De glade Aar begyndte, da jeg havde spurgt Redaktør V. Secher, om jeg maatte faa Lov til at skrive om Teatrene i “Dags-Avisen”, og han havde svaret, at det kunde jeg godt faa Lov til, indtil der blev Raad til at holde en rigtig Anmelder.

Henriques lod sig ikke slå ud af noget, der lød som en perfiditet. Han tog fat på anmeldergerningen. Da han havde varetaget den fire-fem år, sad han en aften og talte med en af de “rigtige” anmeldere, som sagde:

“Ja, De er en lykkelig Mand, De har Raad til at sige Deres Mening” og hvor ondt det end gjorde mig at høre den Tilstaaelse, der laa i dette Hjertesuk, gav jeg ham ganske Ret, ti jeg havde virkelig, som han mente, rent pekuniært set “Raad” til at sige min Mening selv med den Risico at miste min Plads som Teateranmelder. Jeg fik nemlig ikke noget betalt for, hvad jeg skrev.

Axel Henriques nød at aflevere sådanne pointer og at skjule eller forhale den virkelige forklaring, som i dette tilfælde var, at han var medindehaver af det firma, der stod for trykningen og udgivelsen af Dags-Avisen. Det var svært at nægte ejeren adgang til spalterne. Redaktør Villiam Secher havde reageret kløgtigt ved at lade Henriques’ ansættelse afhænge af den udviste kompetence.

Axel Henriques var søn af en grosserer og skulle egentlig have været ingeniør. Men den velhavende unge mand sprang fra studierne på Polyteknisk Læreanstalt og kom mere eller mindre tilfældigt ind i trykkeri- og udgiverbranchen. Det gav ham mulighed for “at skrive gratis” i den avis, han ejede. Men “rigtig Anmelder” kunne man ikke kalde ham, for han delte ikke vilkår med anmelderne på de andre aviser.

Forløber for Politiken

Henriques’ Dags-Avisen (1878-86) var en slags fræk forløber for Politiken, som hurtigt efter grundlæggelsen i 1884 klemte livet af forløberen. Politiken kom med større kapital og friske medarbejdere. Axel Henriques fremhæver især Peter Nansen som et aktiv for Politiken i konkurrencen. Dags-Avisen måtte lade sig opsluge af Morgenbladet, som var organ for det “danske” Venstre, mens Politiken med Viggo Hørup og Edvard Brandes i spidsen tegnede det “europæiske” Venstre.

Henriques bemærker syrligt, at det er pudsigt, at ‘europæeren’ Hørup aldrig har været syd for Kongeåen. Selv skriver han videre i Morgenbladet, hvis trykning han står for.

Dags-Avisen havde ellers været en succes med et oplag, der steg fra knap 4.000 i 1878 til omkring 8-9.000 på toppen og faldt til 4.000 igen ved ophøret i 1886. Axel Henriques var i stigningsperioden blevet majoritetsejer og en på papiret holden mand. Da han afhændede foretagendet, var hans bolig og indbo nær røget med ned i gældshullet.

Intelligent sjoverblad

Hvis Dags-Avisen havde haft mere kapital at stå imod med, kunne den have vundet kampen mod Politiken, mente Henriques bagefter. Men det er vist tvivlsomt, om den frække forløber havde organisatorisk og forretningsmæssigt talent til det. Politisk havde den svinget betænkeligt - fra neutralitet til yderligtgående og moderate venstrepositioner - men skrivetalentet var der.

Dags-Avisen, i folkemunde kaldet Das-Avisen, var et elegant skrevet sjoverblad - en broget, illustreret avis med seriøst kulturstof side om side med dramatiske nyheder, næsten som en moderne morgenavis! Man mærkede, at bladets idémand og forretningsfører, Just M. Caen, havde studeret presseforhold og reklame i USA.

