Først lagt op 13-12-2021; senest opdateret 13-12-2021 13:25

 

Af John Chr. Jørgensen

Indhold

Stilen lever af modsætninger 1

Leg med logikken. 1

Erfaring er forklaring. 1

Træben eller protese?. 1

Skrøner om træben. 1

Satire over embedsværk og bureaukrati 1

Under- og overdrivelse. 1

Selvironi og sprogsociologi 1

Absurditeter 1

“Humoristen hvis liv blev en tragedie” 1

Ny modus, blødere pointer 1

Kunsten at kede. 1

Forfatterdrømme og Højere Handelseksamen. 1

Krig og antiheroisme. 1

Dansk stil 1

Om at sænke slagskibe. 1

Anti-romantik. 1

Klog selvanalyse. 1

Eksistentielt nulpunkt 1

Humor som skæbne. 1

Humorister 1

Samfundskritiker 1

Ikke glemt, men miskendt 1

Så dårlig var han heller ikke. 1

- Brev fra Finn Søeborg. 1

‘Rehabiliteret’ 1

Litteratur (kronologisk ordnet) 1

 

Har man ikke slået mindst én høj latter op, når man har læst “Mit træben”, fortalen til Finn Søeborgs erindringer, kan man ligeså godt give fortabt. For så modtager man ikke på Søeborgs frekvenser:

 

Det bliver nødvendigt for mig at indlede disse betragtninger med en indrømmelse, så vi ved hvor vi har hinanden. Det er svært at få det sagt, men det skal jo overstås, så sandheden er altså den, at jeg æh, øh - har træben. Puha, det lettede.

 

 

Stilen lever af modsætninger

 

Søeborgs stil lever af modsætninger. Han præsenterer først nogle højtidelige begreber: “betragtninger”, “indrømmelse” og “sandheden”. Dernæst punkterer han dem med noget af det mindst højtidelige, man kan forestille sig: et “træben”.

 

Teksten fingerer en kommunikationssituation, hvor forfatteren står som en taler foran sit publikum. Der er noget, han vil have afklaret “så vi ved hvor vi har hinanden”. Hvis han ikke spiller med åbne kort, vil det mærkes som en generende fejlkilde i processen. Selv vil han tænke “mon de har lagt mærke til, at jeg har træben?” Og nogle blandt publikum vil have svært ved at koncentrere sig om det, han siger, fordi deres øjne er faldet på det famøse træben. “Hvordan mon han har fået det? ”spørger de sig selv.

 

Med andre ord: Frem med træbenet!

 

 

Leg med logikken

 

Hvis denne lille tekstbid har gjort sin virkning, er man parat til at tage en udvidet tur gennem modsætningerne. Forfatteren giver en uddybende forklaring, idet han siger, at det egentlig ikke er, fordi han mener, at det med træbenet kan interessere mange mennesker, men han frygter, at det vil afholde nogle fra at læse, hvad han skriver. Og så præsenterer han en et stykke falsk logik: Disse læsere tænker, at så er han også unormal på andre områder og ikke værd at lytte til. Og endelig trumfer han dem med en ny logik. Denne gang så indlysende, at læseren kun kan skrive under på den: “Det er jeg måske heller ikke (altså værd at lytte til), men så er det i hver fald ikke på grund af træbenet.”

 

Der er ikke noget indlysende forhold mellem et træben og åndelige evner. Bare det at give sig til at ræsonnere over forholdet, kalder på smilet. Når Søeborg til sidst siger, at det ikke kan være på grund af træbenet, hvis han ikke er værd at lytte til, så har han hamret logikken klar med syvtommersøm.

 

 

Erfaring er forklaring

 

Selv om en logik er falsk, kan den godt have en klar begrundelse, og Søeborg forklarer i det følgende, hvordan den tanke er opstået, at han skulle blive betragtet som åndeligt mindrebemidlet på grund af træbenet.

 

Det beror simpelt hen på erfaring. Folk har lagt mærke til, at han haltede og spurgt til årsagen. Når han så fortalte, at han havde træben, er folk enten blevet tavse, eller også er de begyndt at tale højt til ham. Han refererer specielt til et besøg på en restaurant, hvor en tjener efter at have hørt om det med træbenet, begyndte at omtale ham i tredje person. “Mon ikke han kan spise en lille smule mere?” spurgte han henvendt til Søeborgs kone. Da de var færdige med at spise, var det hende, der fik regningen. Og så tilføjer Søeborg på karakteristisk vis en ny pointe: “Hun er ret usentimental, så hun lod mig betale gildet, træben eller ikke træben.” Det er Søeborgs faste metoder at kilde læseren i siden, når han først har fået ham på grineren.

 

 

Træben eller protese?

