|
For kort tid siden (25.5.2023)
bragte Berlingske en artikel, hvoraf det fremgik, at forlaget Gladiator
igen var begyndt at udgive bøger af Jacob Skyggebjerg, og at Kathrine
Diez ikke havde noget at indvende herimod. Hvad der ligger bag de
oplysninger, fremgår af denne artikel, som til forveksling ligner en
bagklog anmeldelse af
Jacob Skyggebjerg: Inderkredsen.
Roman, Gladiator, 378 s., udgivelsesdato: 2.12.2021
“Inderkredsen” bearbejder i en
hidtil uset grovkornet satirisk form sammenspistheden
i det litterære anmelderkorps.
Romanens hovedperson er den
37-årige Patrick Sørensen Falk. Han har netop forsvaret en
ph.d.-afhandling om erotiseringen af litteraturen og står foran en
lovende fremtid som post.doc. og underviser på Institut for Kunst- og
Kulturvidenskab på Københavns Universitet.
Patrick Sørensen Falk er en
selvbevidst litterat. Han har publiceret en artikel med den pirrende
akademiske titel “Det erotiske element som katalysator for læserens
årvågenhed i senmoderne skønlitteratur”. Publiceringsstedet er et
festskrift udgivet i anledning af en fremtrædende kollegas 45-års dag.
Det er hårfin satire over akademisk fedteri med en fejring på en så
skæv dag. Til gengæld er navnet på kollegaen som skåret ud i tykt
karton: Tudse Boyding-From.
Fed og mægtig indtager Tudse rollen
som selvbestaltet hersker over litteraturkritikken. Selv svinger han
pisken i Information. Han har håndgangne mænd ansat på de andre
toneangivende aviser: Weekendavisen, Politiken og Kristeligt Dagblad.
Patrick er udset til en placering på Jyllands-Posten. Foreløbig er han
sat på den opgave at nedlægge en forskningsminister med et
me-too-angreb i Politiken.
Tudse dirigerer det hele. Først og
fremmest er det ham, der bestemmer, hvordan de nye bøger skal anmeldes.
-
Fik du Peter Tindborgs nye roman? spørger han Patrick efter at være
braset ind på hans kontor uden at banke på.
- Ja, Kastanjebarnet.
Men jeg har ikke haft tid til at kigge på den endnu.
- Vi giver den tre stjerner … over hele
linjen … Så er der ikke en kæft, der lægger mærke til at den
overhovedet er udkommet.
- Når vi mødes i aften hjemme hos mig
til bøffer, så kan vi lige tage den på et tidspunkt. Alle har jo deres
metoder, når de anmelder - og tro mig, når jeg siger, at med det
broderskab du er på vej til at træde ind i, skal du ikke komme til at
mangle værktøjer. Noget for noget, min ven - quid pro quo. Det er
sådan, det er.
Inden Patrick kommer til aftenens
møde i inderkredsen gør han sig overvejelser over kredsens mafiøse
karakter. Ingen havde hidtil valgt at træde ud. En enkelt kritiker
havde takket af på grund af dødsfald. Det strejfer Patrick, at der
kunne være tale om “en sofistikeret form for mord”.
Eftersom den navngivne, angiveligt
afdøde kritiker stadig lever, strejfer en lignende tanke læseren! Ved
at nævne og kriminalisere en kritiker for dernæst at lade ham dø
udfører Skyggebjerg et symbolsk mord.
“Inderkredsen” er en moderne - både
rå og intellektuel - version af “Hærværk”, en nøgleroman om en
anmelder, der aspirerer til at blive forfatter.
Skyggebjerg går flere skridt videre
end Tom Kristensen. Han blander opfundne figurer med virkelig
eksisterende og leger med reglerne for, hvad man kan tillade sig med
fiktion.
Romanen tager klicheen om
kritikkens sammenspisthed til sig og giver den nyt liv. Kritikerne
spiser faktisk sammen. Og med en fed Tudse for bordenden er der skruet
så meget op for realismen, at vi er kommet et godt stykke ind i det
groteske.
Tudse forklarer, at de ikke behøver
at spilde tid på at læse de bøger, de anmelder. De skal bare bladre
lidt og finde nogle citater, som kan underbygge den allerede vedtagne
dom.
Romanens kritikerlav er et meget
maskulint, for ikke at sige maskulinistisk selskab.
