|
Elskværdige læsere har gjort mig
opmærksom på, at disse små essays om humor fremkommer i en tilfældig
eller i hvert fald ikke letgennemskuelig rækkefølge. Jeg kan kun give
dem ret. Der er ikke andet ordnende princip end det, tilværelsens luner
måtte have afstedkommet.
Teksterne er publiceret i den
rækkefølge, hvori jeg har haft lyst til at skrive dem. Denne
kompositionsmetode er jo læserne uvedkommende - bortset fra, at der
måske ikke blev så meget at læse, hvis jeg blev tvunget til at følge ét
princip.
En kronologisk ordning af stoffet -
det mest oplagte princip - ville have virket som en bremse på
fremdriften. Kronologi lægger op til kausal tænkning. Og et løfte om en
blotlægning af humorens udviklingssammenhænge ville være vanskeligt at
indfri. Man kunne risikere, at det seriøse ærinde blev punkteret af
humoren.
Undersøgelsen består af
punktnedslag. Det handler om typer af humor. Mit interessefelt er den
humor, der stadig fremkalder latter. Det interessante ved en
1700-tals-forfatter som Johan Herman Wessel er for mig ikke kilderne
til hans humor, men livskraften og overlevelsesevnen i den.
Jeg medgiver imidlertid, at det
ville se mere overskueligt ud, hvis stoffet var blevet fremlagt i
kronologisk rækkefølge. Men så skulle vi, min redaktør, Klaus Kjøller,
og jeg, have givet artiklerne nye numre, efterhånden som der kom nye
artikler, som brød med kronologien.
Og så er det, mine elskværdige
læsere udbryder: Kunne I dog ikke i herrens navn have ventet med at
publicere det hele, indtil det lå færdigt?
Den sad! Det kunne vi - ikke!
Anledningen til denne træden vande
er, at jeg - bedre sent end aldrig - har udarbejdet en karakteristik af
Johan Herman Wessels humor.
Wessel blev født 6.10.1742 i
Jonsrud ved Vestby i Norge. Faderen var præst. Efter tre år i
Kristiania latinskole fik den unge Wessel i 1761 adgangseksamen til
Københavns Universitet. Her studerede han engelsk og romanske sprog
uden at tage afsluttende eksamen. Penge til at leve for skaffede han
sig ved oversættelsesarbejde og sprogundervisning.
Takket være sit på en gang robuste
og elegante vid blev Wessel en betydningsfuld, nærmest sagnomspunden
figur i kredsen af norske digtere i Danmark. Han døde 17.12.1885, kun
43 år gammel, og blev begravet på Trinitatis Kirkegaard. Norge så han
aldrig mere.
Det mest interessante ved Wessel er
ikke hans seriøse skønlitterære forfatterskab, men alt det, der ligger
nedenunder og bagved: parodierne og de absurde eller kyniske moraler,
satirerne og de improviserede småvers og de vittige gravskrifter.
Johan Herman Wessel er “vores
første litterære nihilist” skriver Thomas Bredsdorff i en diskussion
med en norsk forskerkollega, Liv Bliksrud (Bredsdorff, 2003:170f).
“Følelser er latterlige, men
fornuft fører ikke til noget bedre. Lad os derfor bedrive kunsten for
dens egen skyld”. Det
er - stadig ifølge Bredsdorff - tankegangen hos den danske
oplysningstids fin de siécle-skikkelse Johan
Herman Wessel.
Wessels bedst kendte værk er
tragedie-parodien Kierlighed uden Strømper. Et Sørge-Spil i
fem Optog (opført 1773).
Spillet er skrevet i såkaldte
alexandrinere, et jambisk versemål med seks tryk i hver linje, således:
“Du aldrig bliver gift,
hvis det i Dag ei skeer.”
Det er stykkets kvindelige
hovedperson, tjenestepigen Grete, der ræsonnerer sådan ved handlingens
begyndelse.
