|
Carl Erik Soya (1896-1983) var en
ægte humorist i den forstand, at han skrev fortællinger, hvis primære
formål var at få læseren til at le eller i hvert fald smile.
Soya var meget bevidst om sin genre
og sine virkemidler. Fortællingerne skulle virke her og nu. De blev
typisk trykt i avistillæg som Politikens Magasinet.
Evigheden måtte vente.
Hvis læserne ikke kunne forvente
stor kunst af Soya, så kunne de i hvert fald regne med en vis portion
kynisk indsigt. Fortællingernes morale er ofte den fra Gustav Esmann
kendte om, at de mere kloge narrer de mindre kloge (Den kære
Familie). Hos Soya får den en ekstra misantropisk drejning
med “Alle snyder hinanden” (Gruesen i Parasitterne).
I samlingen Smil saa!
Udvalgte humoristiske Fortællinger, som udkom i hele tre
oplag i det humorhungrende år 1944, handlede flere af teksterne om
evnen til at manipulere med andre - og med sandheden.
En af fortællingerne bar titlen
“Den satiriske novelle”, og undertitlen lød “En satirisk novelle.”
Hovedtitlen henviste ikke til genren den satiriske novelle, men til en
bestemt satirisk novelle, som hovedpersonen skulle til at skrive.
Undertitlen var en genrebetegnelse.
Det lyder mere indviklet, end det
er. Situationen i historien er den, at en digter er sidder i toget fra
København op til familien i sommerhuset i Holte. Han er trediverne og
har haft en vis succes, som har sat sig på sidebenene. Aktuelt har han
dog en lille nedtur: Han har forgæves forsøgt på af afsætte et
manuskript til sin forlægger.
Over for ham i kupeen sidder to
fnisende unge piger, som vil kunne stimulere hans selvfølelse. Han
skriver en lille billet til den mest indladende af dem om, hvornår hun
vil kunne møde ham i København. Da hun står af i Lyngby, efterlader hun
et skriftligt svar: “Spis et kilo borsyre”. Underforstået: Du er for
fed. Det er fortællingens første pointe. Den oppustede digter bliver
punkteret.
Da han desillusioneret returnerer
til sommerhuset, kommer han til at tænke på digternes privilegerede
middel til at vende et nederlag til en sejr: At skrive en ny historie.
Han går straks i gang med at forfatte en satirisk fortælling om en fed
borgermand, der kommer ind i en kupé, hvor der sidder to fnisende
piger. Det er fortællingens anden pointe: Digteren lukrerer på sit
nederlag.
Fortællingens tredje pointe er, at
digternes kritik af borgerskabet i virkeligheden er en omformning af
den kritik, der kan rettes mod dem selv. Satiren er en afværgemanøvre,
en flugt fra sandheden.
Men da det jo er en digter, Carl
Erik Soya, der påpeger alt dette i en fortælling, står digtekunsten
sejrrigt tilbage.
Fortællingen giver mening, men er
den morsom?
Situationen med de to unge piger i
kupéen er en klassisk komediescene. De spiller digtermanden et puds.
Meget overraskende er det ikke, og det kan højst fremkalde et lille
medvidende smil på læserens ansigt.
I monografien Soya
(1966:161) henregner Niels Birger Wamberg “Den satiriske novelle” til
en gruppe af fortællinger om mennesker, der forsøger at “sprælle sig ud
af deres hverdagsnet”. Det lader sig høre. Digterborgeren prøver at
løfte sig op til et kærlighedseventyr. Men med titlen “Den satiriske
Novelle” peger teksten på det genreperspektiv, som har været anlagt
her.
Soyas humoristiske fortællinger
kalder på skæve smil. Teksterne er letløbende og letlæste og
interessante ved deres moralske diskussioner. Men som humoristisk
skrivekunst er de matte.
“I de smaa Historier løber han
Faren for at virke grel, griset, grumset, for a sige det kort”, skrev
Frederik Schyberg i sin anmeldelse af Smil saa! (Politiken,
“Den lille humor”, 24.10.1944).
Mange af historierne er “under hans
nuværende kunstneriske Niveau, “ konstaterer Schyberg og hentyder
dermed til Soyas aktuelle succeser med romanen (Min Farmors Hus,
1943) og skuespillet (To Traade, Det kgl. Teater,
1943).
Nogle af historierne i Smil
saa! klassificerer Schyberg som “Soyaske i negativ Forstand”.
Det er dem, hvori ”hans tænderskærende Mistænksomhed over for Mennesker
kvæler Humoren.”
Da Mogens Knudsen og Orla Lundbo i
1965 skulle løfte én af Soyas fortællinger ud til antologien Humor
fra Danmark, faldt valget på “Diernisses Haareleksir” fra Smil
saa!
Det er en historie om reklamens
magt. Generalkonsul Diernisse, en producent af et middel mod hårtab,
slår sig op på advarslen “Pas på ikke at spilde noget af eliksiren på
steder hvor De ikke ønsker hår!!!”