Dags-Avisen øvede tiltrækning på tidens ungdom og intelligens. Georg Brandes bidrog med en Ibsen-anmeldelse fra Berlin (29.11.1880), og det var her Henrik Cavling debuterede med en artikel om eksplosionen i Donse Krudtmølle (20.5.1882). Senere velanskrevne Politiken-anmeldere som Charles Kjerulf (musik) og Karl Madsen (kunst) var først fast knyttet til Dags-Avisen.

Amatøragtigt

Det virker naturligvis amatøragtigt, at Axel Henriques fik lov til at anmelde teater, alene fordi han var medejer. Hans forudsætninger som halvvejs uddannet polytekniker var ikke oplagte. Men han viste sig at være en glødende elsker af scenekunsten, og hans teateranmelderi, som han dyrkede under pseudonymet L-o (for Lorenzaccio efter den oprørske hovedperson i Museets drama af samme navn), fandt efterhånden en vis anerkendelse.

Da han en dag sagde til Secher, at nu havde avisen vist råd til en rigtig teateranmelder, så kunne denne slet ikke huske, at der var blevet sagt noget i den retning! En smuk pointe, som i den grad nærmer sig selvros, at Henriques selv syntes, han måtte gøre opmærksom på det. Henriques har det med at pudse sin glorie, men han gør det på en afvæbnende måde. Når han lader sin avis nærme sig rabundus med et højt oplagstal, er han mere naiv, end presseforskningen og Niels Thomsen tillader (jf. Thomsen, 1972:260).

Husker situationer

Henriques havde humoristens evne til at se sig selv udefra og dramatikerens evne til at ræsonnere ved hjælp af situationer. Som eksempel på det sidste skal gengives en scene, hvor han får han sagt, hvad han mener om brugen af personlige pronominer i anmeldelser:

Da jeg en Dag sad i mit Kontor, kom en Herre ind, hilste meget venligt og sagde sit Navn. Han var kommet for at give mig et godt Raad: “Han hørte til en lille Kreds, der stadig glædede sig over mine Anmeldelser; der var blot en lille Ting, som gjorde ham ondt og som sikkert ogsaa skadede mig mere end jeg anede; hvorfor brugte jeg altid Ordet “jeg”, jeg mener, jeg synes o.s.v., kunde jeg ikke lade være med det?”- Næ, det kunde jeg ikke sat godt, “vi mener,” vi o.s.v. forekom mig en forældet Form.” - “Jamen, kunde jeg ikke skrive f.Ex.: “man synes”, det vil se langt bedre ud?” “Aa jo, men ikke endnu,” svarede jeg ham saa, “ikke endnu. Jeg tør nemlig ikke gaa ud fra, at man allerede netop nu mener det, jeg føler Trang til at skrive; men saa snart jeg er sikker, at alle er enige med mig, saa skal jeg gerne skrive “man” eller “vi” mener. Men saa er der egentlig ikke mere Brug for mig”. Han takkede for min Imødekommenhed og forlod sejrsbevidst Lokalet.

Kaleidoskopisk

Axel Henriques erindringsstil er episodisk og anekdotisk. Han udgav tre erindringsbøger: Svundne Dage (1929), Glade Aar (1930) og Ja, Tiden gaar (1931). Den første handlede om slægten, opvæksten, studierne og uddannelsen som trykker i Paris. Den anden og vægtigste om årene med Dags-Avisen. Og den tredje om det senere liv som revyforfatter og visedigter. De tre bind bærer den fælles undertitel Kaleidoskopiske Minder fra et langt Liv. Der er ingen overordnet plan. Kvaliteten ligger ikke i strukturen, men i ciseleringen. Bøgerne fortæller i et finurligt drejet sprog om mennesker, hovedpersonen har mødt gennem årene.

Snarere end en selvbiografi er det et memoireværk. På en af de sidste sider i tredje bind skriver forfatteren: “Mit Privatliv, som jeg ikke haaber at have afsløret for stærkt, er gaaet saaledes, at jeg endnu har den samme kone, som jeg begyndte mit Ægteskab med.” - En typisk Henriques-formulering, som læseren kan vride sin hjerne med.

