|
Denne artikel er en lille studie i
Jan Sonnergaards invektiver og injurier.
Invektiver er skældsord. Der er
juridisk set vide rammer for dem. Det er næsten kun i forbindelse med
beskyldninger om plagiat, man kan komme i retten for invektiver. Det er
ikke, fordi plagiat er specielt belastende rent moralsk. Men der kan
være penge i det. Ordet invektiv kommer af latin “advehere”, som
betyder “gå til angreb på”.
Injurier er ærekrænkende
beskyldninger af grov karakter. Det er pr. definition et juridisk
begreb. Det refererer til en bestemt paragraf i straffeloven (paragraf
267). Det er imidlertid sjældent, der føres injuriesager her i landet,
for ytringsfriheden har vide rammer, og mennesker, der føler, at man
har krænket deres ære, tænker sig om to gange, før de anlægger sag ved
domstolene. Retssagen vil blæse æreskrænkelsen op igen, og man kan ikke
vide sig sikker på resultatet (jf. Oluf Jørgensen, 241ff).
Jan Sonnergaard (1963-2016) er en
af de få moderne danske forfattere, der er blevet trukket i retten for
ærekrænkelse. Han opererede på grænsen mellem fiktion og journalistik,
og han var i besiddelse af den blanding af aggressivitet og mod, der
skal til for vedholdende at få ørerne i maskinen.
Den aktuelle anledning til denne
artikel er udgivelsen af “Konsekvenserne taler vi om i
morgen. Tekster af Jan Sonnergaard - en Jantologi”. Redigeret af Lars
Sonnergaard og Kristian Himmelstrup. Forord af Jonas T. Bengtsson
(Forlaget Arabesk, 2022).
En af antologiens 57 artikler er en
“Politiken”-kronik fra 13.6.2013. Den hedder “En slags undskyldning til
Dansk Folkeparti” og handler om en injuriesag, som politikerne Pia
Kjærsgaard og Mogens Camre anlagde mod Jan Sonnergaard, fordi han i en
enquete i “Politiken” havde omtalt dem som “landsforrædere”. Han skrev:
“Truslen mod dansk kultur er, at vi lader sådan nogle landsforrædere
som Mogens Camre og Pia Kjærsgaard udtale sig så kategorisk. De skader
Danmarks anseelse lige så meget, som Jörg Haider i øjeblikket skader
Østrig.” (6.2.2000).
Camre og Kjærsgaard indbragte først
sagen for Pressenævnet, som frifandt “Politiken” under henvisning til
de vide rammer for politisk debat. Men inden Pressenævnet havde truffet
sin afgørelse, havde Kjærsgaard og Camre rejst sag mod Jan Sonnergaard
ved domstolene.
Sagen blev ført ved Københavns
Byret og afsluttet med en frifindelse af Sonnergaard.
Ræsonnementet bag dommen var, at
udtryk som “landsforræder” og “landsforræderisk” nu om stunder bliver
brugt i afsvækket betydning i den politiske debat:
Under hensyn til den sammenhæng,
hvori sagsøgte har anvendt udtrykket, finder retten ikke, at der
foreligger en sigtelse for landsforræderi i straffelovens forstand. Det
bemærkes herved, at udtrykket er anvendt som en slags skældsord eller
kraftudtryk, uden at det er konkretiseret, hvori et sådant forræderi
skulle bestå. Uanset at udtrykket efterfølgende er anvendt et par gange
i den politiske debat, finder retten det efter bevisførelsen ikke
godtgjort, at udtrykket er blevet omdefineret til alene at omhandle
landsskadelig virksomhed. Det kan være ærekrænkende at betegne en anden
person som landsforræder. Ved vurderingen af den konkrete anvendelse af
udtrykket finder retten, at det må tillægges betydning, at der inden
for det politiske område må antages at bestå en særlig vid
ytringsfrihed. Navnlig indvandrer- og flygtningedebatten er således
præget af meget kraftfulde og markante ordvalg. Sprogbrugen i denne
debat skyldes i ikke uvæsentlig grad sagsøgerne og deres partifæller.
