senest revideret 20/1 2006]

Titel og medium

”Hvordan man bliver en kulturpersonlighed” er et kapitel fra Kjøller, K. Sprogets vej til sindets fred, Forlaget Hekla 1982, s. 95-113

© klaus@kjoeller.dk

 

 

 

 

 

 

Hvordan man bliver en kulturpersonlighed

Nedenfor ser du menuen. Hvis du vil gå direkte til brødtekstens begyndelse, så tryk her >>

Titel og medium 2

Hvordan man bliver en kulturpersonlighed 3

Definition af kulturpersonlighed 5

Alle har ikke samme behov for  Den offentlige Tale 5

Farerne ved at dyrke Den offentlige Tale 5

Grænser for Den offentlige Tale 5

Håbløse tilfælde 7

Forbered dig på tiden efter Den offentlige Tale 7

Værdien af et godt ansigt 7

Kend dit ansigts muligheder 7

Ansigtet som inspirationskilde 7

Vidner og personligheder 9

Vidner 9

Personligheder 9

Vidnerne 9

Generationer 9

Forudsætninger for at blive en ny generations talsmand/ kvinde 9

Navngivning af generationer 9

Krige 10

Årtier 10

En historisk begivenhed 10

Genstande m.v. 10

Kulturdebattens mange muligheder 10

Kulturpersonlighederne 10

Hvordan man når positionen som personlighed 11

Kulturdebatten lever af modsætninger 11

Kulturlivets sprog og direktiverne på Sprogets Vej 11

Vidnets sprog 11

Personlighedens sprog 11

Stærke holdninger 13

Skibbrudne på Den offentlige Tales store hav 13

Kulturdebattens to væsentligste spørgsmål 13

At modsige det accepterede 13

Ægteskabet 13

Arbejdsløsheden 15

U-landene 15

Emner som ikke bør behandles 15

Hvordan lavere emner kan behandles 15

De andre personligheders holdninger 16

Kunsten at se det principielle i en detalje 16

Målsætningsdirektivet 16

Holdningsdirektivet 16

Undgå så vidt muligt det konkrete 16

Indøvelse af stærke meninger og vidtgående konklusioner 17

Eksempler 17

Sovet dårligt 17

Kan ikke klare børnenes matematikopgaver 17

Ikke mere tandpasta i tuben 17

Ingen siddeplads 19

Fjernsynets udsendelser 19

En tilfældig stol 19

Dybsindigheder 19

Sammenligningsdybsindigheder 20

Modsætningsdybsindigheder 20

Eksempler 20

Advarsel mod det konkrete 20

Eksempler 20

 

 

 

Definition af kultur­personlighed

 

En kulturpersonlighed er en offentlig kendt person som ytrer sig regelmæssigt om kulturelle spørgsmål. Kulturelle spørgsmål er de samfundsspørgsmål som økonomerne ikke beskæftiger sig med. Den eneste form for ekspertise som er påkrævet for at man kan blive en kulturpersonlighed, er af sproglig art. For enhver vandrer på Sprogets Vej som behersker direktiverne og forstår at afstemme dem efter hinanden på den måde som det bruges i kulturdebatten, ligger vejen således åben.

 

Alle har ikke samme behov for
Den offentlige Tale

 

Behovet for at dyrke Den offentlige Tale er helt individuelt. Nogle har det slet ikke, eller formår at holde det nede, bl.a. med hjælp fra direktiverne på Sprogets Vej. Andre mærker behovet kraftigere og søger at virkeliggøre de muligheder som findes for almindelige mennesker.

Atter andre vil føle behov for at gå videre endnu.

Det der stadig er målet for en vandrer på Sprogets Vej, er Den rene Tavshed, en tilstand hvor alle sindets positive egenskaber: ro, omtanke, sikkerhed, selvtillid, autoritet og meningsfuldhed uigenkaldeligt har fået overtaget over de negative: uro, uforstand, mangelfuld forståelse, manglende tro på egen værdi og betydning osv. Den positive dominans er så stor og stabil at enhver videre tale er overflødig.

Den offentlige Tale kan være et udmærket middel på vejen mod dette mål. Som det tidligere er nævnt, vil der ofte i Den offentlige Tale ligge en uhyre intens oplevelse af betydningsfuldhed, meningsfuldhed og autoritet. Men Den offentlige Tale kan også blive en farlig blindgyde.