Troværdighed

Memoirerne handler om arbejdsliv og selskabsliv frem for privatliv, og Glade Aar er med sine portrætter af pressefolk og kunstnere det mest interessante bind. Nogle af portrætterne er indfældet i historien om Dags-Avisen. Andre er præsenteret i små gallerier, f.eks. portrætter af det moderne gennembruds mænd. Fælles for portrætterne er, at de ikke forsøges tolket ind i en overordnet komposition. De skal ikke ‘bruges’ til noget, hvilket gør dem mere troværdige som kilder.

Bang-kilder

Herman Bang-forskningen har brugt flere af de erindringsglimt, Henriques har gengivet i fortællende eller dramatisk form. Således beretningen om, hvordan den unge Herman Bang løb redaktionen på dørene for at få lov til at skrive i bladet og tjene nogle af de penge, han altid stod og manglede. En dag spærrede de ham inde i et værelse og sagde, at han ikke kom ud igen, før han havde færdigskrevet rubrikken “Hvad man har talt om i ugen”. Så opdigtede han noget. Ved efterretningen om “Kejserprinsen”, “Napoleon den 4.”’s død i Afrika skrev han om stemningen i Paris uden nogensinde at have været der!

Bangs julelege

Det er klart, at disse anekdotiske beretninger fra redaktionen kan være blevet farvede af mange genfortællinger og derfor må tages med et gran salt.

Men det særlige ved Henriques’ beretninger er, at de er situationsbestemte, og at bygger på noget selvoplevet. Det gør dem ikke nødvendigvis sande. Man må stadig undersøge, om de kan bekræftes af andre vidnesbyrd og om de i det hele taget virker sandsynlige. Generelt underbygger og konkretiserer Henriques’ beretninger, hvad vi ellers ved om Bang.

Et sted fortæller Henriques, at Bang beklager sig over, at han er lyst i band og ingen vil udgive hans manuskript. Henriques siger, at hans trykkeri kan løse opgaven og at Bang skal få hele overskuddet. Bang takker og siger, at han straks vil sende manuskriptet. Nogen tid efter kommer der et brev fra ham fra Berlin, hvor han på rødt papir formulerer nogle ublu krav til honorar og forskud. Henriques gengiver det hele i detaljer - og med et smil. Sådan var Herman Bang også.

Løgn eller fantasi

Da Peter Nansen i 1918 udgav Herrman Bangs Vandreaar, med optryk af privatbreve fra Bang, læste Henriques med forbløffelse følgende passage: “Jeg mødte Henriques. Saa siger han: “Det er en daarlig Bog Deres. De er ikke noget Menneske. De vil aldrig kunne skrive en god Bog.” Jeg svarede lidt bittert. Det var dumt.” (brev fra Herman Bang til Peter Nansen 9.12.1883, lettere forkortet af Henriques. Se brevet i fuld længde på www.bangsbreve.dk).

Henriques fortæller, at han i sit eksemplar af Peter Nansens bog har skrevet “Det er Løgn”. Han har muligvis indvendt et eller andet mod Bangs bog, “Fædra”, men han ville aldrig kunne formulere sig sådan. Han tilskriver det Bangs fantasi. Den fantasi, han også brugte, når han skrev fingeret journalistik på den lille muntre avis. Bang på sin side var funden føde for et vittigt hoved som Henriques. Herman Bangs biograf, Harry Jacobsen, lider med Bang under Henriques’ påfund og omtaler ham flere steder som Herman Bangs ‘plageånd’. Henriques opdigtede nyheder om Bang, og uanset, hvor vanvittige de var, var der altid nogen, der troede på dem.

Sganarel

“Hvad man har talt om i Ugen” var causerier skrevet af Sganarel, en komediefigur, en tjener, lånt hos Holberg. De var tre journalister, der gemte sig under det pseudonym. Det fik de meget spas ud af. At blive hevet i retten for noget, en anden Sganarel havde skrevet, afgav stof til en morsom artikel. Senere udgav Sganarel alias Henriques et udvalg af sine artikler under titlen Suppe paa en Pølsepind. 20 forskellige Slags (1917).

