“Og ham der slår på tromme” (1999) refererer til børnesange og remser ligesom “Tinker Tailor Soldier Spy” (som på dansk er blevet til “Dame, konge, es, spion)”.

Jan Stage begyndte sit forfatterskab med en romantitel konstrueret på samme måde. Dengang valgte han nogle linjer fra sanglegen “Bro, bro, Brille”: “Fare, fare, krigsmand” (1985).

“Og ham, der slår på tromme” sender tankerne hen til børnesangen “Op, lille Hans”, hvor Hans kun gider stå op, hvis han må slå på tromme, eller til “Højt fra Træets høje Top”, hvor Peter ej må tromme, før min sang er omme.

Den lille trommeslager

Konkret i bogen henviser titlen til et julegaveønske: “En uge før julen 1939 skriver min mor i sin dagbog, at jeg ønsker mig tre små soldater. “Ham, der skyder, ham der læser kort, og ham der slår på tromme”.”

Foruden tinsoldaterne ønsker han sig også en bog om en klovn.

“Da de fremmede kommer den 9. april, er jeg en lille rødnæset klovn, der slår på tromme.”

Som litterær figur er den lille trommeslager i familie med Oskar Matzerath i “Bliktrommen” af Günter Grass.

Den lille Jan Stages fascination af soldater blev næret af tiden og miljøet, krigen og faderens position som oberstløjtnant.

Ude af kontrol

Bogens fortæller træder ind i billedet af den musikalske soldat. Og han forlader det først på bogens sidste side, hvor han befinder sig på en reportagerejse i Sarajevo. Året er 1998. Borgerkrigen er endelig forbi. For første gang nogensinde oplever han at gå i søvne. Han vågner brat, da han er på vej ud ad vinduet.

Han tolker det sådan, at han har fået en indre dubleant, som han ikke er i stand til at kontrollere. Men så hører han to velkendte cubansk stemmer synge en sang om musen der blev sat til at slå på tromme. “Men så kom der en kat forbi orkestret, og den sagde, at den kunne spille lige så godt. Det generede musen. Den forlod sit trommesæt og lagde sig til at sove oppe på taget. Men inden den faldt i søvn, meddelte den høfligt: “Jeg ved, I gerne vil danse videre, men find jer en anden trommeslager.””

Sådan slutter bogen med et billede, læseren selv må fortolke. Det er nærliggende at udlægge det som hovedpersonens farvel til rollen som krigskorrespondent. Men han tolker det ikke selv for os. Det er ligesom med en roman, man må selv gøre arbejdet.

Et blik bagud

Vi står altså over for en bog med en titel som på en roman, en bog med kunstneriske billeder og åbne fortolkningsmuligheder som i en roman. Dertil kommer, at den er uden kapiteloverskrifter, uden indholdsfortegnelse og uden register.

Hvorfor ikke bare kalde det en roman?

Nej, “Og ham der slår på tromme” handler om ting, der er sket i virkelighedens verden, og fortælleren lader sig let identificere som Jan Stage. Omkring ham optræder kendte mennesker fra pressens og kunstens verden.

Bogen bærer undertitlen, “Et blik bagud”, som uden at være strengt forpligtende stiller en erindring om noget faktisk sket i udsigt. Et blik bagud er måske kun et af flere mulige blik. Der er noget løseligt anslået over denne undertitel, men sammen med hovedtitlen skaber den nogle forventninger, som indfries af bogen, forventninger om spænding, fortid, soldater, musik.

Det kunne være en roman, og den læser, som kommer til den uden forhåndsviden, vil straks ud fra de første linjer tro, at det er en roman:

Endnu er det ikke sket. Men det vil det. Et par kilometer længere fremme. Nogle minutter. En snes sodfarvede snebunker.

Fortælleren sidder i en bil på vej hjem til sin mors dødsleje. Et bestemt sted på Gl. Køge Landevej har han en oplevelse af møde sig selv i en yngre udgave, som en seminarist, cyklende på vej til skole med en violinkasse balancerende på styret.

Trotskist og digterspire

Synsvinklen skifter til fortælleren som ung. Han var trotskist og digterspire. Seminariet er hurtigt opgivet.

