Først lagt op 23-08-2022; senest opdateret 23-08-2022 18:11

 

Af John Chr. Jørgensen

 

Indhold

Gløden manglede. 1

“Det var sgu godt” 1

Nytårsgaven. 1

Ekspansionsplaner 1

Der sker ikke meget 1

Farvel, Henry. 1

Panduros evne for det usagte. 1

Aggression som manér 1

Ingen politiske udveje. 1

Langsom billedæstetik. 1

Sensation: Panduro får dårlige anmeldelser 1

Hjertelammelse. 1

Credits til “Louises hus. 1"

Litteratur 1

 

 

Gløden manglede

 

Succesen tog hårdt på Leif Panduro. Hver gang han fik ros for et nyt tv-spil, følte han, at kravene til ham blev skruet i vejret.

 

Fik han ris, blev han skuffet og rasende.

 

Da Louises hus, hans 13. tv-spil, løb hen over de danske tv-skærme lørdag den 1. januar 1977, måtte selv hans mest indforståede anmeldere melde pas. Stykket manglede glød, fastslog Niels Barfoed i Politiken (2.1.1977).

 

Berlingskes Jens Kistrup, kunne ikke genkende danskerne i Panduros tv-spil. Panduro sendte ham et brev (3.2.1977), hvori han meddelte, at han aldeles ikke havde intentioner om at give et billede af danskerne. Det var altsammen noget, kritikerne havde fundet på.

 

 

“Det var sgu godt”

 

Panduro havde set Louises hus ved en gennemkørsel i tv-byen lillejuleaften. “Det var sgu godt”, skrev han i sin dagbog.

 

Hvis der var dårlige vibrationer omkring spillet, var de ikke nået frem til Panduro.

 

Det var en sideeffekt af succesen, at ingen turde sige noget kritisk. I hvert fald ikke højt. Leif Panduro og hans instruktør, Palle Kjærulff-Schmidt, var hellige konger i tv-byen. De skaffede Danmarks Radio seertal, som oversteg tv-avisens. Dramaturger, som syntes, at Panduro gentog sig selv og snarere fortalte som en romanforfatter end som en dramatiker, kunne godt pakke sammen.

 

Før optagelserne til Louises hus skrev Palle Kjærulff-Schmidt et fem sider langt, varmt brev til de medvirkende om de muligheder for fordybelse, Panduro-stykkerne havde givet dem alle. Der var ved at komme noget kultisk over foretagendet.

 

 

Nytårsgaven

 

Forfatteren havde altså gode grunde til at føle sig i salveten op til premieren på Louises hus. Den trykte version af skuespillet lå klar til boghandlerne, så de kunne lange den over disken tre dage efter tv-premieren. Skuespil i bogform har normalt ikke noget stort købepublikum, men Panduros spil ville folk godt betale for. De kunne trykkes i 10.000 eksemplarer som billigbøger.

 

Panduro brugte sine frieksemplarer som nytårsgaver. I det eksemplar, han sendte til mig og min daværende hustru Birgitte Hesselaa, skrev han:

 

Nytår 77.

Kære Birgitte og John!

Hermed en varm hilsen!

I det foreliggende oeuvre

er der nok indbygget

en del af det vi talte om

hos jer den meget

hyggelige 12. December!

Indbyggelsen fandt dog

sted for henved 1 år

siden! Jeg skal hilse mange gange fra Esther! Tak for bogen, John!

Godt nytår til jer begge +

Torsten! Jeres heng. Leif.

 

Hele syv udråbstegn lykkes det ham at få fyret af i denne nytårshilsen med tak for en sammenkomst, hvor vi sikkert har diskuteret Fremskridtspartiet, som en blakket Poul Bundgaard legemliggør i Louises hus. Det med “indbyggelsen” henviser til den kendsgerning, at manuskriptet til Louises hus havde ligget færdigt et år forinden. Den bog, han takker for, er en samling artikler, jeg havde udgivet under titlen Litteraturkritik & Kulturpolitik.

 

 

Ekspansionsplaner

 

Der var ikke noget depressivt eller dødsmærket over Leif Panduros nytårshilsen. Her talte en mand på vej fremad i livet. Han havde ingen intentioner om, at Louises hus skulle være hans sidste tv-spil. Faktisk var det planlagt som første del af en trilogi. Han og Palle Kjærulff-Schmidt havde store planer om at lade bipersoner fra det ene spil blive hovedpersoner i det andet. Det var gået godt med dobbeltspillet Bertram & Lisa og Anne & Paul. Panduro drømte om at lade sine romanpersoner genopstå i skuespillene og om at veksle mellem biograffilm og tv-spil inden for samme handling.

 

Disse kreative ekspansionsplaner var måske medvirkende til, at han mistede koncentrationen om dramatikken i det enkelte spil.

 

Det kræver hjælpeforklaringer af denne art, at han ikke selv var i stand til at se stilstanden i Louises hus.

 

 

Der sker ikke meget

 

“Ja, hvad skete der egentlig?” spurgte Niels Barfoed i sin anmeldelse i Politiken.