Kåd stemning

Der herskede en kåd drengestemning over dette blad-foretagende, og brugen af pseudonymer var en del af spillet. Medarbejderne fortalte for eksempel ikke Bang, hvem den L-o var, som havde anmeldt hans lille skuespil “Du og jeg” (21.-22.11.1878). Bang løb forgæves fra kontor til kontor for at finde L-o.

Henriques morede sig over, at folk henvendte sig til ham, bogtrykkeren, i håb om, at han ville røbe, hvem L-o var. Maskepien passede godt til Lorenzaccio-figuren, hvis oprørskhed lå i den folkelige attitude, dyrkelsen af den sunde fornuft, amatørismen som dyd.

Cavling plumpede i

Den kreative stemning omkring Dags-Avisen tillod journalistiske former, som først senere slog bredt igennem i pressen. Den frankofile N.J. Berendsen (=N.I.B.) publicerede portrætinterview, bl.a. med Jules Verne på besøg i København (21.6.1881). Det var en snes år, før Cavling gjorde interviewet til en populær genre i Politiken. Selv samme Cavling plumpede i vandet, da han forud for en rejse til Berlin kom op på redaktionen for at få adressen på Otto Irgens, bladets korrespondent i Berlin. Artiklerne blev forfattet af Charles Kjerulf på redaktionen i København.

Og da Henriques og tre andre medarbejdere på Dags-Avisen skrev satirisk revy til Frederiksberg Morskabsteater, sørgede Henriques personligt for, at forestillingen blev overstrømmende anmeldt i Dags-Avisen.

Guldgrube

I pressens pioner-år trivedes fup og genialitet side om side. Dags-Avisen er en guldgrube for den, der vil studere dæknavne og andre julelege i den moderne presses barndom. De 9 årgange burde for længst have været digitaliseret og lagt på biblioteksbasen mediestream.

Det var Axel Henriques’ skæbne at arbejde i flygtige medier: revyer, satireblade osv. Meget af det, han skrev, blev til i samarbejde med andre. Da nekrologerne over ham skulle skrives i 1935, var journalistikken på Dags-Avisen næsten gået i glemmebogen. Det, man nu huskede, var de mere end 1.000 viser, Henriques havde skrevet — og som nu næsten er helt glemt.

I Axel Henriques’ journalistliv blev årene på Dags-Avisen den top, hvorfra han var sunken og aldrig mere skulle op. Sidenhen da han leverede artikler til bl.a. Politiken og Berlingske Tidende, måtte han finde sig i at se sine artikler beskåret. Det skete ikke i de dyrebare år på Dags-Avisen.

Litteratur

Axel Henriques: Glade Aar, 1930

Svend Dahl: Henriques, Axel i Dansk Skønlitterært Forfatterleksikon 1900-1950, bind 1, 1959: 471ff

Poul Engelstoft: Henriques, Axel i: Dansk Biografisk leksikon, 3. udgave, 6. bind, 1980:296f

Erik Hvidt: Politikens Revyhistorie fra Erik Bøgh til Jesper Klein, 1981

Axel Breidahl: “Axel Henriques død”, Politiken 13.7.1935

Niels Thomsen: Dagbladskonkurrencen 1870-1970, 1-2, 1972, 1: 260ff.

Jette D. Søllinge og Niels Thomsen: De danske Aviser 1634-1989, bind 2, 1848-1917: 1989:169f.

John Chr. Jørgensen: Det danske anmelderis historie. Den Litterære anmeldelses opståen og udvikling 1720-1906, 1994:221ff

John Chr. Jørgensen: Kommer De som ven eller som interviewer? Interviewets historie i Danmark, 2010:74ff

Harry Jacobsen: Den unge Herman Bang, 1954; Herman Bang. Resignationens Digter, 1957; Herman Bang. Aarene der gik tabt. Den miskendte Herman Bang, 1961; Den tragiske Herman Bang, 1966.