|
Litterær humor får læseren til at
smile, le eller grine. Men hvordan dokumenterer man den slags
reaktioner? Så længe man taler for sig selv, går det nok. Man kan
eventuelt bruge båndoptager, spejl eller kamera, når man skal bevidne,
at man lo undervejs!
Mere krævende, men stadig muligt,
er det at beskrive andres reaktioner på læsning. Man kan interviewe,
iagttage og anstille forsøg.
Vanskeligst er det med historisk
materiale. Hvordan forholdt læserne til bestemt prosaværk i 1824? Lo
de? Det ved man kun undtagelsesvis noget om: Den 28. februar og den 6.
marts 1824 læste Poul Martin Møller brudstykker af en fortælling om
En dansk Students Eventyr op i Studenterforeningen i
København. En af tilhørerne skrev: “Det morede os overordentligt, og
Latteren blev ganske overvældende, naar Poul Møller, der maaske ikke
kunde læse sin egen Skrift, gjorde Standsninger i Oplæsningen just paa
saadanne Steder, hvor man var i højeste Grad spændt” (L. Zeuthen: Mine
første 25 Aar, 1866:71).
Spænding opbygges, latter udløses.
Mekanismen er præcist beskrevet af Zeuthen. Man kan indvende, at
læsningen havde karakter af fremførelseskunst med ufrivillige momenter.
Men fortællingen morede angiveligt også ved egen kraft.
I Niels Stengaards portræt af
Poul Martin Møller i Det kongelige Biblioteks Arkiv for dansk
Litteratur fremhæves Møller som “en af
Danmarks største humorister i den egentlige betydning: Han formår at
kalde på latteren og dét
mere som adskiller humor fra komik”.
Det har Steengaard ret i. Komik kan
være fald på halen. Det kræver en Charlie Chaplin at løfte fald på
halen-komedien op på et niveau, hvor den fortolkes som et alment udsagn
om menneskets skrøbelighed eller ukuelighed. Humoren har at gøre med
rummeligheden i fortolkningen.
Poul Martin Møller omfatter sine
personer med stor ømhed. I
En dansk Students Eventyr er den
altid nyforelskede Fritz fortællingens drivkraft. Det er ham, de andre
beundrer og fortæller historier om.
Næsten alle personerne i historien
er positivt opfattede, selv den håbløst handlingsuduelige medicinske
kandidat, der omtales som Licentiaten (jf. Jørgensen. 1980:110f). Han
ligner et psykiatrisk tilfælde, men han har selvindsigt. Og de
filosofiske problemer, han tumler med, er ikke mere vanvittige end dem,
der har plaget tænkerne fra oldtiden og fremefter.
Juristen L. Zeuthen fortæller i de
citerede erindringer, hvordan han straks følte sig truffet af
Licentiatens evige selvrefleksion. Han var ikke alene begyndt at tænke
over sine tanker, men også at tænke over, at han at han tænkte derover
(Zeuthen, 1866:71).
Poul Martin Møller skaber et
kærligt rum omkring sine personer. Alle har de deres forståelige
særheder.
En enkelt person skiller sig ud og
kalder på en anden, mindre medfølende latter, der ligner den, vi kender
fra opførelser af Holberg-komedier med meget selvbevidste personer, der
puster sig op på naragtig måde.
Det er huslæreren, kandidat Jens
Hansen, en bekendt af Fritz og dennes absolutte modsætning. Jens Hansen
er stivnet i selvtilstrækkelighed og pedanteri.
Jens Hansen er ved at børste sine
støvler, da Fritz opsøger ham. Fritz spørger, om han ikke kan få
strøget støvet af sine støvle med det samme. Det kan Jens Hansen ikke
betjene ham med: “Denne Børste, den er mig en Helligdom”, forklarer
han. ”Den er blot bestemt til at lægge sidste Haand på Værket med.”
Sådan er hele hans tilværelse systematiseret.
Under konversationen i Jens Hansens
værelse botaniserer den nysgerrige Fritz i kandidatens bogsamling. Han
løfter det ene bind efter det andet ud og begynder at blade i det. Jens
Hansen er højst misfornøjet med at se sine “velconditionerede” bøger
“befingrede” og beder Fritz lade bøgerne i fred. Han vil alligevel ikke
finde nogen “Komediebøger” eller andre “spøgefulde Skrifter”, siger
Hansen. “Her er blot det rene Væsen”. Begrebet refererer til Hegels
filosofi. Fint skal det være. Samlingen omfatter kun lærebøger, så han
med “eet Blik” kan overskue “sin videnskabelige Løbebane” fra den
første ABC til de teologiske indføringer. Hvis Gud vil give ham børn,
så står bøgerne i den rækkefølge børnene skal bruge dem, forklarer han.
Fritz spørger forbløffet, om han da
ikke har læst bøger siden sin sidste eksamen. “Jo, i den senere Tid kan
du troe, jeg har pløjet ganske artigt i poetiske Skrifter, baade paa
Dansk og paa Tysk, man vil jo dog nødig lade sig gjøre til et
Aalehoved.”
