|
Den danske ordbog definerer satire som “udtryksform
hvor man ved brug af humor, ironi og overdrivelse udstiller eller
kritiserer bestemte personer og deres handlinger, især i forbindelse
med en politisk eller en anden aktuel sag”.
Formålet med satiren er altså ifølge
ordbogen at udstille eller kritisere.
Midlet er humor, ironi
og overdrivelse. Her er humor
overbegrebet, ironi en særlig afart, og overdrivelsen
et virkemiddel. Begreberne befinder sig på forskellige niveauer.
Hvad humor er,
har ordbogen svært ved at få hold på: “evne eller egenskab hos nogen
der sætter vedkommende i stand til at opfatte og udtrykke det komiske
eller morsomme i en situation eller i tilværelsen generelt”.
Og sådan kunne man blive ved og
give sig til at definere det komiske og det morsomme.
Det er vel for meget forlangt af en
ordbog, at den ud over at vise, hvordan begreberne bruges, også skal
bringe orden og systematik i dem.
Det følgende handler om satirens
virkemidler hos Hans Scherfig.
Scherfigs virkemidler er ikke som
ordbogens generelle “humor, ironi og overdrivelse”, men en særegen
kombination af “forstillelse, ironi og underdrivelse”.
Hans Scherfigs roman “Frydenholm”,
som udkom i 1962, lever op til definitionen: at
udstille eller kritisere bestemte personer og deres handlinger, især i
forbindelse med en politisk eller en anden aktuel sag. Romanen
kritiserer de danskere, der har konstrueret en myte om nationalt
sammenhold under besættelsen, og den udstiller flere letgenkendelige
personer som medløbere.
“Frydenholm” blander dokument og
fiktion på en udspekuleret måde. En forsker har karakteriseret den som
“en mastodont af en bog og et konglomerat af mange, uensartede dele”
(Hesselaa, 1997:178).
I et tilbageblik karakteriserer
forfatteren selv “Frydenholm” som “delvis dokumentarisk”. Han siger, at
det ikke er nogen hemmelighed, at et antal personer er hentet fra den
“historiske virkelighed”. Men eftersom andre af romanens personer er
helt opdigtede, “bør man ikke gætte for hårdnakket. En roman må kunne
læses uden nøgle.” Som for at sætte trumf på disse tvetydigheder,
erklærer han, at kunstens sandhed undertiden er mere indlysende end
videnskabens “stykkevis registrerede” (Hans Scherfig: ”Efterskrift” til
”Frydenholm” i Gyldendals Bibliotek, 1975).
Ved en ekstremt “stykkevis
registrering” er det lykkedes litteraturhistorikeren Elias Bredsdorff
at identificere ikke mindre end 120 af “Frydenholm”s personer
(Bredsdorff, 1978).
Nogle af personerne er fra andre
romaner, således Ole Jastrau, Tom Kristensens alter ego fra “Hærværk”.
I to skarpt tilskårne portræt-afsnit portrætterer Scherfig ham som en
tjenstvillig og forskræmt opportunist.
I det første afsnit er situationen
den, at kongen var begyndt at gennemføre en daglig ridetur i det
besatte København. Det betragtede man på “Dagbladet”, det traditionelle
dæknavn for “Politiken”, som en “betydningsfuld national indsats” og
redaktøren fandt på, “at der burde frembringes et digt i Dagbladet, og
han gav aktieselskabets lyriker besked desangående. Man bemærker det
pompøse kancellisprog, som spejler sagens vigtighed. Chefredaktøren
ville dog næppe omtale sin avis som “aktieselskabet”. Det er Scherfigs
stemme, der lister sig ind:
Ole Jastrau hed digteren, som i
tyverne blev navnkundig ved ekstatiske revolutionsdigte. Det var ham,
som i et inspireret øjeblik en påskemorgen i 1920 for en flok studenter
udråbte rådsrepublikken fra Marmorkirkens trappe, uden at politiet
fandt det fornødent at skride ind. Nu var han lejlighedsdigter for A/S
Dagbladet med speciale i familieanliggender inden for kongehuset og for
øvrigt anvendelig for alt forefaldende. Han var manden som med kort
varsel kunne levere digtet om kongen, der red.
(Scherfig, 1975)
Finurligheden med at genoplive
fiktionsfiguren “Ole Jastrau” skaber et vist frirum for drillerier.
Scherfig slår gækken løs ved at lade Jastrau sidde og lede efter et
ord, der rimer på “ride”.
Men morsomhederne slår om i
perfidi, udspekuleret nederdrægtighed, kulminerende i formuleringen
“anvendelig for alt forefaldende”.
