Når en skuespiller udgiver erindringer, skifter han metier og bliver forfatter. Han vurderes ikke længere på, hvor godt han spiller, men på, hvor smukt og sandt han skriver om sit liv og sin kunst.

Erindringer er selviagttagende og selvfremstillende skrivekunst uanset hvilket erhverv den erindrende har haft.

Først skal forfatteren opbygge troværdighed.

Mit eksempel er Med mellemrum af skuespilleren Frits Helmuth (1931-2004).

Troværdighed

Vi kan ikke ud fra bogteksten alene afgøre, om det, der siges, er sandt, men vi kan kigge efter tegn på troværdighed. Et af tegnene er, at forfatteren vedkender sig almindelige menneskelige motiver.

Man tror på Frits Helmuth, når han fortæller, at ideen til erindringsbogen oprindelig kom fra Klaus Rifbjerg, som var direktør på Gyldendal 1984-92. Opfordringerne fortsatte, da Johannes Riis blev overtog direktørstillingen efter Rifbjerg. Helmuth takker dem begge for at have presset på og Jon Palle Buhl for som advokat at have bistået ham med “flere vellykkede kontrakter, blandt andet med Gyldendal.”

Det virker troværdigt. Rifbjerg og Riis havde grund til at tro på, at der ville være publikumsinteresse for en erindringsbog skrevet af Frits Helmuth, og at han ville sige ja, hvis han kunne få nogle ordentlige økonomiske vilkår.

Denne rent pragmatiske begrundelse for bogens tilblivelse virker overbevisende. Helmuth besmykker ikke sit ærinde.

Det viser sig at være et gennemgående træk ved bogen. Han går lige til sagen og stiller ikke sig selv i positur.

Dødssyg af mavekræft

Bogens drabelige indledning bestyrker læseren i troen på, at forfatteren er på sporet af sandheden: Faderen Osvald Helmuth ligger dødssyg af mavekræft. Han fyrer vittige bemærkninger af. Han havde ikke været i underholdningsbranchen for ingenting.

Osvald Helmuth havde imidlertid ikke altid været så morsom derhjemme. “Jeg havde ofte bebrejdet ham hans urimelige opførsel over for Mor”, siger Frits, som selv havde haft “flere ubehagelige sammenstød” med faderen. Årsagen til konflikterne røber han ikke her, og ordvalget er skånsomt.

Far gav mig mavesår

Når han siger “Mors” og ikke “min mors” og “Fars” og ikke “min fars”, så trækker han læserne med ind i bindingen til forældrene og placerer sig selv i barnets evige rolle.

Senere i bogen taler han om faderens “galsindethed”, hans “uhåndterlige sind” og hans temperament, der “slår revner”. Endnu midtvejs i fremstillingen er han ikke er færdig med denne joviale faderskikkelse, som var så monstrøs derhjemme, at sønnen tidligt udviklede mavesår.

“Det dumme svin”

Der var åbenbart også folk ude i byen, som ikke brød sig om Osvald. Om aftenen den dag, han døde, ringede folk til enken og kondolerede. Blandt stemmerne var der en, der sagde: “Er han endelig død, det dumme svin!”. Moderen var rystet. Sønnen konkluderer: “Det må have været en syg person.” Læseren sidder med en fornemmelse af, at den vrede stemme kan have haft sine grunde. Man fornemmer, at Helmuth kun lader os se en flig af den sandhed, han kender.

Sentimentale glansbilleder

Skildringerne af familien nærmer sig sentimentale glansbilleder. “Vi holdt jo uendelig meget af hinanden”, siger Frits Helmuth samtidig med, at han leverer stof til et dæmonisk familiedrama om en far, der tyranniserede sin kone, og en mor, der knyttede sønnen stærkt til sig og en søn, der på en gang beundrede og hadede faderen.

Når Frits så sig i spejlet, så han sin far. Han lignede sin far så meget, at han kunne få sin filmdebut i rollen som faderen som barn.

“Med mellemrum”

Titlen “Med mellemrum” refererer til afstanden mellem forfatterens fortænder. Et træk, som ellers er forbeholdt komikere og klovne, men som Helmuth kun én gang fik udfyldt på tandteknisk vis, nemlig da han spillede Styrmand Karlsen, og den rolle lå ikke til ham. Han skulle spille med mellemrum.

