|
“Anlangende Stilens Klarhed, da
overgaaer Ovidius derudi ikke allene Virgilium,
men endogsaa alle andre Poëter, ja alle latinske Autores”,
skriver Ludvig Holberg i Epistel 201.
Det er en litterær
kvalitetssammenligning. Bedømt ud fra et bestemt kriterium, nemlig
stilens klarhed, er Ovid en bedre digter end Virgil, ja, han er efter
Holbergs vurdering den bedste latindigter i det hele taget.
Holberg erklærer, at han ikke
ønsker at forringe Virgil, men blot
vil give Ovid den ære, som tilkommer ham.
“Jeg agerer
ingen Dommer, men siger alleene min Mening, som jeg grunder på Argumenter,
om hvis Gyldighed,
jeg lader andre dømme”, erklærer Holberg (en kende krukket) og
præsenterer flere vurderingskriterier, som han derefter bringer i
anvendelse ved sammenligningen. Både når det gælder originalitet i
emnevalget og elegance i versifikationen, er Ovid sine kolleger
overlegen. Holberg følger Ovid helt ind i forståelsen af kærligheden
som en kamp, hvor det gælder om at være klog: “En Mand, der
fortificerer sin Fruerstue, og forskandser sin Hustrue, staaer meer i
Fare for Horn, end den, der giver hende Frihed l at omføite, saa meget,
som hun lyster.” (jf. Billeskov Jansen, 1938, bd.1: 184ff).
Ludvig Holberg står langtfra alene
med sin høje vurdering af Ovid.
Publius Ovidius Naso (43 f. Kr- 17
e.Kr.) anses i dag for den romerske latindigtnings største kunstner.
Han var den mest produktive og den mest idérige. Han er også den, der
har sat sig flest spor i senere europæisk litteratur og kunst.
Hans far var velhavende og sørgede
for, at sønnen fik lejlighed til at studere retorik, filosofi og jura,
i første omgang med henblik på at blive embedsmand. Men den unge mands
hu stod til digtningen og de dristige temaer. Han debuterede allerede i
tyve års alderen med Amores,
en samling digte, hvor kvinder klager over fraværende ægtemænd. Hans
næste værk var en poetisk lærebog i elskovskunst, Ars amandi
(eller Ars amatoria).
I år 8 e. Kr. blev Ovid forvist til
Tomi ved Sortehavet. Den officielle forklaring var, at hans erotiske
digtning var i modstrid med statens interesser. Hans livsførelse kan
have spillet ind; han blev skilt to gange, før han fandt sin Fabia. Men
det kan også tænkes, at han har ligget inde med en viden, som kejser
Augustus ikke ville have i cirkulation.
Under alle omstændigheder var han persona
non grata. Han måtte trøste sig med stadig at være
kunstnerisk produktiv.
Op gennem århundrederne kom Ovids
erotiske digte til at fungere som lærebøger i kærlighed for
latinlæsende. Danske læsere møder Ovid i Steen Steensen Blichers
mesternovelle Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog
(1824), hvor degnens søn, Morten Vinge, tager bestik af sine problemer
med kærligheden ved hjælp af Ovid.
Da hans foresatte, præsten hr.
Søren, forlader dette liv, får Morten for en beskeden sum penge lov til
at overtage så mange bøger, han kan bære, deriblandt “en stor Hob af
Ovidius; een har til Titel Ars amoris, en anden Remedium
amoris; dem skal jeg først læse, for jeg gad dog vide, hvad
de handler om.”
Som det ses, er Morten på trods af
sine latinkundskaber en naiv sjæl. Han har sikkert en fornemmelse af,
hvad de bøger handler om. Men han skal slå op i Ovid for at finde ud
af, hvad det er for følelser, han nærer for den uopnåelige frøken
Sophie:
Ak, jeg elendige Menneske! nu veed
jeg, hvad det er, jeg feiler; Ovidius har sagt mig det, han har ganske
accurat beskrevet mig min Sygdom. Dersom jeg ikke tager Feil, saa
hedder den Amor, paa Dansk: Kjærlighed eller Elskov, og den jeg er
charmeret udi, maa uden al Tvivl være Frøken Sophie. Ak, jeg arme
Daare! Hvad skal dette ikke blive til? Jeg maa prøve hans remedia
amoris.
Morten Vinges situation passer godt
på den, Ovid beskriver i Remedia Amoris. Det, Ovid
giver råd om, er ikke at undgå kærlighed i det hele taget, men at komme
fri af forelskelsens galskab. Og Morten har brug for at få slukket den
ild, som frøken Sophie har tændt i ham.
Ovid giver en overdådighed af råd,
nedenstående er blot et udvalg (med linjetal i parentes); den danske
oversættelse af Midler mod elskov er Kjeld Elkjærs
fra 1947, genudgivet på Gyldendal, 2001.