Under disse omstændigheder finder retten ikke, at sagsøgtes udtalelse
er af en sådan grovhed, at der foreligger en retsstridig krænkelse af
sagsøgernes ære. Det bemærkes i den forbindelse tillige, at det
omhandlede udtryk meget kort tid efter, den 9. april 2000, blev anvendt
om statsministeren og økonomiministeren af Dansk Folkepartis
gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, og senere af Holger K. Nielsen,
Socialistisk Folkeparti, om Østrigs præsident.
Det følger af denne dom, at
bestemte ord som “landsforræder” og “landsforræderisk” ikke i sig selv
kan kategoriseres som injurierende. Konteksten og sprogbrugstraditionen
må tages med i betragtning.
Det var dommens særlige ironi, at
sagsøgernes egne partifæller havde bidraget til udvandingen af begrebet
om “landsforræderi”.
I den kronik, hvori Sonnergaard så
tilbage på sagen, ville han angiveligt give en slags undskyldning til
Dansk Folkeparti.
Han mente stadig, at de
fremmedkritiske udmeldinger fra Dansk Folkeparti havde “skadet Danmarks
anseelse i udlandet” - en noget svækket udgave af
landsforræderi-beskyldningerne.
Sonnergaard gik endnu videre i sin
retræte: “hvis man bruger skældsord og smæd om noget, skal det jo ikke
alene være rigtigt, hvad man siger, pågældende offer for tilsværtningen
skal også helst adskille sig fra andre mennesker”.
Hans pointe er nu, at andre partier
ikke står tilbage for Dansk Folkeparti, når det gælder forræderi. De
Konservative svigtede partiets lov-og-orden-idealer ved at forblive i
regeringen på trods af den ulovlige Irak-krig. Socialdemokraterne holdt
brandudsalg af deres idealer inden for uddannelse m.v. Sådan kritiserer
han parti for parti. Hensigten er at relativere den dom, han har fældet
over Dansk Folkeparti. Han lover, at han for fremtiden ikke vil bruge
forræderi om Dansk Folkeparti.
Men det var jo landsforræderi,
han kom fra. Han anklagede nogle navngivne politikere for at være landsforrædere.
Det er ifølge ordbogen personer, der skader deres eget land ved at
samarbejde med dets fjender. Havde han fra starten anklaget Dansk
Folkeparti for at svigte partiets egne idealer, var der aldrig blevet
rejst nogen sag.
Hvis modparten ikke havde udvandet
“landsforræder”-begrebet, før han kom til fadet, kunne det være gået
galt for den indstævnede Sonnergaard. Nu slap han ud af sagen med
skindet på næsen. Han kunne nøjes med at betale sin egen advokat. Det
var 20.000. kr. Men han ville ikke have råd til at vinde mange af den
slags sager.
Sonnergaards tilbageskuende kronik
endte i mismod: alle politikere svigter deres idealer. Forfatteren
kunne have undgået den udgang, hvis han havde underkastet sin brug af
“landsforræder” en kritisk analyse. En forfatter har ret til at udvande
et begreb, men det er en rimelig forventning, at det sker bevidst og i
fuldt dagslys.
Jan Sonnergaard måtte som forfatter
finde sig i meget kritik, men han forbeholdt retten til hævn gennem
modkritik. Det skrev han en kronik om i “Information”. Han kaldte den
“Det rigtige sted at diffamere” (22.1.2011). At diffamere betyder
ifølge “Ordbog over Det Danske Sprog” at “bringe i vanry; udsprede
nedsættende udtalelser om; berygte; bagtale; injuriere”.
Diffamationen kunne bestå i at
opfinde eller viderebringe et øgenavn. Et eksempel er
“æggemadskritikeren” brugt om Erik Skyum-Nielsen.
Øgenavnet refererer til en
beretning, som Sonnergaard har på anden hånd, om at Skyum-Nielsen på et
seminar ærgrede sig over, at han havde taget madpakke med hjemmefra, da
han så den buffet, arrangørerne stillede til rådighed. Men han følte
sig forpligtet til at spise madpakken. Derved levede han ifølge
historiens meddeler, Carsten Jensen, op til definitionen på en dårlig
kritiker: en der “nægter at lade sig positivt overraske over noget
uventet” og kun kan “glæde sig over det han kender i forvejen.” “Kloge
ord fra unge Jensen”, tilføjer Sonnergaard og roser derved meddeleren
for at have leveret og udlagt historien - og frikender samtidig sig
selv for det primære ansvar.
