|
Fra Herman Bang udgår en tradition
for elegant erindringskunst med vittige replikker. I bogen De
elegante har jeg berettet om et af hans galgenhumoristiske
glansnumre, “Kunstrejse paa Bornholm” (Jørgensen, 2018:30ff).
Til rækken af Herman
Bang-inspirerede forfattere hører Agnes Henningsen, som i
erindringsbindet Letsindighedens gave (1943) skildrer et bizart besøg,
hun som ung håbefuld skribent aflagde hos excentrikeren Bang (JCJ:2018:
48ff).
Det var, som om Bang ved sit blotte
nærvær skabte en elektrisk atmosfære, hvis spændinger pludselig kunne
finde udløsning i latterkaskader. Et eksempel på det finder man i Edith
Rodes erindringsmesterværk De tre smaa Piger
(1943), hvor Herman Bang er til stede både in persona og i stilen.
I 22 små øjebliksbilleder
genskaber Edith Rode (1879-1956) sin barndomsverden i det københavnske
højborgerskab. Faderen var læge, hofmedicus og titulær professor.
Familien residerede i Store Kongensgade nær Amalienborg. På
spadsereturene i kvarteret skete det, at livlægen og hans døtre mødte
kongen i egen person. I et af bogens billeder er Edith Rodes to mindre
søstre uenige om, hvor mange gange man skal neje, når kongen hilser på
en! Og det er mere
end en detalje. Det er et spørgsmål om velopdragenhed. Der var ting,
man måtte, og ting, man ikke måtte.
Det almindelige i erindringsbøger
fra borgerskabets verden er, at det er forældrene, specielt faderen,
der svinger taktstokken. I Tre smaa Piger, er det
moderen, der dirigerer. Det vil sige hun: forsøger på det, for børnene
skaber deres egen musik.
De er ikke interesserede i de
fornemme dukker og dukkehuse, de får forærende.
Ud af deres fantasi skaber de en
verden med egne regler: “vel maatte de ikke lege Skib ved at springe
paa Spisestuestolene som var Dæk, men det var kun i de Voksnes Verden,
at det var Synd, i Barneverdenen regnedes det ikke for noget” (Rode
1943; 1961:11f)
Edele, den ældste af pigerne,
kommanderer, mens Lulu, den næstældste, styrer. Og den yngste, Sacha,
udgør besætningen. Derfor kan moderen ikke sætte Edele til at lege skib
alene. Børnenes egne regler overtrumfer forældrenes. Kampen om reglerne
afstedkommer megen morskab.
En dag bebudes en gæst, som ingen
kender reglerne for, Herman Bang.
De små piger kan høre, at det er
noget særligt.
De melder sig som tilskuere sker
ved middagsbordet dagen forinden. Der udspiller sig en dialog med
indlagte misforståelser:
Moderen sagde ved Middagsbordet: -
Fru X har skrevet til mig og bedt mig tale med Herman Bang om
Velgørenhedsforestillingen. Han kommer i Morgen Eftermiddag.
Faderen sagde: - Han er klædt som
en Abekat - saa talte de om noget andet.
Men Lulu sagde lidt efter: - Maa
jeg være inde, naar Hr. Mand Bang kommer.
Moderen sagde smilende:
—
Hun tror, han hedder Mand Bang!
Faderen sagde:
—
Herman er et navn, han hedder Herman Bang, Mor sagde ikke Hr.
—
Maa jeg ogsaa være inde, naar Lulu maa? - sagde Sacha.
—
Hvorfor hedder han ikke Hr.? spurgte Lulu opmærksomt.
Moderen sagde: — Hr. er ikke noget
man hedder, det er noget man er.
—
Far er - men du er ikke! sagde Sacha.
Edele vilde forklare noget om, at
han altsaa hed Hr. Herman Bang, men gjorde det ikke, for hendes Tanke
var helt fortabt i, hvad Faderen havde sagt: Han er klædt som en Abekat.
Børnene tager de voksnes ord for
fuldt pålydende - og misforstår dem:
Edele spekulerer på, hvordan et
menneske kan være klædt som abekat. Hun bryder sig ikke om at se ham.
“Hun
skal - sagde Lulu - skal hun ikke,
Mor? Og maa vi saa faa de røde Kjoler paa med Sløjferne?”
De voksne misforstår også børnene:
Moderen tror, at det er forfængelighed, der holder Edele tilbage. Men
pigerne skal som noget naturligt være til stede, når der kommer fine
gæster. I øvrigt mener moderen, at gæsten hellere vil se på de fem
hvalpe, som familiens russiske moppe er nedkommet med.
Edele, som er konstitutionelt
bekymret, giver sig nu til at spekulere på, hvad den fremmede herre mon
vil sige. “- Aah, han vil for Eksempel spørge dig om, hvad der er
Hovedstaden i Paris”, svarer moderen rask. Edele opfatter dette som
alvorligt ment. Hun synes, det er flovt, at hun ikke kan besvare
spørgsmålet. Søstrene kan ikke hjælpe hende. Lulu foreslår, at hun skal
sige, at hun ikke ved det. Sacha kommer salt i såret: “uh, hvor er det
flovt — naar du er saa stor!”
Dagen efter, da Herman Bang kommer,
bliver pigerne kaldt ind. Edele er skuffet og lettet på samme tid. Bang
er ikke klædt som en abekat, men som en fin herre.
Overraskelse er basis for megen
humor, og her er afstanden mellem virkelighed og fantasi overrumplende:
Hun havde troet, at han vilde have
et Par smaa røde Bukser paa og en lille Snorefrakke og vilde se paa
hende med stikkende Blik under meget Buskede Bryn og fare frem og raabe:
—
Hvad er Hovedstaden i Paris?
