|
Mit hår havde igen nået
vildmandsgrænsen. Denne gang fik jeg min kone til at følge mig til
frisøren. Støttet til rollatoren kan jeg stadig godt stavre de 20-30
meter, der er fra vores opgang til frisørsalonen. Men ejendommen er
p.t. omgærdet af stilladser og byggeaffald, så for en Parkinson-patient
er det tryggest med en ledsager.
Teresa sætter sig på en stol i
salonen og griber ud efter nogle gamle numre af de glade blade.
Klipningen og konversationen overlader hun trygt til frisøren og mig.
For mig har det at blive klippet
altid været en emotionelt ladet handling. Man sætter sig ikke i stolen
hos en mand med skarpe sakse og knive uden en følelse af at give sig
hen til skæbnen.
Som dreng skar jeg tænder, når
lokkerne faldt. Men falde skulle de. Ellers kom jeg til at ligne den
fremmede vildmand, som jeg ikke ville være. Den saksesvingende frisør
skulle befri mit egentlige jeg.
Man taler naturligvis ikke om den
slags eksistentielle forestillinger i frisørstolen. Man konverserer om
stort og småt. En samtale med afbrydelser. Total tavshed virker truende.
Et rejseminde fra foråret 1987, da
jeg boede i Paris:
På en stærkt oplyst salon i
latinerkvarteret sidder vi en halv snes kunder på rad og række, de
fleste af os udlændinge. Der bliver ikke udvekslet mange ord. Vi er
kold luft for disse galliske frisører m/k. Scenen virker som et oplæg
til en industriel massehenrettelse. Jeg forestiller mig, at alle
hovederne blev kappet af ved en horisontal guillotinering.
Sweeney Todd, musicalens djævelske
barber i Fleet Street i London, gav dog kunderne en personlig
behandling. Han trak dem i enrum, før han skar halsen over på dem og
lod deres friskslagtede lig dumpe ned til tærtebageriet i kælderen.
Velbekomme! Men det var jo også bare fiktion.
Barber er kun et sølle bogstav væk
fra barbar, noterer Poul Malmkjær i “Den sjove, den flove og den
virk’lig grove”.
Klaus Rifbjerg har skrevet en
virk’lig grov og syret novelle om, hvad der kan motivere en barber til
at skære halsen over på en kunde (“Træd ind, barber” i samlingen “Borte
tit”).
Torben Brostrøm er mand for en tæt
fortolkning: Barberens kone er ham utro. Det fortrænger han og udfører
i fantasien rituelle mord på kunderne. I glimt også selvkastration
(“Klaus Rifbjerg. En digter i tiden”, 2, 196ff).
Som ofte hos Rifbjerg er der også
et underliggende homoseksuelt motiv. Novellens barbersalon er et
maskulint domæne.
Idet barberen løfter kniven frem
mod kundens hals og blikkene mødes, indgås der et fostbroderskab. Den
ene holder den andens skæbne i sine hænder.
Som det er blevet sagt: Barbering
er den mest usportslige form for duel, fordi kun den ene part er
bevæbnet.
Rifbjergs barber er livsfarlig.
“Enhver med fornuften i behold ville, hvis han havde åbnet øjnene og
mødt Jens Aages blik, være sprunget op af stolen og løbet for livet”.
I Rifbjergs erindring er teksten
“en novelle om en barber, der på et tidspunkt skærer halsen over på en
kunde”. Men i Brostrøms analyse ligger dette tidspunkt ude i fremtiden.
Måske er Rifbjergs formulering bare forskræp! (JCJ: “Spinatfugl. Klaus
Rifbjerg om sit liv med pressen”, 1995:75).
Klipning er angstprovokende. Kunden
gør sig allehånde forestillinger, når han ser barberen med kniven.
I en vittighed kommer en enarmet
mand ind i en frisørsalon for at blive klippet.
“Har De været her før?” spørger
frisøren.
“Næ, det med armen, det er oppe fra
savværket.”
En anden barber-vittighed,
ligeledes fra Poul Malmkjærs lager, kommer tæt på Rifbjergs novelle:
Manicuredamen var ualmindelig køn,
så da hun næsten var færdig med hans negle, sagde han: “Hvornår har du
fri?”
“Halv seks”, sagde hun.
“Hvad med at vi to gik ud at spise
så?”
“Jeg er altså gift!”
“Måske kommer din mand sent hjem i
aften - hvorfor ikke ringe og spørge ham?”
“De kan selv spørge ham. Det er
ham, der står og sliber Deres barberkniv.”
Manden med saksen og kniven har
momentant magten og må forsøge at berolige kunden.
Det kan gøres med attitude og
mimik. Men først og fremmest sker det gennem ord.
Den kloge frisør lader kunden sætte
tonen og taletempoet.
En frisør skal kunne hælde en vis
mængde vand ud af ørerne. Men han må ikke holde foredrag for kunden.
I komedien om “Mester Gert
Westphaler eller Den meget talende Barber” har Ludvig Holberg tegnet et
portræt af en mand, som belemrer folk med endeløs snak. Et af hans
yndlingsemner er en rejse, han har foretaget sig fra Haderslev til
Kiel. Snakkeriet udvikler sig til et eksistentielt problem. Han ævler
så meget, at han aldrig får friet til den udkårne!
Den værste ordgyder af en frisør,
jeg har været ude for, stod og hældte en giftig strøm af ord om “de
fremmede” ned ad nakken på mig, mens han røg en cigaret. Jeg var
rasende og skræmt. Det var på Østerbro i 1970’erne.
Siden har “de fremmede” - og
kvinderne - kultiveret frisørfaget. Kønsrollerne er blevet opblødede.
Mænd bliver klippet af damer og omvendt. Jeg savner ikke herreselskabet
i den gammeldanske barbersalon.
Nu bliver jeg klippet af en kurdisk
indvandrer, som er et unikum af venlighed og omsorg. Når han møder min
kone på vej hjem fra Rema, tilbyder han at bære varerne hjem for hende.
Han spørger venligt til min tilstand. Jeg udtrykker bekymring for hans
indtjening, mens ejendommen er under renovering. Grundlaget for vores
forbindelse er godt naboskab.
|
