|
Sort humor defineres i Den Danske
Ordbog som en humor, der “på en absurd eller grotesk måde
udnytter fænomener der normalt anses for meget alvorlige, fx død, krig
og vold, til at vække modtagerens latter og eftertænksomhed”. Det er en
meget ambitiøs og kompleks definition, som både rummer emnerne, måden,
de behandles på, og virkningen af dem. Ordbogsopslaget vil gøre den
sorte humor spiselig.
Sort humor kom ind i dansk fra omkring 1960
(jf. Jarvad,1990). Tidligere havde man brugt udtrykket galgenhumor.
Det definerer ordbogen som en “tilkæmpet humor i en vanskelig
situation”. Mere bastant er det den humor, man kan mobilisere med
udsigt til døden. Som da Heinrich Heine på dødslejet sagde: “Gud vil
tilgive mig - det er hans metier” (Malmkjær, 1996:52).
Et tidligt eksempel på brugen af
“sort humor” stammer fra Information 23.4.1966:
“Farcen har udviklet sig til syg komik og sort humor som i dr.
Strangelove”. Scenen i Stanley Kubricks film fra 1964, hvor den
ærke-amerikanske officer rider på en atombombe, mens han svinger med
sin cowboyhat, oplevedes som et grænseoverskridende billede på
krigsliderlighed. Det står som et eksempel på destruktiviteten som
underholdning.
“Sort humor” brugtes i begyndelsen
især om film. Chabrols filmkunst med dens mange billeder af ondskab i
borgerskabet var fyldt med sort humor.
Undertiden betyder “sort humor”
bare “absurd humor”: I Ionescos skuespil Den skaldede
sangerinde (opført 1950) sidder et ægtepar og venter i deres
stue. Uret slår. 17 slag. Her overskrides intet tabu.
Nogle gange er der både tale om
tabu-overtrædelse og absurditet. Et berømt eksempel herpå er en scene i
Bunuels film Frihedens spøgelse (1974), hvor en
gruppe mennesker af det pæne borgerskab sidder omkring spisebordet på
hver sin wc-kumme. Det mås man ikke. Det er grinagtigt absurd. Billedet
er på en gang uforglemmeligt og hurtigt udtømt.
”Sort humor” er indlånt fra fransk
“l’humour noir.” Ifølge Wikipedia er begrebet udmøntet af surrealisten
André Breton 1930’erne. Hans skelsættende Anthologie de
l'humour noir fra 1940 førte den bevidst grænseoverskridende
litteratur tilbage til Swifts A modest proposal
(1730), hvori forfatteren fremlægger, hvad han kalder et beskedent
forslag til at forhindre, at børn af fattige forældre i Irland bliver
en byrde for deres forældre eller land og for at nyttiggøre dem for
samfundet. Forslaget går ud på, at man spiser nogle af børnene. Swift
har også nogle tilberedningsforslag. Tabuet er kannibalisme og metoden
er ironi, en fremstillingsform, hvor man siger det modsatte af det, man
mener, men på en sådan, f.eks. overdreven, måde, at man alligevel
bliver forstået (jf. Bredsdorff, 2011:11ff).
Andre sorte humorister i André
Bretons antologi er
Poe, Baudelaire, Dali og Kafka.
Sidstnævntes Forvandlingen (1915) om en mand, der
vågner op forvandlet til en skarnbasse, bliver normdannende for
modernismens sort-humoristiske skildringer af borgerskabets underliv,
fra Ionescos Næsehornet (1960), hvor indbyggerne i
en by er under dyrisk forvandling, til Panduros Kannibaler i
kælderen (1962), hvor en parcelhusfamilie har dunkende og
gnaskende gæster i kælderetagen. Panduro publicerede samme år en
novelle, “Uro i forstæderne”, hvori han lader et kollektiv af pæne
mennesker fortælle om, hvordan de slog en tilflytter ihjel, fordi de
mistænkte ham for at være kannibal - hvorefter de åd ham (Panduro,
1974:62ff og Jørgensen, 1973:123ff).