Men der skete ikke noget i den
retning. Som moderen havde forudset, ville Herman Bang meget gerne se
hundehvalpene. Lulu løftede dem en for en op af hundekurven og rakte
dem til Herman Bang “idet hun hver Gang drejede dem en Omgang og
kyndigt meldte: - Det er en Han - det er en Hun - det er en Hun - det
er en Han, og det er ogsaa en Han.
Moderen
og Herren brast i Latter - aah, hvor de lo.
—
Og de tre smaa Piger stod og saa forbavset og lidt forbløffet paa dem -
Lulu med rynket Pande, for hun var bange for, at det var hende,
de lo ad. Det var det på en måde også, men det var hendes uskyld over
for det kønslige.
Digteren tog en for en hvalpene op
til sin kind og kyssede dem. Derefter satte han sig på hug og kyssede
Sacha, og så sagde han farvel og gik.
Lulu var en smule misfornøjet. Hun
var blevet overladt til underholdningen. Sacha var også utilfreds:
“først kyssede han alle Hvalpene - sagde hun grædefærdigt - og saa
kyssede han mig.”
Edele er glad, fordi han ikke
spurgte hende, hvad der var hovedstaden i Paris. Moderen ler og siger:
—
Paris er jo selv en Hovedstad, dit lille Fæ.
Edele bliver oprørt over at have
været udsat for, hvad hun mener er en fælde.
Lulu støtter hende på sin vis: “Paa
den Maade er der virkelig ingen, der ved
det.”
Sacha griber moderens sidste replik
og forstørrer den:
—
Jo, der er, sagde Sacha og gned stadig forbitret Kysset af sin Mund. -
Men hun er et rigtigt Fæ.
—
Det siger Mor selv!
Og sådan slutter dette lille
dagligstuedrama om Herman Bangs besøg uden, at gæsten selv citeres for
en replik. Han er katalysator for et spil mellem forældrene, især
moderen, og børnene - og mellem børnene indbyrdes.
Det er Edith Rodes kunst vise
spillet uden at forklare mere end det absolut nødvendige. Hun gør det
tydeligt, hvem der siger hvad (“Faderen sagde”, “Moderen sagde”), men
hun overlader det til læserne at tolke replikkernes skævheder og
misforståelser. Dermed lever hun op til Herman Bangs fine stilideal
uden at reproducere hans dårlige praksis - “at frembringe den yderste
illusion af bevæget liv” uden at det bliver “vanskeligt at finde ud af,
hvad der tales om, og hvem af de mange, der taler” (jf. Herman Bang,
1890, Amalie Skram, 1887).
De små erindringsbilleder blev
først publiceret enkeltvis i Familie-Journalen,
hvor Edith Rode var brevkasseredaktør fra 1937, og i Berlingske,
som hun havde været tilknyttet fra 1913. Publikationsformen var en
medvirkende faktor bag bogens kunstneriske originalitet. Forfatteren
finpudsede hver enkelt historie, så den hvilede i sig selv.
Hun pålagde sig selv den disciplin
at undgå jeg-formen, selvanalysen og de mange sammenbindende
årsagsforklaringer, som er karakteristiske for erindringsgenren.
Efter succesen med De tre
smaa Piger (5 oplag. 10.000 ekspl., 1948) skrev Edith Rode
også almindelige erindringer. I første bind, Der var engang.
Et kig tilbage (1951) fortæller hun, hvordan legen med
stolene, som jeg omtalte i begyndelsen af denne artikel, var opstået
ved, at hun efter en sommerferie savnede havet, en forklaring, som
forskyder interessen fra den poetiske leg til Ediths psyke. Mens vi får
forklaringen på alting, bliver sproget løsere og humøret mindre
boblende.
Da De tre smaa Piger
blev udsendt som Tranebog i 1961, nåede oplaget op på 26.000. Bogen
havde fået status som en erindringsklassiker med de bedste litterære
anbefalinger: “en række besjælede genrebilleder af tre barnesinds
fællesverden, genoplevet med en klarhed, som om de mellemliggende
halvthundrede aar var for een dag at regne, og dog samtidig opfattet
som noget uendelig fjernt, helt uden for tiden” (Mogens Knudsen,
1957:242).
En litteraturhistoriker
sammenlignede Edith Rode med Otto Rung og andre forfattere med
erindringer fra klunketiden og fastslog, at “luften i Edith Rodes stuer
er muntrere end atmosfæren i de mandlige hovedstadsdigteres boudoirer”
(Niels Birger Wamberg, 1980:303f.).
Til munterheden hører verbale
indfald som tiværtilfælde, som altså ikke skyldes Bamse
og Kylling, men Sacha og Edith Rode.
Herman Bang: “Impressionisme”, i: Tilskueren,
1890:692ff. Optrykt i: Jørgen Elbek, Dansk litterær kritik,
Gyldendal, 1964
John Chr. Jørgensen: “Rynkefri
prosa - Lone Kühlmann om Edith Rode”,
kap. 24 i Dansk sagprosa, 2020
Mogens Knudsen: “Edith Rode”, i:
Ernst Frandsen og Niels Kaas Johansen (red.): Danske
Digtere i det 20. Aarhundrede, 1, Gad, 1957
Lone Kühlmann: Mod og
vilje. Portræt af Edith Rode, Aschehoug, 1999
Edith Rode: De tre smaa
Piger, Gyldendal, 1943; 6. oplag, 1961
Amalie Skram til Herman Bang,
2.12.1887, i: Janet Garton (red.): Amalie Skram. Brevveksling
med andre
nordiske forfattere, C.A. Reitzel, 2005
Niels Birger Wamberg:
“Københavner-forfattere”, i: Torben Brostrøm og Mette Winge (red.): Danske
digtere i det 20. århundrede, 1, Gad, 1980
|