 

Farerne ved at dyrke Den offentlige Tale

 

For en sand vandrer på Sprogets Vej bør udøvelsen af Den offentlige Tale kun være en overgang, og den bør være ledsaget af stadig træning og øvelse i direktiverne på Sprogets Vej. Det forholder sig nemlig med Den offentlige Tale som med andre stærke behandlingsmidler som man kender, fx fra lægevidenskaben: jo mere man bruger det, jo mere behov får man for det i stadig større doser. Så længe man blot får disse stadig større doser, vil man kunne få stadig større oplevelse af betydningsfuldhed, meningsfuldhed og autoritet. Men får man dem ikke, vil man hurtigt få det meget værre end man havde det før man begyndte. Man kan med andre ord meget let blive afhængig af stoffet Den offentlige Tale.

 

Grænser for Den offentlige Tale

 

I ethvert samfund vil der være en grænse for meget offentlig tale det er muligt for en enkelt person at udøve. Selv en statsminister har ikke uindskrænket adgang til medierne. Ja, selv i en diktaturstat vil der være grænser. Selv om diktatoren talte til sit folk i hele sin vågentid, så vil der alligevel være visse fysiske grænser for hans ydeevne.

Kun en stadig træning i direktiverne og en samvittighedsfuld overholdelse af dem i den private dagligdag, kan effektivt forebygge det chok det ellers vil være at opdage at man ikke kan få nok offentlig tale, at grænsen er ved at være nået.

 

Håbløse tilfælde

 

Alt for mange forsømmer desværre dette. Vort lands nyere historie kan opvise mange afskrækkende eksempler på dygtige vandrere på Sprogets Vej som er begyndt at dyrke Den offentlige Tale, har gjort det med god fremgang, men som desværre så har glemt at praktisere sprogets Vej i det hjemlige, og som derfor nu frister en krank skæbne på stadig jagt efter enhver lejlighed til at praktisere Den offentlige Tale uden dog at få megen tilfredsstillelse derved. Sandt at sige er der ikke meget håb for disse stakler.

 

Forbered dig på tiden efter Den offentlige Tale

 

Lad disse eksempler være en påmindelse til eventuelle kommende praktikanter af Den offentlige Tale. Du skal vide at du fra starten skal berede dig på at der findes en tid efter Den offentlige Tale. Du skal vide at du skal frem til at kunne se tilbage på din tid i offentlighedens søgelys som et overstået stadium. Og at dette, at holde op i rette tid, måske er det vanskeligste af det hele. Klarer du det, er du til gengæld næsten sikker på at nå til Den rene Tavshed.

Men du kan kun klare det hvis du til stadighed i din ikke-offentlige hverdag praktiserer Sprogets Vej. Alt for mange halser af sted på jagt efter Den offentlige Tale, og forsømmer så til gengæld katastrofalt at overholde og indøve direktiverne derhjemme. Dagligsprogets sorger og problemer yngler uhæmmet omkring én, og gør det umættelige behov for Den offentlige Tale endnu større.

Efter disse lidt advarende bemærkninger vil vi se nærmere på kulturlivets muligheder.

 

 

 

Værdien af et godt ansigt

 

 

Kend dit ansigts muligheder

Det første man bør gøre når man går i tanker om at føre sig frem som kulturpersonlighed, er at se sig selv i spejlet. Hvis det ikke er muligt at få lagt sit ansigt i følsomme og tænksomme, gerne dybsindige, folder, bør man ikke gå videre med forehavendet. Ens portræt vil nemlig ofte skulle bruges som illustration til indlæg, anmeldelser, bogannoncer osv. Ser man af naturen usædvanligt fjoget ud, eller er man så grim at dette indtryk af grimhed altid vil dominere kraftigt over det udtryk af dybsindighed og følsomhed som man i heldigste fald kan få frem på sit ansigt, så er chancerne ikke store.

 

Ansigtet som inspirations­kilde

 

Tænk på at dit ansigt meget ofte skal bruges som annonce for det du siger. Det vil sige at du ved at læse grundigt i dit ansigt kan få gode ideer til hvad du skal sige og skrive, og til hvad du ikke skal sige og skrive. Er dit ansigt fx meget oppustet med kraftige kinder og dobbelthager, vil du ikke komme langt med at anbefale faste og puritansk levned som vejen til et lykkeligere og længere liv. Har du stort fuldskæg, kan du ikke mane overbevisende til kamp mod den uciviliserede og sundhedstruende mode med at lade håret i ansigtet dække både ører og underansigt.