De mange råd samler sig i en
håndfuld grupper: at gå intenst op i noget andet end kærlighed; at
tænke på hvordan man er blevet skadet og snydt af hende, der afviste
en; at fremkalde negative billeder af hende, se hende som fed og
ulækker, se hende mens hun forretter sin nødtørft! Det svære synes at
være at tage temperaturen ud af et kærlighedsforhold. Hvis man efter et
halvt århundredes adskillelse stadig hader sin ex, er man ikke fri af kærlighedens
feber, for så
længe der er had, er der også lidenskab.
En mere specificeret liste, som
(uden at være fuldstændig) følger rækkefølgen i bogen, kunne se sådan
ud:
Sørg for at have travlt (135-44).
Pløj din mark (170)
Eller befat dig med jagt (…) Snart
skal du jage den sky graahare med snøftende sporhund (200)
Dyrk sport (212)
Rejs ud. “Er du først sluppet af
sted, vil du let finde trøst for
din kummer i det forfriskende land, vejen og vennernes flok” (240)
Lad hendes handlinger forbitre dit
hjerte (305)
Tænk på, hvad hun kostede dig (310)
Se hende for dig som fed og grim
(325)
Se hende sminke sig (350)
Gå til en fremmed kvinde før du
skal se hende (400)
Se hende forrette sin nødtørft (437)
Giv dig selv hen til flere (450)
Lad hende mærke din kulde (510)
Hold dig fra hendes kvarter (630)
Lad ikke dine følelser slå om i had
(655)
Skjul din kval (695),
Vogt dig for breve fra hende og
portrætter af (725)
Teaterbesøg frarådes, de vækker
erotiske følelser (750)
Læsning af kærlighedsdigte frarådes
(765)
Pas på den lette beruselse (810)
De tre kursiverede råd følger
Morten. Det første dog uden at vide det. Det virker heller ikke: Han
går på jagt, men uden at glemme frøken Sophie. Faktisk går han glip af
en ræv, da han ser frøken Sophie for enden af dalen.
Men en rejse til København er så
effektiv, at han overvejer, at få føjet det råd til Ovids liste! Ovid
taler ganske vist om at rejse væk fra Rom, men pointen må jo være, at
man skal rejse væk fra det sted, hvorfra man har minder om den elskede.
Det tredje råd følger forfatteren
på Mortens vegne. Han lader sin hovedperson møde frøken Sophie i stærkt
forgrovet og fornedret skikkelse mange år senere; “han skyer hende som
en ond Aand” og “ækles ved Livet”. Lidenskaben er ikke udslukt. Den er
slået om i sin modsætning.
Som novellens mange læsere vil
huske, har Morten som ung en vidunderlig - og fatal - oplevelse med
frøken Sophie. Han har byttet værelse med hendes elsker, og hun kryber
ved en fejltagelse ned i sengen til Morten. Først da han udbryder
“Evindelig min!”, opdager hun fejltagelsen. Det, at han har ligget i
favn med hende, gør det ikke lettere for ham at slippe hende i tanken.
Lige meget hvor han rejser rundt i verden, har han mindet om sin Sophie
med sig. Som påvist af Peter Brask (1983, 1, 66ff) høres flere steder
under Morten Vinges livsrejse ekkoet af Ovid.
Klassikere læser klassikere.
Holberg læste Ovid. Blicher læste Ovid. Og Shakespeare læste Ovid.
En af kilderne til Romeo
og Julie er Ovids versfortælling om Pyramus og
Thisbe.
Handlingen udspiller sig i det
gamle Babylon. To prægtige forelskede unge mennesker må ikke få
hinanden.
Forældrenes modvilje tvinger de
unge til at hviske til hinanden gennem en sprække i muren, der
adskiller de to familier.
Da de unge aftaler et stævnemøde,
går det galt.Thisbe, den unge pige, kommer først til mødestedet, hvor
hun skræmmes bort af en løve, hvis mund er blodig efter et bytte. Ved
forskrækkelsen taber Thisbe sit slør, og løven tager det i munden, men
slipper det igen.
Da Pyramis ankommer til mødestedet,
finder han Thisbes forrevne slør med blod på. Han tror, at løven har
dræbt Thisbe. I fortvivlelse tager han livet af sig.
Da Thisbe vender tilbage til
mødestedet og finder Pyramus død, tager hun hans sværd for at følge ham
i døden. Før hun kaster sig over sværdet, beder hun morbærtræet om at
bevare tegnene på dobbeltselvmordet og altid have mørke frugter
passende til sorgen. Guderne hørte hendes ønske.
En naturmyte knytter sig således
til fortællingen: Blodet fra Pyramis og Thisbe sivede ned i jorden og
farvede morbærtræets frugter sorte. Før denne tragedie var de snehvide,
hedder det.