 

Efter således at have indarbejdet “træbenet” i læserens bevidsthed overrasker Søeborg ved at trække det tilbage:

 

Når jeg siger træben, er det noget af en tilsnigelse, for naturligvis bliver den slags ikke lavet af træ, men som så meget andet af plastic.

 

Søeborg indfører her lille anatomi-historisk rettelse, idet træbenet stadig er (var?) den gængse betegnelse uanset materialet. Det sædvanlige faglige begreb er i dag “protese”, men det er uden træbenets maleriske associationer. Søeborg citerer dog et barnebarn for sætningen “Min farfar har plastic-ben”. Børnebørnene “(jeg har syv, tror jeg nok)” var stolte af at kunne fremvise en farfar, med et ben, som kunne modstå slag af en hammer. Sætningen i parentesen virker flad i denne ellers originale sammenhæng. At sige, at man ikke har tal på sine børnebørn, er noget krukkeri. Men det er sjovt fundet på at give dem lov til at hamre løs på benet i håbet om at imponere kammeraterne og chokere deres forældre.

 

 

Skrøner om træben

 

Søeborg broderer videre på den farverige historie om træbenet. Han omtaler de skrøner, han har disket op med for at forklare, hvordan han fik træbenet. For eksempel om dengang, han mistede sit kødelige ben i slangebøssekampe mod tyskerne under besættelsen. Børnene troede tydeligvis ikke på de historier, men de ville godt have dem fortalt alligevel, siger Søeborg og drager en parallel til læserne af erindringsbogen. De må selv bestemme, om de vil tro på det, han fortæller eller ej.

 

Med disse uhøjtidelige formuleringer opretter han en kontrakt med læserne om, at alt, hvad han fortæller, ikke nødvendigvis er sandt. Hvorefter han slår over i en plausibel lægevidenskabelig forklaring på, at benet måtte sættes af. Blodtilførslen svigtede, og man måtte forsøge at indoperere en arterie i benet, “af plastic naturligvis”.

 

 

Satire over embedsværk og bureaukrati

 

Finn Søeborgs humor drejer nu over i en ny, men for Søeborg gammel retning: Kritikken af bureaukratiet. Metoden, han bruger, kaldes at fodre op til slagtning:

 

Jeg blev indlagt på hospitalet, og operationen skulle udføres af en virkelig dygtig overlæge, der var specialist i de dele. Jeg forstod at han var en virkelig kapacitet på sit område, alle på afdelingen så op til ham, som var han en gud, så jeg var helt betænkelig ved at denne mand skulle have ulejlighed for min ringe persons skyld.

 

Betoningen af lægens overlegne evner (“virkelig dygtig“, “virkelig kapacitet”) og patientens ekstreme ydmyghed udsender ildevarslende signaler, og det bliver ikke bedre af følgende underspillede meddelelse om lægens arbejdsrutiner:

 

Overlægen udførte en operation hver onsdag. Hvad han lavede den øvrige tid ved jeg ikke, men det medførte naturligvis at der gik nogen tid, før det blev min tur. Men omsider fandt operationen sted.

 

 

Under- og overdrivelse

 

Forståelsen for, at der var ventetid til operationen, virker påtaget. Den er en del af et ironisk spil, hvor Søeborg skiftevis bruger overdrivelsen og underdrivelsen, stedvis begge dele inden for samme afsnit:

 

Den tog vistnok en syv timer, men det havde jeg ingen fornemmelse af. Jeg var jo under fuld narkose, og der kunne for min skyld være gået kun et kvarter, men så sad plastic-arterien også som den skulle.

 

Passagen ender i grum ironi:

 

Det er utroligt hvad lægerne kan udrette i dag, og jeg er dybt imponeret, og ville have været endnu mere imponeret hvis den også havde virket.

 

 

Selvironi og sprogsociologi

 

Det er en stil, som kilder og stikker. Den går ikke frem efter en snor, men giver sig tid til svinkeærinder som her nogle sprogsociologiske betragtninger:

 

Jeg prøvede et års tid med stadig stigende pilleforbrug, så jeg efterhånden følte mig som narkoman, så gav jeg op og lod mig indlægge igen, som det hedder når det drejer sig om fremtrædende folk. Man bedes bemærke sondringen. Almindelige mennesker bliver indlagt, men politikere, skuespillere og den slags lader sig indlægge. Hvorfor skulle det ikke også gælde for forfattere?

 

Forfatteren blotter sin sociale ambition. Det styrker hans etos, at han også kan vende ironien indad.

 

 

Absurditeter

 

De følgende afsnit skildrer selve operationsdagen - med absurde indslag om, hvorvidt det kan betale sig for ham at vaske det underben, som skal sættes af, og om angsten for en hveps, der kredser om ham, da han ligger efter operationen og er ude af stand til at flygte fra sengen.

