|
Det gælder for Ludvig Holbergs
forfatterskab som for H.C. Andersens, at omfanget af spøg og skæmt kan
synes så vældigt, at man bliver til grin, hvis man prøver at beskrive
det systematisk.
Han får os til at le ad alt, hvad
man kan le ad. Hvad er så latter? Hvad er humor? Vi lader det stå
ubesvaret, for sådanne analyser havner hurtigt i det kedsommelige og
dementerer derfor al humor. Men hvorfor ikke lade Holberg selv svare?
Læs hans komedier!
Sådan spørger og svarer forfatteren
til en stor moderne Holberg-biografi, Lars Roar Langslet (2002:146).
Man forstår ham godt, men samtidig føler man sig lidt snydt. Når
biografiens forfatter har mere end 400 sider til rådighed, forventer
man, at han tør være kedelig hen over et par sider.
Historien om Holberg og humoren
kunne ellers blive en artig historie, for den begynder med et chok:
Ludvig Holberg kendte ikke begrebet “humor”. Man kan ikke slå “humor”
op i Holbergordbogen.
“Hos Ludvig Holberg forekommer
ordet kun i formen humeur og da i den gamle
betydning af legemsvæske, temperament, sindstilstand, svarende til
nutidens humør,” forklarer Boje Katzenelson og Torben Brostrøm i deres
frodigt-labyrintiske artikel om “humor” i lex.dk (2016).
Den moderne betydning af “humor”
slår først igennem i Danmark i 1800-tallet. Humor er en “evne eller
egenskab hos nogen der sætter vedkommende i stand til at opfatte og
udtrykke det komiske eller morsomme i en situation eller i tilværelsen
generelt”. Men det kan også være “træk ved nogens tale, tekster eller
andre frembringelser der vidner om denne egenskab” (Den Danske
Ordbog).
Når vi ser tilbage på Holberg, er
det klart, at han i høj grad var i besiddelse af, hvad vi i dag forstår
ved humor - det lyser ud af hans værker, ikke mindst komedierne. Men
det vil være uhistorisk at tale om “humorens former” hos Holberg. Man
må tage udgangspunkt i begreber, han selv anvendte, genrerne: comoedie
(ikke-tragisk skuespil, lystspil), satire (skæmte-skrift), epigram
(kort fyndigt udsagn), epistel (brevformet tekst, essay) og begreberne:
comisk
(som fremkalder latter) og ironie (måde at føre synspunkter frem på, så
man siger det modsatte af, hvad man mener, men så man alligevel bliver
forstået).
Der er skrevet digre disputatser om
Holbergs epigrammer og essays (F.J. Billeskov Jansen, 1938-39), hans
komik (Erik A. Nielsen, 1984: 2007), og komedier (Jens Kr. Andersen,
1993).
Billeskov Jansen mener, at man må
holde liv og værk adskilte, når man læser klassicisten Ludvig Holberg.
Han kortlægger Holbergs brug af klassiske kilder ved udarbejdelsen af
epigrammerne og essayistikken.
Erik A. Nielsen konstaterer, at
Billeskov Jansens analyser på trods af, at de kalder sig genrestudier,
hovedsagelig bevæger sig fra værkerne tilbage til kilderne og stiller
sig tilfreds med det. Selv analyserer han Holbergs gennembrud (1719-27)
med en særlig interesse for udviklingen af komikken. Erik A. Nielsen
afstår hverken fra digterpsykologi eller fremadvendte overvejelser i
stil med Jens Kruuse fremstilling af Holberg som modernist (Holbergs
maske, 1964). Nielsen overrasker allerede i sin metodiske
indledning ved at sidestille vores latter i teatret med den
videnskabelige erkendelse:
Skønt videnskabelige analyser af
det komiske meget let selv får et skær af komik over sig, lader den
videnskabelige refleksion sig ikke holde borte fra det komiske.
Tværtimod deler komikken på afgørende punkter egenskaber med netop den
analytiske virksomhed, måske endda i saa høj grad, at komikken lader
sig anskue som en af begrebsliggørelsens og videnskabelighedens
vigtigst kilder i fortiden. Det skyldes den egenskab ved komikken, at
den med stor kraft kaster en iagttagende evne ud af et stof eller en
situation, som den hidtil har været omsluttet af. Latteren er meget
ofte et tegn på, at et nyt iagttagelsessted - måske blot for et sekund
- er blevet til og lader en emneverden blive synlig på en uventet og
meget appellerende måde.
(Nielsen, 1984; 2007:28)
Det er en af Erik A. Nielsens
teser, at Holberg indkapsler impulsive kræfter, som udløses og finder
kunstnerisk udtryksform i komedierne.