Sonnergaard giver ingen referencer
til noget, Skyum-Nielsen har skrevet. Læseren får altså ikke at vide,
hvad Sonnergaard reagerer på, og har derfor ikke mulighed for at
vurdere proportionerne i hævnakten. Det kan være
Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Sonnergaards novellesamling “Sidste
søndag i oktober” (“Information”, 5.10.2000). Skyum-Nielsen har optrykt
den i Ordet fanger. Litterær kritik i udvalg, 2002.
Skyum-Nielsen skriver her, at han tror, at Sonnergaard med sin rå
realisme er på vej ind i en blindgyde, menneskeligt og kunstnerisk.
Et adækvat svar ville være en
modkritik i form af en avisartikel, men i sager om krænkelser handler
den krænkede ikke nødvendigvis rationelt. Han kan f.eks. vælge at
skifte våben for at få hævn over krænkeren.
Historien om æggemadskritikeren kan
i øvrigt læses på flere måder. Økologisk bevidste læsere vil synes, at
Skyum-Nielsen gjorde ret i at fortære sin medbragte mad. Marie-Louise
Kjølbye tolkede historien som utilsigtet selvkritik fra Carsten Jensens
side, da hun anmeldte den bog, hvori Jensen lancerede historien: Opgøret med
tyngdeloven (“Information” 23.10.2001).
Som metode til diffamering var
“æggemadskritikeren” øjensynlig ikke effektiv. Infomedia
har ikke registreret andre forekomster end de her citerede.
Måske var Turesen i
Nansengadekvarteret alligevel ikke det rigtige sted at diffamere.
Turesen er et spisested, hvor Sonnergaard både indhenter og videregiver
oplysninger om Skyum-Nielsen.
Der er et moment af fiktion i
artiklen: forfatteren giver rollen som en privatdetektiv, der “tager
oplysninger på” Erik Skyum-Nielsen. I udgangspunktet er det ganske vist
kritikeren - “en ganske særligt naragtig anmelder” - han vil have ram
på, men i bagtalelsens skole tæller alle læremidler: Erik Skyum-Nielsen
har udvist mangel på sociale færdigheder i sin rolle som leder af et
kollegium (“Regensprovst”, dvs. leder af kollegiet ”Regensen”). Han har
censureret i en revy, der gjorde grin med ham. Han har hidset sig op
over, at kollegianerne har flaget med FN-flaget i stedet for Dannebrog
på en militær flagdag.
Ved et ekstra besøg på Turesen med
nye gæster vil Sonnergaard også have bekræftet nogle forlydender om, at
Skyums “akademiske meritter er helt i bund” - og at han “i modsætning
til sin dygtige og velestimerede bror - egentlig ikke er anset for
noget videre rent videnskabeligt.” Indskuddet om broren (lingvisten
Peder Skyum-Nielsen, 1948-2010) er i intentionen ekstraordinært
sårende, fordi det forsøger at ramme Erik Skyum-Nielsen på de indre
flanker.
Sonnergaard gengiver anonyme
menneskers meninger fra et frokostbord og pakker teksten ind i en
anmeldelse af et spisested. Dårlig smag? Måske, men teksten er jo
annonceret som bagvaskelse, så det er i den forstand ærlig snak.
En kritiker, som Sonnergaard
angriber frontalt og med navns nævnelse, er Lars Bukdahl. Han er det
eneste eksempel på “magtmisbrug og klikedannelse”, han kan få øje på i
litteraturens Danmark.
Sonnergaard peger specielt på
Bukdahls promovering af vennen Jens Blendstrup, forlaget Øverste
Kirurgiske og Forfatterskole-forfattere. Han siger, at der muligvis
hverken er tale om konspiration eller korruption, men blot om dårlig
stil. “Problemet kunne løses af en ansvarlig redaktør, som tog sit job
og sit blads troværdighed alvorligt nok til at udstikke en fyreseddel.”
Sonnergaards metode består her i at bagatellisere problemet og foreslå
det løst ad administrativ vej. En diskret bureaukratisk likvidering.
Set fra anmelderens synsvinkel er det et lusket forsøg på at presse ham
ud. (“Begær og fordømmelse oppefra”, “Information”, 18.3.2004).