Ifølge Elias Bredsdorff (1978:198)
havde Tom Kristensen selv givet Scherfig tilladelse til at bruge
Jastrau-figuren (Bredsdorff anfører ikke kilde). Men Kristensen havde
næppe forestillet sig, at han derved gav Scherfig fribillet til at
tegne et “bidende” og “ætsende” Tom Kristensen-portræt (Bredsdorff,
1978:208, Jens Andersen (1993:696).
Jastrau dukker op endnu en gang i
“Frydenholm”. Her forudser han, at det bliver “en lang, lang krig. En
trediveårs-krig. Måske en hundredeårs-krig (…) Det bedste vi kan gøre,
er at være musestille.” (Scherfig, 1975:189).
Fejlvurdering og fejhed. En
nedgørende kritik fremført med formuleringer, som huskes. Scherfig slog
og stak med ord. Han var en mester i perfidiens kunst.
En anden af “Frydenholm”s personer,
der har optrådt i tidligere romaner af Scherfig, er
litteraturhistorikeren Hakon Stangerup, der figurerer under navnet
Harald Horn allerede i Idealister. Det opdigtede
efternavn er metaforisk videredigtning (“Horn”) oven på det virkelige
navn, som behandles som en metafor (“Stangerup”). Den, der stanger, må
have horn.
Ved præsentationen af Harald Horn
anvender Scherfig en satirisk metode, hvor det, der siges, undermineres
sætning for sætning:
I præstegårdshaven hejste pastor
Nørregaard-Olsen egenhændigt præstegårdens store Dannebrog, mens fruen
og børnene og pigerne og husets gæst, dr. Harald Horn stod opstillet på
række ligesom et æreskompagni. Dr. Horn havde indtaget stram
ret-stilling og løftede hilsende den højre hånd, da flaget gled til
vejrs og foldede sig ud i søndenvinden. - Der er ingen ting, der maner,
som et flag, der går til top, sagde pastor Nørregaard-Olsen, og dr.
Horn, som var en litteraturens mand og satte pris på citater, nikkede
anerkendende.
(Scherfig, 1975:7)
At præsten “egenhændigt” hejser
fanen, giver indtryk af, at det en bedrift - hvad det næppe er.
Udsagnet er ironisk.
Ved ironi forstås ifølge ordbogen
“en udtryksmåde hvor man for at være morsom, drille eller spotte giver
udtryk for det modsatte af det man i virkeligheden mener, på en sådan
måde at ens virkelige mening skinner igennem” (se også Th. Bredsdorff,
2011).
Scherfigs tekst er gennem-ironisk.
Forfatteren siger ikke præcis det modsatte af, hvad han mener, men han
anlægger pokerface, idet han refererer opfattelser, han ikke deler.
Resultatet er, at der opstår en generel diskrepans mellem det, der
siges, og måden, det siges på. Sætning for sætning læses teksten som
kritik.
Opstillingen af familie og venner
som et “æreskompagni” indeholder en kritik af en naiv nationalisme. Og
indforståetheden om citater formidler en kritik af banalt litterært
snobberi.
Det virkelig dræbende i denne
udstilling af Hakon Stangerup er imidlertid den løftede, hilsende højre
hånd - den nazistiske Heil Hitler-hilsen. Den iagttagelse er udtryk for
så kras en kritik, at den kan nedtones rent verbalt. Scherfig lader
nazi-hilsenen komme ligesom en passant. Midlet kaldes underspil.
Den citerede scene fra bogens
begyndelse udspillede sig på grundlovsdag 1939, altså året før
besættelsen.
En parallel scene findes hen mod
slutningen af bogen. Det er den femte maj 1946, årsdagen for Danmarks
befrielse:
I præstegårdshaven hejste pastor
Nørregaard-Olsen egenhændigt det store dannebrogsflag, mens fruen og
børnene og pigerne og husets gæst, dr. Harald Horn stod opstillet til
parade.
(Scherfig, 1975:471)
De udgør ikke længere noget
“æreskompagni”, og Harald Horn løfter ikke mere den højre hånd til
hilsen. Han har trukket sig tilbage fra de politiske kampe og nyder
freden i præstehaven. “Jo, her var stedet, hvor en træt litterat kunne
hvile en stund og komme til kræfter og tænke roligt på fremtiden,” som
et hedder i en karakteristisk dækket form, som efterlader læseren i
uvished om udsagnets status. Er det forfatterens eller Harald Horns
formuleringer?
Før besættelsen nærede Horn
begejstring for Hitler. “Han er en verdensmand i den helt store stil”,
(Scherfig, 1975:32) erklærede han. Vurderingen fremkommer i en samtale.
Som læser ved man ikke, om det er noget, Stangerup faktisk har sagt.