Dette er kun nogle ekstreme eksempler for at illustrere ansigtets betydning for de meninger man fremfører. Men den meget grundige læsning af netop dit ansigt som vil kunne give dig ideer om netop dine muligheder, kan jeg naturligvis ikke foretage her. Søg evt. råd og vejledning hos din familie og dine venner.

Derimod kan jeg her sige noget om de generelle muligheder som findes for at folde sig ud som markant personlighed. Ingen enkelt offentlig person er en type 100%, og det vil du heller ikke kunne blive. Men det er godt at have kendskab til nogle typer for ud fra disse at kunne fastlægge sin egen offentlige personlighed.

 

 

 

 

Vidner og personligheder

I kulturdebatten optræder to hovedtyper: vidner og personligheder.

 

Vidner

 

Vidnerne er dem der hele tiden bringer nyt materiale, nye vidnesbyrd ind i debatten. De kan være unge eller gamle, og af vidt forskelligt erhverv. Det væsentlige er at de giver én eller anden gruppe mæle. Man kunne derfor også kalde dem uformelle talsmænd eller -kvinder.

 

Person­ligheder

 

Kulturpersonligheder er dem der analyserer og vurderer disse vidnesbyrd. I modsætning til vidnerne som kommer og går alt efter hvilke problemer der er til debat, så er personlighederne til stadighed til stede og søger at perspektivere det der bliver sagt. De uddrager moralen, og giver gode råd til befolkning, regering, erhvervsliv, menneskehed eller lignende om hvordan man bør forholde sig.

 

 

 

Vidnerne

Hvis du er ret ung, helst ikke ældre end i begyndelsen af tyverne, er der god mulighed for at komme til at indtage positionen som din generations talsmand.

 

Generationer

 

Det der med generationerne spiller en stor rolle i det kulturelle stof. Objektivt set er det egentligt noget sludder fordi folk jo fødes til stadighed og ikke i bølger eller generationer. Men opfattelsen, at der findes generationer, er så indgroet at man ikke skal gøre sig håb om at ændre den. Sandsynligvis stammer den fra den rigtige iagttagelse at man i familier som regel har tre (evt. fire) alderslag: børn, forældre, bedsteforældre og evt. oldeforældre. Og imellem disse er der jo typisk 20—30 år. Og da samfundet består af familier, så må også naturligvis hele befolkningen være inddelt i generationer. For at få regnestykket til at gå op, opstiller man undertiden mellemgenerationer.

 

Forudsæt­ninger for at blive en ny generations talsmand/ kvinde

 

For at træde frem som den der giver en ny generation mæle, må man for det første være meget ung, virke meget spontan og på et eller flere punkter stå i markant opposition til den foregående generation. Ellers er der jo ikke tale om en ny generation.

Men da det er så uklart hvad en generation er, kan man sige at det det drejer sig om, er at overbevise offentligheden om at her kommer der en ny generation.

For at gøre det er det nødvendigt at finde en fængslende betegnelse på den generation hvis talsmand man er. Hvis dette ikke er muligt, vil det være praktisk taget umuligt at fremstå som en generations talsmand.

 

Navngivning af generationer

 

Heldigvis kan der gives visse regler for navngivning af generationer.

 

Krige

 

For det første kan krige anvendes. Herved fås betegnelser som ”de store krigsårgange”, ”efterkrigsgenerationen”, ”førkrigsgenerationen” og ”mellemkrigsgenerationerne”.

 

Årtier

 

For det andet anvender man ofte årtier som skillelinjer. Det giver fx »60’ergenerationen«, »dem fra de glade tressere«, »fattigfirsernes unge«. Derimod bruges skæve tal aldrig, fx »67’er-generationen», »85’er-generationen».

 

En historisk begivenhed

 

En betegnelse som »generationen som var med i 68» kan dog godt anvendes, idet det er helt accepteret at navngive en generation ud fra en særlig markant begivenhed, således fx også »den generation som smed atombomberne over Hiroshima og Nagasaki«. Sådanne begivenheder skal have en vis global eller i hvert fald landsdækkende udstrækning og betydning. Betegnelser som »den generation som oplevede Mads Nielsens ko med to hoveder» og »generationen som genrejste Marens lade efter stormen» kan ikke anbefales til seriøst brug.

