|
Tyve bøger er blevet præsenteret og
analyseret i Journalister i bogform. Fælles for
dem er, at de er skrevet af journalister og handler om journalistik.
Tyve journalister ser tilbage på deres liv med faget.
Bøgerne repræsenterer kun et udvalg af
danske journalisters erindringsbøger. Det samlede antal løber op i
omkring hundrede alt efter, hvordan man definerer “journalist”,
“erindring” og “bog”.
De tyve bøger er valgt ud fra deres
kvalitet og betydning. Listen kunne have set anderledes ud, men nogle
af forfatternavnene ville man ikke kunne komme uden om. Henrik Cavling
og Andreas Vinding for eksempel.
At journalister skriver erindringer,
er ikke mærkeligt. De er vant til at træde frem i offentligheden. Nogle
af dem er meget bevidste om, at de har et trofast læsepublikum. Hvis de
ikke ved det, kan en forlagsredaktør gøre dem opmærksom på det. Det er
ikke ualmindeligt, at selvbiografier af journalister - og ikke de
ringeste af dem - bliver til på forlæggerens initiativ. Det er sket for
f.eks. Herbert Pundik og Lasse Jensen. Hvis journalister skal tage et
sådant tidskrævende skrivearbejde alvorligt, må de have rygdækning og
finansiering.
Journalister har noget at fortælle.
Mange af dem har gjort usædvanlige erfaringer. De har foretaget rejser
og mødt mennesker, som det er de færreste forundt at komme i nærheden
af. Nogle af dem er eventyrere, andre er politisk engagerede og har
kigget langt ind i magtens korridorer.
De fleste journalister kan fortælle
underholdende historier om deres oplevelser, både ude i marken og bag
redaktionsskranken.
Journalister, der skriver erindringer,
ønsker typisk at delagtiggøre læserne i en række begivenheder, som de
har været vidne til eller deltaget i. Man kalder den slags erindringer,
de skriver, for memoirer: “memoirerne tilkender
fortidens begivenheder en interesse i sig selv”, skriver
erindringsgenrens danske teoretiker, Johnny Kondrup, i sin disputats om
Erindringens udveje (1994:33).
Når Axel Henriques gav sine tre
erindringsbøger fællestitlen Kalejdoskopiske Minder fra et
langt Liv, skabte han forventninger om noget episodisk og
broget. Erindringsbindet Glade Aar lever i høj
grad op til forventningerne.
En anden type erindringer er selvbiografien.
Den er kun interesseret i begivenheder,
”for så vidt som de står i et meningsfyldt forhold til den
personlighed, som har oplevet og nu erindrer dem” (Kondrup, smst.).
Det er ikke nok at overleve, den første af Herbert Pundiks to
erindringsbøger, er en selvbiografi, hvor forfatteren vil opklare,
hvorfor han har foretaget bestemte vigtige valg i livet. En lignende
ambition, men et lavere realiseringsniveau, ser vi i Jørgen Flindt
Pedersens Hjerteblod.
Forskellen på de to typer af
erindringer kan også bestemmes sådan, at “memoireforfatteren ser på de
fortidige begivenheder som fakta, mens selvbiografien interesserer sig
for dem som erfaringer” (Kondrup smst.).
I Henriques’ Glade Aar
fortælles anekdoter om Herman Bang, fordi de har underholdningsværdi og
siger noget om Bang, og ikke fordi har betydning for Henriques’
udvikling.
Memoire-forfatteren skriver under
mottoet “det har jeg oplevet”. Selvbiografiens forfatter siger: “derfor
blev jeg den, jeg er i dag.”
I sin selvbiografi forklarer Lasse
Jensen, hvorfor han er blevet slået tilbage til sin udgangsposition
hver gang han har påtaget sig en chefrolle. Han har indset, at han i
bund og grund er Journalist, og derfor har han
givet sin bog den titel.
Som det er fremgået, bruges erindringer
som en bred betegnelse, der kan rumme både
selvbiografi og memoirer.
Forfattere kan ikke frit vælge mellem
formerne. Noget stof ligger bedst for selvbiografien, andet for
memoirerne. J.B. Holmgårds møde med ni KZ-lejre var så rædselsfuldt, at
han ikke bare kunne give sig til at psykologisere på det og fortælle,
hvad det havde haft af betydning for ham. Men han kunne i nøgtern form
gengive samtaler og situationer. Her blev resultatet overvejende
seriøse memoirer (Sket i livet. Erindringer, 1990).