 

Han fortæller om genoptræningen efter operationen og om mødet med folk på Rhodos, som humpede rundt med krykker, fordi de ikke kunne få bevilget “proteser” - her bruger han selv dette sagligt-tekniske udtryk. Han bliver for en kort stund alvorlig i taknemmelighed over, at leve i et samfund, hvor proteser er gratis - undtagen i det internationale handicap-år, hvor regeringen indførte en bestemmelse om, at folk selv skulle betale for deres protese “hvis de havde over en vis, ikke særlig høj indtægt.” Og så er Søeborg tilbage på humoristsporet. Denne gang går turen til absurdistan. Han kan lugte vanvittige samfundsmæssige indretninger på lang afstand.

 

“Jeg går ikke og jamrer mig over mit træben”, siger han konkluderende. Men det irriterer ham, når venner og bekendte forsøger at trøste ham ved at sige, at han skal være glad for, at det ikke er begge ben eller en arm. “Hvorfor i alverden skal jeg være det?” spørger han. Han er heller ikke begejstret, når folk fortæller ham, at de har set i fjernsynet, at man godt kan spille fodbold og stå på ski ned af et bjerg med kun et ben. Hvad skal han bruge det til? Han hverken spiller fodbold eller står på ski.

 

Fortalen har dermed også en brod mod læserne, som må formodes at dele nogle af disse fordomme.

 

 

“Humoristen hvis liv blev en tragedie”

 

Søeborg fortæller, at redaktionssekretæren på forhånd havde overskriften klar til den journalist, der skulle interviewe ham til hans 60 årsdag: “Humoristen hvis liv blev en tragedie”. Overskriften kom ikke i brug. “Det ville også have været det rene vrøvl, det er ingen tragedie, man kan godt leve med et træben - eller et plastic-ben”.

 

Søeborg nævner diverse praktiske foranstaltninger som at have så meget som muligt inden for rækkevidde om natten, heriblandt en kolbe og nøgne piger! Søeborg bruger humoren som middel til at holde sig fri af det patetiske.

 

Med et let drejet citat af den blinde radiomand og forfatter Karl Bjarnhof siger han: “Det er ikke sørgeligt, men det er ikke særlig praktisk”.

 

Fortalen slutter med ordene:

 

Og for egen regning vil jeg tilføje, at man bedes erindre, at man derudover godt kan være ved sine fulde fem. Og lad os så gå til sagen.

 

“Sagen” er hans erindringer fra fødsel til debut i nogenlunde kronologisk orden. Fra drengeårene i Elmegade på Nørrebro (1916-29) til cand.polit.-studier og debut og gennembrud som 34-årig med Sådan er der så meget (1950).

 

 

Ny modus, blødere pointer

 

Han går nu over i en anden modus, stadig vittig, med blødere pointer som her i parentesen om nytten af at lære at slå kraftspring:

 

Jeg lærte aldrig at slå kraftspring (og har for den sags skyld ikke savnet det senere i livet.

 

Finn Søeborgs far var bankfuldmægtig og havde håbet på, at sønnen kunne have indfriet hans forliste drømme om en militær karriere, men den unge mand var tidligt skoletræt og stoppede i denne omgang med en realeksamen, der skaffede ham en læreplads i Brugsen i Helsinge.

 

Politisk lå handelsvejen godt for familien Søeborg, som politisk hældede til konservatismen. At vejen skulle gå via brugsforeningen og den socialdemokratiske andelsbevægelse, var en streg i regningen. Men den lokale brugsuddeler var heldigvis ikke alt for socialdemokratisk: Fra starten vankede der hverken lærekontrakt eller løn. Finn Søeborg redegør stilfærdigt for disse forhold og vaccinerer på forhånd sin tekst mod beskyldninger for trivialitet:

 

Jeg ser tilfældigt i et gammelt Billed-Blad, at Jannis mor har brækket armen. Det får en til at stoppe lidt op og tænke over tingene. På baggrund af alle de store hændelser, der foregår omkring én, føles det så uendelig ligegyldigt, hvad jeg har foretaget mig i min barndom og ungdom.

 

Vaccinationsmidlet er igen ironi. Det virker som mere end et tilfælde, at mesterironikeren Hans Scherfig dukker op senere i kapitlet som forfatter til Den forsvundne fuldmægtig, hvis titelperson gemmer sig der på egnen.

 

 

Kunsten at kede

 

Det kan ikke nægtes, at Søeborgs redegørelse for arbejdet i Brugsen skrider ud i detaljerne. Det samme gør i højere grad hans beretninger om soldatertiden: rekrut i Sønderborg, kornetskole på Kronborg, kornetliv i Haderslev, og igen Sønderborg. Kunsten at kede er at tage det hele med, som Voltaire sagde det.