Digtet fremkom i Ovids Metamorphoses.
Det er relativt kort, 112 linjer, verseformen er heksameteret, som vi
kender det fra Homér. Fortællingen er holdt i en underfundig stil, som
både kan opfattes som tragisk og komisk. Shakespeare har taget
historien inderligt alvorligt i Romeo og Julie og
serveret den som parodi i En skærsommernatsdrøm.
Disse muligheder for fortolkning er med til at give Ovid
klassikerstatus.
En litterær klassiker skal have
nogle egenskaber, som sætter værket i stand til at initiere sin egen
receptionshistorie. Der er tale om nogle væsenskriterier i kombination
med nogle funktionskriterier (jf. Skyum-Nielsen, 1991 & 1997).
Hvis vi tager Ovid som eksempel, så
peger Holberg på stilens klarhed, emnevalgets originalitet og
versekunstens elegance. Det er væsenstræk.
I historien om landsbydegnen viser
Blicher, hvordan Ovid kan bruges, både af fiktionsfiguren Morten som
livsorientering, og af forfatteren selv som element i fortællekunsten.
Det er funktionstræk.
Shakespeares En
Skærsommernatsdrøm og Romeo og Julie skal
hele tiden nylæses og nyoversættes for at fungere på scenen. Det
indebærer fornyet stillingtagen til kilder og delelementer som Pyramus
og Thisbe (jf. Middelboe Christensen, 2021).
Pyramus og Thisbe er oversat mindst syv gange til
dansk, og her taler vi alene om trykte oversættelser (jf. Tortzen).
Enhver oversættelse byder på elementer af fortolkning.
Originalteksten ser sådan ud:
Pyramus et Thisbe, iuvenum
pulcherrimus alter,
Altera, quas oriens habuit,
praelata puellis
Det er ordret oversat:
Pyramus og Thisbe, den ene smukkest
af alle mænd,
den anden udmærket frem for de
piger, Orienten har haft.
Første danske oversættelse
(Matthias Moth ca. 1680):
I øster Pyram var den favreste
blant svenne,
Og iomfru Thissbe bar for skønhed
priss alleene.
En prosaoversættelse ved Jens
Benzon 1816
begynder således:
Pyramus og Thisbe, Han blandt
Ynglinger den Skiønneste, Hun blandt Østerlands Piger den Fortrinligste
(…)
Seneste danske oversættelse (Otto
Sten Due, 2005):
Thisbe og Pyramus, han den
flotteste fyr af de unge, hun den dejligste glut af alle østerlands
piger (…).
Skal “glut” markere afstand og
ironi?
Jens Kr. Andersen: Brudstykker
af en Landsbydegns Dagbog, i: John Chr. Jørgensen (red.): Dansk
forfatterleksikon. Værker, Rosinante, 2001
F.J. Billeskov Jansen: Holberg
som Epigrammatiker og Essayist 1-2, Ejnar Munksgaards Forlag,
1938
Steen Steensen Blicher: Brudstykker
af en Landsbydegns Dagbog. 1824-teksten med nogle vedføjelser fra
1833-udgaven, i: Brask, 2, 1983
Peter Brask: Om En
Landsbydegns Dagbog 1-2,
Gyldendal, 1983
Ludvig Holberg: ”Epistel 201”, i;
Ludvig Holberg: Epistler udgivne med kommentar af F.J.
Billeskov Jansen, bd. 3, H. Hagerup, 1947
Per Krarup (red.): Romersk
poesi i udvalg, 1938; 3. oplag, 1962
Poul Lindegård Hjorth (red.): Forvandlingerne.
Uddrag af Matthias Moths oversættelse af Ovids Metamorphoses,
Akademisk forlag, 1979
Anne Middelboe Christensen: “Romeo
og Julie. Følelsernes opdragelse”, i: Rune Lykkeberg: Samtaler
om Shakespeare, Informations forlag, 2021
Ovid: Remedia amoris
oversat af Kjeld Elkjær til Midler mod elskov,1947,
genoptrykt med forord af Otto Sten Due og illustrationer af Mette
Dreyer, Gyldendal, 2001
Erik Skyum-Nielsen: “Hvad mener De
med ‘klassiker’?”, i: Jørgen Hunosøe og Hans Henrik Schwab (red.): At
læse klassikere, Borgen, 1991
Erik Skyum-Nielsen: Den
oversatte klassiker. Tre essays om litterær traditionsformidling,
Museum Tusculanum, 1997
Chr. Gorm Tortzen: ”Ovids
Metamorphoser i danske oversættelser.” AIGIS Supplementum II: Festskrift
til Adam Bülow-Jacobsen. Pdf frit tilgængelig på nettet
|