Da han senere selv begynder at
miste håret, bruger han uden held sit eget middel og forsøger derefter
at vende fiaskoen til en succes med reklameteksten “Bibringer håret et
smukt og ejendommeligt farveskær.”
Generalkonsulen er, med egen
betegnelse: en selvmæt mand. Hans motto er: “For
selv at få råd til at købe de gode varer, må man sælge andre de
dårlige.” Ordspillet er søgt og mottoet utroværdigt.
I de store formater er humoren
mindre anstrengt - i det omfang den findes. Sytten
(1953-54) handler om en ung mands sexuelle debut, hans udvikling fra
onanist til skørtejæger. Den er fortalt som en velsitueret ældre herres
erindringer, og alene det lægger en dæmper på morskaben. Registret er
nærmest didaktisk som i en lærebog. Først skal han af med
onani-besættelsen. Her får han bagvendt hjælp af en KFUM-leder, som vil
onanere med ham. Den unge mand bliver chokeret, da han ser KFUM-mandens
lem. Det ser ud, som om det er betændt. “Smil kun, læser!” indskyder
fortælleren og forklarer, at han var en relativt uskyldig ung mand, der
dengang ikke forstod, at KFUM-manden havde krænget ”præputium” tilbage
og at “sygdommen” var den blåligrøde farvning af “glans” (Soya, 1,
1962:186).
Hvis læseren har smilet ved dette,
er det et bedrevidende smil. Godt hundrede sider længere fremme lykkes
det for den unge mand at komme i seng med en kusine. “Jeg var ikke mere
onanist”, jubler han (Soya, 2, 1962:122). Men et par dage efter er det
slut med kusinens velvilje. Hun vil ikke mere. Hun mumler: “Syn’s du
egentlig der var noed ve’et?”. Det var første gang nærværende Sytten-læser
slog en latter op.
Den unge mands idealisering af
kærligheden trækkes ned på jorden, og herefter går han efter alt
spiseligt. En stuepige (“Ka’ du mer endnu, Petersen?”). En
husbestyrerinde (“Nu ska’ du faneme få, din heks!)”. En tilfældig pige
i en togkupé (“Nu igen! Du er vel nok en værre en”). Replikkerne har
humoristisk overrumplingseffekt. Man mærker, at forfatteren kan noget
særligt som dramatiker.
Soyas bedste skuespil, Parasitterne
(1926), er en moralsk lignelse om snylteri. Mægler Gruesen og hans kone
snylter gnæggende på deres logerende. For at få fingre i en arv
ombringer de en formodet millionøse med rottegift. Da ugerningen bliver
afsløret, vender ægtefællerne brodden mod hinanden. Fru Gruesen stikker
brødkniven i maven på hr. Gruesen, så ingen andre kan få ham. Foruden
at handle om nedrigt pengebegær er stykket et stort kærligheds- og
jalousidrama. Det er så grotesk-makabert, at man ikke kan lade være med
grine. Gysets grin.
Prosaens pendant til mægler Gruesen
er farmoren i Min Farmors Hus (jf. Wamberg,
1966:48). Hendes program er slægtens fortsættelse gennem Sørmand. Hun
er parat til hvad som helst - selv mord - for at forhindre andre i at
komme til fadet.
Sørmand er kun 5 1/2 år gammel, da
han mister sin mor. Han bliver midlertidigt anbragt hos farmoren, som
lærer ham at se på verden med sit kyniske blik. Hun er som heksen i
folkeeventyret.
”Heheh, smiskede Farmor og strøg
mig over kinden med sin kolde, krogede pegefinger. Det lille mandfolk
holder nok af penge.”
Efter halvandet år i hendes
eventyrhule hentes Sørmand op i lyset igen af faderen, som i
mellemtiden har mistet sin nye brud, muligvis ved farmoderens
mellemkomst (Wamberg, 1966:52). Historien om, hvordan den lille dreng
bliver mere røget end farmoren er speget, kalder på mange medvidende
smil. Min Farmors Hus er både som kunst og som
humor på et højere og mere raffineret niveau end Sytten
og Smil saa!
Som morbid replikkunstner - og
misantropisk humorist - var Soya i slægt med Gustav Wied. Han vedkendte
sig villigt slægtskabet (Wamberg, 1966:92).
Mogens Knudsen og Orla Lundbo
(red.:) Humor fra Danmark, Carit Andersens Forlag,
1965
Frederik Schyberg: “Den lille
humor”, Politiken, 24.10.1944
Soya: Smil saa. Udvalgte
humoristiske Fortællinger, 1944; L&R 2019
Soya: Sytten,
1-3, 1953-54, to bd. Borgen, 1962
Soya: Min Farmors Hus. Et
tidsbillede, 1943; L&R 2018
Soya: Parasitterne,
indleveret til Det kgl. Teater 1926, udgivet i bogform hos Levin og
Munksgaard 1929, premiere i “Det sociale Teater” 1931, opført på Det
kgl. Teater 1945, genudgivet i bogform Borgen 1996
Niels Birger Wamberg: Soya,
Borgen, 1966
|