 

En kornet var en officerselev med rang mellem korporal og sergent. Finn Søeborg gennemførte uddannelsen på trods af manglende lyst og evne til at kommandere med andre. Satirikeren har selvfølgelig sin egen måde at sige det på: “jeg var blottet for føreregenskaber”. At være blottet for noget negativt er positivt.

 

Alligevel følte han ikke helt den glæde, han havde ventet, da han var fri af militæret. Han forsøger at ræsonnere sig til årsagen. Måske savnede han kammeratskabet. Et spadestik dybere finder han “den mærkelige følelse af ansvarsfrihed, der følger med at være soldat.” Det er sjældent, man ser den slags lidet flatterende indrømmelser i erindringer.

 

 

Forfatterdrømme og Højere Handelseksamen

 

Finn Søeborg returnerede til handelsvejen, nu teorien på Niels Brock. Det var hans fars plan B, nu da officersvejen var lukket. Selv anede han ikke, hvad han ville være, bortset fra, at han “gik med en vag drøm om at blive forfatter”, som han ikke turde afsløre for nogen. Hvad denne drøm nærede sig ved, kommer ikke klart til udtryk. Men ambition om at skille sig ud og blive hyldet var en faktor. “En dag skal det blive mig, der står deroppe”, sagde han til selv, da han oplevede forfatteren Leck Fischer fortolke egne værker ved et kulturelt arrangement på skolen. Selv måtte han indtil videre nøjes med noget, der hed Højere Handelseksamen. “Det lød jo ret fint, men mig bekendt fandtes der ingen skoler, hvorfra man kunne tage noget der hed Lavere Handelseksamen”, bemærker han. Den (sprog)kritiske opmærksomhed er en af kilderne til forfatterskabet. Men hovedåren er spredt læsning på egen hånd. Når han havde læst en god bog, prøvede han selv at skrive noget lignende, men gik i stå efter første kapitel. Hvad der drev ham, var altså ambition, hans metode var imitation og den kritiske sans fungerede som bremse.

 

Vi skriver nu 1938. Finn Søeborg gifter sig med en veninde til en af hans yngre søstre og får en sekretærstilling i F.D.B.’s Radio- og Fotoafdeling på Islands Brygge, hvor han bliver kollega og ven med Otto Leisner, der senere blev kendt inden for radio- og tv-verdenen, men dengang knapt kunne finde afbryderknappen på en radio. Det skriver Søeborg ikke for at nedgøre Leisner, men fordi hans humanistiske program dyrker folks svagheder.

 

 

Krig og antiheroisme

 

Af et Finn Søeborg-kapitel med titlen “Krig” forventer læserne ingen heroisme. Han bliver genindkaldt i perioden op til 2. Verdenskrig, men da krigen kommer, bliver han bedt om at returnere sin uniform (som der selvfølgelig er gået møl i). Krigen får Søeborg til at mobilisere sin antimilitarisme. “Kaptajnen fortsatte dog til en vis grad sin militære karriere, idet han senere blev chef for Tivoligarden”, hedder det om en gammel ven, som giver Søeborg mulighed for at udløse endnu vits: “Han er død nu. Han døde under fredelige omstændigheder. Tivoligarden kom jo aldrig i kamp.”

 

“Selv har jeg aldrig været særlig modig, og jeg indrømmer blankt, at mit mod aldrig strakte sig så langt, at jeg bare seriøst overvejede at søge optagelse i modstandsbevægelsen,” siger Søeborg med beskedenhed i stemmen, men han kan også dreje problemstillingen i kritisk retning: “Når jeg i dag hører eller læser om besættelsen, kan jeg ikke få andet indtryk end at jeg må have været den eneste dansker, der ikke spillede en fremtrædende rolle i modstandsbevægelsen.”

 

 

Dansk stil

 

Arbejdet for F.D.B. gav Søeborg overskud til at tage studentereksamen på Akademisk Kursus. Hans handelseksamen (højere!) gav ham fordele ved fastlæggelsen af pensum til studenten. Det lykkedes ham at få den eftertragtede hue, som selvfølgelig ikke passede. Det var også en streg i regningen, at han fik så høj en karakter som ug minus for sin danske stil: “jeg vidste at der var tradition for, at forfattere havde fået elendige karakterer i dansk stil i skolen. Måske havde jeg alligevel ikke evner som forfatter?”

 

Ræsonnementet er selvfølgelig udtryk for en logisk fejlslutning. I øvrigt var det realistiske mål cand. polit.-studiet på Københavns Universitet. Han havde fundet ud af, at han kunne leve af at administrere.