 

Genstande m.v.

 

For det tredje kan man betegne en generation med én eller anden ting, klædningsstykke osv. som er særlig karakteristisk for den, fx »bluejeans-genera­tionen» »rock-generationen», »nåh-generationen», »disko-generationen«, »P-pille-generationen». På grund af tidens stadige fremadskriden vil hver ny dag i princippet også kunne være begyndelsen på en ny generation. Derfor kan det anbefales at du
først studerer dit ansigt, og evt. konsulterer venner og familie, for at vurdere dine muligheder for at stå frem som talsmand for én eller anden passende generation.

 

Kultur­debat­tens mange muligheder

 

Men hvis dette ikke viser sig at være muligt, så opgiv ikke håbet. Kulturdebatten er en proces hvor der hele tiden tages nye problemer op, og hvor der hele tiden anlægges nye vinkler på gamle problemer. Det betyder bl. a. at der hele tiden er behov for at der optræder nye repræsentanter for de befolkningsgrupper hvis problemer kulturdebatten gør aktuelle. Det kan være fremmedarbejdere, pensionister, blinde, cyklister, arbejdere i medicinalindustrien, vinterbadere, embedsmænd i ministerierne, boghandlere, folk som bor i nærheden af et atomkraftværk, gymnasielærere. Ved dels at kende sine egne muligheder, og dels at holde et vågent øje med hvordan kulturdebatten bølger frem og tilbage, er der gode chancer for at der før eller siden skal vise sig at være bud efter én.

 

 

 

Kulturpersonlighederne

 

 

 

Positionen som kulturpersonlighed nåes normalt ikke med ét slag. For at nå hertil må man have frigjort sig fra afhængighed af om dette eller hint spørgsmål står på kulturdebattens dagsorden. Man er blevet en i-sigselv-hvilende offentlig figur.

 

Hvordan man når positionen som personlighed

 

En mulig vej at gå er at begynde som vidne og herved blive nogenlunde etableret som talsmand for en gruppe. Mens man vedligeholder denne position, må man så vidt muligt søge at komme i opposition og polemik med så mange af de etablerede personligheder som muligt. Jo flere af de etablerede der retter sit skyts mod dig, jo bedre er det. Herved vil den kulturelle offentlighed nemlig blive overbevist om at du er en person hvis mening er så betydningsfuld at den er værd at bekæmpe. Når du er nået hertil, gælder det blot om at holde positionen et vist stykke tid, så er du selv blevet én af dem der bekæmper dig, en personlighed.

 

Kulturdebatten lever af modsætninger

 

Det er vigtigt at være klar over at man ikke kan blive en personlighed ved at alliere sig med én eller anden af de etablerede personligheder ved at tage hans/ hendes parti fx. Kulturdebattens dynamik og overdådige rigdom på meninger er afhængig af spændingerne mellem kulturpersonlighederne. Disse spændinger vedligeholdes med stor nidkærhed. Enhver personlighed ved nemlig at hans/ hendes position står og falder med de andres, og at de alle kun er så stærke som de hadets bånd som binder dem sammen. Kun hvis man ønsker at trække sig tilbage, kan der derfor være en mening i at finde og opdyrke en afløser. Ellers er det i bedste fald overflødigt, i værste skadeligt. Enhver debat, ja hele kulturlivet, lever af modsætninger, ikke af harmonier. Og da det normalt er uoverkommeligt for en nyopkomling at vippe en etableret personlighed ud af hans position mod hans vilje, følger det at den bedste måde er at skabe sig en helt ny position ved at knytte tætte hadets bånd til så mange etablerede personligheder som muligt.

 

 

 

Kulturlivets sprog og direktiverne på Sprogets Vej

 

 

Vidnets sprog

Når man træder frem som vidne, gør det ikke noget at ens sprog virker lidt uprofessionelt. Tværtimod er det en fordel at det er tydeligt at det er et almindeligt menneske der taler, et friskt pust udefra. Man bør derfor som vidne ikke overholde direktiverne på Sprogets Vej alt for strengt.

