|
Sætningen “Han var en renlivet
epikuræer” forstås nok ikke af mange mennesker i dag.
Ordet “epikuræer” bruges relativt
sjældent. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har samlet 56
millioner danske ord i databasen korpus.dk - i den
base optræder “epikuræer” kun én gang, og det er i et citat fra en
filosofihistorisk artikel i et leksikon.
På mediestream,
databasen med danske aviser helt tilbage til 1700-tallet, finder man
knap 1.000 gange en “epikuræer”.
Databasen Infomedia,
som registrerer sprogbrug i aviser gennem det seneste halve århundrede,
viser med godt 100 eksempler, at ordet stadig er gangbart i
debatartikler, i anmeldelser (af fagfilosofi) og i kryds- og tværs‘er!
Defineret efter sin oprindelse er
den leksikalske betydning af en “epikuræer”: en tilhænger af den græske
i filosof Epikurs lære om livets nydelse. Den almene betydning er
“livsnyder” eller sagt med lex.dk en person, der
“sætter sanselig nydelse som livets formål”.
Når ordet dukker op i
debatartikler, er det som regel i perioder, hvor pligtfølelsen og ideen
om det rigidt kontrollerede liv har fået folk til at glemme, at livet
også kan nydes.
“En renlivet epikuræer” er en, som
ikke bare i teorien, men også i praksis tager for sig af livets retter,
og han stopper ikke altid ved det kulinariske. Frådseren er ofte også
en vellystning.
I den kristne kultur, hvor frådseri
hører til dødssynderne, befinder epikuræeren sig på kanten af moralen.
To af Den danske begrebsordbogs synonymer
til “epikuræer” er “frådser” og “flottenheimer”.
Hvis man alene vil sige noget om en
vellystig måde at leve på, så er “hedonist” eller “sybarit” et mere
velegnet ord end “epikuræer”.
En “hedonist” (af græsk “hedone”,
“vellyst”) er en person, der betragter nydelse som det højeste mål i
tilværelsen.
“Sybarit” henviser ikke til en
filosofisk skole, men til udskejende livsførelse i den græske koloni
“Sybaris” i Syditalien. Det er bedre at belaste en by end en filosof!
Ikke enhver skønhedsdyrkende
livsnydende digter kan kaldes epikuræer. Hos den mad- og erotik-glade
lyriker Emil Aarestrup er der eksempelvis et lag af eksistentiel angst
og nihilisme, som ikke kan rummes i Epikurs lære. Aarestrups bibliotek
viser, at han var bekendt med overleveringen fra Epikur, men det gør
ham ikke til epikuræer (Sonne 2006:210).
“Kritikeren P.L. Møller var æstet,
forstået på den måde, at han satte nydelse over alt andet. Det udartede
til en hensynsløs egoisme, der ikke levnede plads til andre, til
moralen og i sidste ende til ham selv”, skriver forfatteren H.E.
Sørensen i en gennemgang af Henrik Stangerups Det er svært at
dø i Dieppe: “Han
var på den måde en renlivet epikuræer, dvs. tilhænger af den gamle
græske filosof Epikurs tanker om nydelsen som livets sande mål, i
Møllers tilfælde drevet ud i ren karikatur. Derfor blev han også en
slave af sine egne egoistiske behov i en tøjlesløs trang til “frihed”,
der udartede til hæmningsløst drikkeri og brug af narkotiske stoffer.”
H.E. Sørensen tolker altså
Stangerups roman som historien om epikuræer, der går grassat.
Spørgsmålet er imidlertid om Stangerups P.L. Møller-figur ikke helt fra
begyndelsen er for meget af en spleenfyldt desperado til, at man kan
kalde ham “epikuræer”.
Det er rigtigt, at P.L. Møller
skildres som en kritiker, der “tør indføre sund sans og se det enkelte
værk for sig”. Han formår at påskønne Oehlenschlägers, Blichers og H.C.
Andersens forskelligartede kvaliteter og er altså en litteraturnyder
mere end en kritiker, men hans attitude over for andre kritikere, ikke
mindst Johan Ludvig Heiberg er aggressiv på en måde, som ikke sømmer
sig for en epikuræer. Henrik Stangerup var for meget af en polemiker
til at tegne et portræt af en fredelig livsnyder.
Hvis man vil bruge udtrykket
“epikuræer” positivt, gør man klogt i at kvalificere det nærmere. Som
da Georg Brandes kaldte lyrikeren Ludvig Bødtcher “en fin og blid
epikuræer” og for en sikkerheds skyld også sagde, at han var “et
nydelsesmenneske uden at være nogen viveur”. Karakteristikken gjaldt
ikke blot digteren Ludvig Bødtcher, det var hele personen: “Blot af den
Maade, hvorpaa han drak sin Vin, saa man, at han forstod at nyde.”
Det er livsfilosofien, der har
givet de græske filosoffer et langt efterliv. Filosofferne tænkte ikke
alene over universets opbygning, de gav også bud på, hvordan man skal
leve livet. “Lev ubemærket”, lød Epikurs korteste råd. Dødens problem
afskaffede han med en besnærende formulering: “Døden skal man ikke
frygte, thi hvor vi er, er døden ikke, og hvor døden er, er vi ikke.”
Vi mennesker bestræber os på at
undgå fysisk smerte og sjælelig rædsel, siger Epikur. Positivt
udtrykker han det sådan, at nydelsen er begyndelsen og enden på et
saligt liv.
