|
Den
sande kunst, 1980, er tilegnet ”studerende på på
mine øvelser over dansk og europæisk realisme ved Københavns Universitet 1971-78”. De
studerendes engagement sørgede for, at de litterære forbindelser til
udlandet blev holdt varme. Tænk, der var studerende, som foretrak
Balzac frem for Thomasine Gyllembourg! En enkelt fortrød, at han ikke
havde valgt at studere fransk frem for dansk. Jeg var på vej ud i noget
landsskadeligt snavs.
Den sande kunst var bygget op som en disputats.
Den havde tre ærinder: 1)at
påvise eksistensen af en hjemlig tradition bagom det moderne
gennemrbrud, 2) at karakterisere denne tradition og 3) at bidrage til
forklaringen på denne realismes opkomst og udvikling.
En af analyserne fra Den sande kunst, den af En
dansk Students Eventyr, blev præsenteret og diskuteret på en
international skandinavistik-kongres i Ghent i 1976. Der var tale om et
omhyggeligt forberedt videnskabeligt arbejde, som skulle kunne holde
til offentlig kritik.
Da bogen udkom,
sagde kollega, hvis
dømmekraft jeg havde grund til at have tillid til, at det var
ærgerligt, at jeg ikke havde villet besudle bogen med en doktortitel.
Jeg følte jeg mig nærmest adlet.
Anmeldelserne var bedre, end jeg
havde turdet håbe på. Mærkede man en vis lettelse over, at jeg ikke var
helt så politisk i hovedet, som mine dagbladsskriverier kunne give
indtryk af?
Jeg
lå på Næs, min barndoms badestrand i Allinge, da min fætter kom med
dagens Politiken (15.7.1980). Den
indeholdt en anmeldelse skrevet af professor F.J. Billeskov Jansen, som
hverken var medlem af SF, LSD eller min vennekreds. Da jeg så, at han
omtalte Den sande kunst som et
originalt, tankevækkende hovedværk om dansk realisme, følte jeg mig
blåstemplet i alle ender og kanter. Og at Billeskov ydermere forudså,
at bogen ville blive diskuteret overalt i Norden, virkede nærmest som
en rejsegaranti. Jeg havde netop taget orlov fra universitetet for at
rejse rundt i Norden for at holde forelæsninger og interviewe
forfattere.
|