 

Personlig­hedens sprog

 

Men selv den vandrer på Sprogets Vej som stiler mod positionen som kulturpersonlighed, kan kun i et vist omfang støtte sig til direktiverne. Direktiverne er udformet udelukkende med henblik på at skabe og opretholde sindets fred. At visse af Sprogets Vejs praktikanter som et led i deres sproglige opdragelse, ønsker at praktisere Den offentlige Tale, er forståeligt og kan ofte være gavnligt, selv om det ikke er ufarligt. Det er vigtigt at være klar over at kulturpersonlighedens sprog i visse henseender svarer til et meget tidligt stadie på Sprogets Vej.

 

Stærke holdninger

 

Den offentlige Kulturtale er i meget høj grad præget af meget stærke holdninger. At være kulturpersonlighed indebærer bl. a. at man skal kunne udtrykke stærk begejstring eller afsky på given foranledning. Men for den som oprigtigt har valgt at gå Sprogets Vej findes der kun én sand lidenskab: længslen mod sindets fred. At praktisere Den offentlige Kulturtale medfører altså at man for en tid svigter dette endelige mål til fordel for engageret deltagelse i tidens aktuelle spørgsmål.

 

Skibbrudne på Den offentlige Tales store hav

 

Værdien herved ligger i den opbyggelige fornemmelse af at være betydningsfuld og leve et meningsfuldt liv, som opstår ved al succesrig praktisering af Den offentlige Tale. Faren ligger i at denne kulturudgave af Den offentlige Tale, som al anden, er stærkt vanedannende. Det gælder om at forlade den inden den tager magten fra én. Desværre kan der nævnes mange eksempler på fremgangsrige vandrere på Sprogets Vej som i fuld bevidsthed om dette alligevel har valgt at praktisere Den offentlige Kulturtale, og som er blevet ved for længe. I dag er de helt hjælpeløse ofre som er dømt til evigt slaveri under Den offentlige Tale. For Sprogets Vej er de for evigt fortabte. Det er unødvendigt at nævne navne, for de er velkendte af alle.

 

 

 

Efter disse advarende ord, nogle råd til dem som erfaringsmæssigt alligevel vil forsøge. Jo mere man ved om kulturdebattens realiteter, jo større er mulighederne for at slippe helskindet igennem.

 

 

 

Kulturdebattens to væsentligste spørgsmål

 

 

 

Der er to spørgsmal som enhver kulturpersonlighed til stadighed må tage stilling til:

1.      Hvilket emne skal jeg ytre mig om?

2.      Hvilken holdning skal jeg indtage til det?

 

At modsige det accepterede

 

Som hovedregel kan det anbefales at gå ud fra noget som er almindeligt accepteret, og så hævde det modsatte.

 

Ægte­skabet

 

Fx er det en meget udbredt opfattelse at det at leve i et ægteskab, evt, med ét eller flere børn, er en god og rimelig måde at leve på. På baggrund heraf kan man fremføre den mening at det at indgå et fast kærlighedsforhold til et andet menneske er noget der bør undgås, fx fordi man herved dræber kærligheden i rutiner. Endnu værre bliver det hvis man giver sig til at avle børn.

 

Arbejds­løsheden

 

Det er også en udbredt opfattelse at arbejdsløsheden er af det onde. Derfor kan man anlægge det synspunkt at den i virkeligheden er et gode, fordi den giver folk rig lejlighed til at beskæftige sig med noget som interesserer dem i stedet for at henslæbe deres liv med ét eller andet underbetalt, nedslidende og monotont arbejde.

 

U-landene

 

Det er også en udbredt opfattelse at vi i de teknisk udviklede lande lever et bedre liv end de gør i U-landene. Derfor kan man hævde det synspunkt at det er omvendt i virkeligheden, fx med den begrundelse at de værdier vi dyrker i vores tekniske samfund er falske og overfladiske, mens dem man lever ud fra i U-lande er mere grundlæggende.

 

 

 

Kort sagt: Hver gang man finder en meget udbredt og alment accepteret holdning, har man samtidig fundet en mulighed for at træde frem med et markant synspunkt.