Det lykkedes naturligvis ikke for
Sonnergaard at få Lars Bukdahl fjernet. Hvis man henstiller til en
redaktør om fyre en bestemt medarbejder, har man bidraget til at bevare
medarbejderen i stillingen. Redaktøren kan ikke lade sig intimidere af
tilfældige læserinteresser.
Sonnergaard fortsatte med at skrive
om “Bukdahlske vennetjenester”. Samtidig rettedes skytset nu mod Jens
Blendstrup, der omtaltes som Bukdahls “hofklovn” og blev udsat for
nepotisme- og plagiatbeskyldninger: “det var ham der fik sine dramaer
antaget af hustruen og som stjal sine bærende pointer fra Patrick
Süsskind og Oliver Sacks).”
Note: Blendstrups hustru Malene
Kirkegaard var kunstnerisk og strategisk chef for DR Radio Drama i
årerne 2003 - 2007. Som projektudvikler og instruktør vandt hun række
internationale priser for sit arbejde med radiodramatik bl.a. stykkerne
“Pinden" og "Germand Gladensvend" skrevet af Jens Blendstrup. Det fører for vidt at gå
ind i plagiatbeskyldningerne. Blendstrup er jo også kun stråmand for
Bukdahl.
Men blot til orientering: Patrick
Süsskind er tysk forfatter, bedst kendt for “Das Parfum”; Oliver Sacks
er engelsk forfatter, bedst kendt kendt for romanen “The Man Who
Mistook his Wife for a Hat”.
Jan Sonnergaard så ud til at have
sparet en voldsom hævnfølelse op. Så såre han havde fået sig anbragt i en stilling som
vikarierende redaktør på “Information”, begyndte han at plaffe løs på
fjender og folk, der havde irriteret ham.
I artiklen “Unge mennesker bør se
fremad og op”, “Information”
20.10.2007, vil han egentlig beklage nedlæggelsen af kulturprogrammer i
fjernsynet, men kommer så i tanker om “det ganske dilettantiske
Smagsdommerne” ”med mytomanen Knud Romer Jørgensen (som man ikke engang
bør stole på, hvis han fortæller en hvad klokken er)”, “karrierelebben
Leonora Christina Skov, som ikke kan sige to ord uden at understrege
sin lesbianisme”, og “Erling “Det gode menneske fra Sønderborg” Jepsen,
som får tics ved mundvigene, hvis han ikke mindst hvert andet minut får
mulighed for at pointere sin provinsielle herkomst”.
Således tegner han i karikaturstreg
de tre forfatteres adfærd og sindelag. Groft og umotiveret, men ganske
opfindsomt og for så vidt også modigt, thi den slags verbal
opfindsomhed skaber fjender, som kan nære hævnfølelser.
En særlig gruppe af invektiver er
dem, der er indfældet i navne. Dem brugte Sonnergaard hyppigt, når han
opererede på kanten af fiktionen, som han gjorde det i sommerføljetonen
“Seriemord ved sommertide”, “Information” 19.6.-27.1996. Teksterne er
alle optrykt i den nye “Jantologi.”
Blandt dem, det går ud over, er
Sonnergaards gamle lærere på Institut for Litteraturvidenskab på
Københavns Universitet.
Der er Peter Muleskæg Madsen og
hans protege
Frederik Smisk Tygstrup. Navnene
knytter sig til udseende og adfærd.
Mellemnavnet i Torben Elsdyr Grodal refererer formentlig både
til et dyrisk udseende og en stangende måde at føre sine synspunkter
frem på.
Som bipersoner i romanen optræder
folk fra pressen og kulturlivet generelt. Også de er forsynet med
øgenavne.
At finde ud af hvem Claes Ambitius
Kastholm er, kræver bare, at man fjerner mellemnavnet. Lidt samme måde
med Anders Lillelund Madsen (Anders Lund Madsen), Gonzo S. Sabroe
(Morten Sabroe) og Synnøve Svendsen (Lotte Svendsen). Øgenavnene føjer
ikke noget nyt til disse personer. Nogle gange er navnet bare et
drilleri eller en vits: Nielsdobbeltfornavn er selvfølgelig Niels
Frank. Karsten R.S.F.P.Q.T.M.J.K.F.W.Ø. Ifversen har fået ti ekstra
initialer.
Vittigst betydningstilskud giver
Marquis de Brenøe til Mads Brenøe. Sonnergaard portrætterer sin
forfatterkollega som en, der er villig til at klæde sig ikke på, men
af, for at komme i avisen.