Alle de journalistbøger, som er
behandlet i det foregående, tilhører genren erindringer.
De er skrevet i jeg-form, og der er sammenfald mellem forfatter,
fortæller og hovedperson. Hvis en anden fortæller end den erindrende
journalist blander sig i fremstillingen, kan det underminere
tillidsforholdet i kommunikationen. Et eksempel er Ulla Terkelsens
selvbiografi skrevet i samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen, Vi
kan sove i flyvemaskinen, 2014. Konfronteret med denne kritik
kan forfatterne sige, at de græder hele vejen hen til banken. Bogen er
kommet i otte oplag. Læsernes lyst til at læse, hvad Ulla Terkelsen har
at fortælle om sit liv, er så stærk, at den let overvinder bogens
fortælletekniske problemer.
Erindringsbøgernes synsvinkel er
retrospektiv: Forfatteren ser tilbage på begivenheder i livet.
Udsigtspunktet vil typisk være en bestemt status opnået i forbindelse
til faget, her journalistikken, f.eks. et jubilæum, et jobskifte, en
afsked. De fleste erindringsbøger bliver først skrevet den dag,
skribenten føler sig frigjort fra hensynet til arbejdsgivere, ansatte
og konkurrenter.
Klassikeren er Henrik Cavling, der på
sin sidste arbejdsdag lader minderne passere revy. En næsten filmisk
scene.
Men der findes flere forskellige
genremønstre for journalister, der vil skrive erindringer.
Frejlif Olsen, Henrik Cavlings bror,
slog sig op som en nådesløs redaktør af Ekstra Bladet, men
da han skulle skrive erindringer, blev det til et Søren Kierkegaard’sk
forord til et aldrig fuldført værk om den journalistiske eksistens som
en byrde.
Henrik Cavlings søn Ole Cavling
omtalte sine erindringer som sit journalistisk testamente, men han døde
med manuskriptet mellem hænderne og nåede ikke at udjævne
stilforskellene i manuskriptet, som både ville være lærebog og
erindringsværk.
Grundformen for den skrivende
journalist har været rekonstruktionen af de sager, han har været på.
Modellen kræver god plads og et stort arkivmateriale, men når den
fungerer som hos Erik Nørgaard er den eminent oplysende og
underholdende. Den var blevet grundlagt af Carl Muusmann (Det glade København.
Erindringer og Oplevelser, I-III, 1939) og århundredskiftets kuld af
underholdningsjournalister, og den blev videreført i den såkaldte
krønikestil ved Paul Hammerich, Gregers Dirckinck-Holmfeld og Malin
Lindgren (se Dansk sagprosa).
At sluse journalistisk prosa ind i
bogmediet er ikke så let, som man tror. Kommunikationsformen er en
anden. I avisen skriver man ind i et kendt tekstlandskab og for et
publikum, der kender en. Når man skriver en bog, er man på Herrens
mark. Politiken-journalisten Henrik V. Ringsted
fortæller, at for ham var bogskrivning så radikalt anderledes, at han
måtte begynde forfra - i hånden - for at ramme det
rigtige åndedræt. “Bøger skal komponeres”, skriver han. Moderne
journalister vil sige, at det skal artikler også, men vi må medgive, at
rytmen er anderledes. Man kan blive stakåndet af at læse to-tre
hundrede sider med avisprosa. Ligesom det kan være svært at kapere
bogkapitler i avisen.
Det sidste illustrerer Ringsted med en
tankevækkende beretning: Mens han sad som Politikens
korrespondent i London, skrev han en causerende bog om England og
englændere. Den hed En have i London og blev en
vældig salgssucces. Inden der var gået to år, lå den i femte oplag.
“Jamen, hvorfor har alt det ikke stået i bladet?” lød det gnavent fra
hans chefredaktør, Flemming Hasager. Her kunne Ringsted svare med god
samvittighed: “Der er knap nok en linje i bogen, som ikke har været
tilbudt Politiken - gå ind og kik i
redaktionssekretariatets papirkurve. Det ligger der alt sammen.”