 

 

Om at sænke slagskibe

 

Da han havde taget 1. delen i 1944, fik han studenterstilling i Prisdirektoratet, som senere kom til at hedde Monopoltilsynet. Her arbejdede han sammen med andre studerende. Arbejdede er måske for stærkt et udtryk, for de brugte en stor del af deres tid på et hjemmelavet papirspil, som hed “at sænke slagskibe.”

 

Søeborg karakteriserer miljøet som “absurd”. Han brugte det i den satiriske roman Sådan er der så meget. Men da den udkom, var han ansat i Boligministeriet, og alle troede, det foregik der.

 

 

Anti-romantik

 

På privatfronten nyder han sin alene-tilværelse efter, at hustruen Inger er gået til vennen Jørgen. Dennes nu ledige kone Birte opsøger Finn. Indgangsreplikken er “Dav, må jeg låne dit WC.?” Sådan taler man til en anti-romantikers hjerte!

 

De blev gift i 1949, og det var takket være Birtes initiativ, at Finn Søeborg fik sin første bog udgivet i 1950. Hun sendte den til Edith Rode, som hun havde udført skrivearbejde for. Rode læste begejstret manuskriptet og fik forlæggeren Rasmus Naver til at antage det.

 

 

Klog selvanalyse

 

“Det var den største dag i mit liv, da jeg fik meddelelsen”, skriver Søeborg. Da bogen udkom, realiserede han debutantens drøm om straks at blive berømt. Hans inkarnerede beskedenhed forbød ham at slå sig for brystkassen, så han fandt en hjælpeforklaring, som nok ikke var helt ved siden af: “Litteraturen var på det tidspunkt for det meste meget dyster og grublende, og måske har det været en behagelig afveksling for anmelderne at læse noget der var helt anderledes”. Endnu en troværdig hjælpeforklaring var, at bogen lå godt for journalisterne. De behøvede ikke at læse bogen for at konstatere, at det var en god historie med “den lille hidtil ukendte ministerielle kontormand, der pludselig var dukket frem fra mørket og næsten var blevet en sensation”. Med sin selvanalyse foregriber Søeborg den kritik og nedtur, han vidste måtte komme.

 

 

Eksistentielt nulpunkt

 

Erindringsbogen slutter med nogle dystre betragtninger over det at være “heltidsforfatter”: “Det eneste jeg efterhånden virkelig kender noget til, er hvordan det er at være en forfatter, der sidder i sit arbejdsværelse og forsøger at finde på noget at skrive om”. Ulemperne opvejes dog langt af fordelene, siger han: Han er sin egen herre. “Det har været prisen værd. Men iøvrigt er der ikke noget at diskutere. Jeg blev forfatter, fordi det åbenbart var det eneste jeg ikke var helt umulig til. Sådan var det bare.” Med disse afsluttende ord reduceres forfattergerningen til skæbne. Væk er al snak om engagement, idealisme og heroisme.

 

 

Humor som skæbne

 

Og humoren? Den er ifølge Søeborg også skæbne, noget iboende, en gave, ikke en bestræbelse.

 

I et lille essay, “Hvad er humor?” (1990), forsøger han sig med nogle generelle definitioner af humor.

 

Først bestemmer han humor som “sådan noget man ler af”, dvs. ud fra virkningen. - Det kan lyde tomt, men det er jo rigtigt, at hvis humoristen ikke kan få læserne til at grine eller le eller bare smile, så hjælper dybsindige forklaringer ikke.

 

Dernæst forsøger han sig med en æstetisk bestemmelse hentet fra Harald Høffdings Den store humor, “en af de kedeligste bøger jeg nogensinde har læst”, siger han (og titlen taget i betragtning er det jo i sig selv morsomt): “Humoren stræber efter at forene livets tragedie og livets komedie.” Den definition har relevans for Søeborg med træbenet. Han ser det morsomme i det tragiske og omvendt.

 

Til sidst opgiver han - eller løfter sig op på et metaniveau - og gengiver et citat, som han ikke ved hvor stammer fra: “Humor er den egenskab man ikke er i besiddelse af i det øjeblik man prøver at forklare hvad det er” (Finn Søeborg: Hvad var det nu, 1990).

 

Hvad man savner i disse definitionsforsøg, er et kig ned i kassen med humorens teknikker, dvs. de virkemidler, vi har fundet i Søeborgs erindringsbog, og som vil kunne findes overalt i hans bøger:  modstillinger, overdrivelser, underdrivelser, falske slutninger, ironiske udfald, selvironi etc. Men man må ikke forvente, at kunstneren har et afklaret forhold til sine virkemidler. Han prøver sig frem.

 

Konklusion 1: Humoren er resultatorienteret: hvis den ikke udløser munterhed, duer den ikke. 2: Humor er noget holdningsbestemt; den forudsætter en vis rummelighed: at kunne se det tragiske i det komiske og omvendt. 3: Men humor er også en række konkrete teknikker til at få folk til at smile, le og grine.

