Kjøller forside à alle kommentarer à kommentar: Anti-kommentar

 

[senest opdateret d. 22/7 2002]

 

 

 

 

 

Anti-kommentar

 

Hvis det man mener offentligt, hænger ordentligt sammen, så bliver det også indoktrineret i én så meget at man efterhånden faktisk  har de holdninger som der meldes ud. Det gælder uanset om man hedder Peter Brixtofte eller Klaus Kjøller.

 

I mine unge år var jeg en søgende sjæl. Jeg havde den opfattelse at det var bedst først at forstå verden, inden man rigtigt begyndte at leve sit liv. I en alder af 18 havde jeg den klare fornemmelse at jeg havde gennemskuet verden. Der var nu bare tilbage at leve livet.

 

Men jeg havde ikke gennemskuet verden på en måde som førte frem til nogen anvisning som var praktisk anvendelig til at indrette sit liv efter. Var min skæbne at blive fx gørtler, geolog eller Grundtvigforsker? Sådanne spørgsmål fik jeg ikke svar på. Jeg havde gennemskuet verden, men på en måde så det nærmest var hip som hap hvad man brugte sit liv på.

 

Samme konsekvens drog jeg efterhånden af min intense beskæftigelse med filosofi. Ludwig Wittgensteins Philosophical Investigations kurerede mig effektivt for en masse nytteløse spekulationer. Filosofiske problemer er det mest sikre symptom på at man misbruger dagligsproget. Det holdt jeg så op med. Og det var ikke bare en udvendig beslutning. Det var en åbenbaring.

 

Men igen: Det var en erkendelse som gjorde verden endnu mere åben end den havde været før jeg begyndte at forsøge at forstå den. Jeg troede dengang på klarheden. Det tror jeg stadig på, mere fanatisk end nogensinde. Klarhed og enkelhed. Og denne klarhed og enkelhed fører igen og igen til den indsigt at verden er åben. Jeg kan ikke smøre mit liv af på andre end mig selv. Ingen guddom, ingen skæbne, ingen afgrundsdyb erkendelse af min bestemmelse – ikke engang en kronisk sygdom. Få har vel brugt så meget tid på at finde svaret på livets gåder med så ringe resultat.

 

Så jeg kastede mig ud i livet uden nogen form for bestemmelse. Kæmpede mig frem, og kæmper stadig, med de talenter jeg nu måtte have. Det er også dette der er baggrunden for mine kommentarer her på netstedet. Erfaringen har lært mig at ingen gider have med mine tvivl og anfægtelser at gøre. Men mine kommentarer og stærke meninger i bøger og artikler vækker af og til interesse. Altså har jeg måttet anskaffe mig nogle meninger jeg trods alt nogenlunde selv kan holde ud.

 

Dette har så igen ført til at jeg har været nødt til at studere de mennesker som uden mange anfægtelser bestemmer over bl.a. sådan én som mig der egentlig helst vil tvivle om alting. Og så indså jeg hurtigt at sådanne mennesker med indflydelse bestemt ikke har fundet en sandhed som jeg ikke kunne finde – selv om de ofte selv tror det.

 

Ingen ved sine fulde fem vil påstå at de kender sandheden om dansk politik, om SID-affæren, om Tvind, om Brixtofte og Farum, om muslimer i Danmark, om doping i Tour de France, om Europas fremtid. Alligevel myldrer det med håndfaste meninger om disse og andre krævende, store emner, både i avisernes lederspalter og kommentarer, i organisationslederes taler og i bøger. Og jeg blander mig lystigt i koret. For at leve er det nødvendigt at mene noget, at tro på det og kæmpe for det. Folk der tvivler om alt altid, regnes ikke for meget. Og hvis det man mener offentligt, hænger ordentligt sammen, så bliver det også indoktrineret i én så meget at man efterhånden faktisk  har de holdninger som der meldes ud. Og, o.k., hvis man vil skrue op for sprogblusset, så kan man måske godt kalde det et program eller en skæbne.

 

klaus@kjoeller.dk