For Jens Kr. Andersen er
fokuseringen på komikken en moderne misforståelse. Komedierne er
lærestykker, altså didaktisk litteratur. Komikken er kun et redskab i
oplysningens tjeneste. Andersen underbygger synspunktet ved
henvisninger til Holbergs formulerede intentioner og gennem analyser af
komediernes struktur og historiske baggrund.
To typer forskning står således
over for hinanden. Jens Kr. Andersens traditionsbefæstende
litteraturhistorie og Erik A. Nielsens nybrydende forsøg på
eksistentiel forskning i Holbergs splittede sind og i håndteringen af
konflikterne på scenen.
Lad os følge opfordringen fra Lars
Roar Langslet og læse komedierne og se, hvad vi griner af i optakten
til komedien om Erasmus Montanus (læst med Jens Kr.
Andersens kommentarer i Holberg, 2004:209ff og
528ff):
Bondestudenten Rasmus Berg er på
vej hjem til fødebyen og de stolte forældre. Han har sendt et brev, som
faderen har problemer med at forstå.
Jeppe Berg kunne godt bruge noget
oversætterhjælp fra den lokale latinkyndige Per Degn. Berg har ganske
vist en fornemmelse af et vist misundelsesforhold mellem som de to
lærde. Men han overdrager brevet til Per Degn, som læser op af det og
giver nogle prøver på sine (manglende) sprogkundskaber:
“Jer Søn skriver. at hand studerer
nu sin Logicam, Rhetoricam og Metaphysicam.”
Jeppe spørger: “Hvad vil det sige
Logicam?”
Per Degn svarer: “Det er hans
Prækestol.”
Svaret viser, at Per Degn ikke kan
særlig meget latin. Men han er fræk nok til at lade, som om han gør. Logicam
er en filosofisk universitetsdisciplin, der går ud på at drage korrekte
følgeslutninger. Per Degn oversætter det til noget, han kender og som
giver ham prestige blandt bønderne: en prædikestol. Det virker på
Jeppe, som siger: “Det er mig kiært. Gid han kunde blive præst.” “Men
degn først”, indskyder Per Degn for at hævde sin position. Til overmål
begynder han at gengive brokker fra en begynderbog i latin: “Ala det er
en Vinge, Ancilla en Pige, Barbra et Skæg, Coena en natpotte”. Remsen
begynder med noget korrekt, men skrider derefter ud i gebrækkeligheder.
Coena betyder således ikke “natpotte”, men “aftensmad”.
Man behøver ikke at have modtaget
undervisning i latin for at forstå, at der er noget galt.
Per Degn driver latinen ud i det
absurde - og slår samtidig plat på den. Han kommer for skade at omtale
Erasmus’ latin som “Kloster-Latin” (dvs. kollegie-latin).
“Kloster-Latin? det er jo det bedste Latin, ligesom Kloster-Lærredt er
det beste Lærred”, siger Nille. Per giver ikke meget for den
følgeslutning og ler: “Ha, ha, ha, ha”. Han sættes straks på plads af
Jeppe: “Hvoraf leer I Per?” Jeppe bliver utryg ved al denne latinske
belæring. Han synes, at det er underligt, at hans søn skriver latinske
breve til sin far. Per finder det også “storagtigt”. Jeppe siger, at
det vil blive artigt, når sønnen kommer tilbage, da at sætte han sammen
med Per Degn, som under disse diskussioner har drukket tæt af Jeppes
brændevin.
Første akt byder også på et møde
med Lisbed, som skal giftes med Erasmus, hvis hendes forældre,
Magdelone og Jeronimus, tillader det. Endelig møder vi Jacob, Erasmus’
bror, som kan berette, at Erasmus tre gange er faldet af den vogn, som
skulle bringe ham hjem. Kusken lo deraf og sagde ved sig selv: “Rasmus
Berg er en klog Mand paa Himmelen, men en Nar paa Jorden.”
Der er således varmet godt op til
hovedpersonens ankomst. Erasmus Montanus er ladet med dramatisk
ironi: Tilskuerne ved noget om personerne, før de har vist
sig. Vi har et smil på læben allerede før vi har set Rasmus Montanus
udfolde sine disputerekunster. Vi sidder med et halvkvalt grin, da han
med logikken som redskab tryller sin mor om til en sten og tilbage
igen. Løjernes højdepunkt er orddysten mellem Erasmus og degnen.
Når diskussionerne bevæger sig fra
logiske operationer til uenigheder om universets indretning, bliver det
farligt for Erasmus. Hvis han bliver ved med at hævde, at jorden er
rund, vil Lisbeds forældre ikke bortgifte deres datter til ham.
I femte og sidste akt skifter
skuespillet tone. Der iscenesættes en intrige, som skal tvinge Erasmus
til at afsværge alle de lærdomme, som han har tilegnet sig i sit
studium. For at få sin Lisbed må han erklære, at jorden er flad.
Erasmus retter ind. Fornuften har sejret. Lærestykket går op.