 

 

Humorister

 

I litteraturhistorien færdes humorister ikke i flokke. En litterær bevægelse bestående af humorister er en utænkelighed.

 

Som sent debuterende forfatter er Søeborg vanskelig at placere litteraturhistorisk. I udgangspunktet er han i slægt med 30’er-realismen, hvor specielt Hans Scherfig havde satirisk bid.

 

Poul Henningsen mente, at Finn Søeborg rangerede under Scherfig, fordi han ikke som denne brugte humoren i en højere sags tjeneste. Med harmløs morskab går man konformismens ærinde, mente PH, som undervurderede Søeborg (jf. Schou 2001:65).

 

Finn Søeborgs debut og gennembrud fandt sted i Heretica-perioden på kanten af modernismen. Jens Kruuse, en af tidens toneangivende kritikere, havde absolut gehør for humor. Han påskønnede fra begyndelsen Finn Søeborg og anbefalede ham endog som forbillede for Leif Panduro, men da denne havde kastet klovnedragten (“Av, min guldtand”) og var genopstået som funklende modernist (“Rend mig i traditionerne”), afslørede Kruuse en passant, hvor højt (dvs. lavt) han rangerede Søeborg:

 

Panduros bog er en meget alvorlig bog om ensomhed og angst og ungdom. Han skal ikke lade sig fornærme af, at man siger Evelyn Waugh og Finn Søeborg. Han er varmere end den ene og farligere end den anden, han er nu og da morsommere og mere gribende end nogen af dem. (Jyllands-Posten, 10.10.1958. Optrykt i Strandgaard m.fl. 1996)

 

Jens Kruuses billede af Søeborg som en ufarlig humorist vandt indpas i tiden. Hverken hereticanerne eller modernisterne omfavnede ham.

 

 

Samfundskritiker

 

Selvstændigt læsende litterater fandt senere i Søeborgs romaner og noveller et moralsk engagement, som gør ham til “noget mere end en veloplagt og opfindsom humorist”. Det særlige ved hans forfatterskab er “den humoristisk-satiriske beskrivelse af det danske velfærdssamfund”, skrev Sven H. Rossel i Dansk Biografisk Leksikon i 1983.

 

At Søeborg forfattede sine satirer over bureaukratiet samtidig med velfærdsstatens fremvækst er en selvstændig pointe for Arne Hardis, som udnævner ham til velfærdsforfatter” (Harris, 2018).

 

Det seneste portræt på denne linje skyldes Hans Hertel, som skriver, at hyldesten til Søeborg som humorist har fået os til at overse, at det ikke bare er farce, der overgår hans anti-helte, men selve samfundsudviklingen. “Han er en effektiv satiriker med sin egen melodi“ (Hertel, 2021:317).

 

 

Ikke glemt, men miskendt

 

Finn Søeborg har fået den skæbne hele tiden at blive ‘glemt’ og genopdaget - som humorist eller som samfundskritiker. Enhver der skriver om ham, synes at ville opdage ham påny. Det er rigtigt, at han aldrig har fået det fuldt udfoldede portræt, som han fortjener. Men hans navn optræder lidt for hyppigt i pressen (op mod 1.000 hits på infomedia) til, at man kan kalde ham glemt. Hans forlæggere på Rasmus Navers Forlag og P. Haase & Søns Boghandel og Forlag har udgivet hans værker i nye udgaver. Det samlede oplag nærmer sig en million. Og i skuespilleren Tommy Kenter fandt Søeborg en kongenial fortolker, som har bidraget til at holde især de ypperlige novelletekster levende i snart tredive år efter Søeborgs død.

 

Finn Søeborg har ikke været glemt. Hans navn dukker ofte op, når en eller anden bureaukratisk foranstaltning skal kritiseres. Episoder fra hans bøger huskes og genfortælles; “han er gledet ind i fælleserindringens nedre lag” (Hardis, 2018). Men i den litterære verden har han været miskendt og undervurderet.

 

 

Så dårlig var han heller ikke

- Brev fra Finn Søeborg

 

Kære John Chr. Jørgensen.

Jeg kan altså ikke lade være med at skrive til dig og sige tak for din artikel i Magasinet. Jeg vidste fra mit forlag, at der ville komme noget, men selv om jeg jo nok kunne regne ud, at meningen formentlig ikke var at sjofle mig og mine skriverier til, overgik det alle mine forventninger. Jeg kan ikke mindes, at noget siden min debut som forfatter har glædet mig så meget, og jeg er ikke helt kommet mig over det endnu.

