Kjøller forside à alle kommentarer à kommentar:  Stop ydmygelserne: Sælg!

[senest opdateret d. 3/10 2005]

 

Stop ydmygelserne: Sælg!

Forfattere skal være gode til ydmygelser – hvis de ikke er  gode til at sælge

 

 

 

Der er mange ydmygelser ved at være forfatter. Forfatteren til Godfather-bestseller­ne, Mario Puzo, angiver ydmygelsen ved ikke at blive læst som grunden til at han begyndte at skrive bestsellere i stedet for de snævre bøger han ellers havde skrevet.

Det er en ydmygelse som de fleste forfattere må lære at leve med.

Andre udbredte ydmygelser er visse anmelderes helt tilfældige behandling af bogen. En detalje fra bogen vælges ud, blandes med en idiosynkrasi hos anmelderen og værsgo: Anmeldelsen er klar. Man kan også blive bunkeanmeldt fordi ens værk tilfældigvis ligger sammen med andre værker på anmelderens bord. Men det egentligt ydmygende er jo at man som forfatter er afhængig af den gratis, tilfældige anmelderbehandling til linjebetaling. Det er man kun fordi der ikke er penge i skidtet så der er økonomi i en ordentlig markedsføring. Derfor er der grund til at være taknemmelig over ethvert gratis grynt man får. Tavshed er den værste ydmygelse af alle.

Og inden man når så langt, har man oplevet forlagenes ydmygelser.

Det handler ikke om umenneskelige redaktører, redaktionschefer og direktører. Det er normalt flinke, følsomme folk. Sagen fra foråret 2005 hvor Lindhardt & Ringhof valgte at skrotte en ung lyriker trods kontrakt, er slet ikke typisk. I forlagsverdenen foregår alting meget diskret. Det var derfor et groft brud på god tone at lyrikeren sladrede til dagbladet Information om sin ydmygelse. Enhver usælgelig forfatter lærer hurtigt at det er en betingelse for at overleve i branchen at man æder sine ydmygelser i sig – og husker at sige tak.

Forlagenes ydmygelser ligger i det strukturelle og procedurerne. Fx fik nu den unge lyriker afsløret for alle at selv en forfatter med kontrakt ikke har krav på at få sit værk udgivet. Det er en klar ydmygende tilstand. Det er også en ydmygelse at en forfatter ikke må sende sit manus til flere forlag samtidigt. Det er ellers en nærliggende måde hvorpå man kan begrænse den tid det kan tage at finde et forlag. Endelig er det en ydmygelse at man som forfatter skal vente mindst et halvt år med at få sine penge for salget forrige år. Og så har jeg endda slet ikke nævnt den ydmygelse der kan ligge i at det viser sig at bogen ikke har solgt, men at der tværtimod er kommet eksemplarer retur fra boghandlerne.

Befrielsen fra ydmygelserne ligger ét og kun ét sted: Skriv nogle bøger som sælger! Når løsningen er så nær, kan det undre at den ikke vælges af flere.

Men forfattere må ikke bare tåle ydmygelser; de lider også af anfægtelser. Én af de sværeste anfægtelser opstår når man fx læser The New York Review of Books og oplever hvilke mængder af lærd litteratur der sprøjtes ud fra alle de amerikanske universitetsforlag. Hvordan kan man få sig selv til at tro at verden utålmodigt venter på den næste bog man selv er i gang med? Og når man abonnerer på NY Review så får man samtidig alle mulige kataloger og tilbud på revl og krat. Jeg fandt ved bare en løselig gennembladren af et katalog fra bogklubben Barnes og Noble forleden 2 titler på bøger som jeg selv godt kunne tænke mig at have skrevet.

Værre er det dog at opdage at bøger som man faktisk har skrevet, lige så godt kunne skrives og udgives igen. Fx min gamle hudfletning af de politiske partiers programmer for at gå i tomgang og fylde folk med banaliteter og platheder (Vælgeren og partiprogrammerne 1973). Intet er ændret, bortset fra årstallene. Og så også det at Tiden, Udviklingen og Konjunkturerne i dag har givet mig det omvendte job: at lære de Danskstuderende hvordan man skriver den slags programtekster til NOVO Nordisk og Udlændingestyrelsen og får de ansatte til at tro på at teksterne har et indhold. Så hvis jeg skrev bogen i dag, skulle den i stedet hedde: Håndbog i opbyggelig skrivning af visions- og missionsdokumenter.

Trods ydmygelser og anfægtelser skrives der fortsat bøger på dette lille hemmelige røversprog, dansk, som vi elsker. Vi danske forfattere fortsætter nådesløst jagten på læserne. Helst de frivillige: Dem som hænger ved vores læber når vi holder foredrag; dem som med blanke øjne fortæller at en bog som forlængst er makuleret, i mange år har spillet en stor rolle i deres liv, og som nu andægtigt beder om at få forfatterens signatur på det slidte eksemplar.

Og hvis der ingen frivillige læsere er, så vil vi tvinge dem vi har mulighed for at tvinge. Her har man som universitetsansat mange muligheder som andre erhvervsgrup­per savner. Lettest går det med de studerende. De skal jo læse pensum, og ved eksamen kan man kontrollere om de faktisk har gjort det. Værre er det med kollegerne. De har sjældent tid fordi de selv har travlt med at skrive eller holde møder. Her kan det være nødvendigt at indlevere en afhandling for at blive doktor eller søge en stilling så der skal nedsættes et bedømmelsesudvalg som vil tvinge i det mindste 3 af dem til at læse hvad man skriver.

Men hvor tvang ikke virker, må man bruge snilde. Jeg har haft gode erfaringer med at oprette dette netsted, www.kjoeller.dk, hvor jeg lægger tekster ud. Den gør det muligt for hele verden at gå ind og læse mine ord. Uden at jeg nogensinde behøver finde ud af om den gør det. Men du gjorde. Modtag mit ydmyge ’tak’.

klaus@kjoeller.dk