 

Emner som ikke bør behandles

 

Der gælder dog den begrænsning at de holdninger man bekæmper skal være af en vis ophøjet karakter. Fx er det en udbredt opfattelse at det er fornuftigt at børste tænder regelmæssigt hver dag. Men at tage en sådan holdning op til kritik kan ikke anbefales, hvis man ønsker at blive anset for kulturpersonlighed. Emnet er simpelt hen for lavt, det ligger på et alt for konkret niveau. Det er mere passende at tage op, fx for en oprørsk tandlæge på en tandlægekongres. Det gælder i øvrigt som en tydelig tendens at der inden for enhver gruppe specialister findes én eller flere som markerer sig ved at tage afstand fra alment accepterede opfattelser. Læger som fx mener at de piller der udleveres, stort set er nytteløse. Præster som mener kirken er af det onde. Jurister som mener at domstolene burde nedlægges. Politikere som mener at folketinget er uden magt.

 

Hvordan lavere emner kan behandles

 

Hvis man som kulturpersonlighed fx skal tage et emne som personlig hygiejne op, må dette emne ses i lyset af mere generelle træk ved landets kultur eller folkekarakter. Fx kan man ikke isoleret tage afstand fra danskernes toiletvaner, og hævde at man burde forefinde et bidet på ethvert toilet som en helt naturlig ting, således at det var muligt at supplere den traditionelle aftørring med en helt selvfølgelig afvaskning. Men som et led i en påvisning af danskernes kulturelle tilbageståenhed i forhold til franskmændenes langt mere fremskredne stade inden for litteratur, teater, bygningskunst, gastronomi m.m. kunne man meget vel bringe dette emne på bane som et tankevækkende apropos. Det ville tjene til at demonstrere spændvidden i ens overblik over de kulturelle forskelle landene imellem.

 

De andre personlig­heders holdninger

 

Ved valg af emne og holdning er der imidlertid én faktor som aldrig må glemmes: de andre kulturpersonligheder. Er der en debat i gang vil valget af holdning ofte være meget let, fordi man naturligvis så må bekæmpe de synspunkter som ens mest fremtrædende modstander(e) fremfører. Skal man derimod selv tage initiativ til en debat, må man så vidt muligt forudse hvilke standpunkter ens traditionelle modstandere vil indtage og foretage sit udspil således at man ikke spiller dem for mange gode modargumenter på hånden. Det er vigtigt at de blander sig, fordi din styrke som kulturpersonlighed helt afhænger af en regelmæssig, offentlig bekræftelse på at du står i tydelig modsætning til dem. Men det er også vigtigt at du er i stand til at bevare initiativet i debatten, og ikke hurtigt bliver reduceret til en spag bifigur, mens hovedslaget raser andetsteds.

 

 

 

Kunsten at se det principielle i en detalje

 

 

 

Sprogligt er det vanskeligt at give andre råd end at du altid bør tale så abstrakt og generelt som det er muligt. En rigtig kulturpersonlighed ser altid kun det konkrete gennem en hel masse abstraktioner. Det er dette der gør det muligt altid at drage de allermest vidtgående og principielle konsekvenser af selv den tilsyneladende allermest betydningsløse detalje. Og samtidig er det det der gør det muligt at gå til holdningsmæssige ekstremer ved den mindste anledning.

 

Målsætnings­direktivet

 

I denne forbindelse kan det være på sin plads at nævne Målsætningsdirektivet om altid at have den bedst mulige målsætning, dvs, en målsætning som kan holde, ligegyldigt hvad der så end sker. Dette direktiv er, i en let tillempet form, særdeles anvendeligt i kulturdebatten.

 

Holdnings­direktivet

 

Også som kulturpersonlighed bør man naturligvis direkte anvende det når man opstiller målsætninger for det ene eller det andet. Men også når man blot indtager markante holdninger bør det adlydes, blot i en tillempet form: Indtag altid en holdning som kan bekræftes ligegyldigt hvad der så end sker.

 

Undgå så vidt muligt det konkrete

 

Normalt vil abstraktionsgraden og generalisationerne automatisk sikre at dette Holdningsdirektiv overholdes. Den største fare ligger i at man evt, kommer for skade at underbygge sin holdning med alt for mange konkrete påstande som modstandere kan afvise som forkerte. Det konkrete bør derfor altid kun bruges som et tilfældigt apropos, hvis det da ikke helt kan undgås.

 

Indøvelse af stærke meninger og vidtgående konklusioner

 

Denne færdighed med at gå til holdningsmæssige ekstremer og drage vidtgående principielle konklusioner af tilsyneladende ubetydelige detaljer, er noget som man udmærket kan opøve mens man stadig er almindeligt menneske. Men den bør kun praktiseres af folk som står solidt på Sprogets Vej, da den ellers kan føre til alvorlig forværring af sindsroen, omtanken osv. Til gengæld kan den, brugt med fornuft og i frugtbar vekselvirkning med de velkendte teknikker på Sprogets Vej, føre til en fuldkommen beherskelse af ens følelsesliv.