Den ældre fortæller ser tilbage på tiden med ironi:

Jeg har lige fået et par digte trykt i “Hvedekorn” og Hans Hertel, en ung litteraturstuderende, har ringet mig op og stillet mig i udsigt, at jeg kan få et digt med i hans antologi Det lyse rum under forudsætning af, at jeg stryger en enkelt linje, som er lidt tung og blot en gentagelse. Det gør jeg så. Lidt pragmatisk måske. Men den del af mig, der har indset, at man må bøje af, om ikke andet så for at overleve, vinder over den kunstneriske integritet. Digtet kommer med. Dets tråd er Spanien, oliventræernes blade og civil-gardisterne. Udgivelsen fejres i en kælder i Virum. Mit honorar er 19,85 kr. Mere end rigeligt til en taxa ind til byen, siger forlæggeren. Henrik Stangerup og Ulla Ryum vil med. Men Hertel og Anders Bodelsen afslår. I løbet af aftenen er vi vist blevet uenige om det med Spanien. Det er synd for dem, Hertel og Bodelsen. Det er storslået og helt fint at sidde under ”træet” på Laurits Betjent og være forfatter lige indtil lukketid.

Vi er nu tydeligt på erindringssporet, og alligevel beholder fremstillingen noget litterært. Fire relationer og situationer er set i ironisk tilbageblik: Magtkampen mellem den meget bestemte unge redaktør og den unge digter, (mis)forholdet mellem digt og aflønning, en diskussion om politiske forhold i Spanien og glæden ved at sidde på en café og føle sig som forfatter vel vidende, at følelsen aftager, når caféen lukker. Alt sammen er mere antydning end analyse. Men læseren forventes selv og kunne lægge til og trække fra. Teksten kalder på aktiv medlæsning ligesom skønlitteratur. Men navnene og stederne er virkelige. Det handler om noget, der er sket i Jan Stages liv. Men hvad?

Realitets-tjek

Hvis man prøver at realitetstjekke erindringssekvensen, falder den sammen stykke for stykke.

Jan Stages bidrag til Hans Hertels antologi Det lyse rum hed “Zenith” og var på syv linjer:

De hvide mure skriger

hvor skyggerne ikke længere

lægger en kølig forbinding

over kalkens tørre åbne sår.

Stumme bøjer vi vore kroppe

mod den røde jord

og giver efter for varmens vægt.

Handlingen udspiller sig muligvis i Spanien, men det er svært at få øje på de oliventræsblade og civilgardister, som Jan Stage taler om, eller hvad der ellers kunne have udløst en diskussion om Spanien eller “kunstnerisk integritet”.

Adspurgt svarer Hans Hertel, at han ikke husker nogen uoverensstemmelse om at stryge en linje, “formentlig - hvis det er sandt - har den været for patetisk og pegepindeagtig.” Om Jan Stage og relationen til Spanien står der forklaret i antologiens biografiske noter, at han er lærervikar på Holmegårdsskolen og går på aftenseminarium og har besøgt Spanien som messedreng.

Realiteten bag formuleringen "Udgivelsen fejres i en kælder i Virum” var, at Hans Hertel havde inviteret til fest lørdag den 19.11.1960 inden bogens udgivelse ugen efter i sine forældres pæne 3 etagers funkisvilla i Virum, hvor der i underetagen blev serveret rødvin, flutes, hjemmelavet leverpostej "og andet godt” (jf. Rachel Bæklunds artikel i Ekstra Bladet 21.11.1960.)

Hans Hertel husker ikke nogen diskussion med Stage om hans digt eller om eventuelt at tage ind til Laurits Betjent.

Angående honoraret oplyser Rachel Bæklund i artiklen, at forlæggeren K. E. Hermann uddelte checks til dem af antologiens 22 deltagere som var med den aften. Hun fortæller også, at honoraret var på 17 kr. pr. side. Også til lyrikerne. Der var ikke noget med ørebeløb. De 19,85, som Stage anfører, er formentlig en poetiseret overdrivelse af beløbets latterlighed. I øvrigt svarer de 17 kr. til ca. 250 kr. i dagens penge - ikke noget urealistisk beløb til en lyriker, der får et digt optrykt i en antologi.

Når man efterprøver erindringstekstens påstande én for én, bliver der ikke andet tilbage end, at Hans Hertel studerede litteratur og samlede tekster fra bidragydere til “Hvedekorn” i antologien Det lyse rum, som blev udgivet på forlaget Arena i 1960 og fejret ved udgivelsesfest i Virum 19.11.1960. Som bidragyder var Jan Stage inviteret med, men Hans Hertel husker ham ikke fra festen, og han optræder hverken forrest i Hertels eksemplar af bogen, hvor (de fleste af) deltagerne har skrevet deres navne, eller på gruppebilledet bragt i Ekstra Bladet (21.11.1960). Derimod er det rigtigt, at Anders Bodelsen og Henrik Stangerup var med.