Kierlighed uden strømper opnår sin grinagtige virkning ved
at transponere overklassens høje idealer ned på håndværkere og andet
godtfolk.
Grete skal giftes med
skræddersvenden Johan. Han er midlertidigt bortrejst for at få
repareret sine bukser. Da han genser sin elskede, bliver han så
overvældet, at han giver sine følelser udtryk i en uforglemmelig omgang
syntaktisk tarmslyng:
“Hvor seer jeg glad igen de mange
Yndigheder, som den maa være blind der ei kan see hos eder.”
Den sproglige genistreg består i at
sætningen på den ene side er ukorrekt, absolut lavstatus (sml. “Det hus
kender jeg en mand som at har købt”). På den anden side er den med
hjælp fra alexandrinerne konstrueret så udspekuleret, at den klart
uddistancerer de hverdagseksempler, en syntaks-kyndig sprogforsker kan
diske op med (Paul Diderichsen, 1962:215).
Skuespillets mandlige helt mangler
de hvide silkestrømper, han skal bruge til sit bryllup. Da han forsøger
at låne sig frem, bliver han afsløret som tyv. De høje æresbegreber
tilsiger, at han må begå selvmord, og de andre optrædende må følge
trop, hvad enten de kan finde et “Helte-Sprikvort” at udånde på eller
ej.
Før den sidste person stikker
kniven i sig, siger han:
“Gid Eders Kierlighed maa aldrig
mangle Strømper!”
Læst som morale betyder sætningen:
Lad ikke dit bryllup afhængige af en formel bagatel.
Da Wessel året efter premieren
føjede en epilog og en såkaldt vaudeville (slut-sang) til, lød
sangkoret: ”Jo
galere, jo bedre.” Det motto har Anne-Marie Mai sat som overskrift på
en analyse, som kommer hele vejen rundt om Kierlighed uden
strømper (Mai, 1998).
Wessels nihilisme virker på
forunderlig vis stimulerende på humøret. Det skyldes samspillet mellem
det glade vanvid i indholdselementerne og den faste form med rytme og
rim.
Wessels uopslidelige læsebogsnummer
Smeden og Bageren er kynisk indtil
det grinagtige. En hidsig smed slår en mand ihjel på et værtshus, og
stilles for en dommer. Behjertede borgere beder dommeren skåne smeden,
for byen har kun én smed. Derimod har den to bagere, hvoraf den ene
tilmed er gammel.
“Ja”, siger dommeren, “det Indfald var
ei galt.”
Han udsætter afgørelsen, “bladrer i sin
Lov omhyggelig” (en tvivlsom aktivitet); “Men finder intet der for sig,
/ Hvorved forbuden er, for Smed at rette Bager” (som om lovbogen i
detaljer fortæller, hvilke erhvervsgrupper der har ret til at udrydde
bestemte andre).
Dommeren følger således henstillingen
fra borgerne. “Den Bager græd Guds jammerlig/ Da man ham førte væk”.
Hvilken lære kan man forvente
draget af denne hårrejsende historie? Mest oplagt er det vel:
at jura gradbøjet af pragmatiske
hensyn kan føre til justitsmord.
Wessel chokerer ved en morale, der
anlægger offerets synsvinkel og generaliserer retsløsheden som et
vilkår:
“Beredt til Døden altid vær!
Den kommer, naar den mindst Du
tænker nær.”
Læs: Når som helst kan der dukke to
mænd op fra det hemmelige politi med en falsk anklage og hive dig til
forhør og dødsdom.
Dette perspektiv på fortællingen
anser jeg for mere interessant end redegørelser for fortællingens
forhistorie i skæmtehistorier og heltedigte. Wessel har nemlig ikke
fundet på disse historier selv (jf. Vilhelm Andersen, 1924:528ff). Men
han har fortalt dem med et sådant lune, at fortællere i flere
generationer har lært dem udenad og givet dem videre. På den måde er
ord og vendinger fra Wessel trængt ind i sproget og har fået efterliv
som bevingede ord.
Joachim Bo Bramsens Bevingede
ord & Aforismer, som er kronologisk ordnet, bringer
halvanden side med bevingede ord fra Wessel. Og T. Vogel-Jørgensens
store klassiker, Bevingede ord, har et register med
mere end et halvt hundrede henvisninger til Wessel.
Fra Smeden og Bageren har
sproget og dermed ordbøgerne optaget vendingen “for smed at rette
bager”.
Ræsonnementet er, at man skal ikke
henrette en sagesløs bager for noget, en rasende smed har gjort.
Det siger sig selv. Men det er jo
ikke på grund af ræsonnementet, vi husker fortællingen. Det er på grund
af vanviddet, der tillader justitsmordet på den gamle bager.
Hvor langt den nihilistiske digter
kan komme i retning af det meningsløse, illustrerer dette epigram, som
er en besvarelse af et opgivet emne om “Smørrebrød og Kærlighed”:
“At smørrebrød er ikke mad,
Og Kierlighed er ikke Had,
Det er for Tiden, hvad jeg veed
Om Smørrebrød og Kierlighed.”
Digtet er to gange vrøvl hægtet op
med rytme og rim. Smørrebrød er mad, og kærlighed kan rumme had. Men
det lyder sjovt!
En digter med så sort humor som
Wessel boltrede sig selvfølgelig i gravskrifter:
Under Digterens Portrait, skrevet
af ham selv:
Han syntes fød til Bagateller.
Og noget stort han blev ei heller.
Digterens Gravskrift over sig selv:
Han aad og drak, var aldrig glad,
Hans Støvlehæle gik han skieve;
Han ingen Ting bestille gad
Tilsidst han gad ei heller leve.
Over Brygger Walt:
Her ligger Walt
Han gjorde Malt,
Og det var Alt.
Ud over sine skrifter efterlod
Johan Herman Wessel sig en række anekdoter om sin drikfældighed og sin
slagfærdighed. Disse anekdoter er pr. definition hemmelige,
uautoriserede, ubeviselige.
Alverdens anekdoter (red. Fonsmark, 1956) gengiver 13
Wessel-anekdoter, hvoriblandt denne:
Engang lå Wessel og sov en rus ud
på Valby bakke. To studenter, der kom forbi, genkendte ham - og
begyndte at improvisere:
-
Et svin på Valby Bakke lå …
Han kom imidlertid ikke videre, for
Wessel fortsatte øjeblikkeligt:
-
To æsler stod og så derpå.
Jens Kr. Andersen: “Kierlighed uden
Strømper”, i: John Chr. Jørgensen (red.): Dansk
Forfatterleksikon. Værker, 2001
Vilhelm Andersen: Illustreret
dansk Litteraturhistorie, 2, 1924
F.J. Billeskov Jansen (udg.): Den
danske lyrik før 1800, 1963
Joachim Bo Bramsens Bevingede
ord & Aforismer, 2001
Liv Bliksrud: Den
smilende makten. Norske Selskab i København og Johan Herman Wessel, 1999
Thomas Bredsdorff: Den
brogede oplysning. Om følelsernes fornuft og fornuftens følelse i
1700-tallets nordiske litteratur, 2003
Paul Diderichsen: Elementær
dansk grammatik, 3. udgave, 1962.
Henning Fonsmark (red.): Alverdens
anekdoter, 1956
Anne-Marie Mai: “Jo galere, jo
bedre”. Johan Herman Wessel: Kierlighed uden Strømper,
i: Ulrik Lehrmann & Lise Præstgaard Andersen (red.): Læsninger
i dansk Litteratur, 1998.
Paul W. Rubow: “Wessel, Johan
Herman”, i: Dansk Biografisk Leksikon bd. 15,
1984:415-417.
Johan Herman Wessel: Samlede
Digte. Samt Kierlighed uden Strømper, 1961
T. Vogel-Jørgensen (red): Bevingede
ord, 6. udgave, 2. oplag, 1991
|