“Med mellemrum” er også, hvad han svarer, når han bliver spurgt om, hvor ofte han egentlig optræder. Det lyder som en syg joke.

Da bogen udkom, viste det sig, at titlen også kunne bruges kritisk - imod bogen - på grund af alt det, der ikke blev fortalt.

Frits Helmuths erindringer blev modtaget som troværdige og sandfærdige, så langt de rakte. Der manglede bare en del.

Letløbende, anekdotisk

Men der var enighed om, at Helmuth beherskede den valgte anekdotiske stil ganske godt. Han slår tonen an i referatet fra faderens begravelse: “da præsten i fadervor nåede til “Ske din vilje”, hørtes tydeligt lyden af en flaske, der blev trukket op. Det ville have moret Far, som elskede timing.”

Det anekdotiske er i høj grad knyttet til faderen. Frits Helmuth gengiver nogle de mundheld og sentenser, som flød fra Osvald: “Manden vidste ikke, at konen var tosset, før hun sang ved bordet” og “Faderen løb sig ihjel med aviser, moderen gik også med blade, men det var skulderblade”. Osv.

Livet som komedie

Den letløbende stil griber om sig og overtager efterhånden det hele, så også forfatterens ægteskaber og skilsmisser afvikles i postkort-tone:

“Jeg har mange gode og smukke minder fra de knap tre år, Jeanne og jeg levede sammen.”

Livet er en komedie, som skal afvikles så kvikt som muligt.

“Da jeg blev skilt to gange i løbet af fem år, blev jeg nødt til at lære at lave mad i det, jeg kalder “mellemkrigsperioderne”.”

Fremstillingen diffunderer

Efterhånden diffunderer fremstillingen i anekdotiske portrætter af venner og folk, forfatteren blot har mødt.

“Marlene Dietrich har jeg hilst på en enkelt gang”. Sådan begynder et afsnit, hvis nærmere begrundelse er et foto, hvor Dietrich figurerer sammen med Mogens Wieth og Helmuth senior og junior.

Ebbe Rode var en nær ven og får et fyldigere portræt begyndende med hans begravelse, som Niels Birger Wamberg gjorde til en vittig oplevelse ved at citere Rode-sentenser. Helmuth gengiver nogle af dem, han kan komme i tanker om: “Hvis dørklokken ikke virker, så brug måtten.” Det er underholdende læsning. Men det har ikke noget med Frits Helmuths liv og kunst at gøre. Kompositionen smuldrer. Der er ingen sigtelinje. Godt Per Gynt er ikke altid halvt fuldendt, for nu at give en af Osvalds radbrækninger et ekstra vrid.

Journalistiske spørgsmål

For ligesom at holde sig selv i gang producerer Helmuth selv journalistiske spørgsmål: “Jeg bliver ofte spurgte: “Er turnélivet ikke opslidende?” Jeg kan med sindsro svare nej.” Og så fortæller han løst og fast og ofte vittigt. Der er f.eks. historien om damen i en butik i Kolding, som spørger: “Er der aldrig nogen, der har fortalt dig, at du ligner Frits Helmuth helt fantastisk?” Han ved ikke umiddelbart, hvordan han skal returnere den replik, men på vej ud af butikken, siger han: “Jamen, det er også mig”. Hvortil hun svarer: “Den er go’ med dig, næh, den ryger jeg ikke på.”

Meget morsomt, men var turnélivet mon alligevel ikke en smule opslidende? Al den ensomhed i hotelbaren.

Arbejdet med rollerne

Om skuespillet, oplæringen i faget og arbejdet med rollerne, får man kun spredt og tilfældig besked. Lige så lidt som maleren kan forklare sit maleri, kan skuespilleren forklare sin skuespilkunst, siger Helmuth, som beder til Vorherre hver gang han skal på scenen. Derfor har han placeret sine overvejelser over de roller, han har spillet i et kapitel, der hedder “Bønnens kraft”!

Hvis det ikke var for René Herrings tyve siders bibliografi over Frits Helmuths roller, ville der ikke have været meget teaterfagligt at komme efter. Det biografiske drama er det vigtigste, men analysen stikker ikke dybt nok, og dramaet er afviklet i anekdotisk stil.

Udgivet med succes

Ved udgivelsen viste det sig, at Klaus Rifbjerg og Johannes Riis havde ret i, at der var publikum til en sådan erindringsbog fra den populære skuespiller. Første oplag var udsolgt, før bogen var blevet udgivet. Den fik stort opsatte anmeldelser på udgivelsesdagen (15.11.2000).