 

Svaret er, at der ikke skete ret meget: Louise Berg (spillet af Ghita Nørby) kommer hjem efter et tre måneder langt sanatorieophold sydpå (f.eks. Montebello i Spanien). Hun har haft et nervesammenbrud og er nu rask igen, så rask i hvert fald, at hun kan give sig til at undersøge, hvad der skete den aften, da hun fik sammenbruddet. Alle dem, hun spørger, lyver eller taler udenom. Især hendes mand, arkitekten Henry Berg (spillet af Preben Neergaard), er god til det. Omsider finder hun ud af, at hun har kastet med glas efter gæsterne og ødelagt en del inventar. En huslig skandale, det var det hele, men den er blevet efterfulgt af fortielser og løgne.

 

 

Farvel, Henry

 

Henry forstår ikke Louises behov. Da hun ytrer ønske om at indrette et rum at male i, indretter Henry det i alle detaljer for hende. Til sidst siger hun “Farvel, Henry” og forlader huset.

 

Det er en moderne version af Ibsens Et dukkehjem. Vi ved ikke, hvor Nora gik hen. Men vi har på fornemmelsen, hvem Louise vil opsøge.

 

På nervesanatoriet har hun truffet en ung mand, fotografen Bo. Ham har hun også søgt efter siden hjemkomsten til København.

 

Relationen til ham besværliggøres imidlertid ved, at de begge lider af hukommelsestab!

 

Fordoblingen af dette i forvejen udramatiske tema er stykkets store svaghed. To personer med hukommelsestab er mindst én for mange.

 

 

Panduros evne for det usagte

 

Kvaliteterne ved Panduros sene dramatik ligger ikke i handlingen, strukturen, men i teksturen, samtalen eller den manglende samtale.

 

Som dramatiker ligger Panduros fremherskende evne i det usagte, det kun lige akkurat antydede, det knap nok formulerede. Dermed demonstrerer han, hvad der dybest set er galt med disse mennesker, der ikke kan nå hinanden med deres ord - og slet ikke med deres følelser, skrev Jens Kistrup i Berlingske 1.1.1977.

 

Det foregår for eksempel sådan:

 

“Du har det egentlig ganske hyggeligt her!”, siger Louise, da hun kommer ned i køkkenet om morgenen.

 

Henry rejser sig halvt og siger: “Vil du have en kop te?”

 

Louise svarer: “Due …jeg er ked af det jeg sagde før”.

 

Henry ser på hende og smiler: “Nu har jeg sgu glemt hvad du sagde før… Var det slemt”?

 

Louise smiler: “Åbenbart ikke!”

 

Hun tager en kop fra skabet og skænker te op og sætter sig foran ham. Henry tager mælkekanden. “Hvordan er det … brur du mælk?

 

Louise: “Kan du ikke huske det?

 

Og sådan fortsætter dialogen igennem hele dramaet. De talende skifter hele tiden niveau. Der spørges til noget konkret (mælken), og der svares med noget psykologisk (husker du mig virkelig så dårligt?)

 

Nogle gange har samtaleformen en begrundelse i handlingsstrukturen: Henry har sikkert instrueret familie, venner og kolleger om at skåne Louise for beretninger om hendes amokløb.

 

 

Aggression som manér

 

Andre gange er den springende, aggressive dialog uden anden begrundelse, end at sådan taler folk forbi hinanden. Denne kommunikationsform er ikke forbeholdt den højere middelstand. På et tidspunkt opsøger Louise sine forældre. De tilhører den lavere middelstand og er alligevel dygtige til at tryne hinanden gennem det, de siger og ikke siger. Da faderen siger “Nu blev jeg svimmel igen”, svarer moderen: “Nåja, det blir jeg da så tit!”. De konkurrerer om at have de mest interessante sygdomme.

 

Man kan more sig med at analysere denne dialogform ud fra kommunikative vinkler eller med at finde dens rødder hos Harold Pinter og andre modernister. Men som fast kunstnerisk udtryk i et tv-spil, der strækker sig over næsten to timer, kommer den til at virke anstrengt - som manér.

 

Louise prøver at bryde igennem til en art autenticitet: “Vi tør ikke sige sandheden … og vi kender den nok heller ikke! Vi lyver hele tiden!” Henry svarer: “Jeg lyver ikke”. Louise: “Næh, men du sir heller ikke sandheden”!

 

Ingen politiske udveje

 

Der er ingen politiske veje ud af dette morads. At Osborne skal stille op for Fremskridtspartiet vil næppe rense luften. Felix, den anden partner i firmaet, mener, at de har prostitueret sig ved at bygge rigmandshuse, “feudalborge”. Han er fuldstændig desillusioneret og laver “Heil Hitler”-hilsener for Osborne.

 

Kritikken af Fremskridtspartiet virker skuffende plat.

