|
Der er to gode grunde til at tage
petitjournalistikken op her. Den ene er, at avisens humor
erfaringsmæssigt ligger koncentreret her. Den anden er, at man kan have
en formodning om, at det netop blandt petitjournalisterne vil lykkes at
finde nogle af de kvindelige humorister, som vi hidtil næsten forgæves
har spejdet efter; “næsten” dækker over Lise Nørgaard.
Petitjournalistik er ifølge Den
Danske Ordbog “en form for journalistik der giver en let og
uhøjtidelig fremstilling af mindre væsentlige begivenheder og emner.”
Dens navn henviser til den mindre skriftstørrelse, som denne primært
underholdende journalistik oprindelig blev trykt med.
Petitjournalistikken kunne i
begyndelsen også være nyhedsmeddelende, men hvis nyheden var
tilstrækkeligt bizar, rykkede man den ud af petitrubrikken og løftede
den frem i avisen, eventuelt som “skandale”.
Petitstoffet kunne modelleres og
flyttes rundt. I mange aviser fandt det med tiden sin særlige plads på
bagsiden.
Politiken har siden grundlæggelsen i 1884
dyrket petitjournalistikken ved siden af den politiske journalistik og
nyhedsjournalistikken. Peter Nansen, bladets journalistiske
hoveddrivkraft i den første halve snes år, var en mester i
petitjournalistiske påfund som for eksempel opdigtede interview med
litterære modstandere og elegante teater-causerier om det, der foregik
bag scenen og blandt publikum.
Nansen havde tidligere arbejdet
sammen med Herman Bang på Nationaltidende. Her fik
Bang gennemtvunget en ordning, hvor han og Nansen belønnedes en krone
ekstra for hver petitnyhed, de kunne præstere. Det blev til mange penge
oven i de 150 kr., som de fik om måneden i løn. Bang havde udviklet en
løbende brevstil, som gjorde al mulig snak og sladder brugbart. Det var
noget, han havde lært sig efter franske modeller, da han tidligere
korresponderede til Jyllands-Posten:
“”Marie Grubbe”s Forfatter,
Jacobsen, siges at være meget syg og næsten opgivet af Lægerne”, skrev
han. Jacobsen døde rigtig nok, men det var først syv år senere (Jyllands-Posten,
10.11.1878, Jf. Jørgensen 2003:23).
“Damernes Bang” kunne gå meget vidt
i sine fingerede henvendelser til et kvindeligt læserpublikum: “Tusind
Tak, Kjære Frue for Haren og Tak for de deilige Æbler, som naturligvis
have smagt mig dobbelt godt - siden jeg ved at De selv har plukket dem”.
Den indledning strøg han dog, da han lod
artiklen genoptrykke i bogform i Realisme og Realister; jf.
Jørgensen, 2003:29).
Blandt de danske genre-forbilleder
for Bangs causerier var uge-kommentaren “Dit og Dat” skrevet af Erik
Bøgh til Folkets Avis. Petitjournalistik var altså
ikke noget, Politiken opfandt for Danmark.
Ambitionen med den særlige Politiken-journalistik
var, at selv den mindste nyhedsnotits skulle bære præg af originalt
sprogarbejde.
Det var et krav, som kun folk af
Nansens og Bangs format kunne honorere. Mindre ånder troede, at det var
nok med poetiske omskrivninger som for eksempel, når en opgørelse over
Tivolis besøgstal blev omskrevet til, at der var gået så og så mange
tusinder “gennem tælleapparaterne” til “den gamle have” (jf. Paludan,
1939).
Skribenten troede sig original og
følte sig som kunstner i det små. I virkeligheden sad han ved
samlebåndet på en klichéfabrik.
Den causerende petitjournalistik
blev adgangsvejen til pressen for kvindelige skribenter. Sofie Horten
skrev brevformede artikler om kulturlivet i hovedstaden til Sorø
Amtstidende i 1880’erne. Loulou
Lassen charmerede sig til samtaler fra Paris til Dannebrog
i 1890’erne.
De kvindelige journalister, som i
dag huskes bedst, var forfattere ved siden af.
Edith Rode blev ansat på Berlingske
Tidende i 1913. Hun havde på det tidspunkt en håndfuld
prosabøger bag sig. I 1906 tildeltes hun som den første kvindelige
forfatter Carl Møllers Humoristlegat. Før hun blev tilknyttet Berlingske
Tidende, havde hun afsat små causerier til avisen. Hun bidrog
til den faste rubrik “Dagens Historie”. Artiklerne kunne handle om vejr
og vind - og forelskelse. Edith Rode var avisens kvindelige poet (jf.