Redaktionssekretærerne havde fundet Ringsteds bogprosa omstændelig, i
vor tids jargon: “for lang i spyttet” (Henrik V. Ringsted: Erindringer,
III, 2. oplag 1980:42). Hvad der er godt i
den ene publikationsform, kan være problematisk i den anden.
Publikums forudsætninger spiller en
stor rolle. Da Ringsteds En Have i London skulle
udkomme på engelsk (From a Garden in London), bad
forlaget Ringsted om selv at stå for oversættelsen, og han opdagede, at
kommunikationssituationen igen var en anden. Det gav ikke meget mening
at forklare englænderne ting i deres eget liv. Godt for ham, at han
også beherskede et kreativt greb som perspektivforskydningen (smst.:55).
Erindringslitteraturen kan anvende
teknikker lånt fra fiktionen, men fundamentalt er det en fakta-genre,
hvor et menneske bestræber sig på at fortælle noget sandt om sit liv.
Genrens teoretikere siger, at forfatteren netop ved at påtage sig
identiteten som fortæller indgår en “pagt” med læseren om, at han vil
fortælle en virkelig historie (Kondrup, 1994:27). Den forfatter, som
ikke kan eller vil forpligte sig på denne måde, kan udgive sin bog -
stadig i jeg-form - men under genrebetegnelsen “roman” og alligevel
komme af med nogle sandheder, som f.eks. Morten Sabroe i Sidste
tog (1996) og Bettina Heltberg i Deadline (2002).
Romaner om journalister og presseforhold kan stikke dybt, men de
fungerer under nogle andre spilleregler end de erindringsbøger, som er
blevet behandlet her. Fiktionsforfatteren har f.eks. lov til at fjerne
eller tildigte personer.
Nær fiktionen i rækken af
journalist-erindringer kommer Jan Stages og ham der slog på
tromme. Den er fortalt i dramatisk præsens og den indeholder
billeder, som det er op til læseren at fortolke.
Fjernt fra fiktionen står Leif Blædels
Et Forår i Minefeltet, som er
struktureret som en samling essays og portrætter. Dog komponeret sådan,
at man følger forfatteren gennem livsaldrene. Stilen er tør og rationel.
Et sted midt mellem Stage og Blædel
har vi Henry Hellssen, som romantiserer og bagatelliserer sine
erindringer ved at kalde dem Jeg har moret mig dejligt.
Spredte kapitler af en omtumlet tilværelse. Kapitlerne er
retorisk flotte essays, der giver baggrunden for forfatterens seriøse
journalistiske indsatser bl.a. som krigskorrespondent fra 1.
Verdenskrigs skyttegrave. En ensom journalist, der flakser rundt i
verden. Der er ikke så meget at grine af.
Ligesom Hellssen - men på sin vis mere
overbevisende - præsenterer Jane Aamund sit liv som journalist på en
lyserød sky i Dengang det var sjovt. Erindringsglimt. Bogen
har form af små causerier om livet på Berlingske Tidende, et
arbejdsliv, som for Jane Aamund ikke er hele livet.
Jørgen Flindt Pedersen forsøgte at
løfte sin selvbiografi op på et kunstnerisk plan ved at indlægge
sansede situationer og en gennemgribende metafor (hjertet), men det
blev anstrengt og gennemført uden konsekvens.
Fakta-bøger kan udmærke sig ved
litterære kvaliteter uden at bryde pagten med læserne om at fortælle
sandheden.
Litterært skiller Bent Albrectsen sig
ud ved en original struktur og en righoldig tekstur. At indlede sin
selvbiografi med en søgen efter årsagen til en onkels død ved fronten.
At navngive bogen efter det bureaukratiske svar fra myndighederne: Som
svar på Deres forespørgsel. At slutte selvbiografien med en
samtale med en Vietnam-veteran. At indfælde skildringen af sin
uglamourøse tilværelse som korrespondent i disse rammer, det er
dristigt gjort. Og det sker på en baggrund af et lagret og lødigt dansk
sprog. Det er tankevækkende, at to af de bedst skrivende af vores
selvbiografer har været udlandskorrespondenter og at de begge meget
bevidst har arbejdet for at bevare kontakten til landets ypperste
sprogbrugere. Albrectsen har siddet i Washington og tyret J.P.