Efter modernismens indtog i
1960’erne blev litteraturens tabu-overskridelser så almindelige, at
normbruddet kan siges at være blevet ny norm og den sorte humor en
fremherskende stiltype. Fra og med romanen Marts 1970,
hvor kronprinsesse Margrethe indleder et forhold til den svenske
statsminister Oluf Palme, var Klaus Rifbjergs forfatterskab én lang
provokation, i symbiose med pressen og medierne.
Uden sans for sort humor vil hele
forfatterskaber være lukket land for læserne.
Den Danske Ordbog er inkluderende over for begrebet
“sort humor”. Opslaget vil vise, hvordan begrebet kan bruges uden at
aktivere den moralske forargelse, som lurer på det.
Den, der skriver morsomt om død og
begravelse, er ikke nødvendigvis en kynisk spradebasse. Han kan også
være en opmærksom iagttager af menneskers blufærdighed, når de forsøger
at kommunikere om døden. Også på denne indre front har Rifbjerg
bidraget til udvikling af den sorte humor.
I romanen Arkivet
(1967) erfarer hovedpersonen Rane, at hans morbror er død. Ranes mor
har bedt ham om “at lægge en buket på hendes broders båre.” Han
spekulerer på, hvordan den “båre” ser ud. Han har fået at vide, at han
skal købe buketten i en blomsterforretning og aflevere den på
hospitalet. Men bare det at købe buketten volder ham problemer. Da han
står i blomsterforretningen spekulerer han på, hvad han skal sige, da
“blomstermanden” spørger: “Hvad skulle det være?”
Hele ti forslag til svar farer
gennem Ranes hoved. Forskellige logikker bryder sammen. At en død mand
skal have blomster, er et kors for tanken. At det er hans mor, der har
bedt ham købe blomsterne, er irrelevant for blomsterhandleren, som den
barnlige Rane omtaler som blomstermanden.
Det skal være til at lægge på en
båre eller ved en båre. Det er til en død mand. Det er til en mand, der
er død. Det er min morbroder, der er død og han skal have nogle
blomster. Jeg skulle gerne have nogle blomster til min døde onkel. Jeg
skal lægge nogle blomster på onkel Valdemar. Min mor har bedt mig købe
for 25 kroner blomster til min døde onkel. Min mor vil gerne have jeg
lægger en buket blomster på hendes bror, der er død. Der er en død
mand, der skal have nogle blomster af mig. Hvad for nogle blomster skal
man købe, når de er, der er død?
Det er sort humor af den introverte
art. Bestillingen bliver mere og mere vanvittig jo mere Rane involverer
sin onkel Valdemar. Men vanviddet forbliver inde i Rane. Han besvarer
“blomstermanden”s spørgsmål ved at pege på nogle rustfarvede
krysantemum og spørge, hvad de koster, og manden fortæller ham det, og
så beder han om for femogtyve kroner.
I Erling Jepsens roman Med
venlig deltagelse (2006) får hovedpersonen, forfatteren
Allan, besked om, at hans far død. Der har været et anspændt forhold
mellem dem. Allan rejser ikke til faderens begravelse i Sønderjylland.
Han nøjes med at sende en blomst. Inden han går ind i
blomsterforretningen prøver han at finde ud af, hvad der skal stå på
kortet. Han opgiver at finde den rigtige formulering og går bare ind i
butikken og oplyser sin fars navn og adressen på kirkekontoret.
- Hvem er det fra? spurgte
blomsterpigen.
- Fra Frida, Charlotte og Allan, sagde
han.
Hun skrev navnene ned og spurgte:
- Og hvad skal der stå?
- Hvad er det mest almindelige? ville
han vide.
- Det kommer an på, sagde hun. - Er det
et nærtstående familiemedlem eller en bekendt?
- Nærmest det sidste, sagde han.
Det var godt hun ikke bad om hans eget
efternavn, så hun kunne se det var det samme som afdødes. Så ville hun
nok have undret sig.