Kühlmann, 1991, 1999:89ff og Jørgensen 2013:28f).
Emma Gad havde siden midten af
1880’erne skrevet dagligstuekomedier. I 1915 knyttede
Cavling hende til Politiken.
Hun skulle redigere nogle søndagssider kaldet “Dame-Tidende” og skrive
kronikker om stof, der optog kvinder: hjemmets indretning, madlavning,
selskabsliv, børneopdragelse med mere.
Hvad nogle først troede var et
specialfelt, viste sig at være en hel livsverden. Det afgørende for
Henrik Cavling og Politiken var, at der var læsere
til dette stof. Og kvinder læste i stigende grad avis.
Emma Gad brugte sine Politiken-skriverier
som springbræt til den præstation, som sikrede hendes eftermæle: Takt
og Tone, 1918. Det er en etikettebog om æstetik og moral i
hverdagsperspektiv.
Kvindernes petitstof var mere
instruktivt og praksisrettet end mændenes. Var det også lysere i tonen?
Ikke ubetinget.
Med inspiration fra England
udvikledes en ny bladgenre, damebrevkassen, som bestod spørgsmål fra
læserne og svar fra redaktøren. Den oprindelig praktiske motivering
gled hurtigt i baggrunden til fordel for underholdningsværdien. Læserne
morede sig over de bramfri svar, redaktørerne gav indsenderne, der ofte
var unge og enfoldige.
Edith Rode redigerede en brevkasse
i Illustreret Familiejournal.
En ung pige spørger, hvordan hun
skal føre sig for at vinde venner og veninder.
Edith Rode svarer, at hun ikke skal
føre sig, men være naturlig og ligefrem. Hvis den unge læserinde har
tid, så skulle hun tage og læse nogle bøger og blade, så hun har noget
at tale med om eller bare lidt baggrund for at forstå, hvad de andre
taler om.
Senere strammede Tove Ditlevsen
skruen og rådede en 16-årig pige til at gå på en aftenskole og lære
udtrykke sig “uden alle de hårrejsende stavefejl, dit lille brev er
fyldt med” (Kühlmann, 2001:31 og 303).
I begyndelsen var damebrevkasserne
ugebladsstof, men aviserne opslugte efterhånden alt det populære,
herunder læserbrevenes underholdende naivitet og de kvindelige
redaktørers afklapsning af deres åndeligt mindrebemidlede medsøstre.
I genrens korteste form ligner den
en vittighed:
Hvordan lærer jeg at kysse
Jeg er en pige på 13 år med et
meget stort problem. Jeg kan ikke finde ud af at tungekysse, og mine
kammerater driller mig dagen lang. Kan De fortælle mig, hvordan man kan
lære det?
Jytte
Svar: Når det omtrent er det
eneste, man ikke har kunnet lære med statsstøtte under aftenskoleloven,
vil jeg gå ud fra, at det skyldes at folk finder ud af det selv, når de
bliver gamle nok. Så der er altså også håb for dig.
Lise Nørgaard
(Kühlmann 2001:91)
Lone Kühlman trækker linjerne op i
brevkasse-antologien med Tove Ditlevsen-titlen Livet er ingen
Strøgtur, 2002.
Fra 1932 blev noget af Politikens
petitstof samlet i rubrikken “At tænke sig”. Det drejede sig især om
nonsens- og satire-journalistikken.
Nonsens-journalistikken var
inspireret af britisk humor. I Danmark havde Aage Hermann opdyrket den
til sublime højder i digtet “Græd ikke så aflangt, du grønne ansjos”
(1917). I At tænke sig kunne nonsensjournalistikken
tage form af uudgrundelige filosofiske spørgsmål som: Hvorfor hedder
det cigar, når det hedder agurk?
Den kunne også iklæde sig
verseformer, f.eks. limericks. Se dette om forfatteren til “Min Farmors
Hus”:
Der var en forfatter Soya
af hvem man forventede Spøg af.
Man blev lidt perpleks
da han sa’, “Hun er heks!”
“Hvem?”
“Farmor!
“Hvis?”
“Min!” sagde Soya.