I de mange år, hvor Stage og Hertel var ansat på Information, talte de aldrig om denne sag. Var Jan Stage overhovedet med? Er erindringsglimtet andet end en satirisk tilspidset skrøne bygget på forestillingsevne og von hørensagen? Det fatale ved Jan Stages fremstilling er, at han ikke har tjekket, om digtet var det, han huskede. Han har stolet på sin hukommelse og satset på den underholdende anekdote.

Holdt i nutid

Og ham der slår på tromme holder et højt tempo. Som noget usædvanligt for en erindringsbog er den fortalt i dramatisk præsens. Hovedpersonen er hele tiden i bevægelse. Tingene sker bare for ham. Han handler i blinde.

Et slående eksempel er, da han melder sig ind i DKP på et tidspunkt efter begivenhederne i Ungarn i 1956, som fik mange til at melde sig ud. Han skriver, at han ikke kan finde ud af, hvorfor han gør det. Den bedste forklaring, han kan finde frem til, er, at han vil være “alternativ”. Man kan psykologisere videre over det og overveje, om det er skilsmissebarnet, der blev omplantet til Thisted, eller den ensomme dreng fra Sorø Akademi, der søger tryghed i kommunismen.

Svingende journalistisk karriere

Valget får imidlertid den utilsigtede positive konsekvens, at han kan skrinlægge alle sine futile planer om en karriere inden for militæret, pædagogikken, medicinen og sociologien. Kommunisterne opdager, at han kan skrive, og skaffer ham et job på den polske ambassade, hvor han spreder kendskab til polsk kultur i en avis og aflønnes med en ugentlig papkasse med toldfri cigaretter og spiritus - et af de mange kulørte og ukontrollerbare indslag i denne selvbiografi.

Samtidig skriver han lidt til partiavisen. Ledelsen imødekommer hans ønske om at komme til Cuba som korrespondent til Land og Folk (1962-64). Herfra kommer han til Information som Mellem-Amerika-korrespondent (1967-71). Hjemme igen skriver han reportager i Information, indtil han i 1978 kommer til Politiken. Fra midten af firserne tager hans skønlitterære forfatterskab fart, men han fortsætter som udlands- og krigskorrespondent, fra 1990 ved Information igen, og fra 1995 ved Ekstra Bladet.

Svingningerne på løbebanen har at gøre med, at Stages journalistik i udgangspunktet var politisk motiveret. Hans engagement gjorde ham til en kontroversiel figur både blandt kollegerne og læserne. Det at han ikke havde nogen journalistisk uddannelse, blev brugt imod ham. Det værste var dog, at han fik ry upålidelighed. Det hed sig, at han kunne stå ved en bardisk i det ene land og dække en krig i det andet. Men skiftende chefredaktører og store læsergrupper satte pris på hans mod og skrivefærdighed. Derfor var der altid nogen, der ville ansætte ham igen, når han var røget ud et sted.

Trakasserierne på Information

Jan Stages beretning om trakasserierne på dagbladet Information (kap. 11 og 12) er højdepunktet af underholdning i denne selvbiografi. Da han vender hjem til Store Kongensgade efter årene som korrespondent i Mellem-Amerika, er kollegerne ikke meget for at give ham plads. Lasse Ellegaard, som må finde sig i, at Stage erobrer halvdelen af hans kontor, tæller sine manuskript-ark, før han forlader lokalet for at sikre sig, at Stage ikke stjæler af stakken. En redaktionssekretær, Per Høyer Hansen, truer med anlægge retssag mod Stage, da denne i raseri hakker en saks ned mellem fingerspidserne på ham. Høyer nøjes dog med at forfatte et skrift med perfide karakteristikker af medarbejderne. Stage gengiver flere af dem, skønt den af ham selv som “voldsromantiker” sagligt set kunne være nok.

Stages første ansættelsesforhold på Information ender med, at han banker håndkanten ned i en gammel Adler-skrivemaskine, som derefter sejler tværs gennem lokalet og lander “som en mortergranat” i panden på en redaktionssekretær, så blodet flyder. “En ambulance tilkaldes. Det står mig klart, at jeg har begået en, omend utilsigtet voldshandling som chefredaktionen vil stå ret fremmed over for.” Stage er mester i den slags sirlige underdrivelser.

Årene på Information gjorde Jan Stage til en kendt journalist på den københavnske scene, ikke blot ved de anekdoter, som hvirvledes op om ham, men også ved de historier, han gravede op på sine rejser.