Men der er noget, der skurrer.
Efter først at have udfoldet sig som en komedie, ender skuespillet som
en tragedie. Søren Kierkegaard fortæller, at han græd, når han læste
eller så Erasmus Montanus. Han identificerede sig
med Erasmus Montanus, som havde ret, men lå under for massen (jf.
Bredsdorff, 2011:77).
Litteraturhistorikeren Jens Kr.
Andersen mener dels, at det komiske hele tiden er underordnet det
didaktiske, og dels at betragtningen af Erasmus som en tragisk
skikkelse er uhistorisk. “Både de personer, der går ud af komedien som
vindere, og de, der står som tabere, fortjener deres skæbne - efter
genrens love.” (Holberg, 2004:459).
Omvendt mener Bredsdorff, at
Holberg i Erasmus Montanus anlægger en ironisk
distance til såvel hovedpersonen som til dennes omgivelser og at denne
afvigelse fra genrenormen er med til at gøre Erasmus Montanus
til den “mest levende del af Holbergs arv”. Enhver fortolker - læser,
instruktør, skuespiller - må tage stilling til, hvordan Erasmus skal
opfattes.
Erik A. Nielsen beskriver ironien
set fra forfatterens perspektiv:
Når konfliktopspilningen er bragt
til kulmination i komediens fjerdeakt, står Holberg over for en for ham
uløselig opgave. På den ene side er der kastet en stærk komik over
bondesamfundets uvidenhed, sådan som først og fremmest Per Degn, Jesper
Ridefoged og Erasmus’ mor Nille bliver til latter. På den anden side er
de latterliggørende forstandsevner, som Erasmus repræsenterer, også
udleveret til den stærkeste latterliggørelse. Ironien synes opløftet i
anden potens (…).
(Nielsen, 1984; 2007:299f).
Fælles for disse fortolkere er, at
de peger på en
ironi hos Holberg. Det er ikke ironi i
klassisk forstand - “en måde at udtrykke sig på, hvor man med forsæt
sår tvivl om udsagnets rigtighed” (Eigtved,
2007). Det er ironi som indirekte meddelelsesform. Forfatteren kurerer
ikke sine personer, men slipper dem fri og lader dem fremture i deres
galskab (Bredsdorff, 2011:78).
Langslet bruger også ironi-begrebet
i sit forsøg på at lokalisere Holbergs sympatier i Erasmus
Montanus: “Komediens ironiske lys afslører både Erasmus
Montanus og de andre, som han konfronteres med - måske med en vis
reservation, hvad angår Jacob og løjtnanten, der tydeligvis er
forfatterens talerør, men som netop derfor ligner marionetter, når de
fremfører det holbergske budskab” (Langslet, 2001:155).
Ironien anses i almindelighed for
et redskab til distancering. Ironi forbindes med dobbelthed og tvivl -
og betragtes derfor som modsætning til humor, som anses for varm og
medfølende (jf. Eigtved, 2007). Med
Holbergs ironi i komedierne synes det at forholde sig på den særlige
måde, at den bruges som redskab af kunstneren til at frigøre sig fra
den didaktiske genres spændetrøje. En person kan vurderes på flere
forskellige måder inden for et og samme værk. Holberg var på vej til
den rummelige humane humor.
F.J. Billeskov Jansen: Holberg
som epigrammatiker og essayist, 1-2, Ejnar Munksgaards
Forlag, 1938-39
Erik A. Nielsen: Holbergs
komik. Forlaget Spring, 1984, 2. udgave 2007
Jens Kr. Andersen: Handling
& moral. En strukturel studie i elleve Holberg-komedier,
Akademisk Forlag, 1992
Jens Kr. Andersen: Professor
Holbergs komedier. En strukturel og historisk undersøgelse,
Akademisk Forlag, 1993
Jens Kr. Andersen: Holbergs
kilder? Studier i komediedigterens mulige litterære forudsætninger,
Akademisk Forlag, 1993
Lars Roar Langslet: Den
store ensomme. En biografi om Ludvig Holberg, 2001. På dansk
ved Ida Jessen, Gyldendal, 2002
Ludvig Holberg: Seks
komedier. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Borgen,
1994, 2. rev. udg. 2004
Jens Kr. Andersen: “Holberg,
Ludvig”, i: John Chr. Jørgensen (red.): Dansk
Forfatterleksikon. Biografier. Rosinante,
2001
Thomas Bredsdorff: “Erasmus
Montanus eller Rasmus Berg”, i: John Chr. Jørgensen (red.): Dansk
Forfatterleksikon. Værker. Rosinante, 2001
Michael Eigtved: “Ironi”, i: Alette
Scavenius: Teaterleksikon, Gyldendal, 2007
Thomas Bredsdorff: Ironiens
pris, Gyldendal, 2011
|