Jacobsen, Pontoppidan, Paludan-Müller, Oehlenschläger, Blicher,
Paludan, børnerim m.m. (Albrectsen, 1987:123). Pundik har stået i Tel
Aviv hver morgen og børstet tænder i et dansk digt. For at forsvare sit
danske skyllede han også munden i Martin A. Hansen og Storm P. (Pundik,
2005: 229).
Lasse Ellegaards sprog har også
litterære kvaliteter, men det er den moderne litteraturs,
Rifbjerg-generationens sanselige og polemiske sprog. Lasse Ellegaard
stikker godt fra sig i sin favoritgenre, den reportageprægede
kommentar, men han har svært ved styre større stofenheder. Da han
skulle skrive sin selvbiografi, Efter Tryk, tog han
ikke opgaven så alvorligt som, når han skriver artikler til en avis.
“Jeg har ikke siddet tre måneder alene med den bog eller er rejst til
Sortehavet for at skrive den. Den er skrevet gradvist som en slags, alt
imens jeg har passet mit arbejde.” (Lasse Ellegaard, interview ved
Pernille Tranberg, Politiken,16.5.1999).
Der er langt mere elegant finish over
provinsjournalisten Peter Eriksens Journalist i blytiden, 2001.
I sin form er den inspireret af revykunsten.
Så meget om journalistbøgernes form.
Nu noget om indholdet.
Journalister i bogform strækker sig i tid fra 1860’erne:
Robert Wat i Dagbladet og Dagens Nyheder
til i dag: Ulla Terkelsen i TV 2.
Perioden efter Anden Verdenskrig er
bedst dækket ind.
Blandt dem, der kunne have været taget
med i den ældre afdeling, vil jeg her fremhæve tre:
Den ene er N.J. Berendsens Af
en gammel Journalists Erindringer, 1918. Berendsen var en
flittig medarbejder ved Dags-Avisen (jf. artiklen
om Axel Henriques). Han introducerede den franske naturalisme i Danmark
og var samtidig en af interviewgenrens danske pionerer. Jeg
har skrevet om ham i Kommer De som ven eller som interviewer?
(2010:65ff).
Den anden er Franz von Jessen, en
fremtrædende redaktør i den konservative presse, Aarhus
Stiftstidende, Nationaltidende, Riget og Berlingske
Tidende. En årrække var han bosat i udlandet som
korrespondent. Han skrev erindringer i flere omgange, samlet i Mit
Livs Egne, Hændelser og Mennesker, 1-5, 1943-46.
Den tredje er journalisten,
forfatteren og afholdsagitatoren Lars Larsen-Ledet. Politisk havde han
rødder i Det Radikale Vestre. Svingede senere over til
Socialdemokratiet. Han redigerede Afholdsbladet
1906-36. Han er så vidt vides rekordholder med erindringer i hele 10
bind. De bærer fællestitlen Mit Livs Karrusel,
1945-57.
Journalistik var gennem mange år
domineret mænd. Alligevel må kvinderne med tre ud af tyve siges at være
underrepræsenterede i Journalister i bogform. Men
dem, der mest oplagt kunne komme på tale, har jeg skrevet udførligt om
andetsteds:
Lise Nørgaards selvbiografi Kun
en pige (1992) og De sendte en
dame (1993) er et hovedværk i vores
journalistiske erindringslitteratur. Jeg har behandlet værket i
monografien Journalist af karsken bælg. En bog om Lise
Nørgaards journalistik (2014).
Gretelise Holms Jesus,
pengene og livet (2012) og Kærligheden, kampen og
kloden (2014) og Lone Kühlmanns I medgang og
medgang (2013) og Det skal se nemt ud (2015)
er fine indsatser af fremtrædende kvindelige journalister, hvis prosa
jeg har analyseret i Dansk sagprosa.