Jungleloven på Politiken

Overgangen til Politiken gik let. “Herbert Pundik hyrede mig på stedet, da jeg ved et tilfælde kom forbi redaktionsskranken”, skriver Stage. Hvor ofte kommer en kommer en journalist tilfældigvis forbi Politikens redaktionsskranke på 1.sal? Nå, men Stage fortsætter:

Det var en feature om diamantjægere i Venezuela, der gjorde udslaget.

- Hej, Stage, siger Pundik. - Godt at se dig. Sig mig, har du noget at lave.

- Nå, ikke! Så er du ansat. Du kan begynde på mandag.

Stage er klar over, at proceduren er imod alle regler, men han bliver accepteret. “Tålt er måske mere rammende”.

På den nye arbejdsplads gælder det om at holde sig spændstig. “Den, der ikke møder op med ideer, risikerer at hænge på andres. Sådan er jungleloven på Politiken.”

Jan Stage bliver flyvende krigskorrespondent med base på Rådhuspladsen. Det er ham, man sender ud, når det brænder på et sted ude i verden - eller når de andre ikke gider, fordi de skal have en båd i vandet eller en skolebog skrevet færdig, sukker Stage. Han kommer til at føle sig som en stik-i-rend dreng.

Og udstationeringerne kunne være hårde. Nogle måneder i Beirut under israelsk artilleri-ild krævede et psykiaterbesøg bagefter. Når han er hjemme på redaktionen, føler han, at han er ved at gå i stå. Det opdager man, når man begynder at skrive “lidt for mange artikler til den interne avis eller i de talrige, ofte helt overflødige tillæg (…) for slet at tale om bagsiden, dagens navne eller “Sket i ugen”,” siger Stage og sparker dermed ud efter mange af de kolleger, der holder den daglige avis kørende.

Nu hvor Stage har rejst verden tynd, foretrækker han at sidde i Vence og skrive romaner. Bogens verden tilbyder også muligheder for at gøre sig bemærket. Stage fortæller, hvordan lykkes det ham at lave skandale på en bogmesse i Forum ved at sige at Peter Høeg er en plagiator og at markedsføringen af hans forfatterskab er en skandale. Den dom ryger på forsiden af B.T. - “Ingen har siden bedt mig om min mening om Peter Høeg”

En tid til sandhed, en tid til løgne

At en udenrigs- og krigskorrespondent kan komme i situationer, hvor han er nødt til at lyve, er et tema bogens sidste kapitel. Jan Stage befinder sig i Buenos Aires for at dække Falklandskrigen. Det er i 1982. Så ringer Herbert Pundik fra København og siger, at den tyrkiske politiker Bülent Ecevit er på spanden efter et interview, som Jan Stage har lavet med ham. Generalerne har givet ham taleforbud og spærret ham inde. Anker Jørgensen vil have ham ud. Og hvordan kommer jeg ind?” spørger Stage. “Du skal tage en taxa hen til den tyrkiske ambassade i Buenos Aires, det er der, du er, ikke sandt, og så skal du skrive under på, at du ikke har snakket politik med Ecevit”. “Men det har jeg jo!” svarer Stage.

Stage, der er en tid til at lyve, og en tid til sandheden. Ecevit er Anker Jørgensens ven, og Politikens ven, og det gælder bare om at få ham ud. Er det klart?

Det er klart og forstået, svarer jeg.

Alle, der kender Pundik ved, at når han giver en taxa, så handler det om noget vigtigt.

Jeg kører hen til tyrkerne. Der er alligevel ikke andre punkter på min dagsorden.

Det er en god historie om en aktivistisk chefredaktør og hans aktivistiske udenrigskorrespondent. Vi har ikke mulighed for at fakta-tjekke dialogen. Men den kunne være sand. Det med taxaen er ellers godt fundet på. Sandt er det i hvert fald, at sagen kom til at forfølge Stage helt ind i byretten, hvor han måtte skrive under på, at alt, hvad der stod af politisk art i det interview, var noget, han havde genbrugt fra hollandsk tv, Spiegel og andre kilder. Så slap Ecevit fri.

Forudsigelig modtagelse

Jan Stages utraditionelle erindringsbog fik, som man kunne vente, en blandet modtagelse. De fleste anmeldere værdsatte stilen, men nogle tøvede lidt over for sandhedsværdien.

De ekstreme positioner var en begejstring for bogen som muskuløs litteratur og en afvisning af den som mislykket refleksion over journalistik.

“Forrygende” skrev Politikens Bo Tao Michaëlis og sammenlignede med Hemingways romaner (16.9.1999).