 

Eksempler

 

Lad os se på denne teknik ud fra nogle eksempler hentet fra en triviel hverdag som vi alle kender.

 

Sovet dårligt

 

Fx har man ikke sovet godt om natten fordi et barn har været uroligt. Dette er en udmærket anledning til at anstille stærkt kritiske betragtninger over visse træk ved samfundssystemet. Barnets uro skyldes utvivlsomt enten at den kost det får, indeholder en hel masse tilsætningsstoffer, eller at det har set et fjernsynsprogram med alt for megen voldsudøvelse. Hvorfor forhindrer forældrene ikke dette? Fordi de er ofre for det moderne samfunds produktionsræs og lider af frygt for at blive arbejdsløse. Hermed er allerede anslået fire frugtbare temaer: forureningen, volden i medierne, de menneskelige omkostninger i forbindelse med det moderne samfunds produktionsmåder, og børnene som de uskyldige det går ud over. (Er der overhovedet plads til børn i vores samfund?).

 

Kan ikke klare børnenes matematik­opgaver

 

Under morgenmaden beder et barn dig måske om at hjælpe sig med en matematikopgave i sidste øjeblik. For det første giver det dig anledning til at udtrykke alvorlige betænkeligheder angående ungdommens arbejdsdisciplin. Hvordan skal det gå når den nuværende arbejdsstyrke går på pension? Der er ingen tvivl om at en mentalitetsændring er påkrævet blandt ungdommen hvis hjulene stadig skal holdes i gang til den tid. Når du så opdager at du ikke kan løse matematikopgaven fordi man ikke mere lærer matematik på den måde du selv lærte det, så kan du vende dig mod det moderne skolevæsen, som desværre ikke nu mere sætter solid lærdom i højsædet. Hvornår har man sidst hørt om en elev som kunne kongerækken udenad? For ikke at tale om nationalsangen. Værdsætter pædagoger i dag overhovedet vores nationale kulturarv? Vi forældre må være på vagt for at denne daglige undergravning af vort folks grundlæggende værdier ikke skal få katastrofale følger for vore unge.

 

Ikke mere tandpasta i tuben

 

Når du efter morgenmaden skal børste tænder, er det måske ikke muligt at presse mere tandpasta ud af tuben, fordi et andet familiemedlem lige har taget det sidste. Dette kan give anledning til at anstille kritiske betragtninger over de mellemmenneskelige forhold i vores samfund. Tænker vi ikke for lidt på hinanden? Er vi ikke for meget optaget af at jagte ting? Er vi ikke alt for optaget af at vogte på hinanden, misunde hinanden og nidkært kontrollere at de andre ikke får mere end jeg selv gør? Har vi ikke helt glemt glæden ved at give, og den almindelige humanitære forplig tels til at hjælpe andre?

Hermed er anslået et tema som sagtens kan bringe én vidt omkring: Man kan fx kommentere overenskomstforhandlinger, julegaveræs, U-landsbistand og behandlingen af fremmedarbejdere/ gæstearbejdere/ indvandrere.

 

Ingen siddeplads

 

På vejen hjem fra arbejde er man måske så uheldig at der ikke er siddepladser i bussen eller toget. Det er en fortræffelig lejlighed til at anstille betragtninger over den samfundsmæssige betydning af en højere prioritering af den kollektive trafik.

 

Fjernsynets udsendelser

 

Om aftenen hører man måske et fremmedord man ikke forstår, i fjernsynet. Dette kan føre til et harmdirrende forsvar for det danske sprog, dette nationale klenodie der nu som aldrig før er truet fra alle sider. Er der en udsendelse hvis holdning man ikke sympatiserer med, så kan man heri se et oprørende eksempel på en énsidighed som præger udsendelserne, og erklære sin aktive støtte til de kræfter som bekæmper programmedarbejdernes private propaganda som betales af offentlige licensmidler.