Jens Hansen har udvidet sit
læsepensum for at stå sig godt i samtalerne. Af husets frue erfarer
han, “hvilke Poeter der er meest i Velten, og hvor dybt Enhver af dem
stikker”. Hun er en “Pokkers Kiærling”. Hun “kan sin Æsthetik som En af
os kan sit Fadervor”. I Jens Hansens verden handler det ikke om at
forstå kunsten, men om at beherske den som konversation.
Fritz spørger, om han slet ikke
føler nogen fornøjelse ved at læse digterværker. “Jo, saamænd gør jeg
saa”, svarer han i sin småsnakkende stil. “Det maa jeg ikke sige andet.
Det er ret en snurrig Tidsfordriv at lægge mærke til, hvorledes en
Digter kan hitte paa de underligste Ting af Verden, som man aldrig
skulde tro noget Menneskebarn kunde falde paa.” Digtning er for Jens
Hansen underlige påfund. Når det går højt, er det en retorisk
fægtekunst. Han slutter sin litterære belæring med en hyldest:
“Professor Øhlenschlægers Bøger lider jeg ret godt. Det er ikke noget
daarligt Hoved, der sidder paa den Karl. Ingen kan nægte ham, at han
skriver grumme pænt for sig.” Sagt i 1824 om romantikkens digterkonge
må disse anerkendende ord have fremkaldt hånlatter.
Portrættet af Jens Hansen er med
Vilhelm Andersens ord så “forgyldt af Komik”, at man glemmer, hvor
uhyggelig han også er. Og så har vi endda ikke fulgt ham til sengs,
hvor han ligger under den “syv Lispund” tunge dyne, som han har arvet
fra sin faster, og tænker på Frøken Sophies “dejlige smaa Pakkenusser”.
Det er dækkende, men en kende mat at kalde Jens Hansen “en vittigt skitseret figur i slægt
med degne og huslærere i 1700-tallets komedier og prosa” (Mai &
Davidsen, 1998:45).
Vilhelm Andersen svingede sig op
til at skrive, at Jens Hansen som type ikke er overgået af nogen figur
siden Holbergs Per Degn (Poul Møller, 1944:271f).
En sær bagvendt formulering, som kun forstås, hvis man daterer Holbergs
komedier til deres seneste opførelse.
Under alle omstændigheder er
sammenligningen med Per Degn i Erasmus Montanus relevant.
De ligner hinanden i den selvsikkerhed, hvormed de fremfører deres
tvivlsomme påstande. Hvis Per Degn er “lærdommens totale parodi”
(Nielsen, 2007:302), så er Jens Hansen en komplet parodi på litterær
dannelse. For ham er al læsning et middel til at komme frem i verden.
Han er ikke kommet så langt som Per Degn. Foreløbig vil han være
tilfreds med at avancere fra huslærer til præst.
Det morsomme ved skildringen af ham
er, at han ikke er til at skyde igennem. Hver gang Fritz udfordrer ham
med et spørgsmål, går han ind på tankegangen, men i sin patroniserende
imødekommenhed afslører han, at han ikke har forstået, hvad Fritz i
grunden sætter spørgsmålstegn ved: nemlig den rent instrumentelle brug
af litteraturen.
Dialogen mellem Fritz og Jens
Hansen ved bogsamlingen optager kun tre sider i bogen (Møller,
1964:96-98). Det er en disciplineret tekst uden kommentarer fra
forfatterens side. Og hovedpersonen nøjes med at spørge. Først efter
samtalen får vi Fritz’ reaktion: Han følte sig “noget beklemt ved den
Verden, som den snaksomme Candidat forflyttede ham til.”
Læseren får lov til selv at danne
sig sin mening om Jens Hansens positioner og ræsonnementer. Kandidaten
bliver stegt i sit eget fedt, som man siger.
Osen fra Hansen er så stærk, at
Fritz må hen og åbne et vindue.
Vinduet var et motiv i tidens
litteratur, påpeger to fortolkere (Mai & Davidsen, 1998). Det
er rigtigt, men vinduet er også et sted, hvor man har udsyn og mulighed
for at trække vejret.
Poul Martin Møllers prosa er
gennemtrukket af litterære referencer, men bunden i den er en jordnær
realisme. Det er den, der har holdt teksten levende i snart 200 år.
L. Zeuthen: Mine første
25 Aar, Gad, 1866
Poul Martin Møller: En
dansk Students Eventyr. Udgivet med efterskrift af Frederik
Nielsen, Gyldendal, 1964
Vilhelm Andersen: Poul
Møller. 3. udgave. Gyldendal, 1944
John Chr. Jørgensen: Den
sande kunst. Studier i dansk 1800-tals realisme, Borgen, 1980
Anne-Marie Mai og Mogens Davidsen:
“Digtning i stykker. Poul Martin Møller: “En dansk Students Eventyr”,
i: Povl Schmidt m.fl.: Læsninger i dansk Litteratur. 2.
1820-1900, Odense Universitetsforlag, 1998
Erik A. Nielsen: Holbergs
komik, 2. udgave, Spring, 2007
Niels Stengaard: ”Poul Martin
Møller” (onlineudgave tilgået 29. januar
2023.
|