 

 

Langsom billedæstetik

 

Det siger sig selv, at Louises hus også har kvaliteter. Panduro var ikke pludselig begyndt at skrive dårligt, men stykket levede ikke op til hans bedste. Heller ikke Palle Kjærulff-Schmidt var på toppen. Da der ikke var så meget drama at tage hånd om, hengav Kjærulff-Schmidt sig til sin svaghed for langsom billedæstetik og skuespilleransigter med tomme øjne. Peter Steen vidste øjensynlig ikke, hvad han skulle stille op med rollen som Bo.

 

 

Sensation: Panduro får dårlige anmeldelser

 

Modtagelsen var ubarmhjertig. Til overmål ringede Rud Kofoed fra Ekstrabladet hjem til Panduro og spurgte, hvad han sagde til de dårlige anmeldelser! Han blev stiktosset og sagde til Esther, at han ikke ville tale med formiddagspressen det næste halve år. Få minutter efter ringede Holger Ruppert fra B.T. og fik historien om, at Louises hus kun er begyndelsen på et større værk.

 

Det tager Panduro en uges tid at rejse sig efter slaget. Med hjælp fra familie, venner og psykoanalytikeren får han hanket op i sig selv. Han mener stadig, at Louises hus er det bedste stykke dramatik, han endnu har lavet, men han accepterer nu, at andre kan mene noget andet (brev til Jens Kistrup 6.1.77).

 

Han kommer så meget på højkant igen, at han kan være med til at fejre Johannes Møllehaves fødselsdag i Virum (8.1.77).

 

Den 13. januar genoptager han arbejdet på en ufærdig roman om en dommer (Panduro, 1986). Den 16. januar får han det dårligt. Det ligner mavesår.

 

 

Hjertelammelse

 

En læge bliver tilkaldt. Han ordinerer noget beroligende medicin. Panduro beslutter at aflyse sin tid hos psykoanalytikeren næste dag. I stedet skal Esther gnide ham lidt på ryggen. Hun begynder at massere. Han kigger op, og falder om. Efter forgæves genoplivningsforsøg i ambulancen og på hospitalet i Frederiksværk erklæres han død. Som dødsårsag angives hjertelammelse.

 

Leif Panduros død kun 14 dage efter fiaskoen med Louises hus frister til at betragte den negative modtagelse som årsag til døden.

 

Fiaskoen sled på ham, men han var i forvejen så medtaget, at også en succes kunne have slået benene væk under ham. I et af de sidste breve, han skrev, forklarede han, at han ikke kunne bygge noget op på en succes. Jo større succes, des flere lag skulle skrælles af for at komme ned til den barnlige følsomhed, han måtte skrive på (brev til Nan Henningsen, 7.1.1977).

 

Panduro var nedslidt, men ikke udskrevet. Han havde ideer, men ikke kræfter til at realisere dem. Man tør dårligt tænke på, hvordan han skulle kunne komme videre med den planlagte tv-trilogi. Adgangen til hans arkiv viste, at han ikke ville føre Louise-skikkelsen videre, men koncentrere sig om Bo og dennes psykiater, Annette. Jeg har redegjort for udkastene i biografien (Jørgensen, 1987:346ff). Det er vanskeligt at se, hvordan fortsættelsen skulle kunne rette op på fiaskoen med Louises hus.

 

 

Credits til “Louises hus

 

Tv-spil af Leif Panduro

 

Instruktion: Palle Kjærulff-Schmidt

 

Scenografer: John S. Andersen og Kaj Rasch

 

Musik: Fuzzy

 

Teknisk tilrettelæggelse Ib G. Rasmussen

 

Spilletid 1 time og 52 min

 

Sendt 1.1.1977

 

Genset på https://www.dr.dk/bonanza/ 20.8.22

 

 

Personerne:

 

Henry: Preben Neergaard

 

Osborne: Poul Bundgaard

 

Felix: Louis Miehe-Renard

 

Louise: Ghita Nørby

 

Bo: Peter Steen

 

Fru Mortensen: Beatrice Palner

 

Kamma: Lilly Broberg

 

Gitte: Masja Dessau

 

Claus: Steen Springborg

 

Fru Jernvig: Karen Berg

 

Jernvig: Ejner Federspiel

 

Karin: Helle Hertz

 

 Lilly: Kirsten Rolfes

 

Marianne: Bodil Sangil

 

Alban: Poul Valjean

 

Personalechefen: Preben Østerfelt

 

En yngre kvinde: Olla Jessen

 

En betjent: Bendt Hildebrandt

 

En radiospeaker: Ole Aaby

 

premiere 2.1.1977

 

genset på https://www.dr.dk/bonanza/

 

 

Litteratur

 

Leif Panduro: Louises hus, Gyldendal, 1976

 

John Chr. Jørgensen: Leif Panduro. En biografi, Gyldendal, 1987

 

Jens Kistrup: “Panduros sandhed om danskerne - og alt det der ikke bliver sagt”, Berlingske 1.1.1977, optrykt i: Jens Kistrup med det hele. Udvalgte artikler fra 1970-98, Aschehoug, 1998

 

Leif Panduro: Den ufuldendte dommer. Udgivet og indledt af John Chr. Jørgensen, Gyldendal, 1986

 

 

 

©John Chr. Jørgensen