Eneste navn med plotfunktion er
Afghaner-Peter (Peter Wivel), hvis pels viser sig at være en vendekåbe.
Jan Sonnergaards litterære
forbillede i avisføljetonens frække blanding af spændingsroman og
litterær satire er Klaus Rifbjerg. Han begyndte med ”Marts 1970” (1970)
og skruede senere op for blusset. I 1997 skrev han sommerføljetonen
“Capriccio Danois eller Hvem myrdede Overlæreren” til “Information”s
spalter (jf. Rifbjerg, 2001). Den danner forbillede for Sonnergaard
rent strukturelt, men Rifbjerg lod personerne beholde deres egne navne
og karikerede deres adfærd. Hans ærinde var drilleriet. Sonnergaard
førte genren ind i en humor så grum
og sort, at der ville være grundlag for flere injuriesager, hvis ofrene
havde været nærtagende.
Øgenavnene er det mindste,
personerne udsættes for.
En massemorder er på spil. Peter
Muleskæg Madsen findes parteret i sin lejlighed på Nørrebro. Hans
galdeblære ligger oven på “et kompendium af synligt ældede Baudelaire-
og Benjamin-texter”. Madsens kollega, Frederik Smisk, sidder død på sit
kontor med en brevkniv i nakken. Torben Elsdyr er om muligt mere
maltrakteret end Muleskæg. Han har fået scrotum presset ind i munden.
Dette er vildere end Rifbjergs vildeste udskejelser.
Sonnergaard fornyer genren med
tegneserievold og romanpsykopati. Kendte personer dør på stribe under
pinagtige omstændigheder. Filminstruktøren Christian Fassbinder-Thomsen
(nødtørftigt dæknavn for Christian Braad Thomsen) dør masturberende.
Sonnergaard håner Afghaner-Peter ved lade ham tilstå myrderierne under
devisen: “jeg ville jo kun gøre, hvad der betalte sig”.
Det virker, som om Jan Sonnergaard
arbejdede på at skaffe sig nye fjender. Det samme gjorde hans
forbillede Klaus Rifbjerg, dog kun periodisk, og i modsætning til
Rifbjerg havde Sonnergaard ikke noget stort forfatterskab og
venne-netværk at falde tilbage på. Der var et eller andet desperat over
Jan Sonnergaards adfærd, hans stadige kamp mod bestemte kritikere og
lærere. Antologiens udgivere har ikke kunnet finde plads til alle de
tekster, hvori han har udstillet Peter Madsen som nulforsker,
magtmenneske m.m.m. En af de faktisk optrykte tekster handler om
arkitekturen på det gamle KUA. Discount-ånden siver ind gennem
vinduesfugningerne og ventilationssystemerne og inficerer lærerne. En
af dem holder den samme forelæsning om urbanitet og æstetik hvert år.
Til festerne tumler lærerne rundt med tungen ud af bukserne. Den dovne
professor står i fuld offentlighed og knepper en studerende op ad
væggen. Aldrig bliver Sonnergaard mere opstemt, end når han skal myrde
professor Madsen. Så fik han dog noget med hjem fra læreanstalten.
J.B. Holmgård: Uforskammetheder
og anden giftig tale, Borgen, 1991
John Chr. Jørgensen: Spinatfugl.
Klaus Rifbjerg om sit liv med pressen, Gyldendal, 1995
John Chr. Jørgensen: Sprogblomster
i spinatbedet. En bog om kritikersproget, Fremad, 1999
John Chr. Jørgensen: Perfide
portrætter og andre etiske problemer i kulturjournalistik,
Spring, 2018
Oluf Jørgensen: Mediejura
- det handler om informations- og ytringsfrihed, Forlaget
Ajour, 3. udg. 2014
Klaus Rifbjerg: Den søde
kløe. Et udvalg ved Kristen Bjørnkjær og Søren Markers,
Informations forlag, 2001
Jan Sonnergaard: “Konsekvenserne
taler vi om i morgen. Tekster af Jan Sonnergaard - en Jantologi”.
Redigeret af Lars Sonnergaard og Kristian Himmelstrup. Forord af Jonas
T. Bengtsson (Forlaget Arabesk, 2022).
|
