Klaus Kjøller forside à Kommentarer og moraler, menu

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Først offentliggjort 13-10-2013 22:30

Senest opdateret 15-10-2013 12:22:17

Tekstanalyse: Den anonyme brevskriver

Det anonyme brev til Skattesagskommissionen er skrevet af en akademiker, som ikke professionelt beskæftiger sig med at skrive. Men brevskriveren har alligevel haft stor succes med at bringe gamle rygter til tops på mediedagsordenen ved at skabe historien om den fiktive advokatsekretær, som skrev et anonymt brev til kommissionen.

Af Klaus Kjøller

Det er et brev, som afsenderen har haft god tid til. Derfor må teksten antages at give et præcist billede af afsenderens færdigheder i at skrive og layoute en tekst.

Link (åbner nyt vindue): Se brevet her (pdf). Det blev offentliggjort i Berlingske d. 9/10 2013. Jeg har forsynet det med linjetæller.

Det fremgår umiddelbart, at brevet er layoutet som et typisk advokat-brev, bl.a. med nøjagtig adresse (med att.:), sted og dato, emnelinje, punktopstilling med pinde og en afsluttende venlig hilsen.

[Der forekommer fagsprog i den følgende analyse, men pointerne er forhåbentligt alligevel forståelige for enhver interesseret]

Brevet har mange træk fra bureaukrat-registret

”Den pågældende computer” (linje 19) i stedet for ”min kollegas computer”

”Der var ved at blive udarbejdet et notat” (20) i stedet for ”Man var ved at skrive et notat”

”Efter at have haft lejlighed til at læse” (26) i stedet for ”Efter at have læst”

”som følge af at” (32) i stedet for ”fordi”

”ikke vil få ansættelse i advokatbranchen efterfølgende” (32) i stedet for ”bagefter kan få arbejde i advokatbranchen”. Og da brevskriveren fremhæver, at det arbejder, der er tale om, er arbejde som advokatsekretær, så kan ”i advokatbranchen” jo yderligere konkretiseres til ”som advokatsekretær”

”den ovenfor nævnte jurist” (37) i stedet for ”juristen i min fagforening”

”offentliggør(e) min viden og dokumentation” (38, 41) i stedet for ”stå offentligt frem”

”Jeg er bekendt med at jeg mister mit arbejde og ikke får arbejde som advokatsekretær igen” (40) i stedet for ”Jeg ved, at jeg ikke mere kan arbejde som advokatsekretær”

”Notatet er udarbejdet” med variationer (48-50) i stedet for ”notatet er lavet”

”de mange løgnagtige forklaringer der er blevet afgivet for Skattesagskommissionen” (60-61) i stedet for ”de mange løgne overfor kommissionen”

”overgivet en kopi af skrivelsen til juristen” (63-64) i stedet for ”også givet en kopi til juristen”

”rette henvendelse til” (linje 79) i stedet for ”skrive til”.

”skrivelse” (63, 64, 64) i stedet for ”brev”.

Ordrette gentagelser med korte mellemrum

Brevet er karakteristisk ved mange gentagelser af udtryk og vigtige ord. Det giver et indtryk af en begrænset udtryksevne hos skribenten. Ofte vælges gentagelse i stedet for et erstattende kortere udtryk eller et pronomen.

”(over)give(t) en kopi af skrivelsen” (63-64, 64)

”På (d)et tidspunkt” (12, 14, 16, 18, 21, 23)

”har holdt/ holde en/ min viden for mig selv” (7-9)

”opgave” (12-14)

”sekretærkollega” (12, 16, 17)

Syntaksen

Der er både mange lange ord og en del lange sætninger. Men syntaksen er ikke særlig dyb. Den når ned på ledsætninger af 2. grad to steder (16, 18), 3. grad 3 steder (28, 28, 32) og 4. grad et enkelt sted (32). Men ingen steder er dyb hypotakse kombineret med forvægt. Der er kun 3 sætninger med forvægt (23, 26, 60). Da afsenderen erklærer at tilhøre juristkulturen og skriver til en juridisk kommission, så kunne man forvente, at brevet i langt højere grad, end tilfældet er, ville gøre brug af forvægt og kancellistil/ bureaukratregister for netop at understrege afsenderens kendskab til juristers verden, herunder foretrukne udtryksformer. Og forvente, at brevet overhovedet ikke ville rumme stiltræk, som lagde afstand til den juridiske normalprosa og over i en mere uformel retning. Men sådanne elementer, der trækker væk fra bureaukratregistret, er der mange af i brevet. Det mest ekstreme er dette sætningsemne:

”Overvejer at udgive min viden og dokumentation i bogform” (45)

Men der er mange andre stilistiske elementer, som iøjnefaldende trækker teksten væk fra juridisk prosa. De mest klare:

”kan jeg ikke længere holde min viden for mig selv” (8)

Skiftet til såkaldt ”historisk præsens” (12)

”uhørt hemmelighedskræmmeri” (15)

”blev min nysgerrighed tirret” (23)

”fik jeg en fornemmelse af at noget var helt galt” (27)

”var bange for at blive fyret” (28)

”mildest talt chokeret” (30)

””har godt af at blive stegt i deres eget fedt”” (39)

”Jeg kan ikke leve med” (42)

”Der går grænsen.” (42)

Endelig er teksten gennemgående meget mangelfuldt kommateret i det grammatiske kommasystem, som ethvert advokatkontor benytter. Og som det jo er en advokatsekretærs fornemste opgave at sikre er stort set i orden, inden et brev sendes til en klient.

Konklusionen på sproganalysen er, at teksten hverken er skrevet af en erfaren jurist/ advokat eller af en erfaren advokatsekretær. Teksten er skrevet af en akademiker, som er i stand til at skrive en sætning som denne:

”Hvis, eller rettere når jeg bliver fyret, vil jeg finde ud af, hvordan jeg kan sælge min viden og dokumentation, således at jeg på den måde får kompensation for mit indtægtstab som advokatsekretær” (43-44)

Konklusionen på den sprogligt-stilistiske analyse er, at teksten sandsynligvis er skrevet af en akademiker, som uden videre stilistisk succes forsøger at skrive som en advokatsekretær/ jurist. Det kan straks ud fra den ovenfor citerede sætnings indhold konstateres, at denne akademiker ikke skal søges blandt folk, som har blot det mindske kendskab til bogbranchens vilkår. Det er heller ikke en person, som arbejder professionelt med at skrive tekster. Dertil er teksten alt for gentagende, for fejlbehæftet i det formelle og for stilistisk ujævn.

Selektion 1: Brevet er unødvendigt

De informationer, som afsenderen har udvalgt til brevet, er informationer, som allerede er kendt fra kommissionens afhøringer tilsat informationer om afsenderens oplevelser og vurderinger i forbindelse med sin påståede kopiering af dokumentationen fra kollegaens hemmelige bærbare PC. Det eneste nye i brevet er informationer om brevskriveren selv: hans/ hendes oplevelser, tanker, vurderinger, følelser og planer.

Denne selektion af informationer til brevet understøtter den sprogligt-stilistiske analyse: den erklærede brevskriver, ”advokatsekretæren”, handler på måder, som strider mod brevskriverens erklærede identitet.

Hvis

1)   brevskriveren besidder afgørende dokumentation i sagen, og

2)   ingen på advokatkontoret ved, at brevskriveren har kopieret denne dokumentation, og

3)   brevskriveren brændende ønsker, at kommissionen skal finde frem til ”sandheden”, og

4)   brevskriveren selv tilhører jurist-kulturen

ville brevskriveren også vide, hvilken vægt en juridisk kommission lægger på konkret dokumentation af enhver påstand, og ville – i konsekvens heraf – helt have holdt sin egen irrelevante person ude af sagen og blot anonymt have overdraget bevismaterialet helt eller delvist til kommissionen.

Det kunne være sket helt uden et følgebrev. Eller med en ganske kort anonym følgeskrivelse, fx: ”Hermed fremsendes dokumentation, som tyder på, at Skattesagskommissionen har været udsat for systematiske løgne fra visse afhørte politikere.”