Erindringsbøger af kvindelige
forfattere dækker et bredt spektrum af emner, tidligere overvejende
“bløde”:
Jytte Bonnier: Jeg gik mig
over tid og sted. Erindringer, 1979 (kulturjournalistik)
Kirsten Pruzan Mikkelsen: På
journalistikkens vinger - erindringer fra et usædvanligt journalistliv
og fra Indien, mit andet hjem, 2005 (rejsejournalistik)
Eva Bendix: Det skulle jeg
måske ikke have sagt. En bog om et Liv efter Anden Verdenskrig
nedskrevet af Anne Mette Futtrup, 2009 (social journalistik)
(fortsættelse af Eva Bendix: Man siger tak. En bog om en pige
og hendes far, 2003)
Didder Rønlund: Hele mit liv
på høje hæle. Erindringer i glimt, 2009 (modejournalistik)
Bodil Cath: Mit liv som
Cath. En reporters royale erindringer, 2009
(kongehusjournalistik)
Barbara Gram: Fisk uden
cykel. En personlig kvindehistorie, 2010
(ugebladsjournalistik)
Karen Thisted: Så skal der
leves, 2016 (tv-journalistik)
I de senere år er kvindelige
journalister også begyndt at gøre sig gældende inden for traditionelt
mandsdominerede områder som udenrigs- og krigsreportagen. Tidligere
kunne en opremsning af journalistbøger af denne art se sådan ud:
Henrik V. Ringsted: Erindringer,
1-3, 1978-80
Lasse Budtz: Brudstykker.
Erindringer, 1989
Ib Rehné: Cairo. Scener og
samtaler fra Mellemøsten, 1997
Peter Dalhoff-Nielsen: Det
begyndte i Skt. Petersborg. En tv-reporters politiske erindringer, 1999
Frode Kristoffersen: Mit
Europa. Fra Frederiksgade til Friedrichstrasse, 2008
Steffen Kretz: Brændpunkter. Reporter
på kanten af verden, 2010hh
Rasmus Tantholdt i samarbejde med
Andreas Fugl Thøgersen: Verden er stadig ny, 2015
I dag ville en sådan liste være skæv
og mangelfuld uden:
Ulla Terkelsen i samarbejde med
Andreas Fugl Thøgersen: Vi kan sove i flyvemaskinen,
2012
Simi Jan: Til te hos Taleban,
2012
Mette Fugl: Fra koncepterne,
2014
Puk Damsgård: Hvor solen
græder. En fortælling fra Syrien, 2014
Mathilde Kimer: Krigen
indeni. Skæbnefortællinger fra revolutionen i Ukraine, 2016
Fælles for disse kvindelige
korrespondenter er, at de arbejder for tv, og de synes at have lyst til
at eksperimentere med formerne, når de bruger bogmediet. Ulla Terkelsen
taler sit liv frem i Andreas Fugl Thøgersens arrangement. Mette Fugl
benytter sig af en art collage-teknik til at klistre selvbiografi og
dokumenter sammen. Simi Jan bruger sine personlige livshistorie i
beretningerne fra Afghanistan og Pakistan. Puk Damsgård er inspireret af
narrative journalism og gør sig selv til person i romanagtige
konstruktioner (se portrættet
af hende i Dansk sagprosa). Mathilde
Kimer tegner to portrætter og giver i tillæg et selvportræt.
Kvinderne er ikke alene med, de er med
på egne måder.
Johnny Kondrup Erindringens
udveje. Studier i moderne dansk selvbiografi (1994).
En søgning på “Journalister
Erindringer” på kb.rex giver ca. 250 titler, som dog reduceres til ca.
140, hvis man alene søger efter danske bøger.
Se litteraturhenvisninger til
erindringer af journalister i Svend Thorsen: Den danske
Dagspresse, II, 1951:320ff og til sidst under de enkelte
aviser i Niels Thomsen og Jette D. Søllinge: De Danske
Aviser, 1-3, 1989-1991. Se fx litteratur om dagbladet Information
s. 241 i bind 3, 1991.
Se en oversigt over nyere danske
erindringer på:
journalistveteraner.dk >bøger> biografier og
erindringsbøger
Henrik V. Ringsted: Erindringer, 1-3, 2. oplag, 1978-80
Erindringsstof fra mange kvindelige
journalister indgår i John Chr. Jørgensen: Da kvinderne blev
journalister, 2012. Se især kap. 7: “Journalistiske
kønsroller fra Lise Nørgaard til Hanne-Vibeke Holst” s. 75-102.
En nøgle til kvindelige journalister
med selvbiografier finder man i John Chr. Jørgensen (red.): De
tålte mosten. 39 kvindelige journalister, 2013.
|