Vurderingerne svingede ganske vist:

“Et lykkeligt liv. Frits Helmuth slipper godt fra sine memoirer”, hed det i rubrikken til Bettina Heltbergs anmeldelse i Politiken. Hun påskønnede den letløbende stil, men ville godt have hørt mere om arbejdet med rollerne.

Jakob Sten Olsen kritiserede bogen for ikke at ville åbne til “de inderste gemakker”. (”Faders vilje”, Aktuelt).

Susanne Bernt synes ikke Helmuth skulle have ulejliget sig med skrive erindringer, når han ikke vil fortælle mere, end han gør. (“Osvalds knægt holder masken”, Berlingske).

I teater- og pressemiljøet vidste man, at der var forhold, som Frits Helmuth fortav. “Selv følte han, at han allerede var gået langt: Det skulle jo ikke bare være en tandløs erindringsbog, jeg ville gerne sige noget. Og så er det ind i mellem en smertefuld proces. Man overskrider jo sin egen og måske andres blufærdighedstærskel”, sagde han i et interview til Erik Schnettler i B.T., 12.11.2000.

Et par år efter erkendte han, at der i hvert fald manglede noget på den faglige front. Han gik igang med yderligere et erindringsbind, denne gang om rollerne (“Frits trænger til en slapper”, interview med Dennis Drejer, B.T., 26.8. 2003). Men det var for sent. Han havde ødelagt sin krop (inklusive hovedet) med alkohol. Det var ikke en dag for tidligt, da Rifbjerg bad ham gå i gang med nedskrivningen af Med mellemrum. Bogen var mangelfuld, men den angav en retning for de kommende skrifter og dokumentarer.

Afsløring og sammenfatning

Helmuth åbnede selv for posen med de dybere hemmeligheder i et filmet interview optaget kort tid før hans død i 2004. Her udstillede han sin alkoholisme. Interviewet blev offentliggjort i

Per Wennicks dokumentarfilm Frits - Ølhundens søn i 2013. Med børnene som vidner viste Wennick hans svigt som far.

Den brede offentlighed fik efterhånden også indblik i Osvald Helmuths hemmelighed, hans biseksualitet. At han bragte unge mænd hjem fra sine byture, vidste Frits Helmuth naturligvis godt, men ville ikke skrive det. Det blev først afsløret i Se- og Hør-journalisten John Lindskogs Faders vilje – Osvald, Søster og Frits Helmuth– dramaet bag scenen (2006).

En journalistisk sammenfatning, som også rummede beretninger fra Frits Helmuths børn, fik bogmarkedet med Andreas Fugl Thøgersens Frits Helmuth - en biografi (2014). Den bygger på erindringsbogen, men fylder nogle af mellemrummene ud. Nogle af anmelderne syntes, at Fugl Thøgersen brugte rigeligt med fyldekalk.

Litteratur

Frits Helmuth: Med mellemrum. Erindringer, 2000, 2. udgave 2001

Erik Schnettler: “Frits bor i Jylland og har det godt”, interview, B.T., 12.11.2000

Bettina Heltberg: “Et lykkeligt liv. Frits Helmuth slipper godt fra sine memoirer”, Politiken, 15.11.2000

Jakob Sten Olsen: ”Faders vilje”, Aktuelt, 15.11.2000

Susanne Bernt, “Osvalds knægt holder masken,” Berlingske Tidende, 15.11.2000

Dennis Drejer: “Frits trænger til en slapper”, B.T., interview, 26.8. 2003

John Lindskog: Faders vilje – Osvald, Søster og Frits Helmuth– dramaet bag scenen, 2006

Per Wennick: Frits. Ølhundens søn. Dokumentarfilm, 2013

Andreas Fugl Thøgersens Frits Helmuth - en biografi, 2014

P.S.

Hvis en skuespiller vil skrive erindringer og har svært ved at komme i gang og ved at komme frem til det skuespilfaglige, kan han vælge at lade sig interviewe i bogform. Det gør Henning Moritzen i Tilpas højrøvet. I samtale med Niels Birger Wamberg (2004). Den begynder med at Wamberg spørger: “- Sig mig, Henning, hvordan gik det til, at du blev skuespiller? Var det en gammel drengedrøm, der skulle indhentes?”