 

Brevet var dateret 28.8.89 og sendt fra Finn Søeborgs adresse på Dronningegård Allé i Holte. Den artikel, han refererer til, stod i Politikens søndagstillæg Magasinet 27.8.89. Den hed “På undermandens side” og var sat spektakulært op med en eminent portrættegning af Søeborg fra Anne-Marie Steen Petersens øverste hylde. Tegneren og jeg havde i fællesskab aftalt projektet, ti portrætter af kendte, men endnu ikke anerkendte danske fortællere. Efter offentliggørelsen i Politiken blev de samlet i bogform under titlen Forfattere for folket (1990). Men det var altså versionen i avisen, Søeborg reagerede på i sit brev:

 

Nu har 39 år inden for branchen tvunget mig til at forsøge at tage nogenlunde afslappet på både ris og ros. Hvis jeg læser en dårlig anmeldelse af en af mine bøger, bliver jeg naturligvis meget bedrøvet, men samtidig kan jeg nogen gange sige til mig selv: ‘Det dumme svin har faktisk ret et langt stykke hen ad vejen’. Omvendt gør en god anmeldelse mig naturligvis glad, men alligevel kan jeg godt tænke: ‘Han er en flink fyr, men så god er bogen nu ikke. Og noget af det, han fremhæver, har han helt misforstået. Det lå slet ikke i mine tanker, da jeg skrev.’

 

Det vigtigste for ham var at blive forstået i sine bestræbelser:

 

Men uden selv at komme ind på kvalitet (eller mangel på samme) af det, jeg har skrevet, kan jeg i hvert fald sige, at du har opfattet mine intentioner utrolig godt. Netop det har jeg villet og forsøgt på, det ved jeg i hvert fald bedst selv, og så overlader jeg det til dig og andre at bedømme, i hvilket omfang det er lykkedes.

 

Søeborg ernærede sig i perioder som foredragsholder. Især blev han naturligvis bedt om at tale om sit eget forfatterskab. For at undgå at fremtræde som pralende havde han lært sig at holde sig til intentionerne:

 

Indtil for nogle år siden rejste jeg hver vinter rundt i landet til såkaldte forfatteraftener, hvor jeg skulle læse op og forsøge at forklare, hvad jeg egentlig ville med det, jeg skrev. Og det jeg sagde, svarede, selv om jeg måske brugte andre ord, fuldstændigt til det, du skriver. Derfor var det for mig en utrolig og næsten foruroligende oplevelse at læse det.

 

Jeg må indskyde, at jeg aldrig havde hørt Finn Søeborg holde foredrag om sine bøger og at min eneste privilegerede adgang til forfatterskabet var, at jeg allerede som skoledreng havde stiftet bekendtskab med det, fordi min storebror, som var litograflærling og i øvrigt ikke meget boglæsende, gik rundt og gengav sjove scener fra det. Senere havde jeg haft fat i Søeborg i forbindelse med mine og Birgitte Hesselaas arbejder om Leif Panduro, hvis roman Av, min guldtand var påvirket af ham (jf. Hesselaa 1976:13, 78).

 

Som professionel læser var det interessant at forsøge at sætte Søeborg ind i en litterær sammenhæng bagud i tiden. Det havde han en givende kommentar til:

 

Med hensyn til litterær baggrund, så er det rigtigt, at det først og fremmest er trediver-forfattere, som du nævner, og som jeg slugte i min ungdom. Jeg nævner ganske rigtigt Leck Fischer i mine erindringer. Ham var jeg meget begejstret for. Men for nogle år siden forsøgte jeg at læse ham igen, men fandt ham næsten ulæselig. Derimod synes jeg at Mogens Klitgaard har stået sig. Jeg genlæste “Der sidder en mand i en sporvogn”, da den for en del år siden blev genudsendt som billigbog, og det var faktisk medvirkende til at jeg skrev “Den frie købmand”. Naturligvis ikke for at plagiere Klitgaard, men for at prøve at finde ud af, hvordan det i 1972 ville gå en lille købmand, der måtte give op. Mens det for Klitgaards manufakturhandler var en social og økonomisk katastrofe, ville købmandens problemer være på et andet plan. Han ville sikkert kunne få en stilling som bestyrer i et supermarked eller lignende og tjene mere end han hidtil har gjort. Men det personlige nederlag ville alligevel være der. Han er offer for sine egne konventioner. Han tror på liberalismen og de frie kræfters spil, og hans nederlag vil knuse ham. Nu går han ikke fallit i bogen. Jeg tror desværre det lykkes ham at holde ud nogle år endnu, og da var forholdene blevet helt anderledes. Hans eneste udvej har måske været bistandskontoret, og jeg tror han hellere ville dø

af sult end sætte sine ben et sådant sted.

 

I min portrætartikel skrev jeg, at der sidder en Samuel Beckett-lignende fugl og hakker et sted inde i den jævnt og lykkeligt fortællende Finn Søeborg. Det var ment som en litterær karakteristik af den mørke side af Søeborgs univers, ensomheden og udsigtsløsheden. Men Finn Søeborg greb billedet på en overraskende måde:

 

I øvrigt er jeg meget glad for at du nævner Beckett, som jeg ikke mener nogensinde at have omtalt. Et litterært forbillede kan man vel ikke kalde ham, men jeg har altid været meget begejstret for ham. Iøvrigt er jeg ikke særlig litterær. Jeg har altid læst meget, men nok lidt for spredt og tilfældigt. I dag læser jeg desværre ret langsomt og har fået en mærkelig skepsis over for fiktion. Jeg er kommet i memoire-alderen.

 

Brevet var tætskrevet og uden en rettelse. På papir, som virkede langtidsholdbart. Prosaen virkede nøgtern, nærmest testamentarisk. Så meget stærkere ramtes man (jeg) af den følelsesfulde formfuldendthed i brevets sidste linjer:

 

Når jeg i tidens løb nu og da har været langt nede på grund af modgang, har jeg altid trøstet mig med, at når jeg engang var død, var der nok en eller anden, der ville finde ud af, at så dårlig var jeg heller ikke og måske skrive noget i retning af det, du har skrevet. Nu har jeg oplevet det i levende live og kan dø med fred i sindet. Det skal du sgu have tak for.

Mange venlige hilsener Finn Søeborg

 

Dette var ikke udtryk for et øjebliks sentimental taknemmelighed. Det var også noget, han mundtligt gav udtryk for de få gange vi sås. Da han døde tre år senere (14.9.1992) modtog jeg et kort fra hans enke, Birte, som takkede mig for min tilstedeværelse ved bisættelsen og tilføjede: “Ikke mindst takket være din indsats blev Finn ‘rehabiliteret’ i levende live’.”

 

 

‘Rehabiliteret’

 

‘Rehabiliteret’ betyder ‘genindsat i sine oprindelige rettigheder’. Det bruges normalt om mennesker, som under et bestemt politisk system har været frataget deres positioner.

 

Ordet bruges her i en lidt forskudt betydning. Derfor anførselstegnene. Finn Søeborg, som oprindeligt blev modtaget med jubel af kritikken, havde i en årrække været ‘bortdømt’ af et ´litterært regime’, som ikke vedvarende og i dybden formåede at værdsætte en forfatter, som i den grad fik folk til at le.

 

 

Litteratur (kronologisk ordnet)

 

Svend Dahl: “Søeborg, Finn”, i: Dansk Skønlitterært Forfatterleksikon, 1, 1964

 

Birgitte Hesselaa: Leif Panduro. Romaner. Noveller. Journalistik, 1976

 

Rossel, Sven H.: “Søeborg, Finn”, i: Dansk Biografisk Leksikon, 14, 1983

 

John Chr. Jørgensen: “På undermandens side” med tegning af Anne-Marie Steen Petersen, Politiken, 27.8.1989, optrykt i John Chr. Jørgensen og Anne-Marie Steen Petersen: Forfattere for folket, 1990

 

Birte Søeborg: “Kære John Chr. Jørgensen”, privatbrev, 28.8.1989

 

Finn Søeborg: “Kære John Chr.”, privatbrev 16.10.1990

 

Finn Søeborg: Hvad var det nu. Introduktion af John

Chr. Jørgensen, 1990

 

Finn Søeborg: “Sådan noget man ler af”, kronik i Politiken, 18.10.1990; optryk af “Hvad er humor?” fra Hvad var det nu, 1990

 

Jesper Malmose: Finn Søeborg - et forfatterportræt fra biblioteket, 1991

 

Bettina Heltberg: “Forfatteren Finn Søeborg”. Nekrolog, Politiken, 16.9.1992

 

Birte Søeborg: “Kære John Chr.”, privatbrev 21.9.1992 m.f.

 

Charlotte Strandgaard m.fl.: I lyset af glæde. En bog om Jens Kruuse, 1996

 

Søren Schou: Og andre forfattere, 2001

 

Thomas Bredsdorff: Ironiens pris, 2011

 

Henrik Palle: “Velfærdssamfundets traurige humanist”, Politiken, 13.4.2016

 

John Chr. Jørgensen: Postkassen der rødmede, 2017

 

Arne Hardis: “Sådan er der så meget mere”, Weekendavisen 31.8.2018

 

Hans Hertel: “Han fik hele landet til at le”, Politiken 19.8. 2021, optrykt i:  Spotlight. Historier om kendte og ukendte bøger, 2021

 

 

©John Chr. Jørgensen