 

 

 

I begyndelsen kan det anbefales at tage udgangspunkt i sådanne småirritationer fra dagligdagen. Men efterhånden bør der ske en frigørelse fra dette slaveri under ydre anledninger. Det bør tilstræbes at man bliver i stand til at ytre sig, enten begejstret eller harmdirrende, i generelle vendinger som de bruges i kulturdebatten.

 

En tilfældig stol

 

Tag fx en tilfældig ting som en stol; sandsynligvis sidder du på én nu. Det kan føre til en påpegning af vigtigheden af at forene æstetisk design med praktisk nytte og komfort. Og i forlængelse heraf kan du rose danske møbler. Eller du kan rette en kraftig kritik mod dansk møbelindustri. Du kan også gøre først det ene, så det andet. Det giver en god træning og befordrer i høj grad en løsrivelse fra de ydre anledninger. Målet er at blive i stand til at mene hvad som helst om hvad som helst. Det det gælder om, er at få optrænet en høj grad af menings­smidighed, således at du til sin tid altid vil være i stand til hurtigt at udtrykke de meninger som giver den bedste mulighed for at praktisere Den offentlige Tale.

 

 

 

Dybsindigheder

 

 

Som kulturpersonlighed vil man også kunne få brug for at sige dybsindigheder. Det vil jo netop være et udtryk for at man ser dybere i tilværelsen, samfundet og værdierne end almindeligt.

Der findes flere slags dybsindigheder.

 

Sammenlig­nings­dybsindig­heder

 

Nogle bygger på at man drager en sammenligning som ingen før har tænkt på. Det er vanskeligt at give retningslinjer for dette; men jo mere forskelligartede de sammenlignede ting er, jo større dybsind vil der normalt være tale om.

 

Modsætnings­dybsindig­heder

 

Men der findes også en anden type dybsindigheder, og for disse kan der gives ret nøjagtige retningslinjer. Det er de dybsindigheder som siger at noget i virkeligheden, for en dybere betragtning, ved nærmere overvejelse, egentlig set er det modsatte af det det tilsyneladende er.

Det er en bevægelse som vi allerede kender fra Opløsningsdirektivet: at noget går over i sin (positive) modsætning. Man kan også betragte det som en følge af Komplikationsdirektivet, idet altings umådelige sammensathed naturligvis i sin yderste konsekvens må føre til at alting går over i sin modsætning.

Det er denne bevægelse der foretages med stor dybsindseffekt i udtalelser som i det følgende:

 

Eksempler

 

·         Had er i virkeligheden den reneste form for kærlighed.

·         Hvad er troskab andet end en udspekuleret form for utroskab?

·         Intet kan være mere rationelt end en fortærende lidenskab.

·         Den såkaldte frihed er den grusomste tvang der findes.

·         Enhver viden er dybest set en farlig form for uvidenhed.

·         Ens erindring om fortiden er fremtidens sande rigdom.

·         Det et menneske mest inderligt søger, ønsker det i dybeste forstand ikke at finde.

·         De fattige er de eneste renhjertede velhavere.

·         Glæde er jo egentlig fortrængt sorg.

·         Grimhed rummer i virkeligheden den mest rene form for skønhedsoplevelse som det er os mennesker beskåret at have.

·         Ondskab skyldes altid i yderste instans et ønske om grænseløs godhed.

·         Det eneste sted man finder den ægte fred, er i den nådesløse kamp.

 

Advarsel mod det konkrete

 

Efter disse eksempler skulle det ikke være svært selv at arbejde videre. Man bør blot tage sig i agt for ikke at tale om alt for håndfaste ting. Fx vil der normalt være ingen eller kun meget ringe dybsindseffekt i at sige:

 

Eksempler

 

·         En portion vælling er i virkeligheden næsten aldrig en portion vælling.

·         Dette pludrende blebarn er i virkeligheden filosoffen Nietzsche på dødslejet.

·         Denne nullermand under sofaen er et umiskendeligt tegn på vort hjems totale renhed.

·         Det at opvaskemaskinen er brudt sammen, er et klart bevis på dens upåklagelige funktionsduelighed.

Men selv sådanne konkrete, tilsyneladende umulige eksempler vil dog kunne bruges med fordel af særligt talentfulde vandrere, som vil kunne underbygge dem med lange, spidsfindige udredninger.

 

 

Tilbage til toppen

 

 


Uddrag af Sprogets Vej til Sindets Fred (Hekla 1982), s. 95-113, © klaus@kjoeller.dk