Epikur (341-270 f.Kr.) docerede
ikke frådseri. Han var fortaler for den stille livslykke forstået som
frihed for frygt og smerte. Til livets fylde hørte venskaber. Dydernes
kulmination fandt sted i venskabet mellem vise og gode mennesker (jf.
Engberg-Pedersen, 20017:208).
Epikur skabte en lille filosofisk
skole i sin have i Athen. Den var bemærkelsesværdig ved også at have
adgang for kvinder. Otto Gelsted (1958) sætter navn på flere af
kvinderne og konkluderer, at det må have været et “henrivende
auditorium”!
Det er især fra hans breve og fra
hans elevers noter, vi kender Epikurs filosofi. Han skal have forfattet
mere end 300 skrifter, men langt det meste er gået tabt.
Hvis man vil skaffe sig overblik
over de kilder, som forskerne har haft mulighed for at basere deres
Epikur-læsning på, kan man gå til Troels Engberg-Pedersens Antikkens
etiske tradition (2019:278f).
Det relativt spinkle
kildemateriale, heraf en del på anden hånd, har givet let spil for de
filosofihistorikere, som har ønsket at trække Epikur i den ene eller
den anden retning. Fristelsen til at afbilde ham som vellystning har
været stor.
Han afviser den udlægning på det
bestemteste:
Når vi siger, at målet er nydelse,
mener vi ikke tøjlesløse menneskers nydelser, som består i fornøjelser,
sådan som nogle mener i deres uvidenhed, uenighed eller villede
misforståelse. Derimod (mener vi) det hverken at føle (fysisk) smerte i
kroppen eller at føle stress i sjælen. For livet bliver ikke gjort
nydelsesrigt af svir og fester i ét væk, fornøjelser med drenge og
kvinder eller indtagelse af fisk og andet, som et kostbart bord kan
byde på. Derimod (gør) ædruelig overvejelse (det), den, som søger at
finde årsagerne til enhver form for stræben eller undgåen, og som
uddriver de meninger, som først og fremmest gør folks sjæle til offer
for stress.
Engberg-Pedersen citerer dette
(2017:82) og noterer sig, at vi med denne argumentation er kommet langt
væk fra det traditionelle billede af Epikurs nydelseslære, idet
nydelsen nu består i at filosofere. Visdommen bliver det højeste gode.
I et brev, Epikur skrev på dødslejet, omtalte han den vise som en slags
gud (Engberg-Pedersen, 207:128).
I filosofihistorien står
epikuræeren som modsætning til stoikeren, ligesom livsnyderen står som
modsætning til asketen. Men løfter man sig lidt op, ser man, at
epikuræeren og stoikeren er fælles om ved hjælp af deres fornuft at
ville styre deres tilstand hen i retning af harmoni. Sagt med nogle
moderne begreber er der noget eksistentielt og terapeutisk over såvel
den epikuræiske som den stoiske filosofi. Der er også noget socialt i
den forstand, at mennesker forudsættes at være forbundet med hinanden
som fornuftsvæsener (jf. Engberg-Pedersen, 2017:207f.).
Brandes kaldte som sagt Ludvig
Bødtcher “en fin og blid epikuræer”. Det var i Danske Digtere
i 1877. Men da han lod portrættet genoptrykke i bind 1 af Samlede
Skrifter i 1899, ændrede han ordlyden til “en fin og blid
Nydelseselsker”. Det var næppe fordi han havde noget specielt imod
“epikuræer”. Han havde bare set sig gal på fremmedordene i det danske
sprog. Han rettede også “viveur” til “levemand”. Han var med et
fremmedord - “purist” - dvs. “sprogrenser” eller “sprogrøgter”.
Med “nydelseselsker” voksede
Brandes’ klarhedsprocent, for nu at tale moderne redaktørsprog.
Samtidig bortklippede han imidlertid forbindelse til antikken og bidrog
dermed til afviklingen af dannelsen og den historiske bevidsthed. Hvis
de mennesker, der ved, hvad en “epikuræer” er, undlader at bruge ordet
af hensyn til dem, der ikke ved det, så ender Epikur og hans
afledninger i dannelsens sidste bastion: kryds- og tværs-opgaven.
Ronny Ambjørnsson: Antikken.
Et kapitel i antikkens idéhistorie. På dansk ved Knud
Michelsen, Rosinante, 2000
Georg Brandes: “Ludvig Bødtcher”, i
Danske Digtere, 1877; optrykt i:
Danske Digterportrættet, Gyldendal, 1966; optrykt med
puristiske rettelser i Samlede Skrifter, 1, 1899
Troels Engberg-Pedersen: Antikkens
etiske tradition. Fra Socrates til Marcus Aurelius; Akademisk
Forlag, 1996; 2. rev. udgave 2017 (Et forbilledligt værk med
kildemateriale og gedigen diskussion)
Otto Gelsted: Den græske
tanke, Thanning & Appels Forlag, 1958
Peter Skautrup: “Georg Brandes’
sprogrøgt”, i: Det Danske Sprogs Historie,
Gyldendal, 1968
Jørgen Sonne: Emil
Aarestrup - Prosa og person. En kulturel antologi, RUC, 2006
H.E. Sørensen: “Henrik Stangerup:
Kierkegaard-trilogien - nydelse, ansvar og tro”, i: Flensborg
Avis, 14.5.2019
Henrik Thomsen: Hvem
tænkte hvad, 3. oplag, Politiken, 1961
|