(Kragh, 2002:75)
Lyrikken har alle dage været
velegnet til at præstere mest mulig mening på mindst mulig plads.
Problemet er bare, at forståeligheden har det med at forsvinde under
kompressionen. I den konservative presse havde Ærbødigst alias
Viggo Barfoed løst problemet ved hjælp af skøre parodier som dette
fødselsdagsdigt:
Naar Jeppe Aakjær fylder treds,
saa skjarer maanen veltilfreds,
mens gøgen pilrer med sit kuk
og hønen dulrer med sit kluk.
(Kristensen, 1958: 234)
I Politiken skabte
Kumbel Kumbell alias Piet Hein en umiddelbart forståelig avisdigtgenre,
som han kaldte gruk, en krydsning af grin og suk. De bedste gruk er
blevet almeneje:
Den som kun
tar spøg for spøg
og alvor
kun alvorligt
han og hun
har faktisk fattet
begge dele
dårligt.
Linjerne huskes fordi de rimer og
fordi de på et alment plan er sande. De er samtidig så specifikke og
præcise, at de kunne stå som motto for en bog om humor.
At tænke sig tiltrak vittige hoveder med sans
for korte former. Villy Breinholst meldte sig straks på redaktionen.
Hvis hans “minutnoveller” var for lange, kunne “sekundnovellerne” måske
passe ind. Men redaktionen valgte i stedet at divertere læserne med
“Ultra Short Stories” af Hans Ditlev, som underskrev sig “Skelettet”.
Han beherskede den logiske kortslutning, som At tænke sig svor
til:
Der var en Mand der Nytaarsaften
besluttede, at fra i Morgen skulde alt være anderledes.
Men det blev ikke til noget.
For næste dag var alt anderledes.
Aa, ja.
Skelettet
(Kragh, 2002:72)
Ved siden af de filosofiske digte
og fortællinger bragte At tænke sig parodier og
satirer over fænomener i tiden. Da Siv Holm (pseudonym for Agnethe
Thomsen) udsendte Jeg en kvinde, og Sverre Holm
(pseudonym for georgjedde, forfatternavn for Georg Gjedde-Simonsen)
fulgte op med Jeg en mand,
reklamerede At tænke sig således for dem:
Siv Holm
Den kvindelige Mykle
JEG - EN KVINDE
trykket 200.000 gange af Stig
Vendelkjær
Læs den før Deres mand
trykker
Sverre Holm
Den mandlige Fanny Hill
JEG — EN MAND
Læs den før Deres kone fyrer med den
Og NU
kommer
Fido Holm
de firbenedes georgjedde
JEG - EN HUND
der ærligt og frimodigt afslører
sandheden om livet bag sirbuskene i Frederiksberg Have - med og uden
hundetegn.
Læs
den før Deres nabos pudel!
Der er sket meget med den
offentlige omtale af sexlivet, siden dette blev trykt i 1965. Det er
næsten umuligt at forstå, at disse kåde reklametekster har kunnet virke
frække.
Grunden til at jeg drager dem frem
her, er at de øjensynlig er de eneste tekster skrevet af en kvinde i At
tænke sig’s første 70 år. Det er godt nok mærkeligt. Mindre
mærkeligt er det, at kvinden var Lise Nørgaard.
John Chr. Jørgensen: Jeg,
kender Pressens Melodier … Herman Bangs journalistik,
Forlaget Ajour, 2003
John Chr, Jørgensen: Journalistik
med stil. Fra klassiske nyheder til fortælling, Forlaget
Ajour, 2007
John Chr. Jørgensen (red.): De
tålte mosten. 39 kvindelige journalister, Forlaget Ajour,
2013)
Hans Flemming Kragh: ATS
gennem 70 år, Politikens Forlag, 2002
Tom Kristensen: “Nogle digtere i
døgnet”, i:
Harald Mogensen m.fl.(red.): Bladet.
Festskrift til Niels Hasager,
Gyldendal, 1958
Lone Kühlmann: Mod og
vilje. Portræt af Edith Rode, 1991; Aschehoug,
1999
Lone Kühlmann: “Forord” til Livet
er ingen strøgtur. Damebrevkasser gennem 75 år. Aschehoug,
2002
Jacob Paludan: “Petit-journalistik”, i: Mandens
Blad, 1939; optrykt i: Poul Hammerich: Skæg
& Spot. Humor i Danmark, Fiskers Forlag, 1988
|
