|
I indholdsfortegnelsen til én af de
bøger, der er skrevet om Bjarne Reuter, noterer forfatteren, Gunnar
Jakobsen, omhyggeligt genrer og titler, f.eks. Bertram-bøgerne,
Kidnapning osv.
Pludselig afbrydes denne opremsning
af en rubrik af en helt anden art: “En uhumoristisk bog indimellem”. At
en bog er “uhumoristisk”, gør den altså til noget bemærkelsesværdigt i
Reuters forfatterskab.
Bogen er En dag i Hector
Hansens liv (1976). I den har Reuter taget “bedemandsminen”
på for ikke at blive anset for en “springfyr”, der kun behersker
“farcesprog”, skriver Gunnar Jakobsen i monografien Bjarne
Reuter (1996). Det underliggende synspunkt er altså, at vi
her har noget så sjældent som en forfatter, der er truet af humor.
Humoren er ifølge Jakobsen funderet
på en situationskomik, som knytter sig til handlingen. Dertil kommer to
virkemidler, som ligger i sproget: underdrivelsen og overdrivelsen.
Ifølge Gunnar Jakobsen er Bjarne
Reuter (ligesom Dan Turèll) en ordglad “entertainer”.
Jakobsen interviewer Reuter for at
komme det nærmere.
Stillet over for spørgsmålet, om
humoren er en livsholdning eller et teknisk træk? svarer Reuter, at
han altid har betragtet humor som
en anden måde at fortælle alvor på. Han synes, at han skriver om
alvorlige emner, “men min metode er indimellem humoristisk”:
Jeg kan somme tider gribe mig selv
i - om jeg så må sige i det virkelige liv - at opleve noget, jeg bliver
så grebet eller skræmt af, at jeg begynder at le. Det er en
forsvarsmekanisme. Jeg tror, at al humor er så spontan, at den er uden
bagtanker. Når humoren fungerer bedst, så er det som budbringer for
stor alvor.
Essensen er, at humoren skal komme
som en overraskelse. I den æstetiske planlægning er den er forbundet med
timing (Jakobsen, 1996:238).
Med en paradoksal formulering: Humor
er tilrettelagt spontanitet.
Hvordan det kan gøres, viser et
interview med Bjarne Reuter, som bliver spurgt:
Hvad ville du være, hvis du ikke
blev forfatter?
Reuter ved, at man forventer et
svar, der ækvivalerer med “forfatter”, altså et substantiv, der angiver
et erhverv, f.eks. “skolelærer” (som han er af uddannelse). Så han
svarer i stedet med et adjektiv, som giver god mening: “ulykkelig”.
Hvis det er spontant fundet på,
bidrager det til billedet af ham som slagfærdig. Men eftersom
spørgsmålet kan forudses, kan svaret også være planlagt og dermed
bidrage til billedet af ham som professionel humorist. Det slår ganske
vist skår i hans idealopfattelse af humoren som værende uden bagtanke.
Det lader sig ikke skjule, at
Reuters situationskomik beror på faste figurer og genkommende
situationer. Der f.eks. den uregerlige onkel Georg i de seks Bertram-bøger
og karnevalsscenerne som åbningsscenen i Busters verden, hvor
titelpersonen spiller orangutang i omklædningsrummet.
Reuters sproglige virkemidler har
Torben Weinreich kortlagt nøjere i Reuters verden (1996:220ff).
Reuters
stil kan levere eksempelstof til nogle af de klassiske begreber i Ulla
Albecks Dansk Stilistik (1939): litoter
(underdrivelser), hyperbler (overdrivelser), antiteser (modstillinger)
og zeugma-former (sidestillinger af uensartede led).
Reuter har gjort de treleddede
zeugmaer til sit særlige varemærke. Det tredje led kommer ofte som en
overraskelse, et antiklimaks, som kalder på smilet eller latteren:
En person kan “stirre advarende,
fordømmende og let skelende”. Sidste led er rent deskriptivt, de to
første er fortolkende og karakteriserende.
En dreng siges at være “den bedste
i klassen til at spille rundbold og fodbold og spytte langspyt”. De to
første aktiviteter er organiserede og indgår i undervisningen.
Spyttekonkurrencerne tilhører frikvarteret eller fritiden (Weinreich,
1996:222).
For at fungere som mere end
påklistrede vittigheder skal sådanne sidestillinger motiveres i
personer og situationer.
Af erindringsromanen Månen
over Bella Bio (1988)
forventer man zeugmaer i massevis,
for her er det Bjarne Reuter selv, der fører ordet:
“Min mormor siger, at man får gule
øjne af at se på efteråret og slør i blikket af at savne og fregner af
at le.”
Det er en klassisk Reuter. Forlaget
har løftet den frem som et slags motto.
Reuter formår at variere zeugmaet i
det uendelige.
Om morfaren hedder det, at han gik
op ad trappen til det store skib “og blev væk i to lange år, fik skæve
øjne og et fjernt blik”.
Portrættet af ham beror på en
fortryllende logik.