- “Med venlig deltagelse”, sagde hun. -
Det er det mest almindelige, hvis det kun er en bekendt.
- Så er det det der skal stå.
Og det kom der til; han syntes det lød
helt rigtigt. For det var sådan det var, med venlig deltagelse.
Man kan synes, at udtrykket “med
venlig deltagelse” virker køligt, når talen er om ens far. Men Allans
far har i Allans øjne været et monster. Han har ligget på sofaen med
Allans søster, og Allan har afsløret dette incestforhold i sin
skuespilkunst og sine bøger.
Scenen skifter til Allans
barndomshjem i Sønderjylland. Med hjælp fra Allans bror Asger sidder
Allans mor og gennemlæser kondolencebrevene og kortene. Da hun kommer
til kortet fra Allan, er hun overrasket, ikke som læseren måske tror,
over formuleringens kølighed, men over dens varme.
-
Hvor er det smukt, sagde hun. - Det havde jeg ligegodt ikke regnet med
(…) Der havde også været andre kort, der stod det samme på, men her så
det ligesom smukkere ud.
Forventninger - håb og frygt -
styrer tolkningerne.
Læseren forstår moderens behov for
at få genoprettet normaliteten. Men den fortsatte romanhandling viser,
at det er ønsketænkning.
Allan rejser ned for at besøge sin
mor og bror. Hans ry på hjemegnen er ikke det bedste. Han er blevet en
kendt forfatter, men hans humor er speciel - den skåner ingen, siger
de. Han bryder med reglen om, at man ikke må skide i egen rede:
Han havde vist drevet det til noget
ovre i København, siger en af vennerne. Moderen måtte være stolt af ham?
-
Det er jeg skam også, sagde hun. - Selv om jeg nu også synes han er
hård ved os. Han finder altid det værste.
Hvortil vennen svarer: - Det gør de
forfattere, det er jo det, de lever af.
De er slet ikke så dumme i
forfatterens Sønderjylland!
Romanen ender i det kulsorte. Allan har
fået den ikke helt skøre idé, at nogen har hjulpet hans far af med
livet. Han går grundigt til værks. Han må ned til faderens lig. Over
for graveren på kirkegården tilstår han, at han har det svært med de
ting, han har skrevet. Det skal du ikke have, siger graveren, der er
såmænd ikke mange her der læser det! Underforstået: Det hele kører på
rygtebasis. En køn trøst!
Broderens kommentar til Allans
roden rundt i faderens død: “Med venlig deltagelse, jo tak, godmorgen!“
Erling Jepsen er prototypen på den
sorte humorist. Det sorte ligger ikke bare i emnevalget: incest, død og
begravelse, men også i holdningen: den groteske stædighed.
Hver gang man som læser tror, man
har ramt bunden, er der en ny bund. Erling Jepsen er en kyniker for
herren. Han følger Gustav Esmanns devise fra Den kære Familie
om, at de mere kloge narrer de mindre kloge. Jepsens kunstneriske kup
består i, at han drejer ironien indad mod den kloge forfatter, som ikke
er så klog endda.
Thomas Bredsdorff: Ironiens
pris, Gyldendal, 2011
André Breton: Anthologie
de l'humour noir, Éditions du Sagittaire, 1940
Gustav Esmann: Den kære
Familie, Philipsen, 1892
Pia Jarvad: Nye ord i
dansk 1955-1998, Gyldendal, 1999
John Chr. Jørgensen: Leif
Panduro. Radio. Film. Teater.TV, Borgen, 1973
Poul Malmkjær: Udødelige
ord, Centrum, 1996
Leif Panduro: Den bedste
af alle verdener. Noveller i udvalg, 1974
Erling Jepsen: Med venlig
deltagelse. Roman, Gyldendal, 2006
Klaus Rifbjerg: Arkivet.
Roman, Gyldendal ,1967
Klaus Rifbjerg: Marts
1970. Roman, Gyldendal, 1970
|