Men vi ved, at han tilsluttede sig ideen om “det nordiske Storrum”. Samtidig var han glødende
antikommunist. Han tilskrives lederartiklen om “Kulturbolsjevismen” i
“Nationaltidende” 29. juni 1941:
Salonbolsjevismens drama er forbi.
Bedst er det at sænke glemslens tæppe over dets forløb. Lidet heroisk
var jo dette drama, sammensat af to gange vildfarelse og en gang
voldførelse, et drama der spiller på døgnets overflade i nogle
tidsskrifter uden abonnenter, nogle bøger uden kunst, nogle skuespil
uden dramatik. Forbi er det hele, og selv om det kun er en ringe ting,
så er det godt det samme.
(Scherfig, 1975:219)
I efterskriftet bedyrer Scherfig,
at citaterne er korrekte, men han oplyser ikke trykkested og år, så
læserne selv kan kontrollere. Når det gælder artiklen om
“Kulturbolsjevismen”, så fortæller han ikke, at det er en anonym
lederartikel. Han lader læserne tro, at det drejer sig om en kronik af
Harald Horns alter ego Hakon Stangerup. Det er kritisabelt.
Scherfig ville formentlig svare, at
“Frydenholm” en roman og ikke et stykke historievidenskab. Og i
romankunsten er citatet et stilelement.
“Han kan citere folk ihjel, fælde
dem på deres egne udtalelser”, skriver journalisten og forfatteren
Knud Poulsen i en portrætartikel om
Scherfig (Poulsen, 1966). Poulsen ser Scherfigs sande styrke i “den
stilistiske nøjsomhed og præcision”. Scherfigs syntaks og ordvalg er
præget af journalistikkens klarsprog.
Og de mest interessante
iagttagelser i Hans Scherfigs stil skyldes ikke litteraturhistorikere,
men journalister og forfattere. Knud Poulsen er bare én af dem.
Forfatteren Anders Bodelsen anså
Hans Scherfig for en af vor litteraturs “mest bevidst arbejdende
satirikere”, og pegede på “den falske loyalitet” som noget centralt for
hans metode. Fortælleren er kun tilsyneladende loyal over for de
mennesker og meninger, han skildrer. Han opnår en stærk satirisk
virkning ved at referere noget uhyrligt med pokerfjæs: “I Danmark
ebbede Oxford-bevægelsen ganske stille ud, og man glemte, at den
nogensinde havde eksisteret. Folk spillede i stedet noget, der hed
Jo-Jo.”
Citatet er fra “Den døde mand”.
Uden det siges direkte, sidestilles en åndelig bevægelse med en
legetøjs-modedille. Forfatteren opnår en kritisk virkning ved holde sig
til en neutral journalistisk stil (Bodelsen, 11997:134ff).
Det, der gør Bodelsens udtryk “den
falske loyalitet” så træffende, er, at det i en kort prægnant form
sammenfatter kompleksiteten i Scherfigs stil.
Forfatteren og journalisten
Hans-Jørgen Nielsen kalder Scherfigs fortællerstemme “et sublimt
højdepunkt i dansk satirisk prosa”.
Scherfigs tonefald er “tilstræbt
nøgternt og refererende, gerne med en vis knirkende distance”. Denne
stemme er ved “umærkelige glidninger” i stand til at lade sig farve af
en “pluralitet af diskurser”, skriver Hans-Jørgen Nielsen (1981:191),
som rammer hovedet på sømmet, da han peger på spændingen mellem den
tilsyneladende neutrale fortællerstemme og de uhyrligheder, den
fortæller om, som “et satirisk våben af samme art som efterabningen.”
Jens Andersen: Dansende
stjerne - en bog om Tom Kristensen, 1993
Anders Bodelsen: “Den falske
loyalitet. Hans Scherfig”, i; Hans Hertel (red.): Tilbageblik
på 30’erne, 3. udgave, 1997
Elias Bredsdorff: Fra
Andersen til Scherfig, 1978
Thomas Bredsdorff: Ironiens
pris, 2011
Birgitte Hesselaa: “Og det var
Danmark”. Hans Scherfig: Frydenholm, i: Anne-Marie Mai (red.): Læsninger
i dansk litteratur, 4, 1997
Niels Martinov: Henrik Stangerup -
en biografi, 2003
Hans-Jørgen Nielsen: “Hans
Scherfig” i Torben Brostrøm og Mette Winge, red.: Danske
digtere i det 20. århundrede, 3. udg., 1981
Knud Poulsen: “Hans Scherfig” i:
Frederik Nielsen og Ole Restrup (red.): Danske digtere i det
20. århundrede, 2. udg., bd. 2, 1966
Hans Scherfig: Frydenholm,
3. udgave. Med efterskrift af forfatteren, 1966
- Med en varm tak til min ven Hans
Hertel for god sparring undervejs.
|