“Han lærte at spille på mundharpe i
spaniernes land. Derfor fik han skæve øjne.”
Det ene kåde påfund afløser det
andet.
“I dag er han postbud og vicevært
og samler på frimærker fra Skandinavien.”
I Reuters andre bøger for voksne,
er der sparet
på zeugmaerne. Stilen er dialogisk
og dynamisk. Med en klarhed som i journalistikken og en fremdrift som i
et filmmanus. Der skal en særlig anledning til for at avle billeder:
I det følgende eksempel, som er fra
en af Reuters kriminalromaner for voksne, vil en oprømt politimand gøre
indtryk på en kollega og to unge kvindelige retsmedicinere: “Det er et
perverst bordel, råbte han og undertrykte en bøvs. Et sted hvor du kan
få pisk i røven eller bolle med en gravhund eller blot sidde i
tyrolerbukser og glo på mindreårige piger” (Den cubanske
kabale, 1988:48).
Reuters kreativitet har rødder i en
akkumuleret ordhukommelse og en permanent lyst til ordleg i form af
betydningsforskydning.
For at være højproduktiv som Reuter
(ca. 100 bøger) må man gribe til elementbyggeri f.eks. ved at udgive
bøger i serier. Hvor langt kan man gå i retning af
samlebåndsproduktion, før man får kritikken på nakken? Bjarne Reuter
har forsvaret sig dels ved at angribe den børnelitteratur, der
tilpasser sig alt for dygtigt (jf. Weinreich, 1996:230) og dels ved at
satirisere over niveauet i de voksnes underholdning: film og
teaterforestillinger med mænd der er klædt ud som damer, eller som har
en talefejl eller som “går på en måde, som leder tankerne hen på
afføringsproblemer.”
Til sidst i den kronik, jeg lige
har citeret fra, øjner Reuter et håb i en vits, som hans ni-årige søn
har afprøvet på ham:
“Hvad er ligheden mellem en is og
en elefant?”
Jeg kunne ikke umiddelbart se nogen
lighed.
“Jo”, sagde møgungen, “det er i’et
…”
“I’et,” måbede jeg …
“Ja, elefanten hed Ib.”
(“Humoren
der forsvandt”, Politiken 8.1.1989).
Næppe har man smilet ad vitsen, før
det slår en, hvor udspekuleret og præfabrikeret den er.
Bjarne Reuter har i et interview
sagt, at humoren er den korteste vej mellem to mennesker, og at det er
prisværdigt nok at få folk til at le. “Men der skal også være et
vedhæng på den humor” (Kofod-Olsen, 1986:65).
Vedhænget i elefantvitsen er
synsvinkelskiftet fra formodet ydre lighed til uforudsigelig
‘navnelighed’. Pointen er den ni-årige drengs evne til at håndtere et
absurd betydningsskift.
Han har næppe fundet på vitsen selv
fra bunden af. Hvis han har dannet den efter et typologisk mønster, har
han bevist, at æblet ikke falder langt fra stammen.
Man må have forståelse for Bjarne
Reuters skepsis over for den humor, han oplever i biografen. At sidde
som “Danskernes yndlingsforfatter” og føle sig uden for fællesskabet,
må være mærkeligt.
I en opfølgende kronik opfordrede
filmmanden og humorspecialisten Poul Malmkjær ham til at blæse
flertallets smag en lang march. Hold fast ved din egen smag.
Jeg vil gå et skridt videre og
rejse spørgsmålet, om Bjarne Reuters position som Danmarks mest læste
forfatter, overhovedet kan forklares med henvisning til hans humor.
Når han i en årrække har været
kongen af bibliotekspengene (Retbøll Carl 2020:375), skyldes det hans
evne til at skrive klart som en journalist og spændende som en
filmforfatter. Og både for børn og voksne. Forfatterskabet kan
beskrives som en løbende dialog mellem drengen og manden i Bjarne
Reuter (Beth Juncker, 2000:226. Og Kreisberg, 2001).
Ulla Albeck: Dansk
stilistik, 1939; 1963
Gunnar Jakobsen: Forfatterskaber.
Bjarne Reuter, 1996
Beth Juncker: “Bjarne Reuter”, i:
Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20. århundrede,
bd. 3, 2000: 226-231.
Ulla Kofod-Olsen: Drøm, digt og
virkelighed. Samtaler med 15 danske børnebogsforfattere, 1986
Ove Kreisberg: "Månen over Bella
Bio”, i: John Chr. Jørgensen (red.): Dansk forfatterleksikon.
Værker, 2001:204-05.
Poul Malmkjær: “Hvaffor en
humor?”. Kronik, Politiken, 9.2.1989
Helle Retbøll Carl:
Sådan en som Bjarne Reuter, 2020
Bjarne Reuter: Den
cubanske kabale. Roman, 1988
Bjarne Reuter: Månen over
Bella Bio, 1988
Bjarne Reuter: "Humoren der
forsvandt", Kronik, Politiken, 8.1.1989
Torben Weinreich: Reuters verden,
1996
|