Berlingske Tidende havde sat presseforskeren Niels Thomsen til at anmelde bogen. Han savnede eftertænksomhed og kontrollerbarhed:

Dens hovedindhold er en uordnet ophobning af hastigt skiftende stemningsskitser og situationer fra udlands- og krigskorrespondentens liv og gerning under eksotiske himmelstrøg - uden reel sammenbinding, uden egentlig fortolkning og uden så megen orden og specifikation, at afprøvning og relatering er mulig.

Hvad der for Bo Tao Michaëlis var velskrevne erindringer, var for Niels Thomsen et sørgeligt eksempel på skriftkulturens forfald.

Anmeldelserne fremkaldte modindlæg (se infomedia, september-oktober 1999). Der var mange, der havde noget på Stage på grund af hans skiftende politiske engagementer. At han i en periode havde fungeret som agent (for Cuba i Bolivia) styrkede ikke hans troværdighed som journalist.

På den anden side har kollegerne hyldet ham for hans stil. “Han skrev røven ud af bukserne på os alle”, siger vennen Lasse Jensen og fremhæver “hans elegante håndtering af sproget, hans præcise iagttagelsesevne, hans næsten anarkistiske litterære talent”. Lasse Jensen blev genstand for Jan Stages foragt og vrede, da han ‘forrådte’ journalistikken til fordel for karrieren og lod sig ansætte som chef for TV-avisen. De havde siddet i fængselscelle sammen i Chile. Nu gemte Lasse Jensen sig bag et skrivebord i Danmarks Radio (Journalist, 2017:142-50).

Medskyldig i mord?

Diskussionerne om Jan Stages aktivistiske journalistik fortsatte efter hans død. Det kom frem, at det var Stage, der førte flugtbilen, der i 1971 kørte tyske Monika Ertl væk fra det bolivianske konsulat i Hamburg, hvor hun havde skudt og dræbt generalkonsul Roberto Pereira, som havde været chef for Bolivias efterretningstjeneste, da Che Guevara blev likvideret.

Jan Stage havde selv berettet om sin medvirken i samtaler med Lasse Ellegaard. Men Herbert Pundik sagde, at Stage skabte myter om sig selv og rejste derved tvivl om hele historien. I øvrigt var Pundik godt og grundigt træt af folk, der sidder hjemme i deres varme stuer og fælder moralske domme over krigskorrespondenter, der sætter deres liv på spil ude i den kolde verden.

Sådan går det hver gang Stages navn bringes frem. Hans kritikere leverer skyts i form af eksempler på hans upålidelighed, og straks derefter rykker hans forsvarere, kaldet Jan Stages Svejtsergarde, sammen om ham og gennemhuller bevismaterialet. (jf. Lea Wind-Friis: “Krigsreporter, ikon og medskyldig i mord?” Politiken 1.11.2014 og Lasse Ellegaard: “Med den hemmelige agents indsigt”, Information 24.10.2014).

Fanget af sit image

I forordet til Vidne til historien, syv essays og reportager udgivet posthumt i 2006, skrev chefredaktør Jørgen Grunnet om Stages evne og trang til at anfægte autoriteterne. Han havde lagt mærke til det, da han mødte ham første gang i 1957 på infanteriets sergentskole på Kronborg, og han havde mærket det igen i de år, da han var chef for ham på Politiken. Stage kunne ikke lade være med at gøre oprør, heller ikke, når han skrev sit tilbageblik: “Erindringerne var nok ligefremme og utilslørede, men slap aldrig det image, Stage selv holdt af: Krigskorrespondenten med en kulørt fortid som revolutionær undergrundskæmper.”

Ifølge Grunnet blev Jan Stage en fange af det image, han så omhyggeligt havde bygget op. Med en lille parallelforskydning kan man spørge, om han som erindringsforfatter gjorde sig til fange af den underholdende spændingsgenre, han i en årrække havde haft succes med.

Litteratur

Jan Stage: og ham der slår på tromme, Høst og Søns Forlag, 1999, 3. udgave, 1. oplag, Lindhardt og Ringhof, 1999

Jan Stage: Asken brænder. En forfatter i krig, 1993

Jan Stage: En forfatter i Cuba. Reportager, 1994

Jan Stage: Krigskorrespondent. Essays og reportager, 1997

Jan Stage: Vidne til historien. Med forord af Jørgen Grunnet, 2006

Signatur: Jan Stage. Essays og journalistik 1961-2001, ved Lasse Ellegaard, 2007

Bo Tao Michaëlis: “Jan Stage” i: John Chr. Jørgensen (red.): Dansk Forfatterleksikon, 2001

Lasse Jensen: Journalist, 2017