På denne vis ville kommissionen være godt hjulpet – og være nødt til at inddrage dokumenterne i sagen ved at udspørge dem, der havde lavet, sendt og modtaget dem. Og den anonyme brevskriver, som helst ikke vil miste sit job som advokatsekretær, ville kunne fortsætte i jobbet, da ingen jo ved, at det er ham/ hende, der har kopieret dokumenterne.

Selektion 2: fravalg af personnavne

Valget af betegnelser på brevets personer er ofte bare stillingsbetegnelser. Og det kan i næsten alle tilfælde forklares som en nødvendighed for at bevare brevskriverens anonymitet. Men i den punktopstilling, hvor en konkret navgiven person fra BT optræder: Simon Andersen (48-57), findes også betegnelserne:

”et ledende Venstre medlem” (50)

”Venstres sekretariat” og ”Venstres pressetjeneste” (52)

”Skatteministeriet/Departementet” (55).

I alle disse tilfælde fremgår det af brevet, at brevskriveren har navnene på de personer, som har håndteret, sendt og eventuelt skrevet mails, bilag/ filer. Brevskriveren ville altså – ved i disse tilfælde at oplyse personnavne – kunne tilføre sit brev nye oplysninger, som ville give brevet troværdighed, fordi kommissionen straks ville se, at her var noget konkret nyt, som tydede på at brevskriveren faktisk besad de dokumentkopier, som han/ hun påstår at have. Der findes altså ingen rationel grund til denne udeladelse af personnavne – ud over den, at brevskriveren faktisk ikke har disse navne. Hvilket fører til den konklusion, at brevskriveren så heller ikke har den dokumentation, hvoraf disse navne skulle fremgå. Også i opstillingen linje 48-57 findes altså klare indicier på, at den erklærede afsender og afsenderens historie i brevet er fiktion.

En fjende af nyhedschef Simon Andersen, BT

På baggrund af brevets gennemgående ret pedantiske redegørelse for folks titler og forhold til den organisationstype, hvor de arbejder, så er det interessant, at Simon Andersen – i modsætning til alle andre (jeg tillader mig her at se bort fra Thorning, som er den eneste anden, som også nævnes udelukkende med sit navn) – fremtræder (48) med navn, men uden sin titel (nyhedschef). Det tyder på, at brevskriveren lever i en sfære, hvor denne person er velkendt. Da denne eneste præcist benævnte person i brevet endvidere implicit, men klart beskyldes for at lyve, fristes man til at konkludere, at brevskriverens motiver for hele aktionen kan udspringe af aggression mod Simon Andersen. Altså eventuelt en ansat eller tidligere ansat på BT. Det kan enten være en administrativt ansat funktionær uden skrivefunktioner eller en leder, som normalt ikke selv skriver redaktionelt stof.

De to muligheder: rød akademiker eller fjende af Simon Andersen, udelukker naturligvis ikke hinanden.

Konklusion

Den anonyme brevskrivers formål med brevet har været at placere en fiktiv advokatsekretær og vedkommendes arbejdsplads i centrum for kommissionens og hele nationens opmærksomhed. Formålet med dette har været at skabe en pirrende, ny ramme om nogle velkendte rygter.

Men også her har brevskriverens forregnet sig. For efter kommissionen har offentliggjort brevet, så ved jo både ”advokatsekretærens” kollega og chef, hvem ”advokatsekretæren” er. Og det betyder, at ”advokatsekretæren” i disse dage formentlig allerede er fyret i det ”store advokatkontor i provinsen”, hvor han/ hun var ansat. 

Min analyse peger på, at der ingen sådan ”advokatsekretær” findes i virkeligheden, og at vedkommende derfor heller ikke er blevet fyret. Brevets erklærede advokatsekretær-afsender er dække for den faktiske afsender, som formentlig er en akademiker med røde sympatier eller en fjende af nyhedschef Simon Andersen, BT. Vedkommende kan i øjeblikket glæde sig over at have skabt en masse opmærksomhed og fået selv seriøse medier til at genopfriske spekulationerne om især Venstres tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens indblanding i Thorning-Kinnock-sagen. Brevskriveren har haft stor succes med  at bringe gamle rygter til tops på mediedagsordenen ved at skabe historien om den fiktive advokatsekretær, som skrev et anonymt brev til kommissionen.

 

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden