John Chr. Jørgensen

 

Artikler

 

 

 

 

 

 

 

Først lagt op 03-01-2021; senest opdateret 12-01-2021 17:43

 

Af John Chr. Jørgensen

Indhold

Georg Brandes og Tom Kristensen.. 1

Det stof store kritikere er gjort af 1

Kritikeren som forfatter 1

Den intellektuelle og håndværkeren.. 1

Fra programkritik til kritisk liberalisme. 1

Torben Brostrøm - en stor kritiker 1

Løbebane. 1

Versets Løvemanke. 1

Brostrøm som den genopstandne Brandes. 1

Det umådelige mådehold. 1

Dogmer frabedes. 1

“Knækprosa” 1

Eksklusivitet 1

Parodier 1

Benny Andersen: 1

Vita Andersen: 1

Musik og maleri 1

Underspil i Information.. 1

Samarbejdet med Jørn Lund. 1

Encyklopædien.. 1

Stikord. 1

Erindringer i syv bind. 1

Vennen Klaus Rifbjerg. 1

Det sidste interview.. 1

Nekrologer og mindeord. 1

Relationer og dedikationer 1

Litteratur 1

Værker af Torben Brostrøm.. 1

Nekrologer, mindeord og interview.. 1

Anden litteratur 1

 

Hvordan udmåler man en litteraturkritikers betydning? Torben Brostrøm døde den 7. december 2020. I nekrologerne var der enighed om, at det var en stor kritiker, der var gået bort. Til sammenligning blev nævnt Georg Brandes og Tom Kristensen. Artiklen her tager udgangspunkt i de store gamle. Derefter sættes Brostrøm ind i sammenhængen. Til sidst fortæller artiklens forfatter, John Chr. Jørgensen, om sin personlige relation til Torben Brostrøm.

Georg Brandes og Tom Kristensen

Tom Kristensen var for den journalistiske dagbladskritik i 1900-tallet, hvad Georg Brandes havde været for den akademiske tidsskriftskritik i 1800-tallet: en betydningsfuld, normsættende skikkelse.

At udnævne Tom Kristensen til ‘dagbladskritikkens Georg Brandes’ giver dog forkerte forestillinger, for Kristensen virkede i det stille (når man ser bort fra lidt ungdommeligt hærværk). Han besad ikke Brandes’ evne til at yppe kiv og fremkalde glødende tilhængere og modstandere.

Den historiske situation var også en anden. Georg Brandes skrev fri kritik i radikalismens kampperiode. Han holdt taler og forelæsninger, publicerede i bøger, tidsskrifter og aviser. Han var aktiv ved Politikens grundlæggelse, men han lod sig ikke ansætte som medarbejder. Han betragtede nærmest Politiken som et organ, der var skabt til at tjene ham.

Tom Kristensen arbejdede målbevidst på at blive fastansat som boganmelder ved Politiken, som på hans tid stadig havde frisindede ideer, men som siden Henrik Cavlings tiltræden som chefredaktør var blevet drevet som en forretning. Tom Kristensen tog bestik af situationen, servicerede læserne og konsoliderede dermed Politikens position som den førende litterære avis.

Tom Kristensens virksomhed som kritiker udfoldede sig i en periode, fra 1920’erne til 1960’erne, hvor læsekulturen var på sit højeste, og hvor en avis som Politiken havde råd til at have en fuldtidsbeskæftiget litteraturanmelder.

Det stof store kritikere er gjort af

Hvad der gjorde Georg Brandes og Tom Kristensen til store kritikere, var deres nysgerrighed over for den aktuelle litteratur og deres evne til at omsætte deres indtryk og domme i engagerede artikler, som kunne forstås af læsere uden særlige faglige forudsætninger.

De to store kritikere havde skaffet sig en omfattende dannelse, som de trak på, men ikke vigtede sig af. Georg Brandes havde en doktorgrad i æstetik. Tom Kristensen var cand.mag. i dansk, tysk og engelsk. De var begge velbevandrede i litteraturens historie både den hjemlige og den fra det store udland. Deres litterære horisont gjorde det muligt for dem at se, hvornår de nye bøger virkelig bød på noget originalt.

Kritikeren som forfatter

For at være en stor kritiker skal man have en synlig platform, et sted at skrive, hvorfra man kan ses. Og så skal man skrive, skrive og skrive. Man skal have et umætteligt udtryksbehov.

Kritikeren er en forfatter, der skriver i avisen om den aktuelle litteratur. Men det, han skriver, skal have en holdbarhed, der rækker ud over den aktuelle dato. Det skal kunne holde til bogformen. Det gjorde det i både Georg Brandes’ og Tom Kristensens tilfælde. Brandes’ samlede skrifter fyldte 18 bind. Tom Kristensens anmeldelser og kronikker blev udgivet i 8 udvalg.

Den intellektuelle og håndværkeren

Georg Brandes var en intellektuel kæmpe. Han publicerede i alle tænkelige genrer: essays, biografier, litteraturhistoriske afhandlinger osv. foruden i kritikkens centralgenre: anmeldelsen.

Tom Kristensen var kritikkens håndværker. Han holdt sig stort set til anmeldelsen, hvis grundstruktur – nyhedsmeddelelse + vurdering – han formåede at bygge et utal af smidige variationer over. Selv når han skrev kronikker, havde de som regel form af anmeldelser - f.eks. dobbeltanmeldelser.

Fra programkritik til kritisk liberalisme

Når det gælder genrevalget, kan man således sige, at udviklingen fra Brandes til Kristensen bevæger sig i retning af en specialisering.

Stilistisk er der tale om en bevægelse hen i retning af et roligt forklarende normaldansk uden Brandes’ retoriske greb (dramatisering, poetisering osv.).

Endelig finder der en tydelig afideologisering sted. Brandes hersede med digterne for at få dem til at tilslutte sig det radikale program. Tom Kristensen hævdede endnu nogle kulturradikale principper, men han lod sig påvirke af det, han læste. Han red med på litteraturens bølger uden helt at slippe taget i sig selv.

Kritikhistorisk gik bevægelsen fra programkritik til kritisk liberalisme.

Programkritikeren har et bestemt normsæt, som han bedømmer bøgerne efter. Den kritiske liberalist forsøger at bedømme den enkelte bog ud fra dens egne forudsætninger.

Store kritikere afløser ikke hinanden som monarkerne i kongerækken. Efter en stor kritiker kommer der typisk flere små, som prøver at efterligne den store. Blandt Georg Brandes’ efterlignere var Sven Lange og Henning Kehler, begge frustrerede og ustabile kritikere.

Tom Kristensen var ikke discipel af Georg Brandes og refererer overraskende sjældent til ham. Derimod skrev han varmt om sin professor på danskstudiet, Vilhelm Andersen, den begavede traditionalist, som forsøgte at hele nationens sår efter Brandes’ moderne gennembrud.

I det halve århundrede, Tom Kristensen virkede på Politiken, var han uden konkurrenter i den øvrige presse. Jens Kistrup på Berlingske Tidende helligede sit liv til avisspalterne, men fordelte sin indsats mellem litteraturen og teatret og brændte mest for det sidste. Kistrup fungerede som et journalistisk énmandsteater. Læserne var hans tilskuere.

Jyllands-Postens Jens Kruuse nærmede sig Tom Kristensen, når det gjaldt litterær ballast. Hans stil var mere sprælsk end Kistrups. Han kunne være blevet Heretica-generationens store kritiker, men hans kurs og moral var svingende, og hvilken litterær bevægelse vil have en fører, der er checkrytter?

Torben Brostrøm - en stor kritiker

Troværdighed, stabilitet og udholdenhed på et højt niveau var kendetegnende for Torben Brostrøm (1927-2020). Hans halve århundrede på den seriøse, uafhængige opinionsavis Information (oplag i 1958: ca. 25.000) er det svært at veje op mod Tom Kristensen halve århundrede på den radikale omnibusavis Politiken (oplag i 1958: ca.150.000). Man kan sige, at Tom Kristensen havde størst betydning for læsekulturen. Torben Brostrøm fik mest direkte betydning for forfatterne, i første omgang Klaus Rifbjerg og hans generation af modernister.

Løbebane

Torben Brostrøm var gymnasielærer på Ingrid Jespersens skole, da han i 1955(-60) blev redaktør af tidsskriftet “Hvedekorn”. I 1956 begyndte han at anmelde lyrik i dagbladet Information, som blev hans faste trykkested og som lå godt for hans temperament og stil.

Han fortsatte vekseldriften mellem undervisning og bladarbejde, da han i 1979 blev udnævnt til professor i dansk litteratur på Danmarks Lærerhøjskole. Undervisningsforpligtelserne i Emdrup forhindrede ham ikke i at være højproduktiv som kritiker, litterær essayist og erindringsforfatter hjemme i privaten i Holbergsgade. Forfatterskabet tæller mere end 30 egenhændigt affattede bøger (se litteraturlisten til sidst i artiklen), hvortil kommer et stort antal redaktionsarbejder (bl.a. Danske digtere i det 20. århundrede, 1–5, red. s.m. Mette Winge, 1980-82) og betydelige bidrag til værker (Politikens Dansk litteraturhistorie, bd. 4, s.m. Jens Kistrup, rev. udg. bd. 5 og 6, 1977). Alene disse bidrag bør lukke munden på dem, der mener, at Brostrøm er for ‘smal’ til at være ‘stor’. Men det er da rigtigt, at Brostrøm hele vejen igennem brænder mere for Gunnar Ekelöf end for den socialrealistiske roman. Hans udgangspunkt og rettesnor er ‘modernismen’, et mangehovedet uhyre, som han selv har været med til at navngive med et ord lånt fra malerkunsten.

Versets Løvemanke

I debutbogen Versets Løvemanke (Essays, 1960, 2. udg. 1964) introducerede han til Rifbjerg-generationen af modernister og lærte en ung generation af læsere, at: “det man skal søge ved læsning ikke er meninger - dem kvæles vi i forvejen i - men snarere holdninger, der i det enkelte digt får udtryk i oplevet stof og kan meddele sig til os som en erfaring om kræfternes spænding i tilværelsen.” Hvad det sidste mere præcist skulle betyde, var ikke til at vide, men strøm-metaforen skulle vise sig at være gennemgående i modernismens æstetik, hvor selv teskeerne var strømførende.

Brostrøm som den genopstandne Brandes

Da Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen i 1959 overtog redaktionen af tidsskriftet “Vindrosen”, iscenesatte de Torben Brostrøm som en ny Georg Brandes, ham, der i “Indledning til Hovedstrømninger” havde sagt, at vi som sædvanlig var 40 år tilbage for Europa, og at den danske litteratur næppe nogensinde havde befundet sig i en sådan hendøen som i vore dage.

Det umådelige mådehold

Tilsvarende sagde Brostrøm nu i programteksten “Det umådelige mådehold” (optrykt i Ti års lyrik, 1966), at den danske lyrik i de sidste menneskealdre havde været påfaldende lidt opsat på at tage del i den fornyelse af poesien, som mange andre kulturlande gennem eksperimenterende kunst havde iværksat. Selv Tom Kristensen regnede han til de tilbagestående. Når Kristensen sagde: “Tænk at det også kunne være en fejl ved vers, at de var for klangfulde og sang for meget”, så svarede en bidende ironisk Brostrøm: “Ja, det kan være en fejl ved poesiens musik at blive stående ved Wienervalsen.” Psykologisk set var det en kritik af den danske trang til hygge, som stod i modsætning til modernismens bestræbelser på at trænge ned i de egne af det menneskelige, som ikke havde været bevidst behandlet før af danske digtere. Således talte Torben Brostrøm.

Programtekstens oprindelse var en række foredrag, Brostrøm havde holdt om den oversete danske modernist Gustaf Munch-Petersen. Nu samlede han argumenterne for rehabilitering sammen og fandt en prügelknabe i Frank Jæger, som blev grundigt sur og lovede både Brostrøm og Rifbjerg tæsk.

Dogmer frabedes

Rollen som vækkelsesprædikant passede Brostrøm dårligt, og allerede, inden programtalen var afsluttet, havde han indrømmet, at det hele var ensidigt tænk, og at han ikke havde gjort nok for at understrege de positive værdier ved den ikke-eksperimenterende digtning.

Brostrøm var tidligt på vagt over for dogmatik. Allerede i Poetisk Kermesse (Essays, 1962) advarer han mod at dyrke modernismen uden indre nødvendighed og dermed gøre den til en tom tradition. Modernismen skulle kunne tåle kritik.

Det var også Brostrøm, der påtog sig at redigere bogen om Opgøret med modernismen (1974), hvor han præsenterede modernismens modstandere og forsvarede sin retning mod angreb fra højre og især venstre. Det var som et krigsspil, hvor general Brostrøm styrede alle tropperne. Det var minsandten også ham, der introducerede til den modstrømning, der fulgte efter modernismen. Det skete i bogen Den ny åbenhed. 1970’ernes brugslitteratur (1981), der bl.a. handlede om “Kønspolitisk digtning” og “Arbejdspladsernes litteratur”. Bemærk de små sproglige forskydninger i forhold til de indarbejdede og dermed belastede udtryk “Litterære kønsroller” og “Arbejderlitteratur”.

“Knækprosa”

Store kritikere huskes for deres sproglige nyskabelser. Georg Brandes skabte et væld af nye danske ord: ‘bedsteborgerlig’, ‘billeddannende’ og ‘bogmenneske’, for nu bare at tage tre med b-. I den sammenhæng er det ironisk, at Brostrøm huskes som kritikeren, der udmøntede det nedsættende begreb ‘knækprosa’. Det skete i tidsskriftet “Chancen” i 1979. ‘Knækprosa’, det er den bekendende hverdagslyrik, der ikke bekymrer sig om kunstneriske formende principper, men knækker linjerne, så de ligner vers. ‘Knækprosa’ smager af knækpølse, og det er ikke nogen fin spise. Begrebets opfinder placerer sig selv i den kulinariske elite.

Eksklusivitet

Som anmelder bestræbte Brostrøm sig på at undgå klicheer og faste formularer. Han nærede ikke noget ønske om at blive citeret i annoncerne. Engang havde   han karakteriseret en bog med ordene “vemod, raseri og humor”. Ordene blev uheldigvis fejlsat i avisen, så der kom til at stå “vemod, rasleri og humor”. Det syntes forlagets salgsafdeling åbenbart var så originalt, at det fortjente at blive sat i ramme i en annonce, og så måtte Brostrøm diskret gøre opmærksom på, at rasleriet var utilsigtet (Inf., 12.1.1982).

Standardanmeldelsens blanding af spredte indtryk (såkaldt impressionisme), referat og domsafsigelser gav han ikke meget for. Som han så det, bestod hovedopgaven for anmelderen i at karakterisere værkets dynamik. Anmelderen skal finde ud af, hvordan værket “skaber betydning”, siger Brostrøm. “Han skal ikke oversætte værket til almindeligt sprog. For hvis værket er godt, kan han jo ikke tale tydeligere end værket selv gør,” forklarer han i et foredrag i 1982 (optrykt i Fantasi og dokument,1984).

Men hvad så, hvis værket ikke er godt? Så kan anmelderen oprette nogle subtile distinktioner, som får dommen til at se original ud. “Alle digtene er lødige, men et mindretal tillige poetiske”, hedder det f.eks. om William Heinesens Hymne og Harmsang. Og om Birthe Arnbaks Huset i Brügge skriver han, at “der tegnes et omrids af religiøs forsoning, der ikke har fået poetisk dækkende udtryk og derved kommer til at ligne løsning mere end forløsning.” Den slags verbale operationer går hen over hovedet på mange avislæsere, som foretrækker tydelighed, nogle endog grovhed (Eksemplerne er fra Ti års lyrik, 1966).

Parodier

Men når Brostrøm driver sin ironi helt over i retning af parodien, som han gør i bogen Poesien i Spejlet. Litterære parodier (1982), opstår der en kritikform, der har en folkelig, revyagtig karakter:

Benny Andersen:

“Den ihærdige barber/ har altid maskinen i ørerne/ sidder i saksen/klipper små forvoksede ord ud af næseborene/ på læsende kunder/ der altid får kam til deres eget hår.”

I parodien gemmer sig både en accept af og en kritisk kommentar til “dem der har lyset på sig og derfor også kaster skygge”, forklarer Brostrøm.

Vita Andersen:

“Jeg har det ikke så godt/ jeg skriver hele tiden/ og får det til at fylde en del/ så er det ligesom det går bedre/ det er jeg enig med mig selv om/ Jeg har det ikke så godt/ jeg har aldrig haft det rigtig godt/ men jeg har det bedre når jeg skriver/ så er det ligesom det fylder en del.”

Musik og maleri

Til kreativiteten i Torben Brostrøms kritik hørte, at han ofte inddrog andre kunstarter i sine karakteristikker. Musikken havde han et personligt og dybtgående forhold til. Som ung overvejede han at blive professionel bratschist.

Musikken kunne være hans ideal som kunstkritisk objekt. Her er referatet og oversættelsen en umulighed og karakteristikken en bydende nødvendighed.

I praksis var det mest billedkunsten, han kom til at beskæftige sig med, for den gik passede godt ind hans rejseaktiviteter. I Visse øjeblikke (1988) fremviste han 21 livsbilleder af bl.a. Rimbaud og Arne Haugen Sørensen. I Det umættelige mørke (1990) fulgte han Sytten portrætter og billedspor fra Baudelaire til Ole Sarvig.

Underspil i Information

To fyldige udvalg dokumenterer og karakteriserer Brostrøms indsats på Information: Underspil. Litterær kritik i udvalg, redigeret af Christian Lund og Erik Skyum-Nielsen, 2002, og ‘Uden titel’, litterære essays i udvalg ved Christian Lund (2003).

Titlerne fortæller noget om Brostrøms metode. Som kritiker foretrækker han at nedtone og afdæmpe sine pointer frem for at slå på tromme for dem. Erik Skyum-Nielsen viser i sin “Efterskrift”, hvordan Brostrøm på trods af uvilje mod den bastante kritik alligevel får sagt, hvad han mener.

Christian Lund forklarer i sit “Forord” til essay-udvalget, at der ikke er noget samlende tema, derfor “Uden titel”, en titel, der undertiden ses på nonfigurative malerier.

Samarbejdet med Jørn Lund

Brostrøms væsentligste forskningsområde har været moderne dansk litteratur med sideblik til modernismens forudsætninger i svensk og fransk litteratur. Men hans vigtigste akademisk samarbejdspartner har været en professor i dansk sprog, Jørn Lund, fra Danmarks Lærerhøjskole. Sammen skrev de: Flugten i Sproget. H.C. Andersens udtryk (1991, en livfuld essayistisk indføring. Dybtgående systematisk forskning gav en professorstilling på Danmarks Lærerhøjskole ikke mulighed for. Tiden gik med at kæmpe for at få lov til at bevare danskfaget. Og resultatet var næsten givet på forhånd. De pædagogiske generalister vandt over fagfolkene.

Encyklopædien

Da en frustreret Jørn Lund forlod Lærerhøjskolen for at blive hovedredaktør af Den Store Danske Encyklopædi 1992-2001, tog han Torben Brostrøm med sig som fagredaktør for litteraturen. Brostrøm gik foran og viste sine medarbejdere, at det er muligt at skrive leksikonartikler, der forener faglig stringens med et originalt udtryk. Selve leksikonformen virkede litterært inspirerende på ham. Han publicerede en række “Opslag” i Information og senere i bogform som gaver fra Danmarks Nationalleksikon: Enogtyve opslag (1998) og Bogstaveligt talt. 29 opslag (2001). Det var små essays om alt muligt fra biernes liv til Halfdans ABC.

Stikord

I en årrække fra 2008 rundsendte Torben Brostrøm små årlige boggaver kaldet “Stikord”. Hvert hæfte bestod af en håndfuld skrivestykker illustreret af danske grafikere. Og hvad skrev Brostrøm så, når han kunne skrive helt frit? Ikke lærestykker, ikke meninger, ikke domfældelser, men deskriptive kulturhistoriske essays fra vandringer i byen. Tag f.eks. “Lokallyrik” fra Efterbilleder (2015). Under en spadseretur på Sankt Annæ Plads i København får Brostrøm øje på nogle linjer af Halfdan Rasmussen under et portræt af Niels R. Finsen. Linjerne får ham til at tænke på et digt af Georg Brandes. Han går hjem og finder digtet på sin bogreol. Konstaterer, at store prosaister kan have lyriske ambitioner i skyggen af deres geni. Og kommer så i tanker om Herman Bang, hvis hoved knejser i gylden bronze på en marmorsokkel på selvsamme Sankt Annæ Plads. Bang skrev et antal digte “af ganske bizar, greuelagtig karakter”. Brostrøm citerer et af dem og konkluderer: “Der er et og andet at skutte sig over på Sankt Annæ Plads, i kulde, i lys og i mørke. Lyriske impulser og skjulte inskriptioner, en rumsterende fortid af drift og bedrift, nu kommenteret af udgravninger til skybrudssikring under kommende klimaforværring anlæg til magelige, bilfri promenader.” At forvandle den sidste sætning til stykke akademisk-modernistisk lyrik er lige så let som at knække en pølse.

Erindringer i syv bind

Torben Brostrøm afsluttede sin litterære løbebane med syv erindringsbøger begyndende med Men Dansen den går. Litterære Memoirer (1994). Her fortæller Brostrøm om sit møde med Rifbjerg og om aktiviteterne bag modernismens gennembrud i 1960.

Efter denne litterære trailer fulgte regulære erindringsbøger i kronologisk orden Lod og del (1997) og Tegn og træf (1998), hvorefter vi med Rad og Række. Voksne erindringer (2006) igen er fremme ved de litterære cirkler, nu med hovedpersonen som professor på rejser rundt i verden. Frem til dette sted er erindringerne velordnede og velskrevne på en almindelig måde. Nu, hvor pligtstoffet er overstået og alle er krediteret efter fortjeneste, kan Brostrøm endelig sætte strøm til sin egen stil og lade indfaldene styre retningen. Det bliver til tre medrivende eksistentielle bøger om sygdom, liv og død, kærlighed og selvfølgelig litteratur: Ventetid. Om ikke at dø. En nærerindring (2007), Litterære bekendelser. Sene erindringer (2016) og Ved kanten. Af en endnu levendes erindringer (2017).

Vennen Klaus Rifbjerg

Da jeg i 1995 interviewede Klaus Rifbjerg om hans syn på danske litteraturkritikere, fremhævede han Brostrøm som suveræn i kraft af sin belæsthed og indlæsthed. Hvad angik hans egen relation til Brostrøm, så sagde han, at han i ham havde fundet a kindred spirit, en blodsbeslægtet, som var osmotisk forbundet med hans indre menneske: “Han er den, jeg har lært mest af, også om mig selv.”

Vi har at gøre med en helt speciel relation.

I Torben Brostrøms hele produktion er der kun én digtermonografi: Klaus Rifbjerg - en digter i tiden (1970, 2.udg. i to bind, 1991). Med sin tekstorienterede nykritik befandt Brostrøm sig milevidt fra den biografiske metode. Så en traditionel biografi kunne der ikke blive tale om. Det ville ellers have været let at researche til den, for Klaus Rifbjerg havde lejet sig ind i samme sommerhus, da bogen skulle skrives. Brostrøm måtte finde et andet sted, hvor han kunne få skrivefred.

Det må medgives, at Brostrøm selv havde bidraget til den opfattelse, at Rifbjergs forfatterskab var deres fælles projekt. Brostrøm havde trykt nogle Rifbjerg-digte i “Hvedekorn”, som han var redaktør af. I fællesskab gik de til en forlægger med digtene. Samlingen blev antaget, og da den udkom, blev den anmeldt positivt af Brostrøm i Information. Herefter ønskede Rifbjerg sig altid anmeldt af Brostrøm.

På et tidspunkt blev Brostrøms venneanmelderi sat under offentlig debat. Informations litteraturredaktør valgte at ’tage Brostrøm af Rifbjerg’, som det hedder i fagjargonen. Men så klagede Rifbjerg over det i et læserbrev til Weekendavisen! (28.4.2000).

Relationen var som sagt noget helt særligt, og i det litterære miljø accepterede man konstellationen og lærte sig at læse Brostrøms Rifbjerg-anmeldelser med en særlig fintmærkende seismografisk opmærksomhed. Hvis Brostrøm påpegede den mindste revne i et Rifbjerg-værk, var de litterært kyndige læsere klar over, at konstruktionen var ved at skride sammen. Det var inhabilitet på et højere og fuldstændig oplyst niveau (jf. Jørgensen, 2013).

Det sidste interview

Fire dage før Torben Brostrøm døde, gav han et interview til Informations Christian Monggaard. Han var 93 år og ked af, at den svigtende fysik havde koblet ham fra nyhedsstrømmen. Han savnede at skulle tage fat på en ny bog og “hente energier” ud af den. Samtalen kredsede om kritikerens eftermæle. Brostrøm var klar over, at man ville se tilbage på ham som en venlig anmelder, ikke som nogen skallesmækker a la Poul Borum. Samtidig opholdt han sig dog ved sin hårdhændethed som modernistisk gennembrudskritiker i den famøse opsang til “Det umådelige mådehold”. Hans holdning til den var ambivalent. Med den tekst havde han skrevet litteraturhistorie. Det var også hans mest indtjenende tekst. Men samtidig var det den, der havde skabt mest vrede og sorg. Han fortæller, at Jacob Paludan i bogstavelig forstand havde vendt ryggen til ham, og at Frank Jæger havde følt sig dybt ramt. Det hjalp øjensynlig ikke nok, at Brostrøm havde prøvet at lappe på skaden ved at skrive pænere om Jæger i Politikens litteraturhistorie. Skaden var uoprettelig. Jæger var blevet offer for en stemning, Brostrøm og Rifbjerg havde bygget op. Det var ikke så heroisk. En kritiker burde kunne betvivle sine domme, mente han nu.

Interviewet blev trykt i Information den 23. december 2020, dvs. efter nekrologer og mindeord.

Nekrologer og mindeord

I betragtning af Torben Brostrøms format var pressereaktionerne på hans død ikke omfattende. Af dagbladene bragte kun Information, Politiken og Kristeligt Dagblad signerede nekrologer. Berlingske havde en usigneret omtale. Ifølge Infomedia meddelte Jyllands-Posten en note og de øvrige dagblade ingenting. Hvad enten det skyldes en generel reduktion af kulturstoffet eller en aftagende interesse for litteraturkritik eller en konkret vurdering af Brostrøm som for ‘smal’, så var det en påfaldende beskeden dækning. Det skal dog tilføjes, Weekendavisens Bøger bragte et opslag med en nekrolog og et mindeord.

Som man kunne vente det, var Brostrøms død på forsiden af Information. Både chefredaktøren, Rune Lykkeberg, og bladets førende litteraturkritiker, Erik Skyum-Nielsen, bidrog. Det var sidstnævnte, der i sin store nekrolog (9.12.2020) indplacerede Brostrøm i rækken af store kritikere fra Brandes og Tom Kristensen. Brostrøm var nok en generations kritiker, men også en kritiker i pagt med hele sin tid, skrev Skyum. En anden nekrolog med kritikhistoriske ambitioner var Lars Bukdahls i Weekendavisen (11.12.20020). Han anskuede Brostrøm som “generationskritikeren par excellence”, kritikeren, der tilhører en ny generation med en ny litterær dagsorden og et nyt formsprog, og som evner at gribe det rette øjeblik, det kritiske moment. Hertil var Bukdahls fremstilling interessant. Men så devaluerede han sit begreb om generationskritikeren ved at nævne Hans-Jørgen Nielsen på linje med Brostrøm for så til sidst at drive det ud i det absurde ved at ophøje Brostrøm til “evighedskritiker”. En mulighed for at differentiere meningsfuldt ville ligge i inddragelsen af begrebet “gennembrudskritiker” (jf. Skriver og Schmidt-Madsen 2014).

Blandt nekrologskriverne fremhævede både Hans Hertel (Politiken, 9.12.2020) og Jeppe Krogsgaard Christensen (Kristeligt Dagblad, 10.12.2020) Torben Brostrøms nyindvundne position som erindringskunster ved siden af hans for længst etablerede position som en af de store danske kritikere i det 20.århundrede. Brostrøms tre sidste erindringsbøger er, som Hans Hertel bemærker det, de bedst skrevne bøger i hele forfatterskabet.

Det var således et usædvanlig unisont kor af anerkendende stemmer, der sagde farvel til denne store kritiker, der endte med at få navn af rigtig forfatter. Niels Barfoeds mindeord i Information (10.12.2020) og Frederik Stjernfelts og Søren Ulrik Thomsens i Weekendavisen (11.12.2020) konsoliderede den faglige anerkendelse med indtryk af Brostrøms personlige troværdighed.

Relationer og dedikationer

Jeg kan se af min udgave af Versets Løvemanke, at jeg anskaffede mig den i 1965. Den er fyldt med indstregninger til brug for mit speciale om litterær vurderingsteori, hvor nykritikken spillede en stor rolle og hvor jeg brugte anmeldelser af Klaus Rifbjergs bøger som demonstrationsmateriale. Torben Brostrøm læste specialet, da det udkom i bogform. Han administrerede på det tidspunkt de litterære kurser på Folkeuniversitetet i København, og jeg oplevede det som en faglig tillidserklæring, da han bad mig udbyde et kursus i litterære vurderinger.

Tillidsforholdet blev senere udbygget gennem samarbejder om bedømmelser, stillingsbesættelser m.m. Brostrøm var i vores censorkorps på universitetet. Vi indgik også i et kollegialt fællesskab i Kritikerlavet. Vi sås privat, indimellem også hos fælles venner som Jørn Lund og ambassadør Preben Hansen. Torben Brostrøm var med selvfølgelighed med til min disputatsfest. Han var charmende selskab. Det tætteste, vi kom på hinanden, var da vi delte en lejlighed i Beijing under en forelæsningsrejse i 1991. Men det har jeg allerede udbredt mig om på min hjemmeside hos Klaus Kjøller.

Selv om jeg efterhånden kendte Torben godt, blev han ved med at overraske mig ved sin liberalitet. Han bad om råd, da han skulle skrive Den ny åbenhed om 1970’ernes brugslitteratur og sendte mig bagefter bogen med tak. Det var ham og ikke mig, der fandt på, at jeg skulle skrive om “Arbejderforfattere” til Danske Digtere i det tyvende århundrede.

Vi var grundforskellige, når det gjaldt litterære metoder og interesser. Men det var ham, nykritikeren og antibiografisten Torben Brostrøm, der gav min biografi om Leif Panduro den mest indforståede anmeldelse. Rubrikken var vidunderligt tvetydig: “Leif Panduros liv uden digtning” (Inf. 16.1.1987, optr. i Underspil, 2002); “uden digtning” kunne jo dels betyde ‘sandt’, ‘uden tildigtning’ og dels, at jeg kun skrev om livet, ikke digtningen.

Brostrøms ros havde ofte en sådan drilsk drejning. Han skrev i sin biografi om mig i Den Store Danske Encyklopædi, at de krav, jeg ud fra mit historiske materiale mente at kunne stille til kritikken, passede meget godt til min egen praksis. For en naiv læsning kunne dette forstås som ren ros: Jørgensen lever selv op til normerne. Men ved nærmere eftertanke forstår man, at ordene også kan betyde: Jørgensen har projiceret sine egne normer ud over det historiske materiale.

Mens jeg fordybede mig i Den sande kunst, altså realismen, fremturede Torben med sin modernisme. Det havde vi en del morskab af.

“Til John fra den ene isme til den anden med mange hilsner Torben, okt. 80”, skrev han foran i en lille bog, han sendte mig om Modernismens mismod, hvor han førte læserne på vej forbi nogle “lidelsesstationer” i svensk og dansk lyrik.

“Til John, realisme - modernisme. Hvad skal vi vælge? Din Torben” skrev han foran i bogen Modernisme før og nu (1983). For mig var valget klart, men jeg tog gerne med på en tur mellem et par af modernismens “lidelsesstationer”, hvis Torben Brostrøm ville agere rejsefører.

I øvrigt fik vi på vores gamle dage en fælles interesse i den lokale kulturhistorie. Torben med sine essays fra vandringer i København. Jeg med mine små studier i Herman Bangs og Gustav Esmanns journalistik.

I den samtale, Christian Monggaard havde med Torben Brostrøm i begyndelsen af december 2020, kom de ind på det særlige videreliv, dedikationer giver bøger. Anledningen til interviewet var, at Brostrøm havde måttet afhænde sin bogsamling, fordi han skulle flytte. Intervieweren havde købt nogle bøger med dedikationer fra bl.a. Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. Torben Brostrøm og hans kone fortalte, at lyrikeren Martin Glaz Serup havde købt tre bøger med dedikationer fra ham selv til dem. Det syntes de godt nok var mærkeligt. Men en sådan handling giver bare bøgerne endnu mere individualitet. En af de tre bøger, Relationel poesi, står nu på min reol med indstregninger af Brostrøm og med forklarende dedikation fra Martin Glaz Serup til mig. Den slags tekster med lag på lag har pergamenttyderne og modernisterne et godt gammelt græsk ord for: palimpsest.

Litteratur

Værker af Torben Brostrøm

Poetisk Kermesse. Veje gennem dansk modernisme, Gyldendal, 1962

Versets Løvemanke, Borgen, 1960, 2. udg. 1964

Ti års lyrik. Kritik og kronik 1956-65, Gyldendal, 1966

Labyrint og arabesk. Essays, Gyldendal, 1967

Klaus Rifbjerg. En digter i tiden, Gyldendal, 1970

Moderne svensk litteratur, Chr. Ejlers’ Forlag, 1973

Opgøret med modernismen, (red.), Fremad, 1974

Ti års kritik. Prosa/lyrik/kritik 1965-74, Gyldendal, 1975

Modernismens mismod, Tegnérsamfundet, 1980

Den ny åbenhed - 1970’ernes brugslitteratur, Berlingske Forlag, 1981

Poesien i spejlet, Nørhaven, Årsskiftet 1981/82

Modernisme før og nu, Gyldendal, 1983

Fantasi og dokument. Litteraturen og firserne, Gyldendal, 1984

Folkeeventyrets moderne genbrug eller Hvad forfatteren gør, Gyldendal, 1987

Visse øjeblikke. Enogtyve billeder, Gyldendal, 1988

Det umættelige mørke. 17 portrætter og billedspor, Gyldendal, 1990

Klaus Rifbjerg. En digter i tiden 1-2, Gyldendal, 1991

Rejsende i litteratur. 21 Aproposer, Fisker & Schou, 1994

Men dansen den går - Litterære memoirer, Gyldendal, 1994

Den gyldne nøgle. Encyklopædi og Leksikon, 1994

Lod og del. Erindringer, Gyldendal, 1997

Tegn og træf. Erindringer, Gyldendal, 1998

Enogtyve opslag, Danmarks Nationalleksikon, 1998

Bogstaveligt fortalt. Niogtyve opslag, Danmarks Nationalleksikon, 2001

Underspil. Litterær kritik i udvalg. Redigeret af Christian Lund og Erik Skyum-Nielsen, Gads Forlag, 2002

‘Uden titel’. Litterære essays i udvalg ved Christian Lund, Gyldendal, 2003

Rad og række. Voksne erindringer, Gyldendal, 2006

Ventetid. Om ikke at dø. Nærerindring, Gyldendal, 2007

Den synlige rastløshed. Tegneren Ernst Clausen. Kjær Nielsen, 2008

Bogvandringer, Fem stikord, Kjær Nielsen, 2010

Solemærker. Syv stikord, Kjær Nielsen, 2012

Livstegn. Syv stikord, Kjær Nielsen, 2014

Efterbilleder. Syv Stikord, Café Annas Forlag, 2015

Litterære bekendelser. Sene erindringer, Gyldendal, 2016

Ved kanten. Af en endnu levendes erindringer, Gyldendal, 2017

Nekrologer, mindeord og interview

Niels Barfoed: “Den sjældne”, Information, 11.12.2020

Lars Bukdahl: “Modernismens opfinder”, Weekendavisen, 11.12.2020

Hans Hertel: “Knækprosa er et ord, han fandt på”, Politiken, 9.12.2020

Jeppe Krogsgaard Christensen: “Broen og strømmen”, Kristeligt Dagblad, 10.12.2020

Rune Lykkeberg: “Tak til Torben Brostrøm - han viste, hvordan man gør litteraturen væsentlig”, Information, 9.12.2020

Christian Monggaard: “Man kan finde sig selv ved at gå en tur langs sin reol”, Information, 23.12.2020

Erik Skyum-Nielsen: “En ærefrygtindgydende frontfigur og en kritiker i pagt med sin tid”, Information, 9.12.2022

Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen: “Tilbagelænet fyrtårn”, Weekendavisen, 11.12.2020

Anden litteratur

Jørgensen, John Chr.: Litterær vurderingsteori og vurderingsanalyse, Borgen, 1971

Jørgensen, John Chr.: Spinatfugl. Klaus Rifbjerg om sit liv med pressen, Gyldendal, 1995

Jørgensen, John Chr.: “Habilitetsproblemet”, i: Spring, 33, 2013

kjoeller.dk/JohnChrJoergensen

Serup, Martin Glaz: Relationel poesi, Syddansk Universitetsforlag, 2013

Skriver, Svend og Schmidt-Madsen, Michael: “Troldtøj, fabelnisser og helvedesblomster. Om Torben Brostrøms gennembrudskritik”, i: Spring, 36, 2014

 

©John Chr. Jørgensen