- Jeg anmelder med pikken, forklarer en
af dem
- Ja, det er faktisk en fin måde at
illustrere det på, lyder det fra en anden: - Alt hvad vi foretager os,
bunder i sidste ende i, at vi vil have fisse.
Det er grove løjer. Der findes
ingen dokumentation for, at danske litteraturkritikere på organiseret
vis har aftalt, hvordan de nye bøger skulle anmeldes (og med hvilket
organ). Det nærmeste vi kommer en dansk Tudse, er Edvard Brandes, som
fra kulissen forsøgte at styre anmelderiet i det moderne gennembrud.
Den mest gennemførte, dokumenterede
presseiscenesættelse i den danske dagbladskritiks historie er
lanceringen og modtagelsen af J.P. Jacobsens “Fru Marie Grubbe” i 1876,
hvor Edvard Brandes skrev og påvirkede flere anmeldelser. Jacobsen var
indforstået med alle manipulationerne og takkede: “Du har virkelig
været Marie en god Gudfader”.
Man
noterer sig, at den mafiøse gruppering dengang ikke bestod af
kritikere, men af forfattere og kritikere inden for samme ideologiske
retning. Alle af hankøn.
I Skyggebjergs roman kommer
anfægtelsen fra kvinderne. De unge kritikeres koner og kærester har
deres egen dagsorden. De vil ikke blive ved med at stege bøffer til
revolutionen. Patricks Karen vil have børn. Men hun har svært ved at
blive gravid, og parret må gå i fertilitetsbehandling. Patrick hader
det. Han kan ikke dyrke sex efter et skema. Han mister interessen for
den mørke Karen og opsøger i stedet professionelle blondiner på nettet
og i virkeligheden.
Kun med besvær formår han at holde
denne underverden adskilt fra sit arbejdsliv som forsker og underviser.
Det er ikke let at være tvangs-onanist, når man skal dele kontor med en
kollega!
Patrick mærker konsekvenserne af
følgagtigheden over for Tudse. Da den stormægtige kritikerkonge
kollapser fysisk, er Patrick i knæ.
Allerhårdest rammer dog Tudses
forslag om at introducere en kvinde i kritikerkredsen. Det er den unge
Berlingske-kritiker Ditte Corfitz, som i virkelighedens verden hedder
Kathrine Diez. Skyggebjerg er nødt til selv at udlevere denne nøgle,
fordi han ellers kunne komme i konflikt med copyright-lovgivningen. I
en fodnote på romanens sidste side meddeler han, at en række Ditte
Corfitz-replikker er hentet fra Kathrine Diez’ instagram-profil.
I en anden fodnote oplyser
Skyggebjerg, at han har lånt passager fra min disputats om “Det danske
anmelderis historie” til et kapitel, hvor Patrick står og forelæser
over anmeldelsens historie. Tænk at min forskning skulle ende med at
blive taget alvorligt i en roman. Der er dog det aber dabei, at Patrick
under forelæsningen har svært ved at koncentrere sig om emnet. Først
lader han sig distrahere af en interessant brunette på tilhørerrækkerne
og så giver han sig til at drømme om at skrive en roman.
Men han er bidt af en gal anmelder
og prøver at forene sine æstetiske og erotiske interesser ved at
anmelde kvinder, der byder sig til på internettet.
For at gøre en (for) lang historie
kort rejser Patrick til Berlin, hvortil Tom Kristensens Jastrau jo også
agtede sig.
Tudse dør. Da Patrik vender hjem
til bisættelsen, bliver han kontaktet af Ditte, den glimtende stjerne
på anmelderiets himmel. De beslutter at følges ad. Hvor længe vides
ikke.
At der er mere drøm end virkelighed
i denne slutning afslørede Kathrine Diez på instagram efter udgivelsen
af “Inderkredsen”. Hun havde skrevet kritisk om en af Skyggebjergs
tidligere bøger, romanen Hjælp. Ved en reception
fik han øje på hende og gik hen og pressede hende op ad væggen og tog
på hende, mens han overfusede hende. Hun protesterede, men det var
diskussionen efter “Inderkredsen”, der fik hende til at klage til
Skyggebjergs forlag, hvilket resulterede i, at Gladiator suspenderede
samarbejdet med Skyggebjerg (Berlingske 27.3.2022). Forfatterens
engagement havde overskredet grænsen.
Et år efter har forlaget taget ham
til nåde igen. “Han har arbejdet med sig selv”, hedder det i en
pressemeddelelse (Berlingske 25